Tænkte tanker en morgen i maj

Det er alt for længe siden, jeg har gjort mine tanker sort på hvidt. Det er ikke min tid, der er knap, og ej heller mit liv, der er fortravlet. Det er bare fordi.

Der er så meget i mit liv, der er bare fordi. Uden det betyder noget. Det er sådan jeg har det, alt imens jeg gemmer mig bag min lille lysegrå konflikt-sky.

Jeg har fundet et tankeskriv fra maj måned. Dengang kunne jeg ikke få mine fingerspidser til at prikke ‘udgiv’. Det kan jeg godt idag, og jeg aner ikke, hvorfor?

Det er nok bare fordi.

~~~~~

Det er en sølvgrå morgen. Fuglene synger, så der er ingen fare på færde. Solen lyser kun dæmpet gennem gardinet. Jeg har ingen planer – med noget. Alting bliver lige nu bare til ingenting, men alligevel banker timevis af tanker på. Det er en trængsel af tanker, som i et tankefængsel. Tanker som med ét kan drukne i skam og længsel. Slikkede sår som aldrig vil hele, og undertrykte skrig, som har brændt alle broer. 

Stop.

Solopgangen bliver til flere, og der er hold i mine drømme. Jeg har fred og ro i mit tankefængsel. Jeg er fri, og min omsorg blomstrer. Mit liv kærtegner, og jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg tør ligge, som jeg har redt. Livet er fyldt med prinser og prinsesser. Det er eventyrligt.

Jeg smiler, fordi hvad er jeg, når jeg er alene? Jeg elsker, og jeg må passe på min forstand, alt hvad jeg kan. 

Godmorgen. Lad det blive en god dag. 

~~~~~

Flere indlæg

Forårstanker

Det er ikke længe siden, den smukke vintersol stod lavt og strålede koldt i pasteller. Nu er forårssolen kommet, den står højt på himlen og stråler i varme farver. Min krop lunes. Jeg tør op. 

Min krop er mit hjem. For evigt. Jeg må ikke glemme at passe på den, jeg må huske at høre efter, hvad den fortæller mig. Som den eneste i verden ved den, hvad jeg gør rigtigt, og i hvertfald, hvad jeg gør forkert. 

Der er bare så meget, der er fordrejet, og uærlighed kan flytte helt derind, hvor den ikke må bo. De fleste frugter er dog søde, selvom deres skal er sur, og der er faktisk forskel på surt og sødt, – blot man smager rigtigt efter. 

Jeg har lært aldrig at misunde andres succeser. Det er en gave så stor, og jeg er evig taknemmelig. 

Alligevel ved jeg endnu ikke – sådan helt klart, hvordan jeg elsker mig selv nok til ikke at lade andres skønhed blive min egen fiasko? Selv når jeg føler mig smukkest i verden, kan jeg med ét ændre mig, så jeg vil noget andet – noget mere. 

Hende – eller det er nok en ham, som forstår at elske sig selv, mon han har gjort det altid? Hvis ikke, kan han så overhovedet huske, da han ikke gjorde det? Det skal han huske. Ligesom ham, der har alt, skal huske dengang, han ikke havde noget. 

Hvis ham jeg taler om, aldrig har stået sammen med den svage, så skal han gøre det. Han skal løfte den svage. Han har jo masser af tid. 

Det er så nemt at hade. Meget sværere er det at elske. Men vi kan allesammen, blot skal vi vælge at øve os. At elske er en evig nødvendig træning, og den kræver opmærksomhed. 

Jeg må give mit liv til de få, for at kunne give dem mit hele liv. For at blive blomsten på åkanden, der flyder ovenvande, og for at blive diamanten, som gør mine mennesker rige. 

Jeg kan mærke, at det er forår lige om lidt.

Kærlighedens magi

Lyset vender stille tilbage nu. Træer og buske længes efter forår. Jeg har varm kaffe i mit krus, det er af keramik. Mit tøj er blødt, ligner nok mest af alt bare nattøj. I min højtaler synger Norah Jones ‘come away with me’. 

Det var kærlighedens sidste dag. Han havde taget alt lys i verden med sig, der var kun mørke tilbage til hende. Han havde pakket hende ind i ordet magisk, og nu var magien ganske usynlig. Hun ser ham alle steder, undtagen hos hende. 

Sol bliver til måne. Måne bliver til sol. 

Det var kærlighed, men det knuste hende. Hun faldt i arme, som ikke var. Men hun lever endnu. Hun havde sagt, hun elskede ham, men hun mente jo, at han ikke måtte gå. 

Hun græder ikke over, hvad de ikke nåede, men over alt det, de kunne have nået. Det er for sent nu. Alt er for sent nu. Om han hader eller elsker hende, det ved ingen, det ser ens ud. 

Hun vil have kærlighed igen. Hun vil give livet til en anden, uden at vil have noget tilbage. Men ikke mere, end hvad kærlighed kan bære. Hun vil ikke mere være optaget af at elske ham, hun ikke kan få. Hun vil være smuk. Magisk. Igen. 

Hun vil aldrig få den første kærlighed igen, men hun kan få den kærlighed, der gør alt andet ligegyldigt. Det er kun stor værdighed, som vinder i urimelige situationer. 

Hun kigger op og takker hele verden for alt, hvad findes. Hun er venlig – også overfor de urimelige. Faktisk er hun sødest ved dem. De som ingenting har at give tilbage, det er dem, som skal have mest. 

Sådan ser hun på livet så smukt, men det er jo ikke det, hun ser, der er smukt. Det er lige der, netop hun er aller smukkest. Det er kærlighedens magi. 

Det smukkeste menneske

Jeg elsker de stille stunder, hvor vi sidder sammen, men hver med sit. Stearinlys og stille musik er baggrunden til den stemning, vi deles om at gøre god. 

Jeg læser digte, og de rører mig helt ind i hjertekuglen. Faktisk kan jeg ikke komme af med ordene igen. Jeg sammensætter dem på kryds og på tværs, og jeg mixer dem med mine egne ord. Det bliver til små historier, til minder og til drømme, og for ikke at glemme – og for at gen-opleve, så skriver jeg dem ned. Igår blev mit mix af ord til ‘Det smukkeste menneske’.

Hun følte en helt masse kærlighed uden rigtig at vide, hvad kærlighed var. Det kom ud af ingenting, og alligevel farede hun vild. Tænk han virkelig ikke kunne se det. 

Deres stilhed varede en livstid. Det var ikke bare let. Det var forbandet svært. Hans berøring mærkede hun alt for intens, hun mærkede hans hud i dagevis.

Han spurgte, hvordan hun havde det? Hun ville fortælle om hendes arbejde, om hendes familie og …., men han stoppede hende. Hans læber rørte ved hendes læber. Han hviskede noget, hun ikke hørte. Hun mistede sin stemme. Det var lige inden, han kyssede hende for første gang.

Han hørte hende, selvom hun ikke talte. Han så hende, selvom hun var umulig at se. Han var den slags elsker, hun elskede. 

Han holdt hende tæt, indtil han drejede af. Hun opdagede ikke, han drejede af. 

Hun fik pludselig ondt alle steder ingen vidste noget om. Det gjorde forbandet ondt, men hun græd ikke. 

Der er gået flere år. Hun mærker stadig hans hud, hver gang en anden mand rører ved hende. Hun vil aldrig slippe fri fra ham. Hun vil aldrig kunne mærke kys fra andre end ham. 

Kærlighed gør det ikke med vilje, og hun vil med sikkerhed aldrig møde så smukt et menneske igen. Måske havde hun oplevet kærlighed nok til aldrig at blive ensom?

Han vil altid være det smukkeste, hun har fortrudt. 

Noget om lykke

Jeg kan ikke sove. Jeg kigger på månen, som lysner den mørke himmel. Jeg håber på himmelfrost og perler af sne. Sådan er julen er så fin. 

Jeg er sådan en, der tænker. Nogle gange er det bare tankestrejf, andre gange tankestrømme. Det er sådan mit liv er af drømme. Tanker vokser i mig som ukrudt, de forgrener sig i alle lemmer og sætter spor jeg ikke glemmer. 

Jeg er så naiv. Jeg finder ro i klichéer. Jeg føler mig tryg, når jeg kender min vej i verden. Der er altid to veje at gå. To veje at fare vild på. Veje der går op og ned. Broer der brænder, når jeg går i stå og bare lader tiden gå. Det er når livet er for tungt at forstå. 

Selv på asfalt kan ukrudt gro, og jeg må rette nakken trods ridser i lakken. Der vil altid være kaos i kærlighed. Sådan er livet, når det smager af lykke. Jeg har det ligesom alle andre. Målet er lykke, og lykken er for alle, omend en fest for de få. Nok er jeg bare et håbløst tal i puljen, men vi kan jo ikke tabe til hinanden. Det er enkelt at forstå, også når chancerne er små. 

Luften skal ind, før den skal ud. Mine tanker flyder som tjære, jeg ikke kan lade være. Men hvor fanden er takten i den her sang? Grammofonen kører i samme rille, og jeg kan ikke stå stille. Smider jeg alt, er intet rigtig tabt, mens det jeg ikke får sagt, ikke er ødelagt. Man skal undgå utæmmet overmod. 

Jeg må sove nu. Jeg skal sove nu. Jeg tør ikke vende mig om for at se, hvem der ånder mig i nakken. Nattens damp? 

Det smukkeste knuses let, men holder for evigt, og jeg tror ikke på fantom lykke. 

Ukendt kærlighed

Lyset er ved at brænde ud, stearinen har dryppet på bordet igen. Jeg glemmer altid at holde øje, glemmer at rette lyset op, så det ikke står så skævt. 

Natten var kold, frosten er kommet nu. Vores ruder duggede i hjørnerne til morgen, og udenfor er der rim på græsset. Nederst i haven, hvor grunden daler lidt, er der tåge, og bladene på jorden er endnu stive af frosten. Solen står op lige om lidt. 

Jeg tænker på ham og hende. De to, jeg ikke kender, omend i min fantasi. 

 

De kunne være blevet lidt længere. Til de havde sagt det hele, til de havde fået lov. Til de var blevet stille, og havde fået det de ville. 

De kunne have lade være med at forklare, kunne have holdt inde. De kunne have taget chancen, og mistet balancen. Være blevet til tiden var gået, og de ikke havde mistet noget.

De kunne have pustet sig op, presset luften ud af hinanden, skygget for hinanden, tændt ild. Helt simpelt, og hjerter ville brænde. De ville kunne gå så langt, de kunne nå. Have taget chancer, uden grænser. Set det, der var at se, uden at have set sig tilbage. De ville have set alt for meget, og alligevel for lidt. De ville have fulgt deres drømme.

Det kunne være blevet til kærlighed. Men alting går over, hvis bare vi holder det, vi lover, svoret de.

 

De to ved nok ikke, at det vigtigste i verden holder for evigt.

 

Hverdagens filosofi

Et minde af sommerlig kærlighed, og om lidt er vi lige der igen.

 

Lige om lidt er den gået, fritiden. Jeg må tilbage til den hverdag, jeg er på vej væk fra. Jeg har en måned tilbage, inden jeg skal videre, og det er helt okay – det hele. Min næste hverdag bliver også god. Måske bedre, det ved ingen i verden, men jeg ved, at det bliver med et menneske, jeg elsker. Min søster. 

Jeg flytter nemlig sammen med min søster på hverdage ml. kl. 8 og 16 – ish. Vi skal yde og nyde, græde og grine, og sammen skal vi gøre det bedste vi kan for andre mennesker. Jeg er meget taknemmelig for netop det. 

Alt muligt er på spil, men jeg ved, hvad jeg skal og jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvem jeg er og jeg ved, hvem jeg vil være, så det der alt muligt, det kan jeg sagtens bære.

Jeg sov godt i nat, og sov længe nok, selvom jeg stod tidligt op. Jeg tændte stearinlys og stille musik under morgenkaffen. Det fungerer godt på de mørke morgener. Det skal blive en god dag, besluttede jeg, og den kontrol er jeg helt vild med, og ganske høj over, når lykkes.

Mens solen stod op, gik jeg til vandet gennem skoven. Tågen skjulte min vej, og det skærpede mine sanser. Jeg duftede renhed og parfumer fra mennesker, der cyklede forbi, mens dem på bænken efterlod en lugt af røg og øl. På træbroen lyste pærer på kæde min vej gennem tågen. Jeg går jo på skyer, tænkte jeg, helt uden klaustrofobi, og bare drømmende i min hverdagsfilosofi. 

For enden af broen, ved stien, var der et hul. Dybt og sort. Det er der du – menneske – gemmer dig, når alting bliver for svært. Først når du er helt nede i hullet, mærker du dine fødder på jorden. Det er umuligt at kravle op, og ligeså at fare vild. Ingen kan nå dig, så ingen kan trække dig op. Først når du har grædt hullet fyldt af tårer, kan du flyde til overfladen. Det kan tage mange år at nå helt derop. Du skal svømme væk fra hullet, så snart du kan, fordi tårer kan sive i jorden. Sker det, så vil du falde dybt i hullet endnu engang. 

Jeg tror, at kampen op af hullet er en særdeles vigtig rejse for et menneskeliv. 

 

Min tid er fløjet, men sådan går det altid, når jeg skriver. Ligesom jeg rejser langt væk, når jeg hører musik, og stopper tiden, når jeg krammer mine børn. 

Om lidt rejser jeg både væk og stopper tiden, fordi om lidt er vi tilbage i yndlings træhuset i klitterne. Jeg kan mærke det i maven, – brændeovn, ro og Vesterhav – ahhh…

 

Mandag

Godmorgen Mandag. 

Du er så stille. Du er fri og kræver meget mindre – faktisk ingenting. Du gør ingen tanketrængsel, og min nat ligger uberørt og øde hen. Jeg ænser kun svagt din blomstrende morgen, og din mildhed smitter. 

Du skal være. Du er. Du er nok. Jeg lyver ikke. Det er sådan, det er. 

Udenfor er skovens træer kun let klædte, og bladene daler endnu i lind strøm. Efterårets rigdom af farver er smuk, og ligeså er vinterens nøgenhed. Fjorden bruser og vækker vinterbadernes cirkulation. Solens stråler gemmer sig endnu i mørket, men bølgerne lysnes af sindets skær. Naturens ro er mit himmelvæld. 

Gaderne ligger grå, og våde og kolde hen, de er uhyggelig øde, men imellem dem er der liv. Så smukt kan det regne over hjem uden døre på klem. Hjem som emmer af varme og jordbunden kærlighed. 

Jeg har lyst til at være lige her, og selvom mine sanser danser, så finder jeg vej i mit sinds labyrint.

Du er nærværende idag, Mandag. Tak for det – og nu må jeg op og igang med dig. 

 

Tanker fra en morgenstund

Morgensolen stråler gennem gardinerne. Jeg glider roligt ud af nattens dybe drøm, svævende og i tvivl om drøm og virkelighed. 

Med ét er jeg virkelig. Jeg tager mit ansigt på, igen en dag ældre. Dør lidt af kærlighed over synet af min sovende datter ved siden af mig. Min mand er ikke hjemme. Minder fra sommerhuset overvælder mig for en stund, nok fordi min datter og jeg næsten altid sover sammen, når vi er der. Jeg kan dufte det, det er en blanding af hav og marehalm, hybenblomst, træ og brændeovn. 

Jeg kigger på klokken, den stopper aldrig – tiden. Jeg fortaber mig et øjeblik. 

Jeg står op. Det føles koldt, jeg kan høre vinden suse i det store birketræ i haven. Jeg tænder for stearinlyset på det lille bord i køkkenet, og for svensk jazz på mobilen, som på helt nødvendig vis spreder sine toner gennem den bærbare højtaler. Det føles allerede lidt lunt i huset nu. Jeg tænder for kaffemaskinen, – jeg elsker den lyd, for ikke at nævne duften. Jeg er sulten. 

Her dufter af mennesker, der har det rart. I stuen har puderne i sofaen beholdt sin form fra hyggen igår. Min hund, som ikke kun er min – men som jo alligevel er det, sover tungt på tæppet. Sikke en ro. Sindsro. Jeg fortaber mig igen – forsvinder et øjeblik denne gang. 

Det er som om musikken i højtaleren, som er instrumental til trods, påminder mig, at livet er en helt masse værd. Det er noget værd både under storm og når vinden har lagt sig. Når flammerne er over mig, og jeg er den sidste, der ved netop det. Når ingen siger noget, og sandheden er en løgn. Når uret tikker og tiden flyver. Jeg drømmer vist lidt igen, ligesom jeg gjorde det i første omgang.

Jeg tillader lige en slags melankoli at komme til.

Et liv og en stemning skifter hele tiden, ligesom i drømmene. Fra godt til skidt. Skidt til godt. I samme sekund, eller efter mange år. Det er umuligt at ændre på. Et liv må bare leves jo. 

Jeg kommer i tanke om mit arbejde. Jeg er sygeplejerske i en lægeklinik, og jeg elsker netop det. Det er patienterne – menneskerne, der gør det. Den mangfoldighed og respekt for den enkelte, ærligheden og tilliden, for ikke at nævne taknemmeligheden og nærværet. Jeg ville dø af stress, hvis jeg ikke fik lov til at prioritere netop det i mit arbejde. Det beriger mit liv på sådan en fin og meget vigtig måde.

Jeg har tænkt og skrevet i næsten en time nu. Børnene og hunden sover stadig. Den svenske jazz er blevet til lounge jazz fra New York. Stearinlyset er tændt endnu. Jeg har drukket 2 kopper kaffe med mælk – sødmælk selvfølgelig, men endnu ikke spist noget. Jeg venter med morgenmaden til børnene vågner. 

Udover vinden i buske og træer, så dominerer de mørkegrå skyer med slag af regn på ruden nu. Det billede tegner metaforer i mit sind – noget med livet som vand, der løber i floder. 

Sådan er det jo. Liv er som vand, der løber i floder. Sammen, og side om side. I lige linje og i sving med snoninger, som kan synes umulige at komme omkring. Det løber med strømmen og mod strømmen. I uvejr, og under vindens stilhed og solens stråler. Det er ikke nødvendigt altid at flyde med strømmen. Kampen mod strømmen kan også noget. 

Flodens forceringer skifter med årstiderne, og der kan være uenighed om, hvilke veje der er bedst. Der er frihed til at vælge sine egne veje, men det kan nu være meget godt at følges med nogen. 

Floder løber mellem bjerge og gennem skove, ved marker og mellem buske og træer. Det er faktisk ganske smukt – det der liv. 

 

Nu er børnene vågnet, og de er også sultne. Tak for nu.

 

De to

De er alene. For første gang. Uforberedt. Akavet. Fyldt med følelser. Ingen siger noget. De fanger hinandens blikke. De smiler. 

De ved det godt. De har vinger. Ingen af dem tror på det. Ingen tager chancen. Skæbnen synes ironisk. 

De slår tiden ihjel. Uden at opdage det. Solen blænder deres øjne, som lukkes – og vækkes af måneskinnet. Han dufter. Hun smager. De er trygge. 

Han har hende nu. Det ved han godt. I tankerne tager han hendes hånd. Holder fast. Klemmer. Trækker. Kysser hendes kind. Blidt. Bare én gang. 

De falder til ro. Fuldstændig. De kunne blive. I medgang. Uden modgang. For evigt. Men de går hver til sit, og ingen af dem siger noget. 

Der skete ingenting. 

 

Tiden er gået. De har ventet længe. Forventet længe. Forsøgt at glemme – med slør for øjnene. Det lykkes ikke. De husker alt. 

De gav op. Alt for nemt. De stod af før sidste stop. Den umiddelbare lykke kunne rende dem et stykke. Åbenbart. 

Der findes ingen kur for det, der gik galt. De slog tiden ihjel. Ingen sagde noget. 

 

De må videre. Hver for sig. Uden ord. Uden forestillinger. Uden støj. 

De må stole på sig selv. Nu.