Tankeskriv

Vi har COVID-19 i Danmark.

Tiden står besynderlig stille, alt imens vi ønsker den hurtigere end aldrig før. Stilheden larmer i tankerne om stormen, der kommer lige om lidt. Mange er hjemme, i hvertfald de fleste. Det er godt. Vi gør det for andre end os selv, hvilket jo nok er det smukkeste, jeg kender til. Vi har forstået, at vores nye virus er uhyrlig smitsom og en livstruende infektion for de få. Og at vi alle går i isolation med tanken om at redde de få, det elsker jeg. 

Nogle af os er bange, og når vi er bange, gør vi forhastelser – af bare frygt. Mange har hamstret mad og dagligvarer – af bare frygt. Det må vi huske at forstå. Isolation vil berolige deres sind.

Nærheden til hinanden har stor betydning, men et distanceret fællesskab kan også noget, – også selvom savnet kan synes ganske uudholdeligt.

Men vi har jo masser af tid. Masser af tid til at mødes igen. I hvertfald de fleste af os. 

Flere indlæg

Kærlighed, du er smuk!

Kærlighed.
Du kommer i to. I sorgen og lykken. Vreden og glæden. Som min bedste ven, og værste fjende. Du er den samme. Dig og mig. Universets balance. 

Kærlighed. 
Du holder mig oppe, og lader mig falde. Du vildfarter mig, og følger mig hjem. Du gør mig smuk, og overbeviser mig om det modsatte. Du viser mig det gode menneske, jeg er, og når jeg kigger rundt, så ser jeg alt det, jeg ikke er – og bare drømmer om. Du fortæller mig, at tilfredsheden er en dyd. 

Kærlighed.
Du har været døende, siden du kom, men du er evig. Livet derimod – er midlertidig, lykken, tristheden, blomsterne. Du, Kærlighed – du visner også, utvivlsomt, men du dør ikke. Din forbandet helt. Savnet holder dig i live. 

Kærlighed.
Mit liv er i dine hænder, i hvert skridt, jeg tager, i hvert bankende slag. Du holder mig tæt om natten. Du holder mig ud, giver mig liv – og misholder mig. Du styrer mig. Når du er god ved mig, er jeg god ved dig. Du råber ad mig, råber til mig, og er tavs. Din tavshed gør mig bange for min stemme, så bange, at selv du bliver bange for din stemme. 

Kærlighed. 
Undskyld, fordi jeg sagde, du var smuk. Du er så meget mere end det. Undskyld. 

En verden udenfor

Stilhed. Lyden af skridt i bladenes efterår. Samtalens tyst. Forunderligt, men beskyttet i varmen fra hans hånd.

Følelsen af vidunderlig lethed i bevægelsens strøm. Svævende. Drømmende. Vækkes af tyngdekraftens styrke mod jorden. Vågent. Selvsikkert. 

Blændet af sollysets skær. Har han slet ikke forstået det? At han gør blind. At han ikke er velkommen. At han skal gå. At alting kørte på skinner, før han kom. At hun ikke vil forstyrres. Forsinkes. Opholdes. 

Fastholdt blik, men ingen ord. Hvad er det, han vil? Hun er fængslet. Uden tvivl. Slipper aldrig fri.

På dybt vand uden at kunne svømme. Strømmer til bredden for at opdage, at fastlandet er lukket. For evigt. 

En sagte stemme taler, men intet lykkes. Blot rammer de der forbandede elektriske stød. Slukket verden. Udenfor.

Noget må gøres. Noget. Hun har hjertebanken. Går hun i stykker?

Mørke. Det trækker op til regn. Skyer lukker roligt himlen én for én. To sjæle omsluttes af lyden af regn.

Varmen fra hans hånd kommer igen. Bølger. Åbner hjertet lidt på klem. Lyset mellem de mørke skyer trænger ind. Bare lidt. Det er ikke varmt, ikke koldt. I verdenen udenfor.

Umoden kærlighed

Der var engang. De mødtes. Det var forår, som en sommerdag. Vist nok en tirsdag. Hun havde taget jakke på, “det er jo alt for varmt”, sagde hun. Han smilede, – havde lange sorte jeans og boots på. Hun havde glemt sine solbriller. Nu var begge deres ansigter nøgne.

De gik en tur i skoven. Træer og buske lukkede næsten stierne, grønt og smukt. De var uforberedte, blot var deres møde kun lige sat op.

“Er du okay”?  “Ja, jeg har det godt, tak”. Hun smilede. Han smilede. Han havde bare lige et par timer. Var helt ovenpå. 

“Her er stille”. “Ja, det er rart”. 

De gik tæt, indimellem rørte deres skuldre. Der var ingen andre end dem i skoven. De gik forbi et åbent stykke, store træer var fældet, men snart var de på tæt sti igen.

“Hvad skal du i ferien?”. “Rejse. Spille.”. “Dejligt, i Tyskland ikke?”. “Jo, de er vilde med den slags dernede”. Han smilede. Hun smilede.

De var mange i bandet, det var ikke altid nemt. Én var sprunget fra. Det gjorde ikke noget. Han var den ældste. Spillede vist med nogle andre nu. 

“Har du været her før?”. “Hvad, øhh – ja”. Han slog blikket ned. Genert. “Se bare, hvordan det gik”. Hun sagde ikke noget igen.

Han var ikke herfra. Var ikke som de andre. Talte et andet sprog. Kunstner. 

Hun var herfra. Var som de andre. Passede ind.

“Nu er vi her”. “Hvad, allerede?”. “Ja, vi kan gå rundt igen”. De grinede. Skubbede. Stoppede op. Kiggede ned. Op. Ned. Op. Fangede hinandens øjne. “Må jeg kysse dig”. “Ja”. “Tak. Dejligt”. “Ja. Dejligt”.

“Vi ses”. “Ja, vi ses”. De smilede igen. For sidste gang.

Tænkte tanker en morgen i maj

Det er alt for længe siden, jeg har gjort mine tanker sort på hvidt. Det er ikke min tid, der er knap, og ej heller mit liv, der er fortravlet. Det er bare fordi.

Der er så meget i mit liv, der er bare fordi. Uden det betyder noget. Det er sådan jeg har det, alt imens jeg gemmer mig bag min lille lysegrå konflikt-sky.

Jeg har fundet et tankeskriv fra maj måned. Dengang kunne jeg ikke få mine fingerspidser til at prikke ‘udgiv’. Det kan jeg godt idag, og jeg aner ikke, hvorfor?

Det er nok bare fordi.

~~~~~

Det er en sølvgrå morgen. Fuglene synger, så der er ingen fare på færde. Solen lyser kun dæmpet gennem gardinet. Jeg har ingen planer – med noget. Alting bliver lige nu bare til ingenting, men alligevel banker timevis af tanker på. Det er en trængsel af tanker, som i et tankefængsel. Tanker som med ét kan drukne i skam og længsel. Slikkede sår som aldrig vil hele, og undertrykte skrig, som har brændt alle broer. 

Stop.

Solopgangen bliver til flere, og der er hold i mine drømme. Jeg har fred og ro i mit tankefængsel. Jeg er fri, og min omsorg blomstrer. Mit liv kærtegner, og jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg tør ligge, som jeg har redt. Livet er fyldt med prinser og prinsesser. Det er eventyrligt.

Jeg smiler, fordi hvad er jeg, når jeg er alene? Jeg elsker, og jeg må passe på min forstand, alt hvad jeg kan. 

Godmorgen. Lad det blive en god dag. 

~~~~~

Forårstanker

Det er ikke længe siden, den smukke vintersol stod lavt og strålede koldt i pasteller. Nu er forårssolen kommet, den står højt på himlen og stråler i varme farver. Min krop lunes. Jeg tør op. 

Min krop er mit hjem. For evigt. Jeg må ikke glemme at passe på den, jeg må huske at høre efter, hvad den fortæller mig. Som den eneste i verden ved den, hvad jeg gør rigtigt, og i hvertfald, hvad jeg gør forkert. 

Der er bare så meget, der er fordrejet, og uærlighed kan flytte helt derind, hvor den ikke må bo. De fleste frugter er dog søde, selvom deres skal er sur, og der er faktisk forskel på surt og sødt, – blot man smager rigtigt efter. 

Jeg har lært aldrig at misunde andres succeser. Det er en gave så stor, og jeg er evig taknemmelig. 

Alligevel ved jeg endnu ikke – sådan helt klart, hvordan jeg elsker mig selv nok til ikke at lade andres skønhed blive min egen fiasko? Selv når jeg føler mig smukkest i verden, kan jeg med ét ændre mig, så jeg vil noget andet – noget mere. 

Hende – eller det er nok en ham, som forstår at elske sig selv, mon han har gjort det altid? Hvis ikke, kan han så overhovedet huske, da han ikke gjorde det? Det skal han huske. Ligesom ham, der har alt, skal huske dengang, han ikke havde noget. 

Hvis ham jeg taler om, aldrig har stået sammen med den svage, så skal han gøre det. Han skal løfte den svage. Han har jo masser af tid. 

Det er så nemt at hade. Meget sværere er det at elske. Men vi kan allesammen, blot skal vi vælge at øve os. At elske er en evig nødvendig træning, og den kræver opmærksomhed. 

Jeg må give mit liv til de få, for at kunne give dem mit hele liv. For at blive blomsten på åkanden, der flyder ovenvande, og for at blive diamanten, som gør mine mennesker rige. 

Jeg kan mærke, at det er forår lige om lidt.

Kærlighedens magi

Lyset vender stille tilbage nu. Træer og buske længes efter forår. Jeg har varm kaffe i mit krus, det er af keramik. Mit tøj er blødt, ligner nok mest af alt bare nattøj. I min højtaler synger Norah Jones ‘come away with me’. 

Det var kærlighedens sidste dag. Han havde taget alt lys i verden med sig, der var kun mørke tilbage til hende. Han havde pakket hende ind i ordet magisk, og nu var magien ganske usynlig. Hun ser ham alle steder, undtagen hos hende. 

Sol bliver til måne. Måne bliver til sol. 

Det var kærlighed, men det knuste hende. Hun faldt i arme, som ikke var. Men hun lever endnu. Hun havde sagt, hun elskede ham, men hun mente jo, at han ikke måtte gå. 

Hun græder ikke over, hvad de ikke nåede, men over alt det, de kunne have nået. Det er for sent nu. Alt er for sent nu. Om han hader eller elsker hende, det ved ingen, det ser ens ud. 

Hun vil have kærlighed igen. Hun vil give livet til en anden, uden at vil have noget tilbage. Men ikke mere, end hvad kærlighed kan bære. Hun vil ikke mere være optaget af at elske ham, hun ikke kan få. Hun vil være smuk. Magisk. Igen. 

Hun vil aldrig få den første kærlighed igen, men hun kan få den kærlighed, der gør alt andet ligegyldigt. Det er kun stor værdighed, som vinder i urimelige situationer. 

Hun kigger op og takker hele verden for alt, hvad findes. Hun er venlig – også overfor de urimelige. Faktisk er hun sødest ved dem. De som ingenting har at give tilbage, det er dem, som skal have mest. 

Sådan ser hun på livet så smukt, men det er jo ikke det, hun ser, der er smukt. Det er lige der, netop hun er aller smukkest. Det er kærlighedens magi. 

Det smukkeste menneske

Jeg elsker de stille stunder, hvor vi sidder sammen, men hver med sit. Stearinlys og stille musik er baggrunden til den stemning, vi deles om at gøre god. 

Jeg læser digte, og de rører mig helt ind i hjertekuglen. Faktisk kan jeg ikke komme af med ordene igen. Jeg sammensætter dem på kryds og på tværs, og jeg mixer dem med mine egne ord. Det bliver til små historier, til minder og til drømme, og for ikke at glemme – og for at gen-opleve, så skriver jeg dem ned. Igår blev mit mix af ord til ‘Det smukkeste menneske’.

Hun følte en helt masse kærlighed uden rigtig at vide, hvad kærlighed var. Det kom ud af ingenting, og alligevel farede hun vild. Tænk han virkelig ikke kunne se det. 

Deres stilhed varede en livstid. Det var ikke bare let. Det var forbandet svært. Hans berøring mærkede hun alt for intens, hun mærkede hans hud i dagevis.

Han spurgte, hvordan hun havde det? Hun ville fortælle om hendes arbejde, om hendes familie og …., men han stoppede hende. Hans læber rørte ved hendes læber. Han hviskede noget, hun ikke hørte. Hun mistede sin stemme. Det var lige inden, han kyssede hende for første gang.

Han hørte hende, selvom hun ikke talte. Han så hende, selvom hun var umulig at se. Han var den slags elsker, hun elskede. 

Han holdt hende tæt, indtil han drejede af. Hun opdagede ikke, han drejede af. 

Hun fik pludselig ondt alle steder ingen vidste noget om. Det gjorde forbandet ondt, men hun græd ikke. 

Der er gået flere år. Hun mærker stadig hans hud, hver gang en anden mand rører ved hende. Hun vil aldrig slippe fri fra ham. Hun vil aldrig kunne mærke kys fra andre end ham. 

Kærlighed gør det ikke med vilje, og hun vil med sikkerhed aldrig møde så smukt et menneske igen. Måske havde hun oplevet kærlighed nok til aldrig at blive ensom?

Han vil altid være det smukkeste, hun har fortrudt. 

Noget om lykke

Jeg kan ikke sove. Jeg kigger på månen, som lysner den mørke himmel. Jeg håber på himmelfrost og perler af sne. Sådan er julen er så fin. 

Jeg er sådan en, der tænker. Nogle gange er det bare tankestrejf, andre gange tankestrømme. Det er sådan mit liv er af drømme. Tanker vokser i mig som ukrudt, de forgrener sig i alle lemmer og sætter spor jeg ikke glemmer. 

Jeg er så naiv. Jeg finder ro i klichéer. Jeg føler mig tryg, når jeg kender min vej i verden. Der er altid to veje at gå. To veje at fare vild på. Veje der går op og ned. Broer der brænder, når jeg går i stå og bare lader tiden gå. Det er når livet er for tungt at forstå. 

Selv på asfalt kan ukrudt gro, og jeg må rette nakken trods ridser i lakken. Der vil altid være kaos i kærlighed. Sådan er livet, når det smager af lykke. Jeg har det ligesom alle andre. Målet er lykke, og lykken er for alle, omend en fest for de få. Nok er jeg bare et håbløst tal i puljen, men vi kan jo ikke tabe til hinanden. Det er enkelt at forstå, også når chancerne er små. 

Luften skal ind, før den skal ud. Mine tanker flyder som tjære, jeg ikke kan lade være. Men hvor fanden er takten i den her sang? Grammofonen kører i samme rille, og jeg kan ikke stå stille. Smider jeg alt, er intet rigtig tabt, mens det jeg ikke får sagt, ikke er ødelagt. Man skal undgå utæmmet overmod. 

Jeg må sove nu. Jeg skal sove nu. Jeg tør ikke vende mig om for at se, hvem der ånder mig i nakken. Nattens damp? 

Det smukkeste knuses let, men holder for evigt, og jeg tror ikke på fantom lykke. 

Ukendt kærlighed

Lyset er ved at brænde ud, stearinen har dryppet på bordet igen. Jeg glemmer altid at holde øje, glemmer at rette lyset op, så det ikke står så skævt. 

Natten var kold, frosten er kommet nu. Vores ruder duggede i hjørnerne til morgen, og udenfor er der rim på græsset. Nederst i haven, hvor grunden daler lidt, er der tåge, og bladene på jorden er endnu stive af frosten. Solen står op lige om lidt. 

Jeg tænker på ham og hende. De to, jeg ikke kender, omend i min fantasi. 

 

De kunne være blevet lidt længere. Til de havde sagt det hele, til de havde fået lov. Til de var blevet stille, og havde fået det de ville. 

De kunne have lade være med at forklare, kunne have holdt inde. De kunne have taget chancen, og mistet balancen. Være blevet til tiden var gået, og de ikke havde mistet noget.

De kunne have pustet sig op, presset luften ud af hinanden, skygget for hinanden, tændt ild. Helt simpelt, og hjerter ville brænde. De ville kunne gå så langt, de kunne nå. Have taget chancer, uden grænser. Set det, der var at se, uden at have set sig tilbage. De ville have set alt for meget, og alligevel for lidt. De ville have fulgt deres drømme.

Det kunne være blevet til kærlighed. Men alting går over, hvis bare vi holder det, vi lover, svoret de.

 

De to ved nok ikke, at det vigtigste i verden holder for evigt.