Du og jeg

Der findes tusind måder at være på. Du er måske den jordnære, eller den flyvske? Måske den sjove, den kloge, eller noget helt andet? Alle er noget – nogen, og de kan noget, jeg også kan, men jo en helt masse, jeg ikke kan. 

Du og jeg skal ikke kunne det samme, og slet ikke det hele. Vi har ikke de samme muligheder. Der er mest, vi ikke kan, hver især. Jeg kan for eksempel hverken surfe, holde foredrag, lave gourmetmad eller udregne komplicerede grafer. Der er så sindssygt meget, jeg ikke kan. Jeg kan egentlig bare nogle få ting, når jeg tænker på alle de muligheder for levende liv, der findes. Jeg har opdaget det, jeg kan, og det er helt fint for mig. Det er det også for dig, hvis du opdager dine ting. 

Du og jeg skaber vores eget lys, men vi skinner på samme himmel. Selv den jordnære er jo i virkeligheden meget tæt på himlen. Nogle gange er mit lys så stærkt, at jeg er i tvivl om, natten overhovedet har været mørk? Andre dage er det omvendt. Jeg tror, du har det ligesådan. 

En helt masse handler om balance. Det lyder enkelt. Enkeltheden er rar. 

Jeg har min egen virkelighed. Du har din. Jeg kan ikke være i din virkelighed. Jeg kan nok heller ikke sætte mig ind i den. Men jeg kan lytte – og måske forstå, hvorfor du er i din virkelighed. Åh, jeg må virkelig huske at lytte, også imens jeg taler. Ellers når jeg nok ingen steder med dig.

Nogle gange tager livet mig bare bagfra. Det giver mig rifter, som svider, når jeg græder. Og når jeg græder for ofte, så er rifterne flere år om at hele. 

Men livet er jo så kæmpestort. Selvom jeg egentlig bare drømmer om en vindueskarm med vilde blomster, rødvin, og dig. 

Flere indlæg

Hverdagssind

Jeg gør, hvad jeg kan. Det gør jeg virkelig. 

Uvisheden er nogle gange en gave, og nogle gange en forbandelse. Sommetider er det øjeblikkene, hvor vi ikke aner, hvor vi er på vej hen, at vi havner dér, hvor vi har det allerbedst. Ting som sker, gør langsomt livet større. Det kan virke så vigtigt, så rigtigt. Så kan det da ikke være forkert.

Min krop er fyldt af glæde over det spirende forår, men ligeså af en larmende frygt. 
Jeg savner åbne arme og is i forårssolen.

Jeg vil sætte mig ned, midt i mørket, trække vejret dybt og bare lade tiden gå. 

Det vil jeg gøre igen i morgen, med en følelse af forårsfrihed. 

Ordene i mit hjerte er ikke store nok til at fortælle, hvordan jeg har det. Jeg må bare starte forfra, og kalde det håb. Jeg tror, det er helt normalt ikke altid at kan rumme alt det der indeni. Det tror jeg virkelig. 

Jeg ser tit alting bedst i mørket. Når solen skinner, fanger jeg lyset med mit ansigt, men lyset blænder mine øjne.
Jeg krydser mine fingre og håber på det bedste.

Men tak for solskinnet, trods alt. 

Tankeskriv

Vi har COVID-19 i Danmark.

Tiden står besynderlig stille, alt imens vi ønsker den hurtigere end aldrig før. Stilheden larmer i tankerne om stormen, der kommer lige om lidt. Mange er hjemme, i hvertfald de fleste. Det er godt. Vi gør det for andre end os selv, hvilket jo nok er det smukkeste, jeg kender til. Vi har forstået, at vores nye virus er uhyrlig smitsom og en livstruende infektion for de få. Og at vi alle går i isolation med tanken om at redde de få, det elsker jeg. 

Nogle af os er bange, og når vi er bange, gør vi forhastelser – af bare frygt. Mange har hamstret mad og dagligvarer – af bare frygt. Det må vi huske at forstå. Isolation vil berolige deres sind.

Nærheden til hinanden har stor betydning, men et distanceret fællesskab kan også noget, – også selvom savnet kan synes ganske uudholdeligt.

Men vi har jo masser af tid. Masser af tid til at mødes igen. I hvertfald de fleste af os. 

Kærlighed, du er smuk!

Kærlighed.
Du kommer i to. I sorgen og lykken. Vreden og glæden. Som min bedste ven, og værste fjende. Du er den samme. Dig og mig. Universets balance. 

Kærlighed. 
Du holder mig oppe, og lader mig falde. Du vildfarter mig, og følger mig hjem. Du gør mig smuk, og overbeviser mig om det modsatte. Du viser mig det gode menneske, jeg er, og når jeg kigger rundt, så ser jeg alt det, jeg ikke er – og bare drømmer om. Du fortæller mig, at tilfredsheden er en dyd. 

Kærlighed.
Du har været døende, siden du kom, men du er evig. Livet derimod – er midlertidig, lykken, tristheden, blomsterne. Du, Kærlighed – du visner også, utvivlsomt, men du dør ikke. Din forbandet helt. Savnet holder dig i live. 

Kærlighed.
Mit liv er i dine hænder, i hvert skridt, jeg tager, i hvert bankende slag. Du holder mig tæt om natten. Du holder mig ud, giver mig liv – og misholder mig. Du styrer mig. Når du er god ved mig, er jeg god ved dig. Du råber ad mig, råber til mig, og er tavs. Din tavshed gør mig bange for min stemme, så bange, at selv du bliver bange for din stemme. 

Kærlighed. 
Undskyld, fordi jeg sagde, du var smuk. Du er så meget mere end det. Undskyld. 

En verden udenfor

Stilhed. Lyden af skridt i bladenes efterår. Samtalens tyst. Forunderligt, men beskyttet i varmen fra hans hånd.

Følelsen af vidunderlig lethed i bevægelsens strøm. Svævende. Drømmende. Vækkes af tyngdekraftens styrke mod jorden. Vågent. Selvsikkert. 

Blændet af sollysets skær. Har han slet ikke forstået det? At han gør blind. At han ikke er velkommen. At han skal gå. At alting kørte på skinner, før han kom. At hun ikke vil forstyrres. Forsinkes. Opholdes. 

Fastholdt blik, men ingen ord. Hvad er det, han vil? Hun er fængslet. Uden tvivl. Slipper aldrig fri.

På dybt vand uden at kunne svømme. Strømmer til bredden for at opdage, at fastlandet er lukket. For evigt. 

En sagte stemme taler, men intet lykkes. Blot rammer de der forbandede elektriske stød. Slukket verden. Udenfor.

Noget må gøres. Noget. Hun har hjertebanken. Går hun i stykker?

Mørke. Det trækker op til regn. Skyer lukker roligt himlen én for én. To sjæle omsluttes af lyden af regn.

Varmen fra hans hånd kommer igen. Bølger. Åbner hjertet lidt på klem. Lyset mellem de mørke skyer trænger ind. Bare lidt. Det er ikke varmt, ikke koldt. I verdenen udenfor.

Umoden kærlighed

Der var engang. De mødtes. Det var forår, som en sommerdag. Vist nok en tirsdag. Hun havde taget jakke på, “det er jo alt for varmt”, sagde hun. Han smilede, – havde lange sorte jeans og boots på. Hun havde glemt sine solbriller. Nu var begge deres ansigter nøgne.

De gik en tur i skoven. Træer og buske lukkede næsten stierne, grønt og smukt. De var uforberedte, blot var deres møde kun lige sat op.

“Er du okay”?  “Ja, jeg har det godt, tak”. Hun smilede. Han smilede. Han havde bare lige et par timer. Var helt ovenpå. 

“Her er stille”. “Ja, det er rart”. 

De gik tæt, indimellem rørte deres skuldre. Der var ingen andre end dem i skoven. De gik forbi et åbent stykke, store træer var fældet, men snart var de på tæt sti igen.

“Hvad skal du i ferien?”. “Rejse. Spille.”. “Dejligt, i Tyskland ikke?”. “Jo, de er vilde med den slags dernede”. Han smilede. Hun smilede.

De var mange i bandet, det var ikke altid nemt. Én var sprunget fra. Det gjorde ikke noget. Han var den ældste. Spillede vist med nogle andre nu. 

“Har du været her før?”. “Hvad, øhh – ja”. Han slog blikket ned. Genert. “Se bare, hvordan det gik”. Hun sagde ikke noget igen.

Han var ikke herfra. Var ikke som de andre. Talte et andet sprog. Kunstner. 

Hun var herfra. Var som de andre. Passede ind.

“Nu er vi her”. “Hvad, allerede?”. “Ja, vi kan gå rundt igen”. De grinede. Skubbede. Stoppede op. Kiggede ned. Op. Ned. Op. Fangede hinandens øjne. “Må jeg kysse dig”. “Ja”. “Tak. Dejligt”. “Ja. Dejligt”.

“Vi ses”. “Ja, vi ses”. De smilede igen. For sidste gang.

Tænkte tanker en morgen i maj

Det er alt for længe siden, jeg har gjort mine tanker sort på hvidt. Det er ikke min tid, der er knap, og ej heller mit liv, der er fortravlet. Det er bare fordi.

Der er så meget i mit liv, der er bare fordi. Uden det betyder noget. Det er sådan jeg har det, alt imens jeg gemmer mig bag min lille lysegrå konflikt-sky.

Jeg har fundet et tankeskriv fra maj måned. Dengang kunne jeg ikke få mine fingerspidser til at prikke ‘udgiv’. Det kan jeg godt idag, og jeg aner ikke, hvorfor?

Det er nok bare fordi.

~~~~~

Det er en sølvgrå morgen. Fuglene synger, så der er ingen fare på færde. Solen lyser kun dæmpet gennem gardinet. Jeg har ingen planer – med noget. Alting bliver lige nu bare til ingenting, men alligevel banker timevis af tanker på. Det er en trængsel af tanker, som i et tankefængsel. Tanker som med ét kan drukne i skam og længsel. Slikkede sår som aldrig vil hele, og undertrykte skrig, som har brændt alle broer. 

Stop.

Solopgangen bliver til flere, og der er hold i mine drømme. Jeg har fred og ro i mit tankefængsel. Jeg er fri, og min omsorg blomstrer. Mit liv kærtegner, og jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg tør ligge, som jeg har redt. Livet er fyldt med prinser og prinsesser. Det er eventyrligt.

Jeg smiler, fordi hvad er jeg, når jeg er alene? Jeg elsker, og jeg må passe på min forstand, alt hvad jeg kan. 

Godmorgen. Lad det blive en god dag. 

~~~~~

Forårstanker

Det er ikke længe siden, den smukke vintersol stod lavt og strålede koldt i pasteller. Nu er forårssolen kommet, den står højt på himlen og stråler i varme farver. Min krop lunes. Jeg tør op. 

Min krop er mit hjem. For evigt. Jeg må ikke glemme at passe på den, jeg må huske at høre efter, hvad den fortæller mig. Som den eneste i verden ved den, hvad jeg gør rigtigt, og i hvertfald, hvad jeg gør forkert. 

Der er bare så meget, der er fordrejet, og uærlighed kan flytte helt derind, hvor den ikke må bo. De fleste frugter er dog søde, selvom deres skal er sur, og der er faktisk forskel på surt og sødt, – blot man smager rigtigt efter. 

Jeg har lært aldrig at misunde andres succeser. Det er en gave så stor, og jeg er evig taknemmelig. 

Alligevel ved jeg endnu ikke – sådan helt klart, hvordan jeg elsker mig selv nok til ikke at lade andres skønhed blive min egen fiasko? Selv når jeg føler mig smukkest i verden, kan jeg med ét ændre mig, så jeg vil noget andet – noget mere. 

Hende – eller det er nok en ham, som forstår at elske sig selv, mon han har gjort det altid? Hvis ikke, kan han så overhovedet huske, da han ikke gjorde det? Det skal han huske. Ligesom ham, der har alt, skal huske dengang, han ikke havde noget. 

Hvis ham jeg taler om, aldrig har stået sammen med den svage, så skal han gøre det. Han skal løfte den svage. Han har jo masser af tid. 

Det er så nemt at hade. Meget sværere er det at elske. Men vi kan allesammen, blot skal vi vælge at øve os. At elske er en evig nødvendig træning, og den kræver opmærksomhed. 

Jeg må give mit liv til de få, for at kunne give dem mit hele liv. For at blive blomsten på åkanden, der flyder ovenvande, og for at blive diamanten, som gør mine mennesker rige. 

Jeg kan mærke, at det er forår lige om lidt.

Det smukkeste menneske

Jeg elsker de stille stunder, hvor vi sidder sammen, men hver med sit. Stearinlys og stille musik er baggrunden til den stemning, vi deles om at gøre god. 

Jeg læser digte, og de rører mig helt ind i hjertekuglen. Faktisk kan jeg ikke komme af med ordene igen. Jeg sammensætter dem på kryds og på tværs, og jeg mixer dem med mine egne ord. Det bliver til små historier, til minder og til drømme, og for ikke at glemme – og for at gen-opleve, så skriver jeg dem ned. Igår blev mit mix af ord til ‘Det smukkeste menneske’.

Hun følte en helt masse kærlighed uden rigtig at vide, hvad kærlighed var. Det kom ud af ingenting, og alligevel farede hun vild. Tænk han virkelig ikke kunne se det. 

Deres stilhed varede en livstid. Det var ikke bare let. Det var forbandet svært. Hans berøring mærkede hun alt for intens, hun mærkede hans hud i dagevis.

Han spurgte, hvordan hun havde det? Hun ville fortælle om hendes arbejde, om hendes familie og …., men han stoppede hende. Hans læber rørte ved hendes læber. Han hviskede noget, hun ikke hørte. Hun mistede sin stemme. Det var lige inden, han kyssede hende for første gang.

Han hørte hende, selvom hun ikke talte. Han så hende, selvom hun var umulig at se. Han var den slags elsker, hun elskede. 

Han holdt hende tæt, indtil han drejede af. Hun opdagede ikke, han drejede af. 

Hun fik pludselig ondt alle steder ingen vidste noget om. Det gjorde forbandet ondt, men hun græd ikke. 

Der er gået flere år. Hun mærker stadig hans hud, hver gang en anden mand rører ved hende. Hun vil aldrig slippe fri fra ham. Hun vil aldrig kunne mærke kys fra andre end ham. 

Kærlighed gør det ikke med vilje, og hun vil med sikkerhed aldrig møde så smukt et menneske igen. Måske havde hun oplevet kærlighed nok til aldrig at blive ensom?

Han vil altid være det smukkeste, hun har fortrudt. 

#mood #hverdag

Last day of vacation. Det er cirka næsten ikke til at holde ud. Og det pisser ned udenfor. #mood

Vi er hjemme fra sommerhuset igen, og jeg SAVNER det. Vesterhavet. Klitterne. Sandet. Træhuset. Det hele.
Og vores eget hus lugter lidt af prut, nu når det ikke er blevet brugt i ugevis. Men den lugt er nu egentlig allerede væk igen…. Og det er faktisk ret rart herhjemme.

Jeg har besluttet mig for, at jeg overhovedet ikke er færdig med at flashe ben og armhuler. I ebrieret tilstand. Så jeg surfer efter festivalsbilletter idag. Brugte, eller jeg mener – semibrugte. Ej, hvad hedder det? Nå, men DBA har egentlig et ret godt udvalg. Sødlingsvennerne er til Smukfest i Skanderborg, så det må være det, jeg går efter.
P.S.: fuck det er dyrt.
Men på den anden side, så glemmer jeg altid at spise, når jeg fester, og jeg går skævt efter 2 øl, så meget mere end billetprisen bliver det jo alligevel ikke til. Og så sover jeg i min bil. Det er okay. Altså for én nat.

Iøvrigt, så kører jeg ret hårdt på med overspringshandling lige nu. Klokken er 17:30. Vi aner intet om aftensmad, og køleskab og alt andet skabshalløj er tomt. Totalt. Og vaskemaskinen er færdig. Og hunni skal tisse. Måske faktisk også pølle. Min mand og jeg konkurrerer. Og han ved ikke, at jeg faktisk godt ved, vi gør det. Jeg ved heller ikke, at han faktisk godt ved, vi gør det.

….

Det handler om, hvem der først (eller bare sidst) rejser sig fra sofaen, og kører hen og køber aftensmad. Så må den anden jo gå med hunni. Og bliver det mig, så må hunni altså lige tisse i haven. Og holde inde med pøllerne.

Jeg er nemlig ferietræt. Sådan ægte ferietræt. Det er den der træthed, der kommer sidst på eftermiddagen, på dage, hvor man har sovet +9 timer flere nætter i streg. En helt vild doven træthed. Irriterende faktisk. Jeg gider den ikke.
Nå, men så er det jo super duper, at jeg skal på klinikken igen i morgen. Klokken 08:00. What – det er jo helt gakkelak at tænke på, hvor tidligt, jeg skal til at stå op igen. #hverdag
Men heldigvis, så har jeg verdenskollegerne OG de sødeste patienter i verden.

Godnat du våde smukke søndag 🙂