Tænkte tanker en morgen i maj

Det er alt for længe siden, jeg har gjort mine tanker sort på hvidt. Det er ikke min tid, der er knap, og ej heller mit liv, der er fortravlet. Det er bare fordi.

Der er så meget i mit liv, der er bare fordi. Uden det betyder noget. Det er sådan jeg har det, alt imens jeg gemmer mig bag min lille lysegrå konflikt-sky.

Jeg har fundet et tankeskriv fra maj måned. Dengang kunne jeg ikke få mine fingerspidser til at prikke ‘udgiv’. Det kan jeg godt idag, og jeg aner ikke, hvorfor?

Det er nok bare fordi.

~~~~~

Det er en sølvgrå morgen. Fuglene synger, så der er ingen fare på færde. Solen lyser kun dæmpet gennem gardinet. Jeg har ingen planer – med noget. Alting bliver lige nu bare til ingenting, men alligevel banker timevis af tanker på. Det er en trængsel af tanker, som i et tankefængsel. Tanker som med ét kan drukne i skam og længsel. Slikkede sår som aldrig vil hele, og undertrykte skrig, som har brændt alle broer. 

Stop.

Solopgangen bliver til flere, og der er hold i mine drømme. Jeg har fred og ro i mit tankefængsel. Jeg er fri, og min omsorg blomstrer. Mit liv kærtegner, og jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg tør ligge, som jeg har redt. Livet er fyldt med prinser og prinsesser. Det er eventyrligt.

Jeg smiler, fordi hvad er jeg, når jeg er alene? Jeg elsker, og jeg må passe på min forstand, alt hvad jeg kan. 

Godmorgen. Lad det blive en god dag. 

~~~~~

Flere indlæg

Forårstanker

Det er ikke længe siden, den smukke vintersol stod lavt og strålede koldt i pasteller. Nu er forårssolen kommet, den står højt på himlen og stråler i varme farver. Min krop lunes. Jeg tør op. 

Min krop er mit hjem. For evigt. Jeg må ikke glemme at passe på den, jeg må huske at høre efter, hvad den fortæller mig. Som den eneste i verden ved den, hvad jeg gør rigtigt, og i hvertfald, hvad jeg gør forkert. 

Der er bare så meget, der er fordrejet, og uærlighed kan flytte helt derind, hvor den ikke må bo. De fleste frugter er dog søde, selvom deres skal er sur, og der er faktisk forskel på surt og sødt, – blot man smager rigtigt efter. 

Jeg har lært aldrig at misunde andres succeser. Det er en gave så stor, og jeg er evig taknemmelig. 

Alligevel ved jeg endnu ikke – sådan helt klart, hvordan jeg elsker mig selv nok til ikke at lade andres skønhed blive min egen fiasko? Selv når jeg føler mig smukkest i verden, kan jeg med ét ændre mig, så jeg vil noget andet – noget mere. 

Hende – eller det er nok en ham, som forstår at elske sig selv, mon han har gjort det altid? Hvis ikke, kan han så overhovedet huske, da han ikke gjorde det? Det skal han huske. Ligesom ham, der har alt, skal huske dengang, han ikke havde noget. 

Hvis ham jeg taler om, aldrig har stået sammen med den svage, så skal han gøre det. Han skal løfte den svage. Han har jo masser af tid. 

Det er så nemt at hade. Meget sværere er det at elske. Men vi kan allesammen, blot skal vi vælge at øve os. At elske er en evig nødvendig træning, og den kræver opmærksomhed. 

Jeg må give mit liv til de få, for at kunne give dem mit hele liv. For at blive blomsten på åkanden, der flyder ovenvande, og for at blive diamanten, som gør mine mennesker rige. 

Jeg kan mærke, at det er forår lige om lidt.

Det smukkeste menneske

Jeg elsker de stille stunder, hvor vi sidder sammen, men hver med sit. Stearinlys og stille musik er baggrunden til den stemning, vi deles om at gøre god. 

Jeg læser digte, og de rører mig helt ind i hjertekuglen. Faktisk kan jeg ikke komme af med ordene igen. Jeg sammensætter dem på kryds og på tværs, og jeg mixer dem med mine egne ord. Det bliver til små historier, til minder og til drømme, og for ikke at glemme – og for at gen-opleve, så skriver jeg dem ned. Igår blev mit mix af ord til ‘Det smukkeste menneske’.

Hun følte en helt masse kærlighed uden rigtig at vide, hvad kærlighed var. Det kom ud af ingenting, og alligevel farede hun vild. Tænk han virkelig ikke kunne se det. 

Deres stilhed varede en livstid. Det var ikke bare let. Det var forbandet svært. Hans berøring mærkede hun alt for intens, hun mærkede hans hud i dagevis.

Han spurgte, hvordan hun havde det? Hun ville fortælle om hendes arbejde, om hendes familie og …., men han stoppede hende. Hans læber rørte ved hendes læber. Han hviskede noget, hun ikke hørte. Hun mistede sin stemme. Det var lige inden, han kyssede hende for første gang.

Han hørte hende, selvom hun ikke talte. Han så hende, selvom hun var umulig at se. Han var den slags elsker, hun elskede. 

Han holdt hende tæt, indtil han drejede af. Hun opdagede ikke, han drejede af. 

Hun fik pludselig ondt alle steder ingen vidste noget om. Det gjorde forbandet ondt, men hun græd ikke. 

Der er gået flere år. Hun mærker stadig hans hud, hver gang en anden mand rører ved hende. Hun vil aldrig slippe fri fra ham. Hun vil aldrig kunne mærke kys fra andre end ham. 

Kærlighed gør det ikke med vilje, og hun vil med sikkerhed aldrig møde så smukt et menneske igen. Måske havde hun oplevet kærlighed nok til aldrig at blive ensom?

Han vil altid være det smukkeste, hun har fortrudt. 

#mood #hverdag

Last day of vacation. Det er cirka næsten ikke til at holde ud. Og det pisser ned udenfor. #mood

Vi er hjemme fra sommerhuset igen, og jeg SAVNER det. Vesterhavet. Klitterne. Sandet. Træhuset. Det hele.
Og vores eget hus lugter lidt af prut, nu når det ikke er blevet brugt i ugevis. Men den lugt er nu egentlig allerede væk igen…. Og det er faktisk ret rart herhjemme.

Jeg har besluttet mig for, at jeg overhovedet ikke er færdig med at flashe ben og armhuler. I ebrieret tilstand. Så jeg surfer efter festivalsbilletter idag. Brugte, eller jeg mener – semibrugte. Ej, hvad hedder det? Nå, men DBA har egentlig et ret godt udvalg. Sødlingsvennerne er til Smukfest i Skanderborg, så det må være det, jeg går efter.
P.S.: fuck det er dyrt.
Men på den anden side, så glemmer jeg altid at spise, når jeg fester, og jeg går skævt efter 2 øl, så meget mere end billetprisen bliver det jo alligevel ikke til. Og så sover jeg i min bil. Det er okay. Altså for én nat.

Iøvrigt, så kører jeg ret hårdt på med overspringshandling lige nu. Klokken er 17:30. Vi aner intet om aftensmad, og køleskab og alt andet skabshalløj er tomt. Totalt. Og vaskemaskinen er færdig. Og hunni skal tisse. Måske faktisk også pølle. Min mand og jeg konkurrerer. Og han ved ikke, at jeg faktisk godt ved, vi gør det. Jeg ved heller ikke, at han faktisk godt ved, vi gør det.

….

Det handler om, hvem der først (eller bare sidst) rejser sig fra sofaen, og kører hen og køber aftensmad. Så må den anden jo gå med hunni. Og bliver det mig, så må hunni altså lige tisse i haven. Og holde inde med pøllerne.

Jeg er nemlig ferietræt. Sådan ægte ferietræt. Det er den der træthed, der kommer sidst på eftermiddagen, på dage, hvor man har sovet +9 timer flere nætter i streg. En helt vild doven træthed. Irriterende faktisk. Jeg gider den ikke.
Nå, men så er det jo super duper, at jeg skal på klinikken igen i morgen. Klokken 08:00. What – det er jo helt gakkelak at tænke på, hvor tidligt, jeg skal til at stå op igen. #hverdag
Men heldigvis, så har jeg verdenskollegerne OG de sødeste patienter i verden.

Godnat du våde smukke søndag 🙂

 

Jeg er bare en krop!

Det her indlæg kommer ikke til at handle om noget.

Jeg keder mig. På den fede måde. Jeg har været vågen – nok 6 timer nu. Ved det ikke helt. Mistet fornemmelsen for tid. Jeg har siddet og ligget. Mest det sidste. Og begge dele i solen. På terrassen. I sommerhuset. Udover at drikke kaffe og spise rugbrød med ost, så har jeg ikke foretaget mig noget. Overhovedet. Jeg har ikke engang sovet. Præcis dét er jo egentlig vildt nok.

Familien er her også. Et eller andet sted. Måske er de også bare sammen med sig selv. Sammen, hver for sig. Alone together.

Gad vide, hvor længe det varer – frirummet? Det mentalt fede kedelige frirum. Uden forstyrrelse af den der irriterende rastløshed.
Tænker….
Det er nok individuelt. Og mon ikke børnene dør først i den leg? Og så manden. Og så hunden (den skal jo tisse på et eller andet tidspunkt). Og så dør jeg. Som den sidste. Absolut sidste.

 

Jeg er en krop. Det er sq sådan, det føles. Bare en krop. Med sanser. En varm, tung og doven krop. Men på den fede måde. Igen. Hjernebarken holder ferie. Max ferie. Er det ikke bare verdenslivet? Jeg tænker faktisk, det er den vildeste luksusfølelse, man kan forestille sig, – altså udover at have været nogens mor i 12 år nu.

Men faktisk, så elsker jeg at sætte flueben. Eller, det plejer jeg da. Og lige nu, sætter jeg ikke en skid flueben. Og jeg elsker alt muligt ved det. Jeg indrømmer det – herfra og op til stjernerne.

Måske hjalp det faktisk, at jeg ryddede op i mit online liv igår. Det gjorde jeg nemlig. Tænkte, at man sq da ikke behøver at slukke, når man bare kan skrue ned.
Jeg klikkede unfollow ved over halvdelen af mine fb-venner. Altså, vi er jo stadig fb-venner, mit nyhedsfeed får bare lidt ro. Og jeg forlod diverse fb-grupper, – begivenheder og hjemmesider. Og jeg fjernede notifikationer på samtlige medier.

SÅ. Ingen apps med røde cirkler mere. Ingen stress over behovet for mentale flueben. 5 minutters scroll over mit nyhedsfeed, – mod tidligere 27+ minutter. Gange flere dagligt.
Det føles ok. Ret ok.

Måske skal jeg egentlig hoppe med på den der med to mobiler? Det er vist nok en trend. Eller – på vej til at blive det….
Én mobil til kun at ringe og sms’e på, – om dagen. Og en anden mobil (proppet med lækre apps) til at gå online på, – om aftenen.

Det tænker jeg lige lidt mere over. Og så dropper jeg helt sikkert det.

 

Nu vil jeg rejse mig fra den her brændende daybed. Say what? Jo, det vil jeg faktisk. Smøre mig ind i en ny omgang pissekold solcreme. Og ligge mig ned igen. På ryggen nu.

Sq en dejlig sommer, det her 🙂

God ??dag. Jeg aner jo ikke, hvilken ugedag, det er idag….