Kærlighedssøvn

Den der søvn. Den der seng. Jeg elsker det, på en måde.

Fornemmelsen i kroppen, når jeg lægger hovedet på puden om aftenen er jo mega dejlig. Konsekvent, og måske nærmest årsagen til, at mine dage altid ender lykkeligt (…).

Nogle gange, i sofaen om aftenen, kan min krop sende så kraftige sengelængsels-signaler, at min hjerne ikke kan modstå. Jeg må gå derned. I seng. Ikke for at sove – sådan lige med det samme. Men for den der ro og velvære, der opstår idet kroppen udstrækkes og afslappes. Det er så blødt, så behageligt.

Nogle aftener, ender jeg i sengen alt for tidligt. Noget med kl. 21 et-eller-andet. Det kan godt være galt. Faktisk. Min krop og mit sind forvirres dagen derpå i en grad af underlig udmattelse. Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Min mand er anderledes. Han nyder den gode søvn, bevares, – men han prioriterer den ikke. Han elsker de sene aftener. Alene, tror jeg. Eller – alene med fjerneren. Den kører vist på dokumentarprogrammer, – dem for mænd over 40. Noget med musik, natur og overlevelse. Herligt.

Der var engang, vi så serier sammen om aftenen. Netflix. Måske unyttigt, men det siges jo så at være et ret godt foretagende (…). Det var hyggeligt. Kæresteagtigt, og måske så vældig godt for ægteskabet, eller bare bedre for ægteskabet?
Jeg ved det ikke. Tiden alene, sammen – hver for sig, den er også god. For os begge, tror jeg.

I aften er min mand til boksning. Altså, som i typen, der kun bokser på sandsække med læderovertræk. Thank God – iøvrigt!

Min kaffe er drukket, og børnene sover jo, såååå – jeg kan vist lige så godt gå derned.

….

Ahhhh – og om et par skærm-sider, så bare, godnat 🙂

 

Relaterede indlæg

Mandagsro

Det er mandag. Igen. Det er jo helt vildt, som tiden flyver. Åh Gud, hvor kliché agtigt at sige det sådan, men jo ikke desto mindre, så føles det sådan. Nogle dage dog mere end andre dage, og faktisk lige nu, idag, til morgen, formår jeg, eller rettere, formår YouSee, at ændre følelsen – for en stund. De har nemlig slukket for mit internet.

Hvor mega irriterende er det ik’ lige? Og sådan gik de første 5 minutter. Ajj, jeg er jo helt vildt rastløs. Tænkte jeg de næste 5 minutter. Og så tog jeg mig sammen. 10 minutter tog det altså for mig at nå dertil. Egentlig spild af tid. Men det er okay.
Jeg mærkede efter, accepterede, og pludselig føltes det jo ganske dejligt, roligt og sådan virkeligt agtigt.

Tak YouSee.

Jeg har fri idag. Klinikken er lukket. Cheflægen er i Egypten. Det er rigtig godt for ham og hans familie.
Jeg er alene hjemme, eller hunden er her også. Den sover, tungt, et eller andet sted. Måske på et børneværelse? Oh no, forhåbentlig ikke i sengen… Den skifter pels i øjeblikket. Damn it.

Skibsuret på væggen tikker. Højt og langsomt. Tik tak. Tik tak. Kaffen er varm, brændende. Jeg har spist rester til morgen. Havrestykker fra igår. Lagkagehusets. De var bedst igår.

Tiden står stille nu. I hvertfald næsten.
Sikke en rar følelse. Og jeg føler ikke engang, jeg går glip af noget.

Tik tak. Tik tak.

Hold nu op, hvor vejret er smukt idag. Koldt. Faktisk frostgrader. Jeg er hoppet i løbetøjet. Det varmeste, jeg har. Og jeg er bagud på podcasts. Det er det bedste, der findes. Altså at være bagud på podcasts. Det betyder nemlig, at jeg har nyt øreguf til en helt masse løbe- og gåture. Og det elsker jeg. Faktisk ja.

Takket være YouSee, så har jeg nu haft den dejligste mandag morgen. Mindful og offline. Hvilket nok egentlig er to sider af samme mønt…

Tak for nu, og nyd’ mandagen. Stop op for en stund. Find dig 10-15 minutter. Måske nu? Eller bare senere. Men husk det. Sæt’ dig så i lænestolen, med kaffen. Kig’ ud i naturen – eller bare i luften. Lyt, slap af, mærk’ efter – og lad blot tiden gå.

Tiden flyver faktisk ikke bare altid fra dig.

 

Og nu håber jeg fisme, at YouSee er færdige, så jeg kan aktivere ‘Udgiv’ ikonet.

Jeg skal jo ligesom videre  🙂

 

Det håbløse skønhedsideal

Er det naturligt eller unaturligt? Nøgent eller sminket? Jeg mener, hvad er et cool look egentlig?

Jeg er helt 100 til det naturlige. Ingen maske, bare et ærligt og rent look. Huden ensartet, frisk og fin, men gerne med fregner. Øjnene store og runde med naturligt bløde bukkede vipper. Håret vildt og naturfarvet. Ægte og strålende. Smukt og nærmest tillidsfuldt.

Det lyder næsten feministisk. Det er det ikke. Det er jeg ikke. På den måde, eller?

Jeg bruger både sminke, hårfarve og barberblade, men jeg vil samtidig gerne et naturligt look (…). Hmm, var det da bare mit eget personlige skønhedsideal, jeg levede efter, så kunne jeg nok godt kalde mig en cool feminist.

Ærligt og indrømmende, så synes jeg, ganske heteronormativt, at nutidens kvindelige skønhedsideal med dens udglattede hud, lange tætte øjenvipper, fyldige læber, smalle talje og faste barm er ret lækker. Det look må bare ikke være overdrevet. For Guds skyld – ikke overdrevet!

Jeg hørte den anden dag en kvinde udtale sig om nutidens gruppe af kvinder, som er dobbeltmoralsk naturligt smukke. Ret god beskrivelse af os, der forsøger at sminke os til naturlig skønhed, synes jeg. Os der drømmer om, tænker på – eller benytter os af kosmetiske behandlinger. Os, der snyder os til at være en del af nutidens skønhedsideal.

Og vi snakker ikke om det, vi gør. Faktisk er nogle af os uærlige. Sådan sagde en hudlæge til mig for et par år siden, omend ganske uvidenskabeligt. Han fortalte, at langt størstedelen af de kvinder, som fik botox, restylane eller lignende behandlinger hos ham, de fortalte ikke nogen om det. Og kvinderne ville heller ikke svare bekræftende, hvis de blev spurgt på gaden, om de havde fået foretaget behandlingerne.

Det er vildt nok.

Men sådan er det nok med det, vi i vores sociale fællesskaber hver især, har tabubelagt. Eller måske betyder det noget, at den hudlæge, jeg talte med, var en jysk udkantsherre?

Hvor om alting er, så havde denne her hudlæge i hvert fald en rigtig god forretning. Faktisk, så havde han, udover egne +60 timers arbejde i ugen, også 2 fuldtidsansatte sygeplejersker til udelukkende at udføre kosmetiske behandlinger. I udkantsdanmark! Hvor vildt er det ik’ lige?

Iøvrigt, så forlyder det, at 90’ernes ultratynde modeller ikke er en del af vores skønhedsideal mere. Hmm, kan det nu også passe? Jeg synes ikke, at modemagasinerne helt har droppet de meget tynde og lange kvindeben. Men okay, jeg selv var jo ung og stræbende efter skønheden i 90’erne, så måske er jeg bare opvokset-agtig vild med det ideal?

Istedet for den mega tynde kvindekrop, så antyder skønhedsidealet angiveligt idag, at vi skal udstråle sundhed – fysisk og psykisk sundhed. Vi skal have overskud og kontrol over vores krop og vores tilværelse.

Det tror jeg på, og jeg er selv ret vild med følelsen af fysisk og psykisk sundhed. Når den er der!

Vi må nok bare huske på, at vi jo risikerer at blive lige så usunde og psykisk syge af en stræben efter sundhed, som vi risikerede dengang i 90’erne, hvor vi bare ønskede os tynde.

Åh Gud, hvor virker det nogle gange åndssvagt at være kvinde!

 

Tak for kaffe /#godnat

 

Jeg puster lige ud!

Det går for stærkt for mig igen nu. Jeg glemmer at stoppe op. Jeg glemmer at bemærke, at jeg trækker vejret. Men det synes måske også ligemeget, når kroppen jo bare gør det automatisk?

Problemet med alt for høj fart i livet er bare, at tiden jo flyver. Forsvinder. Alt for stærkt og alt for ubemærket. Det gider jeg ikke. Tiden bliver irriterende. Tiden bliver noget, jeg tænker på, på sådan en dræbende måde. Alle aftalerne, også de hyggelige og de skide sjove, de bliver pludselig bare årsagerne til, at jeg er fortravlet og stresset. Det der skulle give livet kvalitet, gør pludselig det helt modsatte. Og det kan jeg jo ikke leve af…

Men jeg kan ikke bebrejde nogen for det. Ikke engang mig selv. Det er jo mig selv, der nu kommer i tanke om at stoppe op, – så tak for det Louise!

Jeg har en god morgen nu. Yogamåtten er varm, Søren Huss er på Spotify, og kaffemaskinen dufter, mens den brygger. Jeg tror sgu aldrig, jeg afkalker den maskine. Sikke en synd og skam, hvis den mistede sin beroligende lune snorken. Det ville ikke være det samme. Og det er jo et heldigvis.

Jeg vil holde morgen i 3 timer idag. Jeg har ferie, og nok præcis derfor er det vigtigt for mig at stoppe op og lige trække vejret. Dybt og mærkbart.

Min mand er på arbejde. Min søn er hos sine kusiner i 3 dage. Det er iøvrigt en fuldstændig fantastisk, og helt ind til knoglerne rørende tanke for en mor og moster. Selvom jeg savner. Min datter sover endnu. På snart 13. time.

Lige nu elsker jeg, helt ned i maven. Bare det hele, elsker jeg.

Jeg ville faktisk have skrevet om noget helt andet idag. Om noget så ligegyldigt og alligevel så skide vigtigt, nemlig vores skønhedsideal. For hvad (fanden) er det egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt, og samtidig så fuldstændig ligegyldigt?

Jeg må tænke lidt mere over det, og vende tilbage. Mit behov for at strække ud og tænke rolige tanker overrulede bare idag.

God tirsdag, og stop’ så lige op og træk vejret. Dybt. Roligt. Mærk’ den kølige luft i næsen, og musklernes arbejde i maven. Bare lige 5 minutter.

Det er skide rart 🙂

 

Kære Overvægtige!

Speedtalk. Rap. Bare uden beat. 

Skørt. Provokerende. Sjovt. Fagligt. Fornuftigt. Svært. Rigtigt? 

Måske.

Men noget af det – meget af det? Det hele? Er evident. Som i total rigtigt. 

Lettere overstimuleret og bare træt træt i mine hjerneceller, gik jeg fra foredrag onsdag aften. Iøvrigt næsten en time senere end planlagt. For hold nu kæft, hvor han snakkede. 

Og snakkede. 

Det må da være ganske umuligt for den mand at overholde nogen som helst tidsplan i hans hverdag. 

Stakkels sekretær. Sekretærer. Han har sq nok 7 af dem…

Han er overlæge. Og han er klog. Sikkert skide klog. Men det nåede jeg egentlig ikke helt at forstå, inden han talte om noget andet! 

Men han ved helt op til himlen meget om fedtceller, leptinregulering og kostplaner. Og børn. Og så arbejder han i Holdbæk. Og en masse andre steder. 

Og har et ret cool CV. 

Kan jeg mon egentlig overhovedet blogge mig igennem en genfortælling af den mands 4 timers rap? 

Det føles pludselig ret svært… 

Men det er vigtigt, det han siger. Pisse vigtigt. 

Jeg prøver. 

Kære Overvægtige – barn som voksen 

Din overvægt er din sygdom. Lige som diabetes er en sygdom. 

Det er altså ikke (kun) din skyld, at du er overvægtig. Det er heller ikke dine forældres skyld. 

Bum. 

Du mangler nemlig hormonet leptin. Eller måske har du bare for lidt af det? Eller også virker det leptin, du har, bare ikke? 

Lige som hormonet insulin hos diabetikeren. 

Bum. 

Når du har forstået det. Virkelig forstået det. Altså, at din overvægt er din sygdom. Så skal du behandles. Totalt og aldeles. 

Det der med ‘små skridt’, ‘små ændringer’, – det hjælper ikke en hujende fis. Overhovedet ikke en hujende fis. 

Du bliver faktisk bare tykkere af det. Siger kroppens naturlighed! 

Du snyder nemlig kroppen ved bare at ændre lidt på livsstilen. Ved bare at gøre det rigtige halvt. Din krop vil gå i ‘metabolisk vinterhi’. 

Og det er alt for svært at forklare. Og alt for svært at forstå. Og for hulan da særligt, når det fucking rappes! 

Men sådan er det. Rapper ham der overlægen, som iøvrigt hedder Jens-christian Holm.

Og det er evident. 

Bum. 

Derfor kære Overvægtige. Du skal forstå din sygdom. Og du skal huske ‘din medicin’. Din medicin er en ’tilpasset livsstil’. 

Bum. 

Ja, det var for fisen da mega meget nemmere, hvis ham der Jens-christian Holm bare opfandt leptin på flaske. Eller, hvad med alle hans fine ph.d.-piger, – det må de da kunne klare?

Men det kan man ikke. Jo – måske noget med en daglig kæmpekanyle lige ind i hjernens kerne… Gange flere dagligt måske? Altså, som i – det kan man ikke. 

Bum.

Derfor kære Overvægtige. Du skal opsøge en behandler. En Jens-christian Holm agtig behandler. Og så skal du høre, hvad han siger. Og gøre, hvad han siger. Husk, husk, husk at gøre, hvad han siger. ALT hvad han siger. 24-7. 

Så taber du i vægt. 

Det er evident. 

Bum. 

Så lige som diabetikeren skal tage sin insulin. Astmatikeren sin beta2 agonist. Hypertonikeren sin blodtrykssænkende medicin. Og så videre. Og så videre. 

Så skal du, kære Overvægtige, også huske din medicin, – din ’tilpassede livsstil’. Hver dag. Resten af livet. 

Ja, faktisk. Resten af livet. 

Bum. 

Og undskyldningerne. De er faktisk fuldstændig, og helt vildt lige meget. Og ubetydelige. 

Din Jens-christian Holm agtige behandler har formentlig et alternativ til din uhensigtsmæssigheder. Og du skal ikke på slankekur. Overhovedet ikke på slankekur. 

Og så skal du forresten ikke vente med at starte op på ‘din medicin’. Du er jo motiveret. Det har du været lige siden, du opdagede, at du var tyk. 

God fornøjelse med vægttabet.

Og god weekend 🙂

Det er fysiurgi, det er rart – og det hjælper.

Annonceindlæg.

Muskelømhed. Sene- og ledirritation. Spændingsømhed. Væskeophobninger. Det der skelet af et bevægeapparat, det er fisme ikke altid lige fedt at være i. Og da slet ikke, når der skal være plads til én mere inde bag de der sener og muskler. Hinder og organer.

Heller ikke, selvom det bare er et lille bitte menneske-foster.

Jeg har prøvet det. Du har prøvet det (altså ikke dig din dreng!). Og Karina har prøvet det. 3 gange.

Karina har også læst om det, og hun har arbejdet med det i 3 år nu. Hun ved rent faktisk ret meget om, hvordan det er at være gravid, tyk af væske og have fisens ondt i alt, hvad der holder kroppen oppegående.

Og Karina er et fantastisk dejligt, roligt og nærværende menneske, – og så er hun fysiurgisk massør med speciale i gravidmassage. Hun har sin egen lille klinik i Skive, og her er det altså ret skønt at ligge sig på briksen. Gravid eller ej. Karina elsker nemlig sit arbejde, og måske præcis derfor, er behandlingen og samværet med hende rigtig godt.

Smerter kan være modbydelige. Ubehagelige. De kan påvirke dit humør, dit almene befindende.

Men måske er smerterne motiverende? Kræver forandringer. De kræver i hvert fald din opmærksomhed. Din fulde opmærksomhed.

Fordi, hvad betyder dine smerter egentlig? Og har du mon selv født dem? Garanteret. Men ved du, hvordan?

Og kan du gøre noget ved smerterne? Eller må du bare holde dem ud. Resten af livet.

Det er der faktisk mange, der må.

Men du er nødt til at kende dine smerter rigtig godt. Sådan helt nærværende rigtig godt. Smerterne er jo indeni dig, og derfor kan kun du mærke dem. Vi andre udenfor kan hverken se, høre eller mærke dine smerter.

Medicin, tak, siger patienterne. Eller operation, tak. Eller bare fix det – gerne quickfix det, tak. 

Det kan vi ikke, selvom vi er læger og sygeplejesker. Og det kan Karina heller ikke.

Men vi kan nok allesammen hjælpe dig med at lindre smerterne, holde dem ud eller måske på sigt hjælpe dig med at fjerne smerterne.

I Lægehuset undersøger vi dig. Vi udskriver måske smertestillende medicin til dig. Hjælper dig med mindfulness. Og måske henviser vi dig til behandling af dine smerter. Det kan være til operation. Til fysioterapi. Eller til kognitiv terapi på en smerteklinik eller ved en psykolog.

Vi kan desværre ikke – sådan på ordinær vis – henvise dig til Karina. Derfor er en behandling hos hende på egenbetaling.

Det er jo egentlig lidt skørt. Fordi det virker jo. Det ved vi. Det siger forskerne, som i specialisterne på det her felt.

Traume- og belastningsskader på vores bevægeapparat fra sport eller ensformigt arbejde skal behandles lokalt, og udfra mekaniske metoder som massage, strækøvelser samt kulde- og varmebehandling. Og det er jo fysiurgi, – som i præcis det Karina udfører på sine kunder hver eneste dag.

Fysioterapeuterne gør det også. Og de gør det jo skide godt, – men måske ikke med helt samme perspektiv, som Karina gør det?

Som en patient sagde til mig engang, ‘det var sådan lidt samlebåndsagtigt ved den fysioterapeut der. Vi blev alle kaldt ind én for én, og hver gik vi derfra med et adgangskort til deres træningsrum, til holdtræning eller til hjemmetræning. Jeg fik også lidt massage, og faktisk hjalp både massagen og træningen på mine smerter’. 

Fysioterapi er altså en god behandling af smerter i bevægeapparatet. Men behandlingen skal nok ikke sættes i bås med velvære og mindfulnessbaseret kognitiv smerteterapi?

Jeg synes faktisk, at Karinas behandlinger favner en eller anden helhed, – et fysisk og et psykisk perspektiv.

Fysiurgisk massage er dog ikke, som thaimassagen, holistisk og primært fokuserende på fysisk og psykisk velvære. Og Karina praktiserer ej heller kognitiv terapi, som de gør på Smerteklinikkerne. Og Karina sender heller ikke kunderne hjem med træningskort, som fysioterapeuterne gør det.

Karina snakker kropsbevidsthed og nærvær i relation til den massage, kunden mærker og nyder, men i høj grad også i relation til den specifikke smerte, kunden har. Samtidigt, så fokuserer hun åbenlyst en massageform udfra kroppens anatomiske strukturer, og såldes udfra et lægefagligt perspektiv.

Fysiurgisk massage synes derfor at rumme både den fysiske og psykiske velvære, den veldokumenterede fysiske behandling af bevægeapparatsrelaterede smerter, samt den psykiske håndtering af smerterne.

Karina har indrettet hendes klinik minimalistisk, hyggeligt og rart. Og hun afsætter altid god tid til at imødekomme hendes kunder på rolig vis. Kunden får al den tid, der skal til for at fortælle sin historie, og Karina værdsætter at lytte til, og mærke efter, hvad kunden har behov for. Karina spiller afslappende musik under sine behandlinger, hun benytter hudvenlige, milde velduftende olier, og sammenholdt med den dæmpede rolige snak undervejs, så er jeg simpelthen overbevist om, at behandlingerne hos Karina topper på fysisk og psykisk velvære.

Og derfor kommer Karinas kunder igen. Og de kommer iøvrigt allevegne fra. Det er mænd og damer. Unge og gamle. Børn og babyer. Syge og raske. Gravide og ikke-gravide. Tykke og tynde, og dem med skæve næser og flyveører.

Jeg kommer der i hvert fald snart igen.

Og jeg siger det bare.

Hun er virkelig rar, nærværende, varm og bare ret skøn at besøge, hende Karina Haugshøj Riisgaard. Og forresten, så kører hun også ud til private arrangementer og ud på arbejdspladser.

Og så er hun alle pengene værd, – men faktisk ret billig indenfor sit felt.

Og tjek så lige den her hjemmeside ud GravidGurli, – og alle Jer andre gamle slidte KropsKarle.

God kamp, god bedring, og rigtig god fornøjelse 🙂

 

Det er alternativt – part two!

Annonce indlæg.

Med et stort smil, bød hun mig indenfor. Birgith hedder hun.

Birgith er zoneterapeut og driver sin klinik hjemme fra privaten. Her bor hun sammen med sin mand og deres to børn. En ret sød familie.

Jeg nåede kun lige indenfor døren, og var så allerede afledt af kageduften. Helt umuligt ikke lige at lade øjnene glide forbi køkkenbordet, og der stod de. Kagerne. Hold nu Magle, de duftede godt.

Og bam – impulsiv som jeg er, sagde jeg, iøvrigt uden at vide en fis om, hvem de kager der var til, ejj altså Birgith, har du bagt kage?’. Og jeg smilede garanteret over hele femøren.

For hulan da Louise!

 

Det var lunt og rart i det hus. Små stearinlys skabte hygge i hjørnerne og friske blomster lyste op på bordene. Vi gik ud i havestuen. Mega dejligt at sidde derude.

Vi snakkede. Og snakkede.

Jeg ved ikke ret meget om zoneterapi. Eller iøvrigt ret meget om, hvordan en alternativ behandler, som Birgith arbejder med sine klienter. For det er det, hun kalder dem. Klienter.

Men hvorfor er man egentlig ikke patient hos Birgith?

Måske fordi, at betegnelsen patient associeres med sygdom, og måske anskuer Birgith ikke dem, der kommer hos hende som syge, og vil således ikke stigmatisere dem som sådan?

Eller måske er det fordi, at Birgith jo ikke stiller diagnoser?

Birgith arbejder nemlig meget sjældent bare med det isolerede fokus. Diagnosen. Birgith tænker holistisk, og opfatter og forstår således det enkelte menneskes sygdom og sundhed udfra et meget mere komplekst tankesæt, end hvad vi i den konventionelle lægevidenskab gør.

I Lægehuset arbejder jeg jo med symptomer og diagnoser. Noget med at finde sygdomsfokus og så behandle dette – isoleret set.

Modsat dette, så arbejder Birgith med noget så kinesisk og ganske uforståeligt som Yin og Yang.

Say what?

Birgith forsøgte at forklare mig filosofien bag Yin og Yang set i forhold til menneskekroppen, men jeg forstod – som i forstår, det vist ikke helt. Det føles ikke rigtig faktuelt for mig.

Måske fordi, jeg har så hulens svært ved ikke at tænke naturvidenskabeligt?

Men jeg forstod dog, at det er noget med balance og ubalance i kroppen. Og det er jo egentlig ganske forståeligt.

Altså sådan naturvidenskabeligt set….

Jeg arbejder jo med balance og ubalance i patientens krop hver eneste dag. Blandt andet, skal patientens blodbillede og bakterieflora jo balancere indenfor rette referencer, ellers kan der opstå sygdom. Og en given ubalance skal behandles, så patienten ‘rettes op’ – eller kommer i balance igen.

Det er jo patologi, – bare med et biokemisk, mikrobiologisk og fysiologisk perspektiv.

Men Birgith snakker ikke kun om Yin og Yang, hun snakker faktisk også om blodcirkulation, lymfe -, nerve – og hormonsystemet, samt om kroppens behov for vitaminer og mineraler.

Altså er vores traditionelle sygdomsforståelse indenfor den vestlige medicin alligevel ikke Birgith så fjern, som jeg troede.

Måske er zoneterapi alligevel ikke så mystisk endda?

 

Men seriøst, hvad er det egentlig, Birgith gør med de zoner der under fødderne? Og hvordan fisen relateres kroppens Yin og Yang til de fødder der?

Det er noget med meridianbaner, energier i kroppen. Jeg kender det fra akupunkturen, men jeg er Birgith ydmyg, og vil lade hende være eksperten her. Og iøvrigt, så praktiserer hun også øreakupunktur. Bare bonusinfo.

Men rent lavpraktisk, så trykker og masserer Birgith under fødderne. Nogle gange også på underbenene og i ansigtet. Og meget vigtigt i zoneterapien, så snakker Birgith rigtig meget med sine klienter. Hun har nemlig tid til at høre deres historie. Hvordan lever de deres liv? Trivsel og mistrivsel. Kost og livsstil. Og alt det andet, som er af betydning i et menneskes liv.

Og så skaber Birgith ro hos klienten. Afslapning. Meditativ afslapning. Klienten trænes i roligt åndedræt med dybe vejrtrækninger. Og ganske skønt, så spilles der musik under behandlingerne, blide afslappende toner.

Mindfulness.

Måske præcis derfor hjælper Birgiths zoneterapi rent faktisk på rigtig mange af hendes klienter? Det kendskab Birgith får til sine klienter og den afslapning og det nærvær, hun hjælper dem til at opnå, det tror jeg simpelthen er essentielt for udredning og behandling.

Og så er det jo uden tvivl fuldstændig fantastisk velvære at ligge på den briks der.

Wau!

Jeg er blevet klogere af det besøg – omend jeg fortsat har naturvidenskaben som tankesæt.

Men jeg er overbevist om, at en alternativ behandlingsform som zoneterapi kan gøre noget godt for os. Både når vi er raske og når vi er syge. Og så er behandlingen jo ganske bivirkningsfri.

Måske kan en time hos Birgith give mig præcis det fysiske og psykiske nærvær, og den velvære, jeg oplever og elsker elsker ved yoga og mindfulness?

Og Birgith har faktisk allerede tilbudt mig en behandling hos hende.

Skide sød, som hun er.

 

Og iøvrigt, så kan I læse meget mere om Birgith og hendes behandlinger her .

God fornøjelse 🙂

 

Det er alternativt – part one!

Jeg synes tit noget. Mener en hel masse. Om alt muligt mellem himmel og jord. Og jeg fortæller højt om det. Til alle dem, der er mig nærværende. Nogle gange igen og igen, og så på en ny måde. Og lige pludselig, så er der en, der mener noget helt andet end jeg, og kan begrunde det. Så bliver jeg i tvivl. Alt for nemt, bliver jeg i tvivl.

Hvad var det nu, jeg mente? Og ‘neej, det er nok rigtig nok’, siger jeg så, ‘det kan du jo have ret i’. Og så klapper jeg i. Som en østers.

Men idag skriver jeg det ned. Det jeg mener. Eller tror, jeg mener. Eller bare tror på?

Og så står det jo her. Midt i mit undrende åndehul. Tankeuniverset.

Og jeg har iøvrigt bestemt mig for aldrig at vil slette en eneste tanke herinde. Og det er jo også lige meget, tankerne er jo tænkt.

…….

Jeg er en rigtig sygeplejerske. Sådan én, som ikke går hjem, før patienten har snakket færdig, har forstået – og føler sig tryg ved min behandling.

Altså en af de der sygeplejersker med læssevis af overarbejdstimer.

Men faktisk, så har jeg ikke rigtig tid til at være den der sygeplejerske. Eller klinikken har ikke rigtig tid, – sig’ råd, til sådan en. Så jeg er ikke (altid) den der sygeplejerske.

Men hvem skal så lytte til patienterne? Det er jo ikke alle patienter, der kan gøre sin historie færdig på 10 minutter.

Og de spørger jo om alt muligt. Patienterne. Om alt det der, jeg mener en hel masse om. Eller tror, jeg mener. Eller bare tror på? Og har så fisen svært ved ikke at samtale en hel masse om.

Men det er alternativt, så jeg må ikke. Og jeg gør det ikke. Kære chef, det gør jeg virkelig ikke! 

Fordi jeg tror jo på naturvidenskaben. På den traditionelle medicin. Den konventionelle lægevidenskab. På forskningen.

Det er jeg uddannet til, det er evidens og det arbejder jeg udfra.

Men sygeplejeteorierne beretter jo et holistisk menneskesyn, og lige så en holistisk opfattelse af et menneskes sundhed og sygdom.

Så det er jeg jo også uddannet i. Og mit menneskesyn er holistisk, men mine kliniske instrukser, som er mit daglige arbejdsredskab, kan nok ikke siges at være ret holisitiske.

Og dog. Tværfagligheden til det alternative, den kinesiske medicin, er faktisk aktuel i vores Lægehus. Vi tilbyder både kognitiv terapi, mindfulness og akupunktur.

Men jeg er mega nysgerrig på, om vi ikke kan arbejde endnu mere tværfagligt på det her område?

Måske er det ikke alle patienter og alle sygdomme, som behandles bedst udfra vores farmakologiske orienteringer.

Måske er den alternative verden slet ikke så mystisk endda?

Og en alternativ behandling er vel oftest også komplementær til den konventionelle behandling?

Og en alternativ behandler med sin holistiske tilgang, arbejder vel ikke altid udelukkende udfra den traditionelle kinesiske medicin – eller hedder det egentlig den østlige medicin?

Der er så meget viden, som falder udenfor, og som den vestlige naturvidenskabelige tilgang til behandling af sygdom, ikke rummer. Det er en meget interessant grænseflade, synes jeg.

Derfor har jeg besøgt en zoneterapeut. En af de helt vildt søde. Og hende, og hendes behandlinger, vil jeg skrive om her på bloggen.

Det er jeg ikke uddannet i. Men det må jeg gerne.

Jeg har bare skrevet alt for meget nu til at dette indlæg også kan rumme alt det gode, jeg har at berette om min oplevelse hos den dame, i den klinik, i det hjem.

Så det vil jeg glæde mig til at skrive om en anden dag. Snart.

Stay tuned,- og ha’ så bare en rigtig god søndag aften 🙂

 

Menstruation – bare sagt på en anden måde!

Heysa Bloggen. Længe siden!

Jeg har været alt for træt til at skrive herinde de sidste dage. Nok egentlig bare fordi, jeg er en kvinde. Helt almindelig – ung og fertil.

Og fordi mit æg i denne måned heller ikke blev overfaldet og befrugtet, hvilket nu ikke er så overraskende og ganske planlagt, men så nytter min fine genopbyggede og totalt parate livmoderslimhinde jo igen ikke en fis. Ud med den – og det der røde noget, der følger med.

Bum – og goddag til min månedlige første dag i ægløsningens cyklus, – et hormoncirkus uden lige… Oh my God!

Og giv’ mig så lige et skud østrogen.

Jeg er max træt. Har hovedpine. Væskeophobning. Vægtøgning. Min mave er kriseagtig oppustet. Jeg er mega sulten hele tiden. (Max) humørsvingende. Irriteret (ej bare lidt, please!).

Men mest bare træt.

Men hvorfor er det egentlig, at jeg vil være sådan en nature-freak agtig en, som ikke vil hormonbehandles? Alle gynækologerne er jo helt høje over den lille fine T-formede hormondims (i den der kæmpe enorme emballage!).

Jeg må komme til fornuft. Og til penge (eller rette prioritering?).

Nå, men det varer jo heldigvis ikke så længe, inden jeg igen har lidt mere østrogen i blodet, og proportionelt, er jeg så også i lidt bedre humør. Thank God.

Og venter jeg lidt flere dage, så er jeg jo ganske dansende og atter fyldt op med det skønneste ægløsningshormon. Hallelujah.

Og endelig vil jeg igen være fremme ved den store dag …. Et nyt lille æg vil frigøres – total parat til mødet med den eneste ene. Keep calm – and just dance.

Men mit lille æg vil igen ikke møde sin eneste ene. Og min ellers så fine genopbyggede livmoderslimhinde er igen ikke til nogen nytte.

Jeg vil altså stå præcis, hvor jeg er nu, igen om 28 dage.

Max træt – og max alt muligt andet.

Men jeg har heldigvis det dejligste liv med de dejligste børn, så pyt nu med de små bitte (fine, enestående, dyrebare) æg, – dem skal jeg alligevel ikke bruge til noget (arrggh!).

Livskrise?

 

I morgen er det fredag, og hold nu Magle, hvor jeg glæder mig til weekendfrihed. Og til at sove længe. Og til at kindkysse på mine børn.

Toiletbesøg og så godnat 🙂

 

Den der ski… tandlægestol!

tandlaege

Så sidder jeg her igen. Her i tandlægens venteværelse.

Det er over et år siden sidst. Har vist meldt afbud et par gange. Husker ikke, hvorfor, – men det gør jeg iøvrigt hvert år.

Her er egentlig meget rart. Her er helt stille. Engang imellem kommer der en smilende, lyshåret dame i blåt kliniktøj roligt gående gennem venteværelset. Hun ser ud til at have god tid. Hendes ansigtsmimik er helt afslappet.

Jeg tror, hun er glad for sit arbejde.

Det er garanteret også en dejlig arbejdsplads det her.

Her dufter godt. Rent. Måske lidt af tandpasta?

Jeg har bare siddet her 10 minutter, så kommer den lyshårede dame hen til mig. Hun smiler og siger; ‘så er jeg klar til dig Louise, kom indenfor’. Hun rækker armen ud, navigerer mig hen mod hendes rum.

Rummet er lunt og lyst. Igen slår det mig, hvor rent her føles. Her er småt, men der er et stort vindue ud til en have, så her virker ikke trængt. Haven ser privat ud. Hvem mon bruger den?

Lige pludselig, kan jeg mærke en eller anden ubehagelig følelse i kroppen. Eller er det mit humør, mit sind, der sker et eller andet med?

Underligt, jeg havde det jo lige så rart.

Nå ja, jeg hader jo det her.

Jeg mærker, at jeg er tørstig. Åh nej, jeg skal faktisk også på toilettet.

Upassende. Meget upassende.

Umuligt at gøre noget ved nu.

Glem det nu bare.

Jeg sætter mig i tandlægestolen. Smalltalker livligt – som om, jeg er aldeles godt tilpas.

Mega fis med mig. Jeg har det jo af h… til lige nu.

Jeg vil ikke acceptere det. Come on, – grow up! Jeg nægter, at jeg ikke kan kontrollere det her.

Shit. Tænk, hvis jeg pludselig ikke kan kontrollere det. Skal jeg så til at dejse om på gulvet, lige som mine egne patienter i klinikken?

No way, jeg skal ikke være hende, de smiler medlidende til hinanden af i frokostpausen.

Jeg har sq da ik’ tandlægeskræk. Fat’ det nu hjerne!

Iøvrigt, så er tandlægeskræk da egentlig en mærkelig og ret forkert betegnelse for det, mit overjeg siger, jeg nok har. Jeg er jo absolut ikke bange for hende den søde, smilende lyshårede tandlægedame der. Eller for hendes blå kittel.

Men, hvad hulan er det så, mit instinktive id reagerer på?

Tanken om en høj tandlægeregning? Om smerter? Forskrækkelse?

????

 

20 minutter, klamtsvedende håndflader, et røntgenbillede, tandrensning, pudsning og en kvittering senere, så er jeg i bilen på vej hjem igen.

Det var det.

Og jeg hader det stadigvæk.

Nu venter der sig 3 måneder med tandtråd, så ebber den rutine ud, og jeg melder helt sikkert afbud 2 gange næste år igen.

Og jeg nægter at indrømme, at jeg har det der tandlægeskræk.

Punktum.

 

Og ha’ så bare en god aften 🙂