Efterårets dagdrømme

Det er weekend. Himlen er dækket af grå skyer. Nogle lysegrå, andre mørkegrå – nærmest koks. Regnen trommer mod ruden, og vinden rusker i træerne. Blade og små grene virvler rundt. Lige om lidt er det mørkt udenfor, selvom det bare er eftermiddag. Jeg sidder ved vinduet. Dagdrømmer. 

Jeg drømmer om stearinlys og lune stuer. Kakkelovn, nøddekage og kaffe med mælk. Sokker, strik og tæpper af uld. Suppe med fløde og hjemmebagt brød. Smørristet Kantareller, Karl Johan, Portobello og champignons. Drysset med parmesan og saltet Vesterhavsost. Men hvad ved jeg egentlig om det?

Æblerne på de krogede træer er røde nu, hos os er der fire af slagsen. Noget med Ingrid Marie og Rød Ananas. Øvrige sorter kender jeg ikke, og smagen på dem er alligevel også lidt sur. Figentræet og vinduestokkene er frugtbare igen i år. Blåbærbuskene derimod er utilregnelige. Det blev de efter, vi flyttede deres rødder for 3 år siden. Ærgerligt nok, det er faktisk den frugt, vi spiser mest af – og den er alt for dyr i supermarkederne jo. 

Jeg har lidt te i min kop endnu, den med hyldeblomst fra Søstrene Grene. Så fin emballage – støvet lyserød og rødviolet. Jeg er dybt forelsket i smukke emballager. Og det er noget de økologiske og biodynamiske producenter har styr på, så tror du ikke på andet end et smukt design, så køb bare øko.

Vi lytter til New Yorker lounge jazz, yndlings albummet med piano. Min datter ligger kabale. Det er hyggeligt med lyden af kortene, der blandes og vendes på bordet. De går ikke op – kabalerne. Hun er ved nummer fem nu. Det betyder ikke noget, kan jeg se på hende. Hun starter bare forfra, igen og igen. Det er fint at spille med sig selv. Det der med at fryde sig, eller være den dårlige taber, det er lige som om, det ikke rigtig nytter noget. 

Nu er det blevet mørkt udenfor. Min hjerne er renset for bekymringer og struktur. Dagdrømme er magiske jo. De visker tanker på fortid og fremtid væk, omend blot for en stund. 

Det var rart bare lige at være her. Som et lille lys i efterårets kolde mørke. 

Jeg glæder mig til tiden, der kommer nu.

 

Relaterede indlæg

Mest bare på grund af livet

Idag er en god dag. Mest bare på grund af livet. 

Det er en god sætning, eller to sætninger. Det er lidt som om, at pointen siver bedst ind, når sætningen deles i to.

Jeg kunne godt bare slutte mit indlæg her, jeg har jo sagt det vigtigste. Det gør jeg ikke, fordi jeg har behov for at sige, at livet engang imellem bare er noget hø. Virkelig. HØ.

Det er trods mit mantra på Instagram er ‘alt er godt’. Men det er jo bare et mindset. Et godt ét faktisk. Og hverken mine forældre eller Gud har jo lovet mig, at alt er godt i det her liv.

Så….

Bedst som jeg tror, at nu kan det kun gå fremad, så styrter det ned med uheldigheder, uretfærdigheder, dumheder og tankemylder om, hvad fanden skal jeg gøre nu? Eller ‘jeg’ i det her tilfælde er faktisk ‘vi’, fordi jeg, min mand og mine børn er så totalt mudret ind i hinanden, at vores følelser følges ad. Det er alt for svært at være glad, hvis én af de andre i mudderet er ked af det. Og omvendt. 

Igår var det vores dreng, der blev ked af det. Først. Alt for ked af det. Så blev jeg ked af det. Så min mand. Og så blev vores datter ked af det. Sikke et mudder. 

Måske mest fordi skruen ikke rigtig ville få ende, – vores dreng blev jo dobbelt op ked af det, da vi andre også blev kede af det. Endnu mere – sikke et mudder. 

Vi nåede ikke at komme op ad mudderet igår, og det er ikke ret godt at sove i mudder. Vi kunne synke dybere ned over natten? Kun drømmefangeren ved, om vi gjorde det… I hvertfald svømmede vi rundt og rundt i samme pøl hele natten. Man kan jo desværre ikke flyde ovenpå mudder, eller kan man?

Vi var faktisk ikke helt så kede af det, da vi vågnede i morges. Omend vi følte os temmelig mudret i hovederne. Nok mest bare mig.

Men idag har været en god dag. Livet går op og ned, faser – I ved, og lige nu føles alt godt.

Mest bare på grund af livet. 

 

Ustyrlige tårer

Jeg er jo ikke bare en sten. Sådan én som har levet med dinosaurer, og som ligger bum stille og helt upåvirket i uvejr. 

Jeg er et menneske. Sådan et der er stopfyldt med ustyrlige følelser, der skiftevis giver mig kvalme og ondt i maven, kinder der kilder af glæde og øjne der bliver våde af grin. 

Jeg græder tit. Faktisk. Nok hver dag, eller bare nogle gange. Måske mest bare hver uge. Gange fire. Heldigvis er det næsten altid af glæde, jeg græder. Det er når mine mennesker er gode ved mig, og ved hinanden – og når de er dygtige til noget. Jeg rammes med 100 kilometer i timen og bum – så græder jeg. 

Det er ofte temmelig upassende, når jeg giver mig til at græde, og mine børn har gravet sig under jorden 780 gange på den konto. Men jeg bliver aldrig anderledes, eller jeg bliver nok lidt værre – lige med det….

Jeg sidder lige nu i sandet med bare fødder. Jeg har skoven i ryggen og jeg kigger ud over fjorden. Den her baghave altså. Jeg mættes aldrig. Skoven er så mega hyggelig, og vandet kan virkelig noget. Jeg bader ikke i vandet, men det giver mig ro og jeg elsker at dyppe mine bare fødder i det. 

Sommeren er ovre nu, går det lige op for mig. Sikke en sommer. Jeg troede aldrig, den ville få ende. Det har været alt for tørt, for varmt, fuldstændig fantastisk og helt vild dejligt. Den sommer, den glemmer jeg aldrig. 

Vandet er koldt nu, og lige om lidt er skoven det aller smukkeste, jeg ved. Det er nemlig blevet efterår. 

Mor – bare mor…

Jeg tror tit, at alt muligt jeg er, er mega vigtigt. Det meste af det er kun lidt vigtigt. Det mega vigtigste og det aller bedste jeg er, er mor. 

Det glemmer jeg hele tiden. 

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at gøre mit arbejde på klinikken færdig. At mangle tid til at læse mere indgående i faglitteraturen.

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at vaske vores tøj. Rengøre vores hus. Vække de døde blomster til live. Fylde køleskabet op. Lave god mad til familien. Vedligeholde min sundhed og mit udseende (…). For ikke at tænke på, at mangle tid til at vedligeholde mine elskelige venskaber. 

Men det vigtigste jeg er, er mor. 

Det er ikke så vigtigt, det jeg gør som mor. Jeg kan jo altid lave god aftensmad dagen efter, jeg har lavet skide dårlig aftensmad. Bare jeg er mor. Bare jeg er sammen med mine børn. Bare jeg elsker dem ubetinget. Bare jeg gør deres verden tryg og rar at leve i. 

Det er aldrig frustrerende at være mor, når jeg vælger netop at være mor. Når jeg vælger ikke at lade alt muligt andet – alt muligt andet vigtigt forstyrre mit væren mor. 

Mit sind holder pause, når jeg bare er mor. Om jeg danser, løber, synger eller holder om, så er jeg lige der, midt i nærværet, hos mit barn. Og dét holder. 

Måske læser I det her engang om mange år – Magnus og Alberte? I så fald vil jeg bare lige sige TAK mine to verdensbørn, fordi I har gjort mig til mor. 

I det her perspektiv elsker jeg mit liv helt op til himlen. 

 

To fugle på flugt

Jeg har fundet et gammel skriv i min skuffe. Jeg havde sikkert tusinde tanker, da jeg skrev det, men livet er jo sådan ‘kom – vi må videre’, så jeg husker det knap. Jeg kan ikke bare smide det ud, så nu foreviger jeg det her.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ 

De er to fugle på flugt. På flugt fra landet de kender så godt. 

Det er sommer, nej vinter. Nok efterår. I hvertfald er det uvejr. Stormen raser. De forsøger med deres vide vinger at holde kursen, men blæsten er for hård – og de skygger for hinanden. 

De er to ensomme fugle på flugt. Den ene søger hjem. Den anden søger væk. Himlen er mørk. Ugenkendelig. Alle døre som før var åbne, er lukket nu. De er i ukendt land, og mørket vil have mere. 

Landet er stille. Det er som om de er sammen, men alene. De mærker en sindsro og et nærvær, de ikke før har haft. Det føles smukt – landet, som et rart sted at være.

Måske er de i himmeriget? Der hvor englene er. Dem som kan lyse dem vej.

Men mørket vil nok vare en tid. Fordi sådan er livet for fugle på flugt. 

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~

 

Måske springer jeg?

Jeg elsker morgenerne. Jeg vågner som den første, og står altid ud af sengen alene. Instagram er heller ikke med – har jeg besluttet. Jeg vil helst nyde at starte min egen dag, ikke andres. 

Livet går sin gang, og hverdagen er her lige om lidt – også for mig. Slut med dovenskab over ikke at have lavet noget som helst. Slut med sammenflydende morgen- og middagsmad, 13 mellemmåltider og aftensmad til aftenkaffe. Og slut med slik, og is – seriøst. Slut. Slut. 

Jeg er klar til et stykke med hverdag nu. Tak. 

Ferie eller hverdag, så har jeg det jo godt – for det meste, vel egentlig bare som de fleste? Der findes dage, hvor jeg nøjes – nogle gange døjes, men oftest er jeg her bare. Jeg gør det, jeg trænger, og jeg nyder netop det – når jeg husker det. 

Jeg er ikke så udskejende. Måske burde jeg? Måske rummer jeg faktisk noget mere – noget andet? Men jeg er jo godt tilfreds sådan her, – eller jeg ved jo ikke, hvordan det vil være, hvis jeg var anderledes? Jeg ved ikke engang, hvordan eller hvad jeg skal gøre for at afvige? Det normative kan vel anskues fra flere sider? Fra individet. Samfundet. Kulturen og fra vores tro. 

Hvor skal jeg inspireres? I det nære – eller netop i det fjerne? Helt derude, hvor jeg er uvidende, utryg og forarget. Fordi præcis der udfordres jeg. Jeg skal kunne se det nye, det der ‘andet’ der skal til, for at jeg rummer lidt mere. For at jeg kan lidt mere med mig selv – og med andre. For andre. 

Det her, mine tanker og jeg, er altid sådan efter de her årlige 3 ugers sommerferie. Jeg skal starte lidt på ny – åbenbart. 

Har jeg det nu godt nok med mig selv? Med mit arbejde? Min fritid? I familien – skal vi ændre på noget – vores vaner, regler og rammer? Hvordan skal jeg tænke om det hele, er mit mindset godt nok – sundt nok?

Men det kommer nok bare af sig selv, det der gode liv. Lige så stille – over tid. Eller måske gør det netop ikke det? Måske skal jeg gøre noget – prøve noget? Noget stort. Eller bare lidt. 

Year – vi ses på den anden side. Mest bare måske.

(….)

 

Meditation på bare fødder

Vi holder ferie i sommerhuset lidt endnu. Det her vejr – seriøst det er dejligt. Vi går på bare fødder fra morgen til aften – i sandet, i vandet og i klitterne, og vi elsker det helt op til himlen. Vi nyder, at stilheden er hverdagskost. Vi sover og vågner, når vi gider. Vi går til stranden, når solen står op og når den går ned, alt imens vi holder hinanden i hånden – og holder af hinanden. Vi løber og cykler, og spiller Uno for vildt. Og så lever vi af smoothie bowls, italliensk is og vin med brus. Faktisk er det her liv noget af det mest idylliske og hyggeligste, jeg ved. 

Lige om lidt, som er om få dage, så vender vi hjem til vores hverdagshus, og selvom rygsækken er fuld af sol, blåt hav og hvidt sand – det blødeste, så er det lidt vemodigt. Noget godt stopper, for en tid. Det bliver hverdag, og tanken om mascara og madpakker er lige nu udtrættende i en grad, jeg slet ikke magter at finde ord for. Men heldigvis er min hverdag faktisk ganske god, ja – kliché agtigt, men sandt. Og min kontrolfreak af en hjerne skal nok snart få styr på, hvornår den næste ferie er – helt præcis. 

Jeg går for lidt på bare fødder, altså sådan – set over tid, fordi lige nu kan jeg faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har haft strømper og sko på – fraset under mine løbeture. 

Det der med bare fødder er så dejligt jo. Det er som fodmassage – nærmest zoneterapi. Det er afslappende, og så fint at mærke luften og jorden under fødderne. Fødderne og tæerne strækkes i yderstillinger, og kroppens holdning er helt ukompenserende, hvilket ord vist iøvrigt ikke findes (?). Total Naturli Gurli – og lidt hobbit agtig.

Igår var jeg i Dagli’ Brugsen på bare fødder, måske mindre behageligt – eller snarere mindre passende normativt set, for det var faktisk temmelig rart at gå på de kolde gulve. Stien dertil var derimod ikke så barfodsvenlig. Jeg gik i grus og meget tørstigt marehalm. Helt ned i tempo og små skridt – som på listefødder. Jeg var stille, nødsaget nærværende og med fuld bevidsthed udelukkende på mine bare fødder. Et ukoncentreret øjeblik ville kunne gøre ondt, så alt mulig tankemylder var under total kontrol. 

Sikke simpelt, at en gåtur på bare fødder kan skabe den ro og kontakt til nuet, som ellers er så hulens svær at finde frem til. 

Det er meditation på bare fødder. 

 

Listen og drømmene

Jeg ligger på et blomstret vattæppe i klitterne. Vinden blæser en let brise, og vesterhavet bruser bag klitten. Solens stråler varmer min ryg, – og tydeligt lidt ekstra der midt på, hvor mine hænder med solcremen ikke kunne nå. Jeg har ikke mere kaffe, og mit hår lugter af popcorn – og lidt af pandekager. 

Det. Er. Ferie. 

 

Min mand løber på stranden. Han er nok væk en times tid endnu. 

Min datter tegner efter skitser på Pinterest – måske tegning nr. 27 idag. Og skriver lister, hun er ualmindelig glad for lister. Det er jeg også. Det er nok en pigeting. En kvindeting.

Min dreng ligger med sin mobil på liggestolen under parasollen, ser  youtube. Han er 13 år – helt vildt meget 13 år nu (…). 

Vores bamsehund sover igen – og stadigvæk. Den sover 20 ud af døgnets 24 timer, og er lige ved at falde i søvn resten af tiden. Dog undtaget vores gåture, hvor den trækker på ægte sibirisk-samojed-vis bare af ren og skær hundeglæde. 

Det der med at skrive lister, eller tænke i lister, det kan noget. For mig i hvertfald. Lister over ønsker, tanker, ærinder og drømme. Det er på en måde første step til at det vil ske, det der noget! Måske er det bare håbet, men det er som om, at nogen – noget hjælper til at det på listen lykkes, – nærmest Gud eller universet agtigt. Lidt crazy feeling måske? 

Men listerne skaber en vej. Et mål om man vil. Faktisk motivationer. Et drive. På mit arbejde er mine lister aldeles nødvendige for at få ting til at ske. Herhjemme er de mere, ja – hvad er de egentlig? 

Listerne giver mig overblik, kontrol, ro, glæde og drømme. Jeg drømmer hele tiden, stort og småt, om dagen og om natten – og tit helt urealistisk. 

Jeg drømmer om et godt liv. Om kærlighed. Om glade børn. Et dejligt arbejde. Et sjovt liv. Jeg vil grine helt vildt meget, grines af og grines med. Jeg vil gerne leve sådan lidt skørt. Kunstnerisk. Gerne lidt skævt. But how?

Jeg drømmer om ro indeni – nærmest mest af alt. Om balance. Om en sund, stærk og smidig krop, som kan alt det, jeg gerne vil. 

Jeg drømmer om at gøre mine patienter raske og tilfredse. Allesammen. Hver dag. Om aldrig at fejle. Om at blive anerkendt. For den jeg er – det jeg kan. Om at blive klog og regne noget svært ud. Gøre fornuftige tanker og stille gode spørgsmål. Om at drage omsorg. For mine patienter. Min familie. Venner. For alle. Og for mig selv. 

Jeg drømmer om at finde tid og ro til at skrive på bloggen. Helst hver uge. Det her er jo min liste, mine tanker og drømme.

Det vidste I nok godt. Nu ved jeg det også – sådan rigtigt, sådan sort på hvidt.

 

Sommertanker

Det er en god morgen. Solen skinner allerede, jeg har blomstret sommerkjole på – og uldsokker. Jeg hører fransk musik med Charlotte Gainsbourg, og mælkekaffen er ved min side – trofast som altid. En lille time sådan her føles som at sætte tiden på pause. Det er godt. Alt er godt. 

Sommeren er virkelig over os nu. Morgentrafikken i min lille by er forsvundet, den italienske is på havnen sælger ud som aldrig før, og alle de bare (dame) ben er brune og glinser af solcreme.

Jeg vil lige om lidt glemme tiden og ikke vide, hvilken dag vi har, eller hvornår nogle forventer noget af mig igen. Jeg vil køre nordpå. I sommerhus. 

Jeg vil løbe på stranden om morgenen, drikke min morgenkaffe på terrassen, spise min frokost og min aftensmad på selvsamme spot, og ditto drikke min aften-vin under solnedgangen. Jeg vil være omringet af klitter og silkeblødt sand. 

Jeg vil få endnu flere pigmentpletter i panden og min hals vil blive tilsvarende endnu hvidere i de der revner midt på. Og jeg vil være helt ligeglad med netop det. 

Jeg vil gøre det bedste, jeg kan. Jeg vil tage mit helt eget ansigt på hver dag. Et ansigt som viser, hvem jeg er og hvordan jeg har det. Et glad ansigt. Håber jeg. Vil jeg. 

Jeg vil nok tænke, at mit ansigt bliver ældre og ældre at se på, ligesom alle andre ansigter i verden. Bare det smiler. Lidt. Hver dag. 

Ikke alle ansigter smiler hver dag. Måske behøver de heller ikke det? Det tror jeg bare, jeg synes, de skal. 

Det tager ofte mere en bare tid at vinde. Vi må kæmpe for at sejre. Nogle gange må vi gå 100 kilometer helt alene, før vi er der, hvor vi har det allerbedst. Sammen. Og hver for sig.

Vi kan vælge bare at følge med strømmen. Uden at kæmpe, bare gøre det samme – igen og igen. Livet vil nok føles langsomt? Trygt måske, måske ikke? Nok ukompliceret.

Den friske luft. Solens lys. Grinet med dem du elsker. Kindkyssene. Alt sådan noget bliver jo aldrig for gammel. Heller ikke, selvom vi gør det igen og igen, og på samme måde. Vi kan vælge at nyde netop det. Det tror jeg er godt. Alt er godt. 

Jeg kan mærke sommerens frihed nu – endelig, og Gud hvor fedt egentlig.

 

Sådan er jeg – åbenbart !

Jeg har læst noget inspirerende. Det fik mig til at tænke på mig selv. 

Jeg er to personer. Åbenbart! 

Mørk og lys. Og jeg aner stadigvæk ikke, hvordan jeg undgår at lade det mørke skygge over det lyse, når det er virkelig upassende at være mørk. Men jeg ved (nu), hvordan jeg opdager, når jeg er lys. Det er rart. Heldigvis ved jeg også (nu), at når mørket skygger, så er det bare for en tid. Lige pludselig er jeg lys igen.  For en tid ….

Jeg er kortluntet, men tålmodig. Nogle gange er jeg trist, men virkelig glad. Jeg føler mig lykkelig, og samtidig ulykkelig. Jeg savner, men glemmer hvad – hvem? Jeg er forelsket, men elsker også.

Jeg er helt forvirret, men ser alting fuldstændig klart. Jeg er ganske tilfreds, men utilfreds. Jeg mister overblik, men er virkelig struktureret. Jeg vil gerne anerkendes og skille mig ud, men hader at være centrum.

Jeg er social, men elsker min alenetid helt op til månen. Jeg er mild, men raser som lyn og torden. Jeg alt for følsom, men kold. Jeg er usikker, men ganske selvsikker. Jeg er tydelig introvert, men meget udadvendt.

Jeg elsker roen og naturen, men er indemenneske – og drømmer om en stor fed lejlighed i storbyen. 

Jeg er to personer. Åbenbart!