Mandag

Godmorgen Mandag. 

Du er så stille. Du er fri og kræver meget mindre – faktisk ingenting. Du gør ingen tanketrængsel, og min nat ligger uberørt og øde hen. Jeg ænser kun svagt din blomstrende morgen, og din mildhed smitter. 

Du skal være. Du er. Du er nok. Jeg lyver ikke. Det er sådan, det er. 

Udenfor er skovens træer kun let klædte, og bladene daler endnu i lind strøm. Efterårets rigdom af farver er smuk, og ligeså er vinterens nøgenhed. Fjorden bruser og vækker vinterbadernes cirkulation. Solens stråler gemmer sig endnu i mørket, men bølgerne lysnes af sindets skær. Naturens ro er mit himmelvæld. 

Gaderne ligger grå, og våde og kolde hen, de er uhyggelig øde, men imellem dem er der liv. Så smukt kan det regne over hjem uden døre på klem. Hjem som emmer af varme og jordbunden kærlighed. 

Jeg har lyst til at være lige her, og selvom mine sanser danser, så finder jeg vej i mit sinds labyrint.

Du er nærværende idag, Mandag. Tak for det – og nu må jeg op og igang med dig. 

 

Relaterede indlæg

Tanker fra en morgenstund

Morgensolen stråler gennem gardinerne. Jeg glider roligt ud af nattens dybe drøm, svævende og i tvivl om drøm og virkelighed. 

Med ét er jeg virkelig. Jeg tager mit ansigt på, igen en dag ældre. Dør lidt af kærlighed over synet af min sovende datter ved siden af mig. Min mand er ikke hjemme. Minder fra sommerhuset overvælder mig for en stund, nok fordi min datter og jeg næsten altid sover sammen, når vi er der. Jeg kan dufte det, det er en blanding af hav og marehalm, hybenblomst, træ og brændeovn. 

Jeg kigger på klokken, den stopper aldrig – tiden. Jeg fortaber mig et øjeblik. 

Jeg står op. Det føles koldt, jeg kan høre vinden suse i det store birketræ i haven. Jeg tænder for stearinlyset på det lille bord i køkkenet, og for svensk jazz på mobilen, som på helt nødvendig vis spreder sine toner gennem den bærbare højtaler. Det føles allerede lidt lunt i huset nu. Jeg tænder for kaffemaskinen, – jeg elsker den lyd, for ikke at nævne duften. Jeg er sulten. 

Her dufter af mennesker, der har det rart. I stuen har puderne i sofaen beholdt sin form fra hyggen igår. Min hund, som ikke kun er min – men som jo alligevel er det, sover tungt på tæppet. Sikke en ro. Sindsro. Jeg fortaber mig igen – forsvinder et øjeblik denne gang. 

Det er som om musikken i højtaleren, som er instrumental til trods, påminder mig, at livet er en helt masse værd. Det er noget værd både under storm og når vinden har lagt sig. Når flammerne er over mig, og jeg er den sidste, der ved netop det. Når ingen siger noget, og sandheden er en løgn. Når uret tikker og tiden flyver. Jeg drømmer vist lidt igen, ligesom jeg gjorde det i første omgang.

Jeg tillader lige en slags melankoli at komme til.

Et liv og en stemning skifter hele tiden, ligesom i drømmene. Fra godt til skidt. Skidt til godt. I samme sekund, eller efter mange år. Det er umuligt at ændre på. Et liv må bare leves jo. 

Jeg kommer i tanke om mit arbejde. Jeg er sygeplejerske i en lægeklinik, og jeg elsker netop det. Det er patienterne – menneskerne, der gør det. Den mangfoldighed og respekt for den enkelte, ærligheden og tilliden, for ikke at nævne taknemmeligheden og nærværet. Jeg ville dø af stress, hvis jeg ikke fik lov til at prioritere netop det i mit arbejde. Det beriger mit liv på sådan en fin og meget vigtig måde.

Jeg har tænkt og skrevet i næsten en time nu. Børnene og hunden sover stadig. Den svenske jazz er blevet til lounge jazz fra New York. Stearinlyset er tændt endnu. Jeg har drukket 2 kopper kaffe med mælk – sødmælk selvfølgelig, men endnu ikke spist noget. Jeg venter med morgenmaden til børnene vågner. 

Udover vinden i buske og træer, så dominerer de mørkegrå skyer med slag af regn på ruden nu. Det billede tegner metaforer i mit sind – noget med livet som vand, der løber i floder. 

Sådan er det jo. Liv er som vand, der løber i floder. Sammen, og side om side. I lige linje og i sving med snoninger, som kan synes umulige at komme omkring. Det løber med strømmen og mod strømmen. I uvejr, og under vindens stilhed og solens stråler. Det er ikke nødvendigt altid at flyde med strømmen. Kampen mod strømmen kan også noget. 

Flodens forceringer skifter med årstiderne, og der kan være uenighed om, hvilke veje der er bedst. Der er frihed til at vælge sine egne veje, men det kan nu være meget godt at følges med nogen. 

Floder løber mellem bjerge og gennem skove, ved marker og mellem buske og træer. Det er faktisk ganske smukt – det der liv. 

 

Nu er børnene vågnet, og de er også sultne. Tak for nu.

 

De to

De er alene. For første gang. Uforberedt. Akavet. Fyldt med følelser. Ingen siger noget. De fanger hinandens blikke. De smiler. 

De ved det godt. De har vinger. Ingen af dem tror på det. Ingen tager chancen. Skæbnen synes ironisk. 

De slår tiden ihjel. Uden at opdage det. Solen blænder deres øjne, som lukkes – og vækkes af måneskinnet. Han dufter. Hun smager. De er trygge. 

Han har hende nu. Det ved han godt. I tankerne tager han hendes hånd. Holder fast. Klemmer. Trækker. Kysser hendes kind. Blidt. Bare én gang. 

De falder til ro. Fuldstændig. De kunne blive. I medgang. Uden modgang. For evigt. Men de går hver til sit, og ingen af dem siger noget. 

Der skete ingenting. 

 

Tiden er gået. De har ventet længe. Forventet længe. Forsøgt at glemme – med slør for øjnene. Det lykkes ikke. De husker alt. 

De gav op. Alt for nemt. De stod af før sidste stop. Den umiddelbare lykke kunne rende dem et stykke. Åbenbart. 

Der findes ingen kur for det, der gik galt. De slog tiden ihjel. Ingen sagde noget. 

 

De må videre. Hver for sig. Uden ord. Uden forestillinger. Uden støj. 

De må stole på sig selv. Nu. 

 

Jeg savner

Hvem har bildt mig ind, at det er godt at savne? Hvorfor bilder jeg mine børn ind, at det godt at savne?

Jeg savner ham. Og jeg hader det. Hader ikke at vide noget. Hader ikke at være sikker på, at jeg gjorde rigtigt. Igår. Jeg vil tilbage. Tilbage til ham. Bare 2 minutter. Eller så længe et knus varer. 

Igår var efteråret smukt. Vi gik i skoven. Solen skinnede, jeg havde solbriller på – det var løvfaldssommer. Vi kiggede på fugle i flok. De fløj nok sydpå. Sikke en natur. Den er under forvandling nu. Skinnende gylden. Smuk. Men det var igår. 

Idag savner jeg. Idag er jeg indenfor. Min hals er øm og mit hoved er tungt. Her er en underlig hulestemning i huset. Her er mørkt, fordi jeg ikke orker at tænde de kunstige lys. Her er stille, og koldt, fordi – bare fordi. En dør klaprer, og når min mand og min datter går rundt, knager trægulvene uhyggeligt. Jeg mangler ham – min dreng. Mangler hans musik. Bare ham. Udenfor er efteråret gråt. Ikke rigtig ruskende. Heller ikke vådt. Bare helt vildt gråt. Det er blevet gyserefterår. Og jeg savner ham. 

Det er en fase. En fase. En fase. Det er svært at blive ved med at snakke om det. Og endnu sværere at holde ud uden at snakke om det. Min mand orker ikke mere snak. (Det er okay). Min mor gør. Og min far gør. Måske også min søster. Bror. Og veninde. Men jeg orker ikke selv mere snak. Kunne jeg da bare synge eller huske mit klaverspil lidt bedre. Det kan jeg ikke, men jeg kan skrive. Og det gør jeg.

Men savnet forsvinder ikke. 

Om jeg snakker, synger eller skriver om savnet, så er det jo ingen balsamering, – måske en bearbejdelse dog? 

Det er vigtigt at fortælle, hvordan jeg har det, har jeg lært. Også – eller måske især, når jeg tynges trist af min historie. 

Det er nok godt nok at træne sig selv i at tænke de der lidt tunge tanker. Og jeg er i dårlig træning, skulle jeg lige hilse at sige.

….. tænkepause ….. og lidt mere snak …. dog

 

Trods min dårlige form, så har jeg det næsten okay med at savne nu.

Tænk, hvis jeg ikke havde nogen at savne. Tænk, hvis jeg ikke havde ham at savne. 

Jeg er taknemmelig. Jeg føler mig pludselig heldig over at kan savne. 

Nu spiller det. Livet. Tror jeg.

Selvom jeg savner. 

 

Livsrejsen

Jeg gik i hi med mørket igår, og jeg vågnede med solens lys i morges. Naturens rytme passer præcis mit sinds efterår. Mørket tager mine tanker, mens lyset slipper dem fri. Det drejer sig ikke om held, men om at stå ved mig selv, og det gode liv, der er. 

Min tid har vinger, som favner min lykke. Der er fart på, og oftest aner jeg ikke en eneste bekymring i verden. Som i forelskelsen i ham, som er så smuk, at han ikke behøver at sige noget. Der hvor den stille larm siger en hel masse, men hvor solen kan blænde, og vinden kan vende. 

Undertiden taber min tid vingerne, og alt synes helt i stå. Modvinden kan være strid, og jeg ser blot en stejl bakke på min vej. Jeg bekymrer mig – føler næsten nederlag, men jeg går alligevel lidt op ad bakken. 

Jeg lader bare livet være som det er, mens jeg går der. Det kan være temmelig hårdt, bakken er fandens stejl, men jeg finder ro, når jeg kigger mig tilbage. I det lys er der både vindstille, smuk natur og flade ruter. Som et liv i cruisecontrol. 

Lige så stille, finder jeg ud af, hvad det egentlig er, jeg ved. Hvordan rejsen op ad bakken vil gå – bare ved at se, hvordan det gik. 

Forår bliver til sommer, og efterår til vinter. Jeg holder balancen – selv på de smalle stier og de stejle skrænter. Jeg husker mig selv på, at bakker flader ud, og vinden vender. 

Jeg vil gå hele vejen til toppen – helt af mig selv. Omend jeg lurer på, hvilke veje mine mennesker i nærværet går. 

En skønne dag vil jeg stå på toppen af bjerget. Først når jeg kigger ned, vil jeg være klar over, hvor langt jeg faktisk kan falde. Men jeg vil ikke turde gå hen til kanten. Tænk, hvis jeg faldt.

Men bakker flader jo ud, og min livsrejse er fuld af håb. Bare fordi – bare for evigt. 

 

Efterårets dagdrømme

Det er weekend. Himlen er dækket af grå skyer. Nogle lysegrå, andre mørkegrå – nærmest koks. Regnen trommer mod ruden, og vinden rusker i træerne. Blade og små grene virvler rundt. Lige om lidt er det mørkt udenfor, selvom det bare er eftermiddag. Jeg sidder ved vinduet. Dagdrømmer. 

Jeg drømmer om stearinlys og lune stuer. Kakkelovn, nøddekage og kaffe med mælk. Sokker, strik og tæpper af uld. Suppe med fløde og hjemmebagt brød. Smørristet Kantareller, Karl Johan, Portobello og champignons. Drysset med parmesan og saltet Vesterhavsost. Men hvad ved jeg egentlig om det?

Æblerne på de krogede træer er røde nu, hos os er der fire af slagsen. Noget med Ingrid Marie og Rød Ananas. Øvrige sorter kender jeg ikke, og smagen på dem er alligevel også lidt sur. Figentræet og vinduestokkene er frugtbare igen i år. Blåbærbuskene derimod er utilregnelige. Det blev de efter, vi flyttede deres rødder for 3 år siden. Ærgerligt nok, det er faktisk den frugt, vi spiser mest af – og den er alt for dyr i supermarkederne jo. 

Jeg har lidt te i min kop endnu, den med hyldeblomst fra Søstrene Grene. Så fin emballage – støvet lyserød og rødviolet. Jeg er dybt forelsket i smukke emballager. Og det er noget de økologiske og biodynamiske producenter har styr på, så tror du ikke på andet end et smukt design, så køb bare øko.

Vi lytter til New Yorker lounge jazz, yndlings albummet med piano. Min datter ligger kabale. Det er hyggeligt med lyden af kortene, der blandes og vendes på bordet. De går ikke op – kabalerne. Hun er ved nummer fem nu. Det betyder ikke noget, kan jeg se på hende. Hun starter bare forfra, igen og igen. Det er fint at spille med sig selv. Det der med at fryde sig, eller være den dårlige taber, det er lige som om, det ikke rigtig nytter noget. 

Nu er det blevet mørkt udenfor. Min hjerne er renset for bekymringer og struktur. Dagdrømme er magiske jo. De visker tanker på fortid og fremtid væk, omend blot for en stund. 

Det var rart bare lige at være her. Som et lille lys i efterårets kolde mørke. 

Jeg glæder mig til tiden, der kommer nu.

 

Mest bare på grund af livet

Idag er en god dag. Mest bare på grund af livet. 

Det er en god sætning, eller to sætninger. Det er lidt som om, at pointen siver bedst ind, når sætningen deles i to.

Jeg kunne godt bare slutte mit indlæg her, jeg har jo sagt det vigtigste. Det gør jeg ikke, fordi jeg har behov for at sige, at livet engang imellem bare er noget hø. Virkelig. HØ.

Det er trods mit mantra på Instagram er ‘alt er godt’. Men det er jo bare et mindset. Et godt ét faktisk. Og hverken mine forældre eller Gud har jo lovet mig, at alt er godt i det her liv.

Så….

Bedst som jeg tror, at nu kan det kun gå fremad, så styrter det ned med uheldigheder, uretfærdigheder, dumheder og tankemylder om, hvad fanden skal jeg gøre nu? Eller ‘jeg’ i det her tilfælde er faktisk ‘vi’, fordi jeg, min mand og mine børn er så totalt mudret ind i hinanden, at vores følelser følges ad. Det er alt for svært at være glad, hvis én af de andre i mudderet er ked af det. Og omvendt. 

Igår var det vores dreng, der blev ked af det. Først. Alt for ked af det. Så blev jeg ked af det. Så min mand. Og så blev vores datter ked af det. Sikke et mudder. 

Måske mest fordi skruen ikke rigtig ville få ende, – vores dreng blev jo dobbelt op ked af det, da vi andre også blev kede af det. Endnu mere – sikke et mudder. 

Vi nåede ikke at komme op ad mudderet igår, og det er ikke ret godt at sove i mudder. Vi kunne synke dybere ned over natten? Kun drømmefangeren ved, om vi gjorde det… I hvertfald svømmede vi rundt og rundt i samme pøl hele natten. Man kan jo desværre ikke flyde ovenpå mudder, eller kan man?

Vi var faktisk ikke helt så kede af det, da vi vågnede i morges. Omend vi følte os temmelig mudret i hovederne. Nok mest bare mig.

Men idag har været en god dag. Livet går op og ned, faser – I ved, og lige nu føles alt godt.

Mest bare på grund af livet. 

 

Ustyrlige tårer

Jeg er jo ikke bare en sten. Sådan én som har levet med dinosaurer, og som ligger bum stille og helt upåvirket i uvejr. 

Jeg er et menneske. Sådan et der er stopfyldt med ustyrlige følelser, der skiftevis giver mig kvalme og ondt i maven, kinder der kilder af glæde og øjne der bliver våde af grin. 

Jeg græder tit. Faktisk. Nok hver dag, eller bare nogle gange. Måske mest bare hver uge. Gange fire. Heldigvis er det næsten altid af glæde, jeg græder. Det er når mine mennesker er gode ved mig, og ved hinanden – og når de er dygtige til noget. Jeg rammes med 100 kilometer i timen og bum – så græder jeg. 

Det er ofte temmelig upassende, når jeg giver mig til at græde, og mine børn har gravet sig under jorden 780 gange på den konto. Men jeg bliver aldrig anderledes, eller jeg bliver nok lidt værre – lige med det….

Jeg sidder lige nu i sandet med bare fødder. Jeg har skoven i ryggen og jeg kigger ud over fjorden. Den her baghave altså. Jeg mættes aldrig. Skoven er så mega hyggelig, og vandet kan virkelig noget. Jeg bader ikke i vandet, men det giver mig ro og jeg elsker at dyppe mine bare fødder i det. 

Sommeren er ovre nu, går det lige op for mig. Sikke en sommer. Jeg troede aldrig, den ville få ende. Det har været alt for tørt, for varmt, fuldstændig fantastisk og helt vild dejligt. Den sommer, den glemmer jeg aldrig. 

Vandet er koldt nu, og lige om lidt er skoven det aller smukkeste, jeg ved. Det er nemlig blevet efterår. 

Mor – bare mor…

Jeg tror tit, at alt muligt jeg er, er mega vigtigt. Det meste af det er kun lidt vigtigt. Det mega vigtigste og det aller bedste jeg er, er mor. 

Det glemmer jeg hele tiden. 

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at gøre mit arbejde på klinikken færdig. At mangle tid til at læse mere indgående i faglitteraturen.

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at vaske vores tøj. Rengøre vores hus. Vække de døde blomster til live. Fylde køleskabet op. Lave god mad til familien. Vedligeholde min sundhed og mit udseende (…). For ikke at tænke på, at mangle tid til at vedligeholde mine elskelige venskaber. 

Men det vigtigste jeg er, er mor. 

Det er ikke så vigtigt, det jeg gør som mor. Jeg kan jo altid lave god aftensmad dagen efter, jeg har lavet skide dårlig aftensmad. Bare jeg er mor. Bare jeg er sammen med mine børn. Bare jeg elsker dem ubetinget. Bare jeg gør deres verden tryg og rar at leve i. 

Det er aldrig frustrerende at være mor, når jeg vælger netop at være mor. Når jeg vælger ikke at lade alt muligt andet – alt muligt andet vigtigt forstyrre mit væren mor. 

Mit sind holder pause, når jeg bare er mor. Om jeg danser, løber, synger eller holder om, så er jeg lige der, midt i nærværet, hos mit barn. Og dét holder. 

Måske læser I det her engang om mange år – Magnus og Alberte? I så fald vil jeg bare lige sige TAK mine to verdensbørn, fordi I har gjort mig til mor. 

I det her perspektiv elsker jeg mit liv helt op til himlen. 

 

To fugle på flugt

Jeg har fundet et gammel skriv i min skuffe. Jeg havde sikkert tusinde tanker, da jeg skrev det, men livet er jo sådan ‘kom – vi må videre’, så jeg husker det knap. Jeg kan ikke bare smide det ud, så nu foreviger jeg det her.

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ 

De er to fugle på flugt. På flugt fra landet de kender så godt. 

Det er sommer, nej vinter. Nok efterår. I hvertfald er det uvejr. Stormen raser. De forsøger med deres vide vinger at holde kursen, men blæsten er for hård – og de skygger for hinanden. 

De er to ensomme fugle på flugt. Den ene søger hjem. Den anden søger væk. Himlen er mørk. Ugenkendelig. Alle døre som før var åbne, er lukket nu. De er i ukendt land, og mørket vil have mere. 

Landet er stille. Det er som om de er sammen, men alene. De mærker en sindsro og et nærvær, de ikke før har haft. Det føles smukt – landet, som et rart sted at være.

Måske er de i himmeriget? Der hvor englene er. Dem som kan lyse dem vej.

Men mørket vil nok vare en tid. Fordi sådan er livet for fugle på flugt. 

~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~ ~