Silentium

Jeg pendullerer, – hvilket iøvrigt er et ret fedt ord! Det er når jeg er alene – sådan prioriteret alene. Jeg vipper som et pendul mellem at elske alt, hvad jeg har, – og blive lidt bange for alt, hvad jeg har.

Underlig type!

Siden jeg blev voksen (…), har jeg været klar over, at jeg må holde pauser. Pauser fra alt muligt, pauser fra andre mennesker. Nogle dage klarer jeg det med kaffen alene i stolen – noget med 10 minutter. Andre dage løber jeg en lang tur, går med hunden eller sætter mig på en bænk ved vandet – i noget tid. Vand kan noget – noget psykologisk. 

Jeg føler mig tit som verdens heldigste menneske under mit ego-stunt. Tænk sig, så godt et liv, jeg er landet i. Men samtidig kan jeg blive helt melankolsk. Det er forvirrende – alt for forvirrende!

Det er noget med tanker på at kan miste min livsglæde, – og måske aldrig finde den igen? Og noget med at skal huske mig selv på at nyde det her liv. Ikke hver dag bevares, men bare ofte! Jeg får jo aldrig bare lige et nyt liv. Tænk, hvor sårbart egentlig. 

Jeg kommer i tanke om, hvor meget jeg bare kan være den sureste mor, som synes det vigtigste i hele verden er at rydde op og gøre rent. For ikke at nævne min indbildte overbevisning om, at nyt tøj og fede sneaks med garanti vil øge min livsglæde betragteligt. 

Oh Lord!

Jeg tror faktisk min alenetid er vigtig. Både den elskelige og den melankolske. Når jeg er alene, er jeg helt stille. Jeg afledes ikke af nogen, og jeg mærker alting – eller nok mest bare mig selv.

Silentium betyder tavshed, fandt jeg ud af, da jeg googlede det for noget tid siden. Det er et skønt ord.

Jeg besøger tit en lille fredfyldt og natursmuk oase 15 km fra, hvor jeg bor – Silentium hedder det. Der bor et ægtepar, et meget sødt et af slagsen, som har givet mig lov til at benytte deres jord. Udover at området rummer den smukkeste natur, så har ægteparret bygget det fineste lille træhus med indbo af bambusmøbler og retroblomstrede puder. 

Derude ik’, midt i tavsheden, der elsker jeg min pause helt op til månen og tilbage igen.

God tirsdag – og lad så bare dagene gå lidt tjept, så vi snart kan gå på sommerferie.

 

Relaterede indlæg

Tak – bare tak

Den der havefest. Den der ene gang om året. Jeg glæder mig alt, hvad jeg kan til den fest hvert år. Der er festival ved vandet og i skoven tæt på, og vi ender da også dernede hen på aftenen, men det har nærmest ingenting med havefesten at gøre. Hvis vi selv skal sige det!

Vores have rummer denne ene gang om året verdens dejligste mennesker, alt muligt sprut, alt for mange dåseøl, champagne, rosé, Aperol spritz, alt for lidt juice og sodavand, og ikke mindst – den altid smukke drink bowle. Nå ja – på bordet pynter da også lidt mad, chips og postevand, men det bruger vi vist ikke rigtig til noget.

Det der med pynt er jeg nu faktisk ret forelsket i. Søstrene Grene hjalp mig i år, så dug, servietter, glastype et og to, balloner og vimpler var i alle mulige farver og matchede den ret så orange drink bowle ganske perfekt. Billigt og fino. Og billeder eller stories nåede jeg intet af den dag, så drinkbilledet ovenfor er en gammel gemmer. Sorry. 

Her bagefter det hele er jeg altid så taknemmelig – faktisk helt berørt over, at vi har så dejlige mennesker omkring os. Det der med at invitere og gøre sig umage er jo ingen sag – og sgu da den vildeste fornøjelse, når de som kommer er festlige, udadvendte og deltager med alt, hvad de har. Jeg kan tude af kærlighed til Jer, som var med – sådan ægte med. For ikke at nævne den empati og det fantastiske storsind, I viste os i forhold til vores søn, som I gik med os i skoven og hørte spille sit eget skrøbelige nummer for første gang i sit lille liv. 

I er verdens bedste. Tak – bare tak. 

 

Endelig!

Jeg er nede i gear. Endelig. Mit hoved har været fyldt med alt for meget – alt for længe. Nu mærker jeg ro. Endelig. 

Jeg nyder solen og lytter til jazz musik fra morgen til aften. Det er instrumentalt. Det er afslappende. Måske er det egentlig det, der gør det? Musikterapi. 

Jeg kan se, at ukrudtet i haven også får ro – ro til at sprede sine frø. Ligeså gør rengøringen og vasketøjet indendøre. Oprydningen derimod overkommer jeg på vanlig OCD-manér. Åndssvag prioritering. 

Endelig kommer jeg i skoven og til vandet igen. Det er jo lige om hjørnet, hvor jeg bor. Hvordan kunne jeg glemme det? Jeg går og går – og løber og løber. Naturen er mig dragende i det her vejr. Jeg kommer ikke nærmere en feriestemning her lige midt i hverdagen.

Min 10 årige datter og jeg er ét menneske i øjeblikket. Hun er kommet galt afsted med sin arm i en grad, at den bærer på gips fra skulder til hånd. Det har gjort hende til verdens dejligste lille-pige igen. Jeg må hjælpe hende med mad, tøj, toilet, lejring og så alt muligt videre. Indledningsvist sov vi også sammen, først på sygehuset og så herhjemme. Jeg har tabt en svømmehal af rørte tårer over, hvor sød hun er at hjælpe. Hun er så taknemmelig, og selv her på 3. uge efter uheldet, siger hun stadig dagligt; tak mor fordi du hjælper mig så meget.

Jeg dør.

Vi har været ude næsten hver dag – min datter og jeg, så jeg har brugt min månedsløn på italliensk is og kaffe to-go. Det er lige meget. Det er noget helt særligt lige nu. Det er sommer. Det er kærlighed. 

Mine drenge er her også. I hvertfald engang imellem. De elsker deres lille-pige ligeså højt som jeg, men de ved jo, at jeg er mor – og ikke kan slippe båndet – ikke engang løsne det, så det gør de, og det er helt okay. Faktisk bedst.  De har deres alt muligt – deres arbejde, skole, Fortnite, kammerater, MC, fodbold, guitar og rock musik. Og det er jo også noget værd.

Nu vil jeg skifte jazz album og nyde mit lave gear helt op til himlen.

God sommerdag. 

 

Livskrise – tror jeg!

Jeg er bange for det banale. Sådan helt eksistentielt. Det banale vil farve mig grå og gøre mig uinteressant. Tror jeg!

Det banale er jo uoriginalt. Jeg vil komme til at blende ind i mængden af mennesker – anonym og alene. Tror jeg!

Det banale liv vil gøre mig ensom. Uden  karakter. Men vil jeg overhovedet kunne føle mig ensom, når jeg ikke ved, hvem jeg selv er? Fordi, det vil jeg vel ikke vide, hvis jeg bare er som alle de andre – eller? 

Jeg ved det ikke. Jeg vil jo ikke vide, hvad de andre føler. Jeg vil ikke ku’ mærke dem. Jeg vil ikke ku’ mærke mig selv. Tror jeg!

Shit – det er skræmmende. Tænk sig ikke at kunne mærke andre mennesker. Ikke at kunne mærke sig selv. Det er jo som at være et menneske uden en krop. Uden en mave der kan snøre sig sammen. Uden musklernes styrke. Uden et hjerte der kan galopere. Uden noget!

Stop! 

Der er så meget, man ikke ser. Det enkelte liv – kroppen – syner jo bare et hylster, som i det banale skjuler en masse værdi og originalitet. Som en kiste med guld kun særligt udvalgte har nøglen til. Herunder én selv. Det er jo nødvendigt selv at kunne låse kisten op, før det er muligt at låne guld ud til andre. Måske er det faktisk også nødvendigt selv at låne guldet, før andre overhovedet kan låne af det? 

Det er jo helt lige meget, om vores hylstre – vores kister – er ens og ganske banale, når det indeni er originalt og værdifuldt. Måske behøver jeg så slet ikke at frygte det banale? Måske findes det ikke? 

Eller jo – guldet i kisten er jo kun til låns. For evigt – kun til låns. Jeg kan miste det. Andre kan miste det. Men hvordan? Og hvordan opstår det overhovedet? 

Jeg tror, det er i relationer, guldet bliver til. I relation til sig selv – og særligt i relation til andre mennesker. Hver relation for sig, menneske for menneske, hver med sin værdi. Men det kræver evne til nærvær. Bevidst nærvær. Måske er det netop nøglen til kisten – bevidst nærvær? Med nærvær kan jeg vel ikke vælge forkert? Jeg vil måske sadle om – måske ikke, men jeg vil aldrig – ikke mærke livet og føle, at jeg anonymt bare blender ind. 

Nu er jeg faktisk ikke bange for det banale mere. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at det findes, hvis bare jeg er nærværende. 

Simpelt!?

 

I følelsernes vold

Nu er det overstået, endelig og alligevel ærgerligt. Jeg er træt, så ubeskrivelig træt. Min krop – mit sind, det vejer 700 kilo til sammen, føler jeg. 

Men det gik godt. Holy heldigvis! Det ville jo have været min skyld, hvis det var gået galt. Jeg var døden nær af bare ustyrlige følelser. Men nu har jeg ro. Nu behøver jeg ikke være bange for mere, om det var forkert, jeg gav ham lov. 

Det er min dreng. Min lille store dreng. Han er 12 år. Og med hans spæde vokal og upolerede guitarspil, vandt han idag sin helt egen talentpris. Helt uden ubehag. Uden sved eller rystende hænder. Uden fortrydelse. Bare fuld af umoden selvtillid – og des mere af det, da han smilende takkede for prisen – og den tilhørende røde rose. 

Tak skæbne. Tak.

Jeg kunne ikke gøre det. Ikke i nærheden. Jeg ville sige til mig selv titusinde gange, at jeg ikke var dygtig nok, og jeg ville tro på det – for evigt.

Sådan har min dreng også sagt det 117 gange den sidste måned. Jeg duer ikke mor. Jeg er jo slet ikke god nok mor. 

De tunge tanker maser ham, måske vælter de ham – kortvarigt? Men han rejser sig igen. Og igen. Og igen. Vildt! Men hvordan? Jeg har altid troet, at når man hører sig selv sige noget nok gange, så tror man også på det – en skønne dag. På godt og på ondt. Men det passer jo ikke. 

Tak min dreng. Du lærer mig noget hele tiden. 

 

Efter priserne var overrakt idag, skulle børnene evalueres alene med dommerne. Vi gik med. Min mand, vores datter og jeg. Det var vores dreng, der ønskede det sådan. Og måske har jeg allerede glemt de evaluerende ord, faktisk er jeg så bange for at glemme dem. 

Der så jeg ham igen, min dreng, sådan lidt på afstand. Lille, og alligevel stor. Der, tæt på den rytmiske dommer, musikeren Søren Balsner fra Carpark North. Og sikke fint, han gjorde det – Søren, som om, han kendte min dreng. 

Du rørte mig, sagde han. Du gjorde præcis det, som musik kan, når det er rigtig godt. Du lavede din egen musik, fortalte en historie og skabte en stemning. Det var modigt, og meget fint. Du kom som dig. Sårbar og ægte.

Her er jeg, sagde du med din musik.

Jeg kender originalen til det nummer, du spillede, rigtig godt, men jeg hørte nummeret idag, som var det kun dit. Dit guitarspil fyldte baggrunden, – flydende, roligt og fint. Og forrest, lod du din lyse rene stemme fylde rummet. Det rørte mig. Særligt dine vers var fine. Du behøver ingen større fraseringer, ingen udskejelser på guitaren, du er bare dig – helt ren. Det var godt. 

Du skal skrive dine egne sange. Du vil blive til noget en dag, du kan noget rigtig godt. Det sagde han – Søren. Virkelig. Og min lille dreng tror på ham, – men sådan er min dreng jo heldigvis så tillidsfuld. 

Tak for en dejlig dag 🙂

 

Livets gode side

Jeg mærkede det først rigtigt dagen før. Det var som om, det var en forhindringsbane, jeg lige skulle klare. Før var de bare latente – smerterne, men nu var de der, lige der midt i bevidstheden. Typisk! Dagen før det løb, jeg de sidste måneder har tilbagelagt flere hundrede kilometer til fordel for. 

Det er min ryg. Den gemmer på en kronisk defekt, hvorfra stråler med magnetisk resonans, har afsløret et nervetryk. Nerven stråler langs mit højre ben. Benet brænder og stikker, snurrer og smerter. Periodisk. Jeg kan afværge smerten ved at ligge mig i ‘barnets stilling’ – Balasana, men en sådan yoga position er jo ikke vildt passende midt i Berlins gader under et halvmarathon med 30.000 løbere. 

Shit også.

Men jeg ville det løb. I det mindste, kunne jeg bare prøve. Til trods. 

Jeg må have snydt mig selv, fordi på dagen, gjorde min krop det bare. Jeg løb og løb og løb. Faktisk hurtigere end jeg plejer. 21 – komma noget – kilometer. Uden smerte. Overhovedet og tværtimod.

Jeg gennemgik den dag sådan cirka mit livs højdepunkt. Altså – sådan cirka. Eller i hvertfald årets højdepunkt.

Det. Var. Fantastisk. 

Det var som at løbe rundt i ét stort målområde. Det var enestående. Jeg følte mig helt særlig, og samtidig i et tæt fællesskab. Flere tusinde mennesker heppede, sang og dansede. Der var musikere og kunstnere. Solister og bands. Gamle og unge. Det var klassisk, rytmisk, reggae, soul, pop og rock. Der var teater med udklædning og stump-drums. Hele 21 kilometer i træk – uden undtagelse. 

Nogle tilskuere råbte heppende mit navn, andre mit land. Jeg high five’ede alle mulige fremmede mennesker – mest børn. Nogle råbte på dansk, nogle på norsk og svensk, og andre på tysk og engelsk. Det var helt vildt. Min mave slog knuder af glædelig overrumplelse. Min hals trykkedes af en klump så stor, at tale var umulig, og vejrtrækningen besværet. Periodisk dog. Mine tænder tørrede ind gang på gang, fordi mine læber ikke kunne stoppe med at smile. 

Jeg tænkte på, at i samme gade – omend noget længere fremme i feltet – løb ham, jeg kender så godt. Ham, der som min bedste ven og ægtemand altid har min ryg, og elsker mig for den jeg er. Jeg heppede på ham i mine tanker. Heppede på, at vi i det samme delte denne helt fantastiske oplevelse. Jeg håbede, at han også mærkede knuden i maven, klumpen i halsen og de tørre tænder. 

Det gjorde han. 

 

Her bagefter, forstår jeg, hvad der (også) skete i mig under det løb. Det var en kærlig og klog mand, der udtalte sig, og han anede intet om, at han ramte plet hos mig. Han sagde noget med frihedsfølelse og fællesskab. Præcis de ord fik mig op i helikopteren. Det var som et klarsyn over menneskets frihed i verden. Vores fælles frihedsfølelse, som vi ved en sådan begivenhed i Berlin samles om at holde fast i. Vi er ikke bange, og trusler om terror og ulykke kan ikke stoppe os. 

Det er jo livet som menneske fra én af sine allerbedste sider. 

Tak. Bare tak. 

 

Nyd’ nyd’ nyd ‘

Jeg sidder i min olivengrønne stol midt i stuen. Sollyset luner mine kinder gennem vinduet. Det er forår nu, og det føles faktisk rigtigt. Nuvel, vejret skifter – sikkert snart, det ved jeg. Det vil med garanti både komme til at regne og blæse – på samme tid. Jeg vil tænke, at jeg glemte at nyde idag. Så – nu nyder jeg lige lidt.

Var jeg da bare bedre til at meditere. Jeg afledes alt for hurtigt. 2 minutter, tog det mig. Jeg kom i tanke om kaffemaskinen, jeg ikke havde slukket. 5 minutter, tog det mig i anden omgang. Vejret er dragende jo. Jeg nupper istedet en hurtig omgang yoga, og så må jeg ud. Ud og nyde lidt mere.

Åh, hvad med rengøringen? Og køleskabet er tomt – næsten rungende. Aftensmaden. Vasketøjet. Støn. Og haven – for vildt, åh Gud.

Pyt. Helt ærligt, bare pyt.

I morgen rejser min mand og jeg til Berlin. Vi skal være luksuriøse på hotel i 3 dage. Og som bonus, skal vi være sammen med to verdensmennesker. De er gift, smukke og alt for søde. Nå ja, og så skal vi jo lige løbe 21 tyske kilometer på søndag. Alle fire. I hver sit tempo, mig bagerst (…), alt imens, jeg nyder lidt mere.

P.S. Vejr-app’en skriver 21 grader i Berlin på søndag. I’m in love with that.

Vores to hjemmelavede små mennesker skal være hos deres bedser i weekenden. Mine bedser. Der er nyde-garanti. Så enkelt kan det siges.

Her midt i nydningen, eller – findes det ord overhovedet? I Bamses Billedbog, ja. Nå, pyt igen. Men her befinder jeg mig nu pludselig på betongulv, i en cognac farvet læderstol, med sollys i ansigtet, mælkeskummende smuk kaffe på et plankebord, lounge jazz i ørerne og et stort spejl foran snuden. Som i – hos frisøren. Det var lige en spontan beslutning under gåturen. Jeg blev afledt. Eller – jeg trænger. Seriøst. Og hvor Herre til hest, hvor man da bare altid ser åndssvag ud i de frisørspejle. Men det her frisør ik’! Det er sgu undervurderet. Nu nyder jeg jo virkelig.

Go’ weekend, go’ sol og go’ r… Og så husk nu bare at nyd’ ik’ 🙂

 

10 år. Det er umuligt jo!

Her den anden dag, fødte jeg mit andet barn. Det blev en pige. Og nu er hun 10 år.
Men det er umuligt jo!

Hun vil altid være mit mindste barn. Desværre. Eller – det er okay. Nu. Vi snakker ikke om det med børn mere, min mand og jeg. Det har vi gjort. Alt for meget. Men også alt for lidt, synes jeg lige pludselig.

Heldigvis er hun stadig ret lille jo. Min pige. Man skal ikke kunne så meget som 10 årig. Hun kan vel altid lære at klare sig selv? Cykle selv i trafikken. Handle ind. Lave mad. For ikke at nævne, at kunne undvære sin mor i dagevis. Alt det, kan hun jo bare lære om nogle år (…).

Pyh – 10 år. Jeg kan ikke følge med.

Jeg troede, at en mor elskede at se sine børn vokse sig store og selvstændige. Faktisk, så troede jeg, at en mor enddog ville skynde på sit barns udvikling. Men det er jo løgn. Eller sådan havde jeg, har jeg det faktisk med min dreng. Min store 12 årige dreng. Han må gerne vokse. Han må gerne selv. Han skal selv. Og han kan faktisk total selv.
Det kan min lille bitte (bitte) pige ikke, – tror jeg ikke? Eller det må hun jo slet ikke. Hun skal helst bare blive her hos mig. Faktisk nærmest indeni mig. I tusind år endnu.

Men det går jo ikke.
Hvordan giver jeg slip?
Behøver jeg give slip?
Hun gør det vel bare selv lige pludselig? Det der riven-sig-løs-pjat!

Det kan vist godt gå hen og blive en hård tid. Godt, der er tusind år til….

 

 

Når alt ikke er nok!

Århus for fanden!
Tak for igår.

Det var koldt, men solen skinnede så fint. Menneskerne jeg var sammen med, og dem jeg mødte, var smukke. På alle mulige måder. Det var forårsagtigt. Det var designmesse og streetfood. Det var virkelig dejligt.

Jeg følte mig hjemme, og godt tilpas. Nok egentlig bedre tilpas, end da jeg selv boede i den by. Dengang var byen jo bare min hverdag, og det var dengang, jeg savnede min familie. Savnede at have familien tæt på.
Det skal jeg huske, når jeg er der igen.
Men Århus for fanden!

Herhjemme nyder jeg at elske skoven og fjorden. Hver dag. Og det der med familien – mine søskende, min mor og far, det er jo slet ikke hver dag. Men tanken om dem ‘der – lige rundt om hjørnet’, det er hver dag. Eller mest bare hele tiden. Det giver mig ro.

Jeg troede, jeg tror (?), at det er alt, hvad mit liv behøver. Men … åh – egentlig hader jeg det ‘men’, men det er der, og det efterfølges af et ‘jeg savner’.

Jeg savner et byliv. Pulsen. Den mennesketætte forskellighed. Kulturen og kreativiteten. Det nye. Det er så sjovt og inspirerende, måske næsten livsbekræftende, at være en del af det, der kommer – mens det er på vej. At være med til at prøve af. Moden. Maden. Musikken. Sproget. Relationerne. Alt det der.
Jeg kan ikke rigtig mærke det herfra, hvor jeg bor nu. Det er som om, at jeg har alt, men at det alligevel ikke er nok. Men ingen kan vel få nok?

Århus er jo faktisk bare en lille bitte storby. Sådan virkelig ikke ret storby-agtig, – men den er alligevel noget særligt. For mig. Det er noget med minder fra en tid. Og måske noget med billeder af en fremtid? Hvem ved?

Århus for fanden.
Tak for igår.

 

Helt almindelig lykke

Nu er den der! Glæden ved livet, eller lykken – om man vil. Det er lige nu, jeg skal huske. Huske den her stund. Men hvordan? Det varer så kort. Det gør det altid. Det er jo bare små glimt. Små øjeblikke. Men tilsammen gør de en forskel.

Jeg tænker på igår aftes. Det var en god aften. Vi var åndssvage. Pjattede. Børnene og jeg. Vi grinede alt for meget af bare helt små ting. Min dreng spillede guitar og sang højt og fint for os. Vi dansede. Jeg elsker det.

Idag har jeg fri. Det var nok også derfor aftenen igår var så god. Sådan er det tit.

Min krop er rolig, helt afslappet. Det er nok på grund af yogaen i morges, og søndagens lange løb. Holy shit. Jeg ramte noget med 22 km. Altså, faktisk var det ikke sådan helt med vilje, men det orker jeg ikke at fortælle om. Jeg nød løbeturen, og jeg har besluttet mig for at fortrænge øvrige detaljer.
R.I.P. – You inner GPS!

Jeg hører Søren Huss. En sang om mistet kærlighed. Det er ikke sådan, jeg har det. Jeg mærker perspektivet. Ydmygt. Hans historie. Hans liv. Modsat mit. Tænk sig en forskel på to menneskers skæbne. Vi var jo i udgangspunktet ganske ens.
Men han har vel også de små glimt – af lykke?

Mon jeg husker at huske lige nu? Og hvordan mindes jeg? On a rainy day.
Den er faktisk væk nu. Lykken. Åh Gud – det er svært. Bevidstheden om lykken hvisker jo lykken væk – på en måde.
Livet går videre. Bare uden videre.

Søren Huss synger om et helt almindeligt liv nu. En helt almindelig morgen, på en helt almindelig dag, i en helt almindelig by. Og en helt almindelig mand, der smører en helt almindelig madpakke, til en helt almindelig pige. Han synger endnu flere billeder. Helt almindelige billeder, og med dem – med tiden, giver han langsomt efter. Han synger netop det – igen og igen, men først i omkvædet, indgår han forlig. Med livet. Det helt almindelige. Med sig selv.
Sådan har jeg det egentlig også. Heldigvis.

Morgenkaffen er drukket nu. Jeg skal til tandlæge med min søn. Til Skole-Hjem samtale om min datter. Handle ind. Aflevere bøger på biblioteket. Kører med piger til gymnastik. Lytte med ved min søns guitartime. Det er 100 år siden sidst. Jeg skal i skoven med hunden. Lave mad. Være nær, når børnene læser lektier. Støvsuge – måske. Kysse mine børn godnat – 3 gange.

Det er jo bare et helt almindeligt liv. Men vel også en form for lykke?

Jeg må videre. God tirsdag.