Kom’ bare an 2018!

Sovseferien er ved at være slut, og lige om lidt bliver 2017 til 2018. Det er jo i sig selv ganske festligt. Nyt år. Nye oplevelser.
Men det gamle, minderne, betyder også noget. Ihvertfald for en dame i min alder. Nu er jeg faktisk lige i tvivl, om jeg 38 eller 39 år? Ej, og de der grå hår, eller – det kan bare være lyset. Det må være lyset.
Nå, jeg kan nok lige så godt kærkomme det, jeg kan jo hverken stoppe tiden eller aldringen.

Jeg skal dele aftenen i aften med dem, jeg elsker. Mand, børn og verdens-vennerne. Det bliver ikke bedre.
Selvom ‘traditionen tro’ jo er verdens kedeligste udtryk, så er det med den på, at vi igen i år skal skåle i lysegule bobler og japansk ginger beer. Og dette alt imens, vi dypper den ene maki-variant efter den anden i soya og wasabi. Det er så mega læksi. Og elskeligt jo. Det hele.

Senere vil raket-virakken gå løs. Jeg hader det, som jeg plejer. Og ikke mindre, fordi mine drenge elsker det. Men dem om det, siger jeg så højt til mig selv, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår. Accepten er sværere, måske faktisk umulig? Men det er vel endnu ikke set, at ægteskaber opløses enestående på grund af den uenighed?

Nå, men alt imens himlen bombarderes, så vil jeg nyde min irske kaffe i verdens hyggeligste pejsestue. Og lige pludselig, vil stuen igen fyldes af dejlighederne. Voksne og børn, store smil og røde kinder. Ikke engang røgduften vil bekymre mig mere. Så er det jo ovre. Endelig og heldigvis.

Kransekagen, min mands hjemmelavede, de boblende drinks, det søde og det saltede vil komme frem, og vi vil igen kunne høre lounge musikken. Det er knageme hygge, så – flyv’ tid, bare flyv’.

Og kom så bare an 2018.

Godt nytår 🙂

 

Relaterede indlæg

Det er noget helt særligt. Det er jul.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Det er den 23. december idag. Lillejuleaften.
Vi skal have juletræet ind i stuen. Faktisk, så plejer vi allerede nu at have fældet vores juletræ, og træet plejer at have givet aftenlys på terrassen gennem en tid. Det har vi ikke nået i år. Der har vist været så meget…

Vi skal pynte træet idag. Børn og voksne, mens julemusikken fylder rummet. Jeg ville allerhelst, at pynten var fra dengang. Dengang i 80’erne – 90’erne, hvor jeg var barn. Det er det ikke. Eller måske? Nok mest bare, noget af det. Jeg kan aldrig huske det før kassen åbnes. Det er da fint egentlig! Det er da ret fint at tænke på, at mine børns små fingre skal hænge det samme pynt på mit træ, som jeg selv hang på min mors træ.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

I morgen skal fjernsynet være tændt hele dagen. Normalt, så hader jeg, når skærmen kører i dagslys, men i morgen den 24. december, er det anderledes. Og normalt, så hader jeg genudsendelser, men ikke i morgen. Det er julestemning. Det er trygt, glædesfuldt og ganske rørende.

I morgen, skal vi også i kirke. Tror jeg! Jeg vil så gerne, men tit kommer vi desværre ikke derhen. Jeg kan være så fortravlet, – og med dårlig samvittighed.
Jeg var altid i kirke den 24. december som barn. Det var hyggeligt og højtideligt. Og det er så godt for barnet at opleve det højtidelige. Den der stemning. Den der ro. Det er nok julefreden, som sænker sig.

Endelig, efter kirken, er det sådan rigtig familietid. Familiejul. Ah men, den der stemning, den er jo helt vild. Måske lykkelig.
Vi spiser and og alt det andet rigtige. Vi får mavepine, og hjælpes med at tage af bordet. Åh ja, og grøden, den med fløde og kirsebærsovs. Den bedste. Og mandelgaven. Én til barnet, som vandt, og én til den voksne, som vandt. Sådan er det.

Og så sker det. Kun to af os må blive i stuen, resten går ud i entréen. Bare lige 5 minutter, mens de to i stuen tænder levende lys på træet og rundt i stuen. Alt elektrisk lys slukkes, og så må vi komme.
Naajj, hvor er det flot, siger vi alle smågrinende i munden på hinanden. Det er så fint – og lidt sjovt hvert år.

Så går vi rundt om træet. Lidt længe, tror jeg nok, jeg synes. Eller det var nok mest sådan som barn. Min far kan alle salmer i verden, han elsker at synge, og han er god til det.
Efter dansen, sætter vi os. Hver i sin stol, og alligevel helt oveni hinanden. Dengang, var det altid far, der skulle tale nu, men med årene, har børnene taget over. Det er juleevangeliet. Min far har altid kunnet den historie udenad, og måske netop det, gør den så fin for os. Det er fars, bedstefars, julehistorie til os. Noget helt særligt. Men selvom det nu er et af børnene, børnebørnene, som læser juleevangeliet juleaften, så er klumpen i halsen ikke blevet mindre.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Nå ja, og så giver vi gaver til hinanden. Men det er jo det mindste af det.

Glædelig jul 🙂

 

December-blonden

Det er fredag i december igen.

Og igen må jeg have mit fineste tekstil ud af skabet. Det dufter af parfume endnu. Det er ellers en hel uge siden sidst. Og blonden er både luftet og skyllet op. Vild nok parfume der! Men jeg elsker den. Amber, hedder den. Måske er dem omkring mig ved at dø over den, men sorry guys, jeg er én af dem, der kun – og til nød skifter mærke hver 10. år.

Åh ha, orker jeg egentlig igen?

Julefrokost.

Og igen på den der helt rigtige, eller …… måde. Sild, snaps og leverpostej. Deller og tarteletter. Skinke og grøn kål. Øl, øl og øl. Nå ja, og rugbrød til. Og slutteligt, bare så mavesyrens recidiv er helt sikker, så risalamande med varm sovs.

Lige nu, orker jeg ikke rigtig. Men ganske sikkert, – når tekstilen er svøbt om kroppen, håret bobbet op, og med aura a’ la Amber, så kører det for mig igen.

Skål – og god fredag.

 

Og kære lørdag, lad nu være med at rotte dig sammen med sidste lørdag, og sidste lørdag igen. Det var modbydeligt. Lige til at kaste op over.

Men gør du det alligevel, så må jeg jo tale alvor med det gamle og ligblege ansigt, der dukker op i spejlet sen morgen.

Stop nu, må jeg sige. Bare stop.

 

Men nu er det på med december-blonden, og så afsted.

Hey du!

 

Den falske juleferie

Juleferie. Det lyder rart.
Julen er skøn, og jeg elsker, at jeg nyforelsker mig i min familie hver jul.
Og ferien er skøn. Al den frihed giver mig sindsro og oplevelsen af at have tid til at nyde relationerne – sådan ægte.

Der er bare lige et ‘men’ i år. Og det er min følelse af den falske juleferie. Eller mest bare den falske ferie.

Jul og familiehygge får vi masser af. Men ferie, det ved jeg virkelig ikke. Vi har kalenderen proppet med aftaler every (f….) day fra den 24. december til den 1. januar.

But why?
Og total pust og støn. Og stress.

Det er præcis nu, på forhånd, min mavesyre topper, og min (relativt …) introverte personlighed belastes max.
Jeg ved slet ikke lige, hvordan jeg skal klare det.

Og på forhånd, bare undskyld til min mand for mit behov for ‘tid for mig selv’, når vi sporadisk er hjemme i den der ferie.

Og på forhånd, tak til min mand, fordi han på ganske ekstrovert vis får energi af alt det sociale, som jo æder min energi, så han kan bruge det på vores yndlings børn.

Eller faktisk, så er vores børn jo af samme støbning som jeg, så de vil helt sikkert gå på værelserne med musik, FIFA og krea.hygge, når vi endelig (sporadisk) er hjemme i den der ferie.

Men jeg kan jo bare sige fra. Sige ‘nej tak, vi bliver hjemme’.
Nej, det kan jeg ikke. Det vil jeg ikke. Og skal jeg være helt ærlig, så kan jeg jo ikke få nok af min egen familie. Jeg bliver jo altid mega total glad i låget af samværet med den elsklings flok. Og sådan har min mand det jo også med sin familie.

Så nej, vi vil absolut ikke sige ‘nej tak, vi bliver hjemme’.

Og gå så væk din maveirriterende følelse af en forestående ‘falsk juleferie’.

 

Og så bare godnat du fine snehvide mandag i december 🙂

 

Jeg glemmer – det forkerte!

Hvordan når de det hele?

Dem der med julekalenderen, pakkekalenderen, adventsgaverne, kransen, julepyntet – inklusiv juletræet med lys, drillenissen, julebaget, julegaverne, de brændte mandler, de hjemmelavede æbleskiver, julegrøden – på bordet og på loftet, og julekjolen – den smukkeste.

Men måske når de det heller ikke? Jeg gør ikke! Jeg vil gerne. Faktisk rigtig gerne. For børnenes skyld, og julekjolen – bare for min skyld.

Måske er det faktisk muligt at nå det hele?
Eller også, så gør jeg det igen nu? Det der!
Jeg tror jo, jeg er et supermenneske, en perfekt supermor.
Det er jeg ikke, selvfølgelig ikke. Hvem er det?Ingen. Og så er det vel okay at glemme?
Og det er det, jeg gør. Jeg glemmer. Hele tiden.

Hver morgen i december, har jeg (eller faktisk vi) glemt at åbne vores søns julekalender. Igår aftes åbnede jeg 5 låger. Han har brugt hele november på at lave den til os.

(….)

Åh Gud, hvor jeg hader, at det lige er det, jeg glemmer. Fordi, skide da med julekjolen. Men den har jeg faktisk husket!

God jul og dårlig samvittighed. Lad i morgen blive en god morgen.

 

Happy holy christmas time!

Det går ikke rigtig godt herinde for tiden. Jeg får ikke skrevet det, jeg gerne vil. Jeg savner det. Virkelig.

Jeg mangler den ro, det giver mig at skrive. Stilheden. Stearinlyset. Kaffen.

Men alt muligt andet æder min tid. Alt muligt andet! Men det er vigtigt. Jeg elsker jo min familie, mine venner, mit hjem, mit arbejde som sygeplejerske, mit løb, gåturene, træningen, julen – og alt det andet vigtige.

Det er okay. Jeg skal jo ikke nogle steder hen med bloggen. Den er min fritid, min frihed, og nok ikke så meget andet. Eller jo – den er vigtig. For mig.

Så, selvom jeg nogle gange tror det, så lukker jeg altså ikke bloggen ned. Endnu. Måske om et halvt år, et år – eller om ti år, det ved jeg virkelig ikke.

 

Udover bloggen, så er der noget andet, der heller ikke går så godt i øjeblikket. Det er julefrokosterne. Eller det vil sige, julefrokosterne er jo ret hyggelige, men bivirkningerne, de har da aldrig været grimmere. Det tager mig jo dage at komme til mig selv igen. Åh Gud, din gamle banan, siger jeg bare.

Men seriøst, godt jeg er gift – og total sat på den der måde, du ved (…). Jeg tænker på alle de der julefrokost-knald. Altså – de andres! Pyh ha, jeg bliver helt forpustet. Det er jo total uden beskyttelse, og med død pandelap, – som i ‘same same – but different’?

Men hold nu kæft, hvor vi holder laboratorierne igang med vores podepinde i den her måned.

Happy holy christmas time 🙂

 

Julefuld november!

Det er november. Blæsende, mørk og kold. Vådkold. Men det er også snart december. Og som jeg plejer at tænke, så tænker jeg igen i år, at byen tyvstarter. Plejer vi virkelig at jule sådan allerede?

Byen er udsmykket med tusindevis af julelys og røde lysende julehjerter. Her dufter af brændte mandler, og dem med lakrids. Her er gran og stearinlys, julemænd og bjældeklang. Og julemarkeder – både her og allevegne.

Men takket være alt dette, så er november jo pludselig ikke så mørk og så kold mere. Nu stråler den med lys, duft og varme, og vi smittes epidemisk med hygge og glædelig julelune.

 

Jeg har tændt min juleuro. Det er fire små stearinlys under fire dansende guldfarvede tinengle. Uroen drejer med beroligende toner. Måske englespil?
Bagved, fra højtaleren, lyder Dean Martins ‘Let it snow’, og lige om lidt, så afløser Chris Rea med klassikeren ‘Driving home for Christmas’.

Jeg har købt grene med røde bær, og appelsiner, som skal prikkes med nelliker. Jeg har honninghjerter og grødris, rød saftevand og kanel. Jeg drikker julete og pakker julekalender. Måske skal jeg bage æbleskiver? – og lade min mand tage over. Han er bedst til det der. Det bliver i aften. Det bliver hyggeligt.

Snart kommer børnene hjem, først den lille, så den store. Det bliver dejligt.

Jeg har overgivet mig. Helt og aldeles.

Jeg er i julestemning 🙂

 

Mandagsro

Det er mandag. Igen. Det er jo helt vildt, som tiden flyver. Åh Gud, hvor kliché agtigt at sige det sådan, men jo ikke desto mindre, så føles det sådan. Nogle dage dog mere end andre dage, og faktisk lige nu, idag, til morgen, formår jeg, eller rettere, formår YouSee, at ændre følelsen – for en stund. De har nemlig slukket for mit internet.

Hvor mega irriterende er det ik’ lige? Og sådan gik de første 5 minutter. Ajj, jeg er jo helt vildt rastløs. Tænkte jeg de næste 5 minutter. Og så tog jeg mig sammen. 10 minutter tog det altså for mig at nå dertil. Egentlig spild af tid. Men det er okay.
Jeg mærkede efter, accepterede, og pludselig føltes det jo ganske dejligt, roligt og sådan virkeligt agtigt.

Tak YouSee.

Jeg har fri idag. Klinikken er lukket. Cheflægen er i Egypten. Det er rigtig godt for ham og hans familie.
Jeg er alene hjemme, eller hunden er her også. Den sover, tungt, et eller andet sted. Måske på et børneværelse? Oh no, forhåbentlig ikke i sengen… Den skifter pels i øjeblikket. Damn it.

Skibsuret på væggen tikker. Højt og langsomt. Tik tak. Tik tak. Kaffen er varm, brændende. Jeg har spist rester til morgen. Havrestykker fra igår. Lagkagehusets. De var bedst igår.

Tiden står stille nu. I hvertfald næsten.
Sikke en rar følelse. Og jeg føler ikke engang, jeg går glip af noget.

Tik tak. Tik tak.

Hold nu op, hvor vejret er smukt idag. Koldt. Faktisk frostgrader. Jeg er hoppet i løbetøjet. Det varmeste, jeg har. Og jeg er bagud på podcasts. Det er det bedste, der findes. Altså at være bagud på podcasts. Det betyder nemlig, at jeg har nyt øreguf til en helt masse løbe- og gåture. Og det elsker jeg. Faktisk ja.

Takket være YouSee, så har jeg nu haft den dejligste mandag morgen. Mindful og offline. Hvilket nok egentlig er to sider af samme mønt…

Tak for nu, og nyd’ mandagen. Stop op for en stund. Find dig 10-15 minutter. Måske nu? Eller bare senere. Men husk det. Sæt’ dig så i lænestolen, med kaffen. Kig’ ud i naturen – eller bare i luften. Lyt, slap af, mærk’ efter – og lad blot tiden gå.

Tiden flyver faktisk ikke bare altid fra dig.

 

Og nu håber jeg fisme, at YouSee er færdige, så jeg kan aktivere ‘Udgiv’ ikonet.

Jeg skal jo ligesom videre  🙂

 

Lidt mere om skænderierne

Så er jeg her igen. Jeg blev jo ikke helt færdig sidst.

 

Er de mon farlige for os – skænderierne?
Det var jeg sikker på, da jeg var yngre. Jeg kunne kaste op efter sådan et rigtigt kæreste-skænderi. Og jeg græd altid. Jeg var fuldstændig sikker på, at nu var det slut. Broken dreams.

Men i virkeligheden var det vel bare godt, at vi satte grænser, og viste vores følelser. Det var tryghed og tillid. Ærlighed og kærlighed. Måske?

Og det er vel det, det handler om, når vi skændes med dem, vi holder af. Det der inde bag ved. Ikke vasketøjet, havearbejdet, rengøringen eller oprydningen. Den type skænderi er bare et symptom, tror jeg. Der ligger noget andet bag, noget nært. Noget der irriterer, noget der påvirker, gør os bange, og – eller bare æder alt overskud.

Nogle gange er skænderierne nok også bare ubetydelige. Og så bare pyt med dem. De er jo til at leve med.

Men nogle gange, så kommer de samme små skænderier igen og igen. Og så betyder de måske pludselig noget?

Ud med det, siger jeg bare. Og ikke monolog-agtig ud med det. Dialog sgu!
Men det er jo meega svært. For hvem siger, at man overhovedet ved, hvad der reelt foregår?

Det er svært, men måske lidt nemmere dog, når man er to om at lede?

Og så skidt da iøvrigt med, om man får ret, bare man skaber et godt forhold.

Det må være målet. Og kram. Og kys.

Og god mandag 🙂

 

 

Skænderierne

Tiden er forsvundet. Jeg aner ikke hvorhen, men endelig har jeg ro og tid til tanker ved tastaturet.
Det er dejligt, jeg har bloggen, ellers blev alle de her tanker måske aldrig rigtig tænkt. Det forstår min mand ikke. Måske gør I heller ikke? Det gør ikke noget, fordi jeg forstår det godt.

Måske skal jeg egentlig gå lidt ned i arbejdstid på klinikken? Så har jeg bedre tid til det hele. Jeg vil nemlig helst det hele. Og min mand er jo gået op i tid. Nyt job, flere arbejdstimer. Støn – siger jeg bare. Men han når alligevel det meste i sit liv. Ik’ det hele, bare det meste.

 

Jeg har tænkt lidt over det der med at skændes med nogen. Hvorfor gør vi det, og er det egentlig ikke godt, vi gør det? Hvis vi altså gør det?

Det er alt for længe siden, jeg sådan rigtig har skændtes med nogen. Altså, – skænderierne med børnene tæller jo ikke (…).
Det er det der rigtige voksen-skænderi, jeg tænker på. Det der, hvor jeg får hjernen tømt ud, og hvor jeg mærker en forløsende mental trykudligning. Eksplosionen til en ny start – eller noget?

Da jeg var teenage, skændte jeg på mine forældre. De skændte vist ikke det store tilbage, – lod mig nok bare snakke af. Klogt, synes jeg.
Da jeg var i 20’erne, var det min kæreste, der triggede mig. Dramatisk, ungt og helt vildt følelsesladet.
Og nu i 30’erne, – ja, hvad nu? Der er jo seriøst ingen voksne, som kan give mig pip på den der måde mere. Det føles faktisk lidt kedeligt at indrømme.

Min mand og jeg kender hinandens grænser, – måske alt for godt egentlig? Og vi respekterer dem nok bare – sådan helt uden videre. Vi kender de uskrevne regler og vores respektive roller så godt, at der i den henseende jo slet ikke er behov for skænderier mere. Måske orker vi nok heller ikke? Ikke engang diskussionerne, – vi ved jo begge, at tiden læger – eller…

Men vi har vel behov for voksen-skænderierne? Jeg mener, så vi får fortalt alt det vigtige? Alt det svære, det grænseoverskridende og alt det, der kan gøre os helt vildt kede af det.
Åh Gud – gulvtæpperne! Fejer vi bare det hele ind under gulvtæpperne, når vi accepterer, respekterer og falder til føje?

Jeg tror, den korte lunte i et forhold bliver lidt længere for hver dag man er sammen. Eller nok kun i ‘det gode’ forhold. Og måske bliver vi lidt bedre til at tænke, før vi taler? Noget med at opdage i tide, at det jo ikke altid er den anden, der er skrupforkert på den  – #pis! Selvom alle kvinder jo ved, at det er helt vild irriterende, at manden ikke bare gør det, vi tænker, han skal gøre (…).

Nå, der er nok meget mere i det her, vi ikke altid ved. Hverken om os selv, eller om hinanden, og hvorfor vi skændes eller hvorfor vi ikke skændes.
Jeg tror, jeg vil tænke lidt videre i det her. Bare ikke idag, måske i mit næste indlæg?

Nu er det weekend, det er lørdag – og det er mega dejligt. Husk og nyd’.