Når alt ikke er nok!

Århus for fanden!
Tak for igår.

Det var koldt, men solen skinnede så fint. Menneskerne jeg var sammen med, og dem jeg mødte, var smukke. På alle mulige måder. Det var forårsagtigt. Det var designmesse og streetfood. Det var virkelig dejligt.

Jeg følte mig hjemme, og godt tilpas. Nok egentlig bedre tilpas, end da jeg selv boede i den by. Dengang var byen jo bare min hverdag, og det var dengang, jeg savnede min familie. Savnede at have familien tæt på.
Det skal jeg huske, når jeg er der igen.
Men Århus for fanden!

Herhjemme nyder jeg at elske skoven og fjorden. Hver dag. Og det der med familien – mine søskende, min mor og far, det er jo slet ikke hver dag. Men tanken om dem ‘der – lige rundt om hjørnet’, det er hver dag. Eller mest bare hele tiden. Det giver mig ro.

Jeg troede, jeg tror (?), at det er alt, hvad mit liv behøver. Men … åh – egentlig hader jeg det ‘men’, men det er der, og det efterfølges af et ‘jeg savner’.

Jeg savner et byliv. Pulsen. Den mennesketætte forskellighed. Kulturen og kreativiteten. Det nye. Det er så sjovt og inspirerende, måske næsten livsbekræftende, at være en del af det, der kommer – mens det er på vej. At være med til at prøve af. Moden. Maden. Musikken. Sproget. Relationerne. Alt det der.
Jeg kan ikke rigtig mærke det herfra, hvor jeg bor nu. Det er som om, at jeg har alt, men at det alligevel ikke er nok. Men ingen kan vel få nok?

Århus er jo faktisk bare en lille bitte storby. Sådan virkelig ikke ret storby-agtig, – men den er alligevel noget særligt. For mig. Det er noget med minder fra en tid. Og måske noget med billeder af en fremtid? Hvem ved?

Århus for fanden.
Tak for igår.

 

Relaterede indlæg

Helt almindelig lykke

Nu er den der! Glæden ved livet, eller lykken – om man vil. Det er lige nu, jeg skal huske. Huske den her stund. Men hvordan? Det varer så kort. Det gør det altid. Det er jo bare små glimt. Små øjeblikke. Men tilsammen gør de en forskel.

Jeg tænker på igår aftes. Det var en god aften. Vi var åndssvage. Pjattede. Børnene og jeg. Vi grinede alt for meget af bare helt små ting. Min dreng spillede guitar og sang højt og fint for os. Vi dansede. Jeg elsker det.

Idag har jeg fri. Det var nok også derfor aftenen igår var så god. Sådan er det tit.

Min krop er rolig, helt afslappet. Det er nok på grund af yogaen i morges, og søndagens lange løb. Holy shit. Jeg ramte noget med 22 km. Altså, faktisk var det ikke sådan helt med vilje, men det orker jeg ikke at fortælle om. Jeg nød løbeturen, og jeg har besluttet mig for at fortrænge øvrige detaljer.
R.I.P. – You inner GPS!

Jeg hører Søren Huss. En sang om mistet kærlighed. Det er ikke sådan, jeg har det. Jeg mærker perspektivet. Ydmygt. Hans historie. Hans liv. Modsat mit. Tænk sig en forskel på to menneskers skæbne. Vi var jo i udgangspunktet ganske ens.
Men han har vel også de små glimt – af lykke?

Mon jeg husker at huske lige nu? Og hvordan mindes jeg? On a rainy day.
Den er faktisk væk nu. Lykken. Åh Gud – det er svært. Bevidstheden om lykken hvisker jo lykken væk – på en måde.
Livet går videre. Bare uden videre.

Søren Huss synger om et helt almindeligt liv nu. En helt almindelig morgen, på en helt almindelig dag, i en helt almindelig by. Og en helt almindelig mand, der smører en helt almindelig madpakke, til en helt almindelig pige. Han synger endnu flere billeder. Helt almindelige billeder, og med dem – med tiden, giver han langsomt efter. Han synger netop det – igen og igen, men først i omkvædet, indgår han forlig. Med livet. Det helt almindelige. Med sig selv.
Sådan har jeg det egentlig også. Heldigvis.

Morgenkaffen er drukket nu. Jeg skal til tandlæge med min søn. Til Skole-Hjem samtale om min datter. Handle ind. Aflevere bøger på biblioteket. Kører med piger til gymnastik. Lytte med ved min søns guitartime. Det er 100 år siden sidst. Jeg skal i skoven med hunden. Lave mad. Være nær, når børnene læser lektier. Støvsuge – måske. Kysse mine børn godnat – 3 gange.

Det er jo bare et helt almindeligt liv. Men vel også en form for lykke?

Jeg må videre. God tirsdag.

 

April – du bliver cool!

Kom’ nu bare forår.
Jeg føler, jeg har frosset i flere år nu. Selv, når jeg er indenfor, er jeg ved at blive kvalt i uld, der kradser og tørklæder, der strammer. Det er nok fordi, det er gammelt, vores hus. Vi har kolde gulve og gamle radiatorer, og pejsen orker vi sjældent at hente brænde til. Det er jo så skide koldt i garagen, hvor brændet er stablet – og iøvrigt helt sikkert huser flere millioner af edderkopper.

Selvom jeg savner det der forår, så er den hvide natur med den knirkende sne under støvlerne jo ganske uimodståelig. Særligt, er vores hvide bamse-samojed helt oppe at køre over det her vejr. Det er herligt.

Trods kulden, er jeg blevet løbetosset. Det er typisk, når jeg har et halvmarathon forestående. Det har jeg nemlig. Igen. Til april. Faktisk om en måned. I Berlin. Med min mand – og et par andre dejlige venner. Måske dør jeg? Måske ikke? Måske, bliver det faktisk mega fuldstændig fantastisk fedt at løbe der blandt tysk trommemusik, heppekor og total glade ansigter? Jeg er klar. Jeg glæder mig.

Senere, når april er godt igang, og mit løb hænger mig langt ud af halsen, for det gør det nemlig altid efter et halvmarathon, så skal jeg til koncert. Faktisk en ret særlig én af slagsen. Og garanteret, vil jeg både tude og alt muligt! Det er min dreng. Min lille store 12 årige dreng, som skal på scenen igen. Og denne gang på den store scene. Alene igen – med sin sang og sin guitar. Jeg dør. Faktisk bare ved tanken.

Og lidt senere, når april er ved at slutte, så skal jeg til bryllup. Eller, det skal vi. Min mand og jeg. Det er i København. Med rullende kaffe- og champagne-piaggio ape. Og senere, i loungen på VEGA. Med Turboweekend. Fucking JA! Og bruden er ikke hvid. Det er jo for lækkert. H O L D  N U  K Æ F T, det bliver fedt.
Jeg må have ny kjole. Og sko. Og frisure. Og læbestift. Og parfume. Og vi skal sove på hotel. Scandic. I Vesterbrogade. Give me a break – det bliver nice.

Nå, og så skal jeg selvfølgelig også arbejde og alt muligt andet hverdagsfis i april.

Og nu bliver jeg nødt til at gå i seng. Jeg vil så gerne have en masse timers søvn i nat. Hver nat. Eller bare nogle stykker. En gang imellem.

 

Godnat du helt almindelige tirsdag.

 

Min livsbobbel

Jeg har sat mig selv til opladning idag. Ganske introvert! Det er nemlig nok sådan jeg er. Introvert. Jeg lader bedst op i eget stik. Eller, jeg elsker jo alle mennesker i min verden, men jeg har bare brug for pauser. Menneske-pauser.

Mit sensitive sind er alt for åbent, og det sluger mine mennesker med alt, hvad de har. Men jeg elsker jo mit sind for, at det er sådan. Jeg oplever så meget, og jeg får så meget igen. Det er min livsværdi. Men jeg har brug for pauser, ellers forsvinder værdien. Min hjerne opdager ikke, hvad min verdens mennesker giver mig, hvis jeg ikke holder pauser.

Måske ved I det slet ikke – Jer omkring mig? Måske mærker I slet ikke, at jeg spiser lidt af Jer, hver gang, vi ses? Det gør ikke noget, I forbliver hele. I bygger jo Jer selv op – helt af Jer selv, og hele tiden. Det er nemlig det, I kan – Jer, jeg lever lidt af.

Nogle gange, måske lidt ofte, eller bare indimellem, – nej, jeg tror egentlig tit, så må jeg desværre vælge nogle af mine mennesker fra. Eller jeg vælger nok i virkeligheden nogle mennesker til? Lige så rodet, som det lyder, lige så rodet, er den prioritering vist. Nogle gange, er mine valg nemlig ganske meningsløse. Sådan virkelig dumme, – forkerte faktisk. Det fortryder jeg. Jeg ædes lidt op af min introverte skæbne der.

Jeg tør ikke fortælle det. Tør ikke sige, at jeg har fortrudt. Eller, at jeg simpelthen ikke har mere plads. Andre mennesker, eller mine mennesker og nye mennesker, og mig selv, ja sgu – mig selv, fylder det hele. Åh Gud! Min livsbobbel er fyldt, eller der er jo lufthullerne – pauserne, men uden dem, så mister mit liv jo sin værdi.

Heldigvis, så har mine forældre givet mig et positivt livssyn. Derfor tror jeg ikke, at mine valg hverken er dumme eller forkerte. Måske er de faktisk fuldstændig rigtige?

De mennesker, jeg har i min verden, de er de rigtige. Både dem, jeg ser hver dag, dem jeg kun ser én gang om ugen, og præcis også dem, jeg kun ser én gang om året. Allesammen er i min bobbel et eller andet sted.

Så tak. Bare tak.

Og igen idag, gjorde min pause mig godt.
Kære mennesker, kom’ bare an, jeg er så klar til Jer igen nu.

 

Det skrig der!

Det var igår, han skreg. Som en eksplosion af smerte. Det var som om, det var et dyr. Et stort dyr.

Han var 16 år – eller deromkring. Jeg sad i liften lige over ham. Han kørte off-piste, og ville ud over et flyvhop. Han havde for meget fart på, men det var landingen, der var gal. Helt gal. Det var der, han skreg. Jeg tror, det varede 5 sekunder – skriget. Han vred underkroppen, men så lå han stille. Helt stille.
Mere så jeg ikke fra liften.

Uden omtanke, så strøg jeg lige ned til ham. Han lå fladt på ryggen, ansigtet var klam og bleg af bare smerte. Der var også to voksne nu, måske var det hans forældre, måske ikke? De snakkede til ham, men han svarede ikke. Han kunne ikke, tror jeg. Han var hollænder, sagde de.

Jeg satte mig på knæ ved siden af ham. Spændte hans hjelm op, den strammede under hagen. Han løftede hovedet. Gudskelov. Jeg lynede hans jakke op. Nu græd han, men han sagde stadig ingen ord. Jeg berørte forsigtigt hans venstre kraveben, og hans venstre arm, mens jeg spurgte; ‘does it hurt here’. Han skreg igen.

Jeg klikkede hurtigt mine ski på, og fik på helt forkert engelsk sagt til de to – nu nærmest forstenede – voksne, at de bare skulle lade drengen ligge, så ville jeg hente hjælp.

Min hjelm og min ene skistøvle var ikke spændt, så min hjelm røg af, og min ene ski var ikke nem at styre. Alligevel, røg jeg som en raket ned til lift-folkene, og fik – igen på helt forkert engelsk – bedt om at få en båre op til drengen.
Sig’ mig lige, hvad f… hedder en båre overhovedet på engelsk? Eller på tysk?

Jeg hoppede på liften igen, og kunne undervejs se, at drengen lå dernede endnu. Stadig fladt på ryggen, og helt stille. Flere mennesker var stødt til nu. Det så ikke ud til, at nogen gjorde noget, men hvad skulle de egentlig også gøre?

Drengen havde nok ligget på den kolde sne i 15-20 minutter, da jeg kom derned igen. Han var iskold, og han rystede over hele kroppen. Heldigvis, så nåede jeg kun lige at sige; ‘You’ll get help now, they’ll be here in a minute’, så kom de. Det var to hurtige fyre på ski med en båre mellem sig. Den ene havde en taske på ryggen. Der måtte være et skud Morfin til drengen, tænkte jeg.

’Danke schön’, sagde jeg 2 gange ud i luften. Fyrene hørte mig vist ikke. De to voksne, som havde stået der hele tiden begyndte at forklare. De havde styr på det, de var fornuftige.

Jeg kørte videre.

Jeg fandt min hjelm, og nåede bunden af pisten. Mine hænder rystede pludselig nu.

Åh Gud, jeg skulle jo køre over til mit ‘crew’, som var ved at bestille frokost på restauranten midt på pisten. Jeg gik bag i liftkøen igen. Jeg havde det helt okay.

 

Kære fremmede dreng

Du var så tapper igår. Jeg håber, at du er uden smerter nu. God bedring, og god tur hjem til Holland.

Kærlig hilsen Louise

 

Godmorgen

Det er nat – vist lige på kanten til morgen. Her er stille, kun lyden af dybe åndedrag minder mig om, at jeg er vågen. Jeg tror, jeg faldt i søvn klokken noget med ni igår – igen. Jeg holder ikke længe hernede. Al den mad. Luft. Sol. Skiløb. Mennesker. Det gør mig træt. Umanerlig aften-træt. Men pyt med det, resten af flokken er lige så trætte. De lever jo i samme sus og dus, som jeg.

Nu er der brummen på gaderne, det er nok fejemanden – eller snerydderen. Han må virkelig også gå tidligt i seng med den arbejdstid. Det er da egentlig et ret fedt job. Tænk sig en smuk ro at køre rundt i. Hver nat – eller tidlig morgen (?) i en bjergby af små snoede snehvide gader. Og med fyraften under en morgensol over alpetoppene så smuk, at man er lige ved – eller nej, at man dør.

Feriedagene ræser afsted nu. Vi har blot tre dage resterende med ski på fødderne. Slut med luksus. Tilbage til rutinerne – de mega kedelige, men nødvendige. Uden dem, var det her luksus jo ikke noget særligt.

Nu brydes roen. De dybe åndedrag omkring mig er nu bare almindelige vejrtrækninger. Lydløse, og med en konstant forstyrrelse af stemmelæbernes bevægende lyde. Det er jo helt vildt som børn åbenbart trænger til at snakke lige, når de vågner – i hvertfald, når de er på ferie. Jeg bider det i mig, det der “vær’ nu lige lidt stille”. Jeg skal jo ingenting. Jeg skal bare lytte, nyde og elske dem helt op til himlen.

Godmorgen 🙂

 

En dejlig mandag

Det er mandag morgen. Min mobil bimler lige så irriterende i lyden, og lige så tidligt, som den plejer om mandagen. Jeg åbner mine øjne uden at se noget. Jeg trykker på skærmen, som var det en knap på en Nokia fra 1994. Snooze. 9 minutter. Normalt virkelig lækkert, men idag – bare ganske unødvendig.

Jeg åbner øjnene igen, og nu – sådan rigtigt. Det her, det er jo mandag morgen på den virkelig dejlige måde.

Ud af sengen. Piano jazz på bluetooth. Til siden med gardinerne. Og så bare – wow! Snedækket alpelandskab, lave skyer med et skjult solskin, og de smukkeste  hotelbygninger. Det her sted og den her altan – give me a break, det er skønt.

De tre andre mennesker i mit liv sover endnu. Sikke en ro sådan en mandag morgen. Kunne jeg da bare lige lave mig en kop kaffe og sidde her på altanen et øjeblik. Mens morgensolen vågner. Og pianoet forsætter sin jazz.

Det kan jeg ikke. Jeg må tage mig den bøvl at klæde mig i uldundertøjet og trisse nedenunder i restauranten. Sikke en bøvl!

Jeg tror, jeg vil sætte mig i stolen ved vinduet. Skænke min kaffe. Pynte den med fløde. Kigge ud på alperne, og dagdrømme.

Inden længe, vil mine tre mennesker støde til. Og lidt efter, de andre 6. Alle i uldundertøj ligesom jeg. Vi vil drikke og spise. Måske smaske, i hvertfald slubre.

Vi vil nyde ferielivet – luksuslivet, på den her helt ualmindelige, og helt fantastiske mandag morgen i det smukke Østrig. Og når det bliver formiddag, middag og eftermiddag, så vil vi glide på pisterne, som var vi supermennesker, der flyver på alpetoppene.

Sikke en dejlig mandag 🙂

 

Jeg dør!

Manden på billedet. Mon han er smuk? Det er hans musik. Når jeg lukker mine øjne, er det som om, han sidder ved klaveret lige ved siden af mig. Men det er bare højtalerne. Sikke en musik.

Jeg kan ikke skrive med mine øjne lukkede. Ærgerligt nok. Jeg må kigge ud i stedet.

Himlen er grå. Skyerne regner. Træer og grene står helt bare. Det er flere måneder siden, jeg har betrådt og beskuet min have. Den byder formentlig både på hundelorte, brugte raketter og et alt for langt græstæppe dækket af nedfaldne birketræsgrene. Egentlig, så elsker jeg jo det store birketræ, men Gud – hvor jeg da overhovedet ikke elsker al det haverod, det efterlader mig hvert år ved denne tid. Jeg orker ikke.

Jeg er rastløs idag. Det var jeg også igår. Og i forgårs. Det er den her ventetid, tror jeg. Om en uge kører vi nemlig sydpå. Vi skal på ski. Slalom. Og der er mega meget sne dernede. Garanteret også mega meget blå himmel. Og sol. Og chokolade. Og scrambled eggs om morgenen. Og kaffe. Og helt vild glade børn. Mine.
Det der skiferie, det er det bedste, jeg ved.

Forresten, så er jeg også helt vildt stolt. Debut sidste søndag. Det var nervepirrende. Faktisk sådan – ret nervepirrende. Men også sjovt. Fedt. Sejt. Måske eksploderer jeg snart. Af forventningsglæde. Og af kærlighed.
Jeg har faktisk ikke rigtig sagt det til nogle, eller jo – måske til to. Men hvorfor ik’ egentlig?
….

Det er min søn. Vores søn. 12 år – og skide skøn. Han har så meget musik i skroget, at han i søndags blev udtaget til deltagelse ved årets legatkoncert. Bare ham selv, helt alene på scenen med sin upolerede vokal og sit ganske umodne guitarspil.
Jeg dør! Men først til april. Heldigvis.

Nyd torsdagen. I morgen er det fredag. Alt er godt 🙂

 

Jeg tror, jeg vil …

Jeg vil kigge mig omkring. Jeg vil se på det, jeg ser. Jeg vil ikke have så travlt med alt muligt. Hverken mine betragtninger eller mine vurderinger.

Mennesker skal have tid. Nærvær. Ellers finder jeg ikke ud af, hvem de er.
Naturen skal have tid. Nærvær. Ellers ser jeg den ikke.
Jeg skal selv have tid. Nærvær. Ellers mærker jeg mig ikke.

Måske skal jeg ændre på mit liv? Måske behøver jeg ikke? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg skal tænke over det, hvis jeg virkelig vil. Jeg glemmer det nok, men bare jeg husker det oftere, end jeg glemmer det.

Når jeg er blandt andre mennesker, vil jeg tænke mindst på mig selv, og mest på dem. Jeg vil tage tiden, og bruge den. Jeg vil opdage den enkeltes værdi. Ét menneske ad gangen. Måske vil jeg nå både den, der åbner sig, og den, der ikke gør? De kan begge inspirere mit liv, – hvis jeg ser dem.

Når jeg er i naturen, vil jeg helst være alene. Ingen snak, bare sanse. Jeg vil stå tidligt op for morgenlyset. Gå aftenture for aftenlyset. Måske tage flere billeder? Noget med at vende og dreje, sløre og zoome. Fokuserende i det små og i det store – men hver for sig.

Når jeg er mig selv, vil jeg se lidt mindre – og mærke lidt mere. Jeg vil træne ved at spænde og udspænde kroppen, udfordre og afslappe hjernen. Jeg vil kunne udholde – både fysisk og mentalt. Balancen er god, hvis jeg selv skaber den.

Det må være første skridt; troen og viljen til det gode liv. Andet skridt må være at udleve troen, viljen, det gode liv. Tredje skridt må være at kigge tilbage på troen, viljen, det gode liv. Og fjerde skridt findes vel ikke? I hvertfald ikke her på jorden.

Jeg er nu nået til andet skridt, og det er heldigvis det længste og det bedste skridt.

God mandag 🙂

 

Stilhed

Det er lørdag. Klokken er 07:15. Sommerhuset er mørkt og stille. 16 mennesker sover rundt omkring mig. De er mine allesammen.

Jeg står op. Går på badeværelset. Går lidt rundt. Håndtagene knirker. Mine trin er lydløse. Der er lidt snorken – periodisk – fra nogle af værelserne. Det er som om, at det gør stilheden endnu mere stille. Jeg laver kaffe.

Vi skal køre nu.
Det er frost. Vejene er blanke. Glatte, måske? Himlen er mørkeblå, nogle steder mørk-lyserød. Kaffekruset varmer mine hænder, min krop, måske mit sind? Smagen er uovertruffen lige nu.

Min mand kører bilen. Vi er kun os to. Vi hører piano-jazz på P1. Vi snakker ikke. Det er rart at være stille lige nu. Mit sæde er varmt, men bilen er kold endnu. Jeg tager en tår af min kaffe.

Vi har kørt lidt nu. Vi skifter kanal. 24syv. Taleradioen. Dybe rolige mandestemmer fortæller historier om livet. Deres og vores. Vi lytter. Tænker. Smiler lidt indimellem. Hver for sig – og nok bare til os selv egentlig. Historierne er genkendelige.

Nu står solen op. Det smukkeste lys farver himmel og jord. Vi er alene på vejen. Har vi overhovedet set andre? Ikke endnu, tror jeg.

Om nogle timer er vi der. I kirken. Der vil være stille igen, men på en helt anden måde. Vi vil nok mest bare kigge ned. Halsen vil stramme, og på et tidspunkt løsne op. Det er når øjnene bliver våde af tårer.

Vi er tæt på, men vi er ikke de nærmeste. Det er hårdt for dem nu. Jeg mærker en dyb medfølelse. Min hals strammer.

Vi er på vej til begravelse.