Ærlighed. Kritik. Mig!

loeb

Jeg løber mest alene. Morgenløb. Det er så fint, at ingen afbryder mine tanker,- eller venter, mens jeg låner toilettet på havnen eller i Kvickly! Jeg hører aldrig musik eller har autospeaker på mit pace. Det der med en lille times helt ro i hovedet, frisk luft og roligt løb, det er fedt – for mig. Det er ikke hårdt at løbe (mere), så jeg tænker ikke over, at jeg løber, jeg tænker, tænker, tænker på alt muligt mellem himmel og jord.

Hjerneresearch.

Blogstof.

Jeg havde to tankeemner under mit løb igår. 1. Ærlighed. 2. Kritik. Det var faktisk refleksive problemstillinger, ikke bare frie løse tanker. Lidt ligesom da jeg læste til eksamen, dengang var løbet også min tid for refleksion.

Det der med at være ærlig. Det er nemt nok, synes jeg. Jeg er et fjols til at lyve, og det er selvfølgelig godt nok, for det må man jo slet ikke, men for fisen da,- bare en lille hvid løgn engang imellem, det er da garanteret ret gavnligt at kunne?

Ærligheden giver sig nok oftest ret spontant til udtryk, men det er vel også en refleksiv egenskab? Jeg forsøger i hvert fald ofte at tænke over, hvordan jeg bruger min ærlighed. En given relation skulle jo gerne være tillidsskabende, og ikke stødende eller grænseoverskridende. Men ærligheden skal nok heller ikke holdes på for længe, forberedes for meget, så bliver det nemlig bare alt for svært at bruge den rigtigt, altså sådan – ærligt.

Sådan har jeg det i øjeblikket. Jeg har ventet alt for længe,- og jeg vedbliver at have en dragende trang til at være alt for ærlig, gå alt for tæt på, hos et menneske, jeg faktisk ikke kender godt nok til at være så ærlig. Er jeg bare nysgerrig? Ej, jeg er sq lidt bekymret for det menneske. Jeg bliver nødt til at være ærlig.

Snart.

Måske bliver vedkommende skide sur? Måske bryder vedkommende ud i gråd af taknemmelighed?

Det finder jeg ud af. Jeg siger det jo bare ærligt – at jeg er bekymret.

loeb1

Smukt efterår.

Næste løbende tankestrejf.

Kritik. Som i negativ kritik. Det magter jeg ikke. Men det skal jeg jo kunne magte. Eller behøver jeg det? Er man nu sikker på, at jeg lærer noget af det? Det får mig jo bare til at tude. Gå i stå. Droppe alt, hvad jeg har gang i.

Negativ kritik. Det tillægsord bliver aldrig til ‘konstruktiv’ i min hjerne. Men det er jo det, de siger, dem der (ærligt) bedømmer en andens arbejde; ‘Det er ikke negativt, det er konstruktivt’. 

Wtf! I don’t believe you.

Men med den her blog, den her bunke af ærlighed, personlighed, så står jeg jo til konstant bedømmelse. OMG! Har jeg overhovedet forberedt mig på det?

Overhovedet ikke. Eller jo, det har jeg vel, jeg prøvede, – men endte med bare helt bevidst at springe over den der alt for svære refleksion.

Jeg gjorde nemlig noget, jeg aldrig, som i aldrig nogensinde, havde gjort før. Jeg sprang bare ud i det. Mega grænseoverskridende. Ondt i maven. Akut toiletbesøg.

Men det føles godt. Jeg er helt vild med den her tankeproces. Faktisk glemmer jeg ofte, mens jeg skriver, at der er nogle derude, der læser med, – og så snart, jeg så skal trykke ‘Udgiv’, så er den der igen; ‘Jeg gør det sq bare’.

Tror fisme, det er meget sundt for mig det her, – og så må jeg bare se, hvordan jeg æder kritikken – altså den negative af slagsen, for den kommer jo, det ved jeg.

Aaaahhhh!

Toiletbesøg.

Men hov,- det her tankemylder, det er vel også en slags forberedelse, mon ik’?

loeb3

loeb4

Nu vil børnene og jeg gå i skoven og se vores superfarmand løbe over målstregen ved årets lokale trailløb. Iø en meget fin løbedille med det trailrun, – god afveksling til det almindelige løb, og sjovt med den mere alsidige naturoplevelse. Lige idag topper løbet vist på mængden af vand og mudder!

God regnvejrslørdag, og knusende tak fordi I læser med – ærlig talt 🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.