Den der ski… tandlægestol!

tandlaege

Så sidder jeg her igen. Her i tandlægens venteværelse.

Det er over et år siden sidst. Har vist meldt afbud et par gange. Husker ikke, hvorfor, – men det gør jeg iøvrigt hvert år.

Her er egentlig meget rart. Her er helt stille. Engang imellem kommer der en smilende, lyshåret dame i blåt kliniktøj roligt gående gennem venteværelset. Hun ser ud til at have god tid. Hendes ansigtsmimik er helt afslappet.

Jeg tror, hun er glad for sit arbejde.

Det er garanteret også en dejlig arbejdsplads det her.

Her dufter godt. Rent. Måske lidt af tandpasta?

Jeg har bare siddet her 10 minutter, så kommer den lyshårede dame hen til mig. Hun smiler og siger; ‘så er jeg klar til dig Louise, kom indenfor’. Hun rækker armen ud, navigerer mig hen mod hendes rum.

Rummet er lunt og lyst. Igen slår det mig, hvor rent her føles. Her er småt, men der er et stort vindue ud til en have, så her virker ikke trængt. Haven ser privat ud. Hvem mon bruger den?

Lige pludselig, kan jeg mærke en eller anden ubehagelig følelse i kroppen. Eller er det mit humør, mit sind, der sker et eller andet med?

Underligt, jeg havde det jo lige så rart.

Nå ja, jeg hader jo det her.

Jeg mærker, at jeg er tørstig. Åh nej, jeg skal faktisk også på toilettet.

Upassende. Meget upassende.

Umuligt at gøre noget ved nu.

Glem det nu bare.

Jeg sætter mig i tandlægestolen. Smalltalker livligt – som om, jeg er aldeles godt tilpas.

Mega fis med mig. Jeg har det jo af h… til lige nu.

Jeg vil ikke acceptere det. Come on, – grow up! Jeg nægter, at jeg ikke kan kontrollere det her.

Shit. Tænk, hvis jeg pludselig ikke kan kontrollere det. Skal jeg så til at dejse om på gulvet, lige som mine egne patienter i klinikken?

No way, jeg skal ikke være hende, de smiler medlidende til hinanden af i frokostpausen.

Jeg har sq da ik’ tandlægeskræk. Fat’ det nu hjerne!

Iøvrigt, så er tandlægeskræk da egentlig en mærkelig og ret forkert betegnelse for det, mit overjeg siger, jeg nok har. Jeg er jo absolut ikke bange for hende den søde, smilende lyshårede tandlægedame der. Eller for hendes blå kittel.

Men, hvad hulan er det så, mit instinktive id reagerer på?

Tanken om en høj tandlægeregning? Om smerter? Forskrækkelse?

????

 

20 minutter, klamtsvedende håndflader, et røntgenbillede, tandrensning, pudsning og en kvittering senere, så er jeg i bilen på vej hjem igen.

Det var det.

Og jeg hader det stadigvæk.

Nu venter der sig 3 måneder med tandtråd, så ebber den rutine ud, og jeg melder helt sikkert afbud 2 gange næste år igen.

Og jeg nægter at indrømme, at jeg har det der tandlægeskræk.

Punktum.

 

Og ha’ så bare en god aften 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *