Smalltalk

Det kan godt være, det er tirsdag, men det føles jo totalt som mandag. Det vil det nok gøre hele ugen. For hulan da, jeg er langsomhjerne efter ferie, og sq da særligt efter juleferie. Heller ikke idag huskede jeg mine journalkoder, og måtte efter 2 forsøg genstarte pc og journalsystem, for så virkelig at tage mig hukommelsesagtigt-sammen for at finde frem til, hvilken kombi det nu lige er af børnenes navne, jeg har som kode. Og vuptibum, så var den der.

Så slap jeg heldigvis for chef-doktorens jeg-bliver-virkelig-alvorlig-træt agtige blik ved tanken om bestilling af nye personalekoder.

Men tung, mæt og træt, det er altså virkelig følelsen efter sådan en skønlingsferie, som iøvrigt stopfyldte mig med familiekærlighed og dejlig mad. But honestly, jeg er faktisk hverken for tung, for mæt eller for træt. Det er jo bare den der snydefølelse, kroppen laver på første-arbejdsdagen, som i første-arbejdsugen, efter ferie. Jeg har jo for fisen da både løbet, gået ture, små-fastet på dagen-derpå-dagene, og sovet helt vildt mange flere natlige timer – og daglige sofatimer, end jeg plejer. Så nu dropper jeg det der tung, mæt og træt. Kære Doktor, jeg er fuldstændig arbejdsklar.

Jeg skal bare lige igang…

Hold nu op for en lang mærkelig indledning til det her indlæg, som jeg pludselig overhovedet ikke har nogen idé om, hvad skal omhandle. Sq meget sjovt det der med bare at begynde at skrive. Bla bla bla,- fuldstændig som den der chatten over spisebordet. Seriøst, man siger jo ingenting, som i intet meningsfuldt, dybdegående eller givende på nogen måde. Tænk, hvor meget fis, man lukker ud af munden, når man bare sådan går rundt og chat-taler sammen, eller smalltalker, hedder det vist. Det bliver ret tydeligt, nu når jeg maler det her sort på hvidt.

Men iøvrigt, så giver det mig lige en snert af en forklaring på, hvorfor mænd – eller i hvert fald min mand hader hader at smalltalke. Han er krafted…. altid bare så mega stille, når vi møder dem der i Kvickly-køen, som vi kun kender sådan lidt, og jo lige skal have de der 5 pligtminutter til at gå sammen med. Den klarer jeg jo så, bla bla bla om alt det der fuldstændig og absolut ikke meningsgivende smalltalk, – som manden siger, og iø ikke gider at bruge sin tid på! Men jeg kan nu faktisk meget godt lide det. Så kommer jeg jo lige af med en lille joke eller noget, og tit, så synes jeg faktisk, jeg selv er meget sjov i det felt der.

Gad vide, om dem jeg taler med, eller min stumme mand, egentlig også synes, jeg er sjov?

Det vil jeg spørge om en dag.

Gud, hvor mit foto jo egentlig slet ikke matcher mine ord idag. Jeg tog billedet af denne fine hvide (og bare så I ved det, ret velduftende) vinterblomst, og tænkte, at det ville kunne matche et indlæg omkring noget med vinter og noget med minimalisme, – altså sådan i overført betydning, måske som i noget med følelser om vinteren?! Men jeg er jo startet helt galt ud der, – og nu har jeg jo nærmest skrifteligt smalltalk’et mig igennem et helt indlæg. Total hold-nu-kæft-agtigt-kvinde!

Jeg tror bare, jeg lukker det her mandagshjerneagtige, som i tirsdagshjerneagtige indlæg ned, og så prøver jeg igen i morgen – eller i overmorgen. Jeg skal jo bare lige igang…

God aften, eller nok bare godnat. Og iøvrigt krammeligt tak, fordi I læser med i min lille personlige bog 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

1 Kommentar

  • SVAR

    Wow, your post makes mine look felebe. More power to you!