Det er alternativt – part one!

Jeg synes tit noget. Mener en hel masse. Om alt muligt mellem himmel og jord. Og jeg fortæller højt om det. Til alle dem, der er mig nærværende. Nogle gange igen og igen, og så på en ny måde. Og lige pludselig, så er der en, der mener noget helt andet end jeg, og kan begrunde det. Så bliver jeg i tvivl. Alt for nemt, bliver jeg i tvivl.

Hvad var det nu, jeg mente? Og ‘neej, det er nok rigtig nok’, siger jeg så, ‘det kan du jo have ret i’. Og så klapper jeg i. Som en østers.

Men idag skriver jeg det ned. Det jeg mener. Eller tror, jeg mener. Eller bare tror på?

Og så står det jo her. Midt i mit undrende åndehul. Tankeuniverset.

Og jeg har iøvrigt bestemt mig for aldrig at vil slette en eneste tanke herinde. Og det er jo også lige meget, tankerne er jo tænkt.

…….

Jeg er en rigtig sygeplejerske. Sådan én, som ikke går hjem, før patienten har snakket færdig, har forstået – og føler sig tryg ved min behandling.

Altså en af de der sygeplejersker med læssevis af overarbejdstimer.

Men faktisk, så har jeg ikke rigtig tid til at være den der sygeplejerske. Eller klinikken har ikke rigtig tid, – sig’ råd, til sådan en. Så jeg er ikke (altid) den der sygeplejerske.

Men hvem skal så lytte til patienterne? Det er jo ikke alle patienter, der kan gøre sin historie færdig på 10 minutter.

Og de spørger jo om alt muligt. Patienterne. Om alt det der, jeg mener en hel masse om. Eller tror, jeg mener. Eller bare tror på? Og har så fisen svært ved ikke at samtale en hel masse om.

Men det er alternativt, så jeg må ikke. Og jeg gør det ikke. Kære chef, det gør jeg virkelig ikke! 

Fordi jeg tror jo på naturvidenskaben. På den traditionelle medicin. Den konventionelle lægevidenskab. På forskningen.

Det er jeg uddannet til, det er evidens og det arbejder jeg udfra.

Men sygeplejeteorierne beretter jo et holistisk menneskesyn, og lige så en holistisk opfattelse af et menneskes sundhed og sygdom.

Så det er jeg jo også uddannet i. Og mit menneskesyn er holistisk, men mine kliniske instrukser, som er mit daglige arbejdsredskab, kan nok ikke siges at være ret holisitiske.

Og dog. Tværfagligheden til det alternative, den kinesiske medicin, er faktisk aktuel i vores Lægehus. Vi tilbyder både kognitiv terapi, mindfulness og akupunktur.

Men jeg er mega nysgerrig på, om vi ikke kan arbejde endnu mere tværfagligt på det her område?

Måske er det ikke alle patienter og alle sygdomme, som behandles bedst udfra vores farmakologiske orienteringer.

Måske er den alternative verden slet ikke så mystisk endda?

Og en alternativ behandling er vel oftest også komplementær til den konventionelle behandling?

Og en alternativ behandler med sin holistiske tilgang, arbejder vel ikke altid udelukkende udfra den traditionelle kinesiske medicin – eller hedder det egentlig den østlige medicin?

Der er så meget viden, som falder udenfor, og som den vestlige naturvidenskabelige tilgang til behandling af sygdom, ikke rummer. Det er en meget interessant grænseflade, synes jeg.

Derfor har jeg besøgt en zoneterapeut. En af de helt vildt søde. Og hende, og hendes behandlinger, vil jeg skrive om her på bloggen.

Det er jeg ikke uddannet i. Men det må jeg gerne.

Jeg har bare skrevet alt for meget nu til at dette indlæg også kan rumme alt det gode, jeg har at berette om min oplevelse hos den dame, i den klinik, i det hjem.

Så det vil jeg glæde mig til at skrive om en anden dag. Snart.

Stay tuned,- og ha’ så bare en rigtig god søndag aften 🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.