#happysunday

Det er søndag morgen. Klokken er 08:30, og jeg holder parkeret i min bil et eller andet smukt sted. Alene.

Familien sov tungt, da jeg ikke kunne sove mere i morges. Og uden at tænke, smed jeg as usual venstre hånd på mobilen. Men, hvor meget nyt kan der egentlig overhovedet være kommet i mit feed på 7 nattetimer?

Jeg lod mobilen ligge. Og jeg nægter at røre den de næste 3 timer.

Nu holder jeg så her. Og jeg aner ik’ hvor, men her er smukt. Jeg kigger på marker og på vand. Vejret er gråt og blæsende. Men det gør ikke noget. Bilen og kaffen er varm.

Singletasking. Det er vel det, det er? Min bevidsthed skal i hvertfald ikke alt muligt. Og det kan jeg ret godt li’. Nu kan jeg tænke og skrive. Og der sker ikke en skid andet.

Det er jo det fede ved den her ventil, jeg har. Bloggen. Selvom jeg er online, så er jeg i betydningen – jo overhovedet ikke online. Jeg er max offline, når jeg sidder her. De her timer, hvor hverken mine online app’s, eller virkelige mennesker er i min nærhed, de er ganske enkelt nødvendige for mig. Jeg magter jo i virkeligheden ikke at skabe det rum for mig selv på anden måde.

Idag er det den slags søndag, hvor der måske sker noget, og måske sker der slet ikke noget? Følelsesmæssig frihed.

Børnene har stadig ferie. Stadig! Den skoleferie føles jo fanme som en evighedsferie. Ej, bandede jeg lige der? Det sletter jeg naturligvis lige (…).

Vores børn har været med i sommerhus i næsten 3 uger i streg. Og det er jo kedeligt. På den fede måde. Og jeg følte mig en anelse kvalt på alt-på-børnenes-præmisser-måden af flere omgange, men heldigvis, så elsker jeg jo de børn – helt op til månen og tilbage igen. Og det der med kvælningen, det mente jeg jo selvfølgelig ikke, så det sletter jeg naturligvis  også lige (…).

Nu regner det. Meget. Jeg kører hjem. Måske er de vågnet derhjemme, måske ikke. Jeg tror, jeg går med hunden. 1 time i skoven og ved vandet. Med online app’s ved hånden, og podcast i ørerne.

Det er søndagslivet – uden makeup og uden filter. #happysunday  🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.