Jeg – i perspektiv

Nu er den der. Jeg skal til Smukfest. Fedt. Længere er den jo egentlig ikke.

Men det er den så alligevel. For mig. Jeg skal nemlig sq da til festival uden min mand. Altså, det er faktisk ret underligt. Men jo helt normalt. Og helt okay. Som i ‘bevares’.

Men det er noget med, at dem omkring mig i det der lørdagsdøgn, for ja ja, det er jo bare en endags-fornøjer, men de er sammen. De er to par. Mand og kone. Bummelum, og så lækkert har de det.

Kommer jeg så til at danse alene? I tankerne. Kommer jeg til at savne alene? I tankerne.

Hvis jeg gør, så ved jeg i hvert fald, at det bare er i mine tanker. Vennerne omkring mig er jo verdensvenner. Og det bliver jo mega fucking hyggeligt. Det bliver sjovt. Skørt. Alkoholisk. Frit. No danm worries. Jeg glæder mig heeelt vildt.

Og så lige P.S.: jeg skal bare lige have fat i én, der kan sætte mit telt op!

 

Dengang jeg var lille. Eller måske hedder det ung, men at skrive det, gør mig simpelthen for gammelkoni. SÅ.

Dengang jeg var lille. Da jeg blev forelsket i min mand. Der blev jeg forelsket i ham. Den der smukke søde dreng. Men jeg blev også forelsket i muligheden for drømmelivet. Livet med fast kæreste. Lejlighed. Graviditet. Bryllup. Fødsel. Børn. Familie. Hus. Og alt det der, jeg har nu.

Fucking alt det, har jeg nu. Wow. Det er jo vildt, ik’!

Og nu er jeg jo ikke sådan forelsket i det mere. Drømmen er jo bare virkelighed nu. Det er hverdagen. Som jeg jo iøvrigt elsker så højt, jeg kan.

Men måske glemmer jeg faktisk, at det jo fandeme var præcis det her liv, jeg drømte om. Og fik. Eller tog. Eller som bare skete?

Jeg husker, at jeg bare helst ville alting sammen med min kæreste. Og jeg ville, at han skulle have samme drøm, som jeg. Vi skulle være vi. Fucking hele tiden, ville jeg være vi.

Men, hvor filan gjorde jeg egentlig af mig? Jeg brød mig nok i virkeligheden ikke ret meget om det der mig. Livet var jo vildt meget federe, når jeg var vi. Eller jeg bildte nok bare mig selv ind, at jeg kun var noget værd i samlivet med ham.

Men heldigvis. Ret meget heldigvis, så ville min kæreste ikke altid være vi. Han har jo egentlig nok altid både været vi, og ham. Han var et jeg. Og han vidste sq da godt, at han var noget værd for sig selv – #denrøvbanan .

Men hvorfor gad jeg at gemme mig væk? Hvorfor gad jeg kun at være vi hele tiden? Det var sq da dumt.

….

Nu er jeg blevet voksen. Og jeg har været vi, kærester og familie, i mange år nu. Nu er det pludselig blevet vigtigt for mig, også at være mig. At finde værdi i bare at være mig. Jeg betyder jo noget for mig selv. Faktisk.

At jeg har en mand og to verdensbørn er jo det vildeste plus ever i mit liv. Men det er da mega rart, at jeg selv, nok uden rigtig at vide det, har skabt et jeg, der føles noget værd. Et jeg, som faktisk kan stå alene. Måske?

Men jeg er jo ikke alene, og bliver det måske aldrig. Heldigvis aldrig. Min kærestemand og mine børn har jeg tæt på. Hver dag. Og det gør jo mit jeg – og mit liv ekstra meget værd.

 

Og med det (?), vil jeg bare glæde mig endnu mega meget mere til snart at skal feste i Skanderborgs smukke skov. Helt uden, hverken at føle mig forkert, alene, eller hvad hulan, jeg end følte, da jeg var lille.

Nu er jeg nemlig bare ung og frejdig. Og lidt voksen.

Godnat du tænksomme torsdag 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.