Det er jo dumt at lade sig sammenligne ….

Jeg husker det tydeligt. Det var mens, jeg gik på gym. Jeg fik 8 i tysk. Og jeg var ret glad for det 8-tal. Det passede så fint til det, jeg synes, jeg kunne. God mavefornemmelse.

Så fortalte min veninde mig, at hun havde fået 10 i tysk. Og en anden fra klassen, havde sgu også fået 10.

Så var jeg jo lige pludselig overhovedet ikke glad for min 8’er. Mega nederen at få 8. Jeg fik ondt i maven, og var skuffet over, at jeg havde misforstået igen. Misforstået min selvtillid. Jeg duede jo for fanden da ik’ til tysk. Eller til noget, følte jeg lige pludselig. Nu var de andre piger både pænere og klogere, end jeg var.

Det var ufedt.

Men jeg vidste det jo ikke! Jeg vidste jo ikke, at karaktererne ikke fortalte en fis om mig. Om mig som menneske. Om, hvad jeg var værd. Og om, hvad jeg iøvrigt kunne.

 

Det er jo simpelthen så dumt at lade sig sammenligne. Om det er karakterer, karriere, udseende eller dansemoves. Det gør ikke en skid godt for én. Det er jo bare en måde at få det dårligt med sig selv på. Eller få det godt med sig selv på – på andres bekostninger. Det er jo heller ikke fedt. Hvem fanden har det godt med at være ovenpå med sig selv, udelukkende fordi ens sammenligning konkluderer, at en anden er mere nederen end dig?

Nej, – det er godt at blive anerkendt og komplimenteret for den, man er, eller for det, man gør. Men jo uden sammenligning.

Det er det der med, at vi er mennesker alle sammen. Vi går alle sammen på toilettet, har sex, og skælder vores børn (eller veninder!) ud total uretfærdigt. Så er der bare nogle af os, som er gudesmukke, mens andre er mindre kønne. Nogle taler flydende tysk, og andre kan simpelthen ikke forstå den tyske grammatik.

Og når jeg ligger for døden, og skal tænke tilbage på det betydningsfulde i mit liv, så er jeg ret sikker på, at det hverken omhandler mine karakterer eller mit udseende. Og mit livs værdi vil ikke opstå i en eller anden åndssvag sammenligning med et andet menneske.

 

Jeg er vild med mennesker og nærhed. Med interaktioner og relationer. Alt sådan noget, som siger noget om, hvem vi er, – i stedet for, hvordan vi ser ud. Det er fedt at gå i dybden. At komme tæt på andre menneskers liv og tanker. Det kan jeg relatere til. Og det får mig til at reflektere over mig, hvem er jeg, – og ikke mindst, hvem synes jeg om at være i relationen til andre.

Netop derfor, blev jeg aldrig den modeblogger, jeg troede, jeg skulle blive  – #læsmitsidsteindlæg .

Modebloggerne fokuserer nemlig på det smukke ydre. Og det er de skide gode til. De er vildt kreative, og de tjener en god løn på deres blogging. Men har de succes netop på vores bekostninger?

Skal modebloggerne, instagrammerne og de andre lækre dudes gøres ansvarlige for, at vi ikke kan modstå at sammenligne os med dem? At vi føler os mindre værd, når vi ser på dem?

Noget a la det, spurgte jeg også mig selv om i mit sidste indlæg. Og det var jo egentlig det, jeg ville have skrevet om idag!

Jeg tror ikke, jeg synes, de sociale medier – og dem inde bag de sociale medier (#mig), har skylden for, at vi gør person sammenligninger, og får det dårligt med os selv i de tanker.

Men …….

Aj, mine fingre er simpelthen for trætte af at taste nu, og min hjerne er åndssvagt træt af at tænke. Jeg må lukke skærmen ned for idag. Men jeg kommer tilbage. Forhåbentlig snart.

Og det næste indlæg  blive noget med det der ansvar på de sociale medier.

Godnat du minderige onsdag 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 Kommentar

  • SVAR

    […] mit udgangspunkt, at jeg skal følge lidt op på mine to tidligere indlæg; Min slags blogger og Det er jo dumt at lade sig sammenligne . Men jeg kan lige så godt sige det, jeg ved ikke, om det lykkes. Min hjerne er utilregnelig. […]