Udseende, påvirkning og ansvar!

Måske er det her faktisk en føljeton? I hvert fald, er det mit udgangspunkt, at jeg skal følge lidt op på mine to tidligere indlæg; Min slags blogger og Det er jo dumt at lade sig sammenligne . Men jeg kan lige så godt sige det, jeg ved ikke, om det lykkes. Min hjerne er utilregnelig. Tit.

Tænker…

Det er faktisk lidt svært at komme igang idag….

Tænker… 

Klar til tastning…

Er et fotoshoot af dig og veninderne kun godt af dig, hvis det er dårligt af veninderne? Eller kun dårligt af dig, hvis det er godt af veninderne? Nej, vel? Okay, så stop med at sammenligne.

Jeg var jo engang den type der. Den type, der fik det mega dårligt med mig selv, når jeg sammenlignede mig med andre.

Men nu når jeg synes, at jeg ikke er den type mere, hvilken værdi, giver det mig så, at jeg sammenligner mig med andre? For det gør jeg nok stadigvæk lidt. Eller bare ofte.

Jeg er jo skide let at imponere. Alt for nem, faktisk. Wau. Wow. Hold nu kæft. Shit, hvor er hun smuk. Og sikke sød. Cool. Ajj, tænk, hun kan alt det der. Det er sq sejt.

Jeg må gøre noget. 

Og det er jo altid en ‘hun’, jeg sammenligner mig med. Og iøvrigt kigger på. Altså, smukke mænd æder også mit blik, men det er jo på jeg dør lige lidt-måden. Jeg ser ikke engang, hvilket tøj de har på. Men kvindernes udseende derimod, dem har jeg styr på – fra yderst til inderst. Eller omvendt….

Men jeg imponeres jo. Jeg inspireres og motiveres. Jeg boostes på noget godt, når jeg sammenligner mig med andre kvinder. I hvert fald oftest. Og jeg giver mig selv skylden og ansvaret for den oplevelse. Det er hverken den smukke kvinde på gaden, eller hende på instagrams skyld og ansvar. Jeg tror faktisk overhovedet heller ikke, at intentionen med at være (gøre sig?) smuk er, at jeg – og alle de andre kvinder – skal få det dårligt med sig selv.

Men hvad er intentionen med de smukke posts egentlig?

Vel det samme, som når man gør sig smuk i virkeligheden? Noget med at gøre det bedste ud af sig selv. Netop at imponere, inspirere og motivere. Og noget med at søge komplimenter. Likes – hedder det så irriterende på nettet. Men de er jo rare at få,- om det så er i virkeligheden eller på nettet. Man skal bare lige huske sig selv på, at det jo udelukkende er ens udseende, ens ydre, der komplementeres.

Og så er meget af det smukke, vi ser på nettet jo også bare branding, hardcore business. Husk det.

Jeg tror faktisk, at måden hvorpå vi modtager og afsender alt det der ‘udseende’ på, kan sige noget om, hvordan vi er vokset op.

Er vi blevet vist meget frem som børn? Betød vores udseende en helt masse, når vi var ude blandt andre mennesker? Når vi skulle præsenteres. Når vi var i skole. I sportsklubben. I hverdagen. Eller bare sådan i det hele taget.

Jeg tror, at den lille umodne barnehjerne kan snydes til at tro, at udseendet har alt for stor værdi i livet. Bevares, vores udseende betyder da noget. Men jo altså ikke alt. Og det er jo slet slet ikke det vigtigste.

Det er så hulans vigtigt, siger jeg til mig selv, at lære mine børn (og mig selv) netop at se sig selv og andre mennesker i det perspektiv.

Men Gud, hvor er det svært. Der er så mange potentielle misforståelser. Særligt, når vi agerer på internettet.

Jeg synes eksempelvis, det er fantastisk lækkert at løbe. Men jeg fravælger at poste alt muligt omkring mit løb. Fordi, hvad risikerer jeg, at folk pådutter mig, når de ser mig i løbeskoene hele tiden?

Og det er faktisk ikke værdifuldt for mig at poste mit løb. Men det er værdifuldt for mig at løbe…

Men jeg kan godt lide at poste noget fint. Og det er jeg jo altså ikke lige, når jeg løber! Men at poste noget sådan fototeknisk fint, det er sjovt. Like I know shit about it….

Og når jeg skriver herinde, så forsøger jeg at være ærlig og positiv – og lidt sjov. Det er relaterbart, lidt sjovt (…), og det skaber værdi for mig.

Men det er jo mega selviscenesættende. Og den karakter drømmer jeg faktisk overhovedet ikke om at eje. Men kan jeg undgå det? På nogen måde? Her mangler jeg virkelig hjælp.

Nej, det kan jeg ikke, – har lige været omkring Gyldendals ordbog.

Men måske er vi nok alligevel mange, der er selviscenesættende på en eller anden måde? Altså helt bevidst jo.

Mange er det på online platforme. Nogle er det på arbejdspladsen. I fritidsklubben. I nabolaget. Blandt vennerne.

Måske er det faktisk ikke kun negativt?

Nogle er selviscenesættende som den smukke. Andre er det som den sjove. Nogle som den kloge. Og faktisk er der også nogle, nok mest på Instagram (?), som er selviscenesættende som den grimme og den tykke.

Selviscenesættelse synes umiddelbart som en ubehagelig, men i virkeligheden måske en ret almindelig karakter. #petranagel

Det er jo bare lige igen det der med at huske, at udseendet jo ikke skaber vigtigst værdi.

Og med det perspektiv, så er vi nok mest selv ansvarlige for, hvordan vi (og vores børn) påvirkes – eller netop ikke påvirkes af andres udseende.

 

Det var dagens lommefilosofi.

Make you all a happy friday – and weekend 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.