Familie – kort sagt!

Det er nogle gange underligt det der med familiefølelse. Eller, jeg må nok bare tale for mig selv. Men det gør jeg jo selvfølgelig altid herinde.

Jeg har min egen lille kernefamilie. Og udenfor denne, min anden – eller første – egen lille kernefamilie. Her kender vi hinanden. Inderligt og på kryds og tværs. Det er familiefølelse. Og de mennesker er det allerbedste, jeg har.

Men igår opdagede jeg, at jeg jo faktisk har meget mere familie. Eller jeg fattede, at jeg har meget mere familie. Det var faktisk lidt underligt. Det der med familie – eller familiefølelse, det stopper åbenbart ikke bare, selvom jeg træder udenfor min egen lille kerne.

Jeg var til familiefest med familien på min mors side. Vi var over 70 mennesker. Havde vi været der allesammen, så havde vi været over 100 mennesker. Mange af dem har kendt mig siden, jeg var helt lille, – og det kunne jeg mærke. På en eller anden måde. På familiefølelse-måden. Det var helt vildt at opleve. Jeg mener, kom bare an verden, vi er over 100 mennesker i min familie – os kan I sq ikke vælte.

Når jeg kiggede til højre, var der mennesker, der smilende kiggede mig lige ind i øjnene. Interesseret. I mig. Ægte. Og jeg oplevede helt det samme, når jeg kiggede til venstre. Og bagud. Og fremad. Og jeg gengældte. Med alt, hvad jeg havde. Eller måske var det mig, der startede? Næ, vi var altid to om det.

Den der forudindtaget respekt, anerkendelse og kærlighed, som ens familie har til én, den er millioner af guldklumper værd. Jeg tror, jeg kunne fejle fra nu af og til verdens ende, uden min familie ville tænke anderledes om mig.

Og tænk, jeg er faktisk så naiv, at jeg nu ægte føler, at det ikke bare er mine to kerner, det er også de hundrede-og-et-eller-andet andre familiemedlemmer, som bakker mig op. Som person. Uanset.

Hold nu kæft for en klippe jeg er.

 

Idag er en dejlig mandag. Nyd den 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *