Sunday

Det er søndag morgen. Jeg er vågen før børnene. For en gangs skyld. Her er så stille, at jeg er helt i tvivl om min hørelse overhovedet er intakt. Jo – nu når jeg lytter efter, så kan jeg høre skibsurets tikken. Det er den tikken, alle gæsterne kommenterer. Vi hører den ikke. Mere.

Gud, hvor jeg elsker den her stilhed.

Jeg tror, jeg skal løbe idag. Det er så rart. Jeg er nu endelig nået til det der punkt, hvor jeg kan løbe svarende til en podcast’s længde uden tanke på, hvor langt jeg har hjem. Jeg skal passe på overbelastningen. Hele tiden må jeg påminde mig selv den risiko. Det er nok noget med alderen. Jeg tænkte i hvert fald ikke et sekund på overbelastning, da jeg var yngre og løb derud af, – og jeg var vist aldrig skadet.

Hmm – den der alder….

Jeg har faktisk besluttet mig for at være ligeglad. Altså, det ér jo ligemeget. De alderstegn, jeg bander over, dem finder jeg ud af at afhjælpe. Eller skjule. For mig selv!? Og de alderstegn, jeg ikke kan gøre noget ved, dem accepterer jeg bare. Jeg mener, hvem gider jo at græde for evigt?  Siger jeg til mig selv.

Nu vågner børnene. Og med et, er der høje stemmer, latter, musik og lyde fra skabe, døre og vinduer. Wow. Total forvandling. Men det er jo rart. Og det er netop den forvandling, der gør, at stilheden er så rar. Når den er der. Eller var der.

Dagen er igang. Søndagen. Yes – det er dejligt.

Nyd’, nyd’, nyd’ den nu 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.