Dybden betyder sgu noget!

Når et andet menneske fortæller mig noget vigtigt. Altså sådan åbent og ærligt, og derfor vigtigt for det menneske, så skal jeg fanden fisme høre efter. Også selvom jeg som udgangspunkt faktisk ikke lige synes, det er vigtigt. Og jeg skal ikke bare lytte, nej – jeg skal æde historien, jeg skal perspektivere og reflektere. Og mega vigtigt, så skal jeg jo forsøge at forstå historien udfra, hvordan det menneske, der fortæller sin historie, oplever den. Ellers bliver historien jo lige pludselig en helt anden, i hvert fald gør oplevelsen af historien det. Og i så fald, vil jeg nok bare snakke forbi det menneske, som fortæller sin historie. Det vigtige vil forsvinde. Og mit værd i den relation vil være aldeles ikke-eksisterende.

Altså nu er jeg jo (igen) ude at svømme i det lommefilosofiske dybe – og måske bundløse hav. Men det tiltrækker mig angiveligt.

Jeg tror faktisk, at det her tankeunivers forærer mig noget dybde – sådan helt eksistentielt set. Wow – jeg svømmer virkelig nu!

Det er noget med det fantastiske i at træde lidt dybt. Noget med at tænke lidt dybere over, hvorfor hulan andre mennesker gør og siger, som de gør. Hvem gider jo ikke at opdage, at noget kunne gøres bedre, end du troede?

Det er jo det helt lækre ved andre mennesker, – de er ikke bare magen til dig, de oplever hver især livet ud fra deres kontekst og perspektiv. Det er skide interessant, og hold nu op en berigelse, jeg kan få i mit liv, hvis jeg reelt evner at forstå, og tage ved lære af, hvordan andre mennesker lever sit liv på godt og ondt. Og jeg tror faktisk, at jeg i den proces, i de relationer, også deler livligt ud af mig selv og mit liv.

Jeg kræver af mig selv, at jeg skal være på den måde. Det er mit eget ansvar at lære af andre mennesker, og af livet på den måde. Jeg stiller faktisk samme krav til mine børn. Til min mand. Til min familie, og til mine veninder. Vi skal interessere os for hinanden. Vi skal forsøge det bedste, vi kan, at forstå hinanden ud fra dem, vi er, hver især. Det tror jeg giver det bedste liv for os alle, og der vil måske ikke være så mange ting, vi frustreres over ikke at forstå. Fordi, når jeg ikke forstår, så betrygges jeg jo bare ved min indsigt i, at det andet menneske – i sin kontekst, forstår.

Sådan er livet så forstående, uforstående og ganske dybt. Om du vil.

God filosofisk tirsdag 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *