Det er simpelt – det er meditation

Så sidder jeg her igen. I stolen ved skrivebordet i stuen med udsigt til haven. Absolut yndlingspladsen. Måske fordi jeg kun sidder her, når jeg har sindsro og tid til at skrive. Det føles ret vigtigt for mig at gøre det her. At passe på min blog. At passe på, at den ikke dør. Den er jo på en måde mig. Ærlig, eller udvalgt ærlig (…), visionær – for mig, og imaginær – måske? Når jeg bliver gammel, så ved jeg det bedre. Og jeg ved også, at jeg til den tid vil mindes de her timer ved tastaturet, som noget af det gode, noget af det vigtige for mig. Åndehullerne i hverdagens fysiske og mentale trummerum.

Jeg hoppede i skabets mest bløde, varme og behagelige tøj i morges. Regnen og blæsten ruskede udenfor. Jeg satte kaffe over. Filterkaffe. Moccamasteren fyldte køkkenet med sin duftende damp, sin varme, og sin hyggelige snorken. Jeg har glædet mig til de her morgener hele sommeren. Kølige mørke efterårsmorgener.

Jeg fyldte en stor kop med kaffe og sødmælk. Tændte duftlyset, og satte mig i stolen, den bløde, i stuen. Der sad jeg så, bare lige en kop-kaffes-tid. Jeg trak vejret, så det føltes køligt i næsen og nydeligt med duftlyset. Jeg drak kaffen, så den smagte fyldig og cremet, og jeg mærkede varmen fra kaffen flyde ud i kroppen.

Jeg nåede ikke mere inden familien vågnede. Men det gjorde ikke noget. Jeg havde jo nået det vigtigste.

Huset – eller vi – larmede hverdagsagtigt en times tid. Det gik helt okay. Og inden jeg så mig om, så var mand og børn ude af huset. I skole og på arbejde. Det er også helt okay – for dem og for mig. Jeg blev hjemme, jeg har nemlig fri fra klinikken idag.

Nskinner solen, – men den når nok ikke at tørre græsset inden regnen kommer igen. For en stund. Træernes blade er allerede godt igang med at skifte sine farver. Snigende forvandling med nye farvekombinationer for hver dag. Det er det smukkeste, jeg ved. Efterårsskoven. Og særligt, når himlen står høj og blå, og luften er sprød og kølig. Endelig kan vi trække de smukke efterårsjakker ned over os igen.

Jeg har haft en verdensweekend med mine børn i sommerhuset. Bare børnene og jeg. Farmand holdte mande /drengerøvs fest herhjemme, så vi andre i familien tog hunni med nord på. Og vi kom sent hjem søndag. Det var bedst. For os alle.

Det var 3 dages skøn skøn sommerhuslivstil. Mere tid offline. Mere tid i naturen. På yogamåtten. I løbeskoene. Og vi var sammen, oveni hinanden, døgnet rundt. Det var som at genstarte et eller andet. Noget fysisk, psykisk og socialt godt – sundt.

Jeg føler mig meget taknemmelig, og det er mine små hverdags meditationer, der minder mig om det. Stunderne med kaffen, roen og vejrtrækningen. Løbe- og gåturene i skoven, i klitterne og ved vandet. Sommerhuset, den lille base, som indgyder ro og hygge. Min daglige lytten til podcastfortællinger om livets ve og vel, og skide sjove typer.

Vi må huske på det allesammen. På vores eget ansvar for at skabe – og mærke vores taknemmelighed. Det er ikke altid let, og følelsen gemmer sig nemt i hverdagstralvhedens uoverskuelige spektrum, men den er derinde et sted – hos os allesammen. Og jeg bliver personligt simpelthen så glad af at opdage den.

God jagt, god fornøjelse og bare god helt almindelig tirsdag 🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.