Måske er det faktisk vigtigt – og rigtigt, det her?

Misinformation på nettet er den nye store globale udfordring, sagde en klog mand i radioen.

Men det er jo noget værre noget. Det er jo på de online platforme, jeg høster min almene viden. Og det gør mine børn også. Altså – alt er relativt. Min mand gør det i mindre grad. Han holder avis. Stædigt og livslangt, tror jeg. Og det er aviser skrevet af rigtige journalister.

Men hvordan ved jeg, det er rigtigt, det jeg læser?

I gymnasiet og på mit studie lærte jeg kildekritik. Noget med analyser til verificeret viden og metoder til evidens. Men bruger jeg det overhovedet, når jeg flere gange dagligt fix’er mig igennem mit feed af nyheder? Det kan jeg vel slet og ret ikke nå med den hurtige hastighed og afledende opmærksomhed, som det – ærligt indrømmet – foregår med.

Og der er vel overhovedet ikke én, der har læst og forstået de juridiske regler og vilkår, man erklærer sig enig i, når man opretter en profil på et socialt medie? Jeg gør i hvert fald ikke. Og iøvrigt, så er informationsfæren på Facebook, Instagram, Youtube og så videre, ja inklusiv diverse blogs og podcasts, nok ikke ret robust – sådan juridisk og journalistisk set?

Men meget online information er dog alligevel rapporterede virkelige hændelser. Og det faktum (…), sammenholdt med min periodisk gode opmærksomhed, gør nok, at jeg dog alligevel opdateres på et eller andet rigtigt. Og selvom forkert viden nok både kan vokse sig stor, og leve længe på et socialt medie, så tror jeg alligevel, at den rigtige viden overgår og overlever – på trods.

Men sikke en rædsel, hvis vi faktisk indlærer forkert viden i en sådan grad, at selv politikernes beslutningsgrundlag påvirkes? Åh Gud, måske var det egentlig det, den der kloge mand i radioen snakkede om, netop er ved at ske? Det er jo virkelig et alvorligt problem så. Ej – hold on. Jeg ved det ikke helt. Manden var så klog, at jeg faktisk ikke forstod alle hans ord!

Jeg bekræftes igen i, hvorfor det giver mening, at der er aldersgrænser for profiloprettelse på de sociale medier. Det duer jo for fisen da ikke, at vores børns pandelapper forurenes allerede før teenage alderen. De er nødt til at lære lidt kildekritik, inden de forvilder sig ind i de der enorme informationsbobler.

Journalistik, forfatterskab, skuespil og fotografi-kundskab er blevet sådan lidt allemandseje. Vi opretter allesammen profiler på sociale online platforme, og vi tror, at vi er brugerne, kunderne, – men faktisk er vi gratis købte journalister, forfattere, skuespillere og fotografer. Vi er uuddannede, vi betaler ikke noget for det, og vores lands ytringsfrihed gør, at vi frit kan poste egne ord, billeder og film. Vi informerer – og vi misinformerer. Total svær skelnen. Der er faktisk annoncører, som betaler på de forskellige platforme, og det er derfor dem, der er kunderne. Vi er bare produkterne.

(….)

Åh, jeg tænker igen på børnene. Kan de finde ud af det? Kan de ytre sig med hensyntagen til korrekt viden, dannelse og almindelig pli i sociale henseender? Tænk bare på alle de flertalsmisforståelser børn gør sig hele tiden.

En af gengangerne herhjemme i den henseende er madpakke-diskussionen. Rugbrødsmadpakken ér nederen, siger min dreng. Alle ved jo, at Lagkagehusets sandwich med tunmousse er minimumsstandarden for, hvad der er en cool madpakke. Og alle klassekammeraterne har en sandwich-madpakke, som – som minimum – er på niveau med Lagkagehussandwichen – målt på lækkerhed.

Kære sønnike, det er altså en misforståelse af, hvad flertallet synes er en cool madpakke. Og iøvrigt, så har flere i klassen rugbrødsmadpakke med hver dag.

Jeg vil så gerne, at han forstår det der, inden han støder på cigaretterne ude i byen. Tænk, hvis han igen misforstår, hvad flertallet synes er cool? Vupti, så ryger han pludselig cigaretter, selvom han måske faktisk selv synes, det ser lidt dumt ud, smager grimt og har vished om, at det kan gøre ham dødsyg en dag.

 

Nå, nu gider jeg ikke skrive mere. Jeg gider faktisk slet ikke tænke mere. Men jeg vil lige opsummere, at information jo altså giver viden, og vi skal for hulan da leve af den viden. Enhver beslutning, vi tager, er jo på baggrund af vores viden. Derfor må vi sociale-medier-mennesker altså stoppe med at dele, kommentere og sprede viden, vi ikke rigtig ved, om er rigtig viden.

 

Og så sikke da bare en dejlig søndagssol, vi havde idag. Håber I nød den. Jeg gjorde  🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.