Jeg puster lige ud!

Det går for stærkt for mig igen nu. Jeg glemmer at stoppe op. Jeg glemmer at bemærke, at jeg trækker vejret. Men det synes måske også ligemeget, når kroppen jo bare gør det automatisk?

Problemet med alt for høj fart i livet er bare, at tiden jo flyver. Forsvinder. Alt for stærkt og alt for ubemærket. Det gider jeg ikke. Tiden bliver irriterende. Tiden bliver noget, jeg tænker på, på sådan en dræbende måde. Alle aftalerne, også de hyggelige og de skide sjove, de bliver pludselig bare årsagerne til, at jeg er fortravlet og stresset. Det der skulle give livet kvalitet, gør pludselig det helt modsatte. Og det kan jeg jo ikke leve af…

Men jeg kan ikke bebrejde nogen for det. Ikke engang mig selv. Det er jo mig selv, der nu kommer i tanke om at stoppe op, – så tak for det Louise!

Jeg har en god morgen nu. Yogamåtten er varm, Søren Huss er på Spotify, og kaffemaskinen dufter, mens den brygger. Jeg tror sgu aldrig, jeg afkalker den maskine. Sikke en synd og skam, hvis den mistede sin beroligende lune snorken. Det ville ikke være det samme. Og det er jo et heldigvis.

Jeg vil holde morgen i 3 timer idag. Jeg har ferie, og nok præcis derfor er det vigtigt for mig at stoppe op og lige trække vejret. Dybt og mærkbart.

Min mand er på arbejde. Min søn er hos sine kusiner i 3 dage. Det er iøvrigt en fuldstændig fantastisk, og helt ind til knoglerne rørende tanke for en mor og moster. Selvom jeg savner. Min datter sover endnu. På snart 13. time.

Lige nu elsker jeg, helt ned i maven. Bare det hele, elsker jeg.

Jeg ville faktisk have skrevet om noget helt andet idag. Om noget så ligegyldigt og alligevel så skide vigtigt, nemlig vores skønhedsideal. For hvad (fanden) er det egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt, og samtidig så fuldstændig ligegyldigt?

Jeg må tænke lidt mere over det, og vende tilbage. Mit behov for at strække ud og tænke rolige tanker overrulede bare idag.

God tirsdag, og stop’ så lige op og træk vejret. Dybt. Roligt. Mærk’ den kølige luft i næsen, og musklernes arbejde i maven. Bare lige 5 minutter.

Det er skide rart 🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.