Skænderierne

Tiden er forsvundet. Jeg aner ikke hvorhen, men endelig har jeg ro og tid til tanker ved tastaturet.
Det er dejligt, jeg har bloggen, ellers blev alle de her tanker måske aldrig rigtig tænkt. Det forstår min mand ikke. Måske gør I heller ikke? Det gør ikke noget, fordi jeg forstår det godt.

Måske skal jeg egentlig gå lidt ned i arbejdstid på klinikken? Så har jeg bedre tid til det hele. Jeg vil nemlig helst det hele. Og min mand er jo gået op i tid. Nyt job, flere arbejdstimer. Støn – siger jeg bare. Men han når alligevel det meste i sit liv. Ik’ det hele, bare det meste.

 

Jeg har tænkt lidt over det der med at skændes med nogen. Hvorfor gør vi det, og er det egentlig ikke godt, vi gør det? Hvis vi altså gør det?

Det er alt for længe siden, jeg sådan rigtig har skændtes med nogen. Altså, – skænderierne med børnene tæller jo ikke (…).
Det er det der rigtige voksen-skænderi, jeg tænker på. Det der, hvor jeg får hjernen tømt ud, og hvor jeg mærker en forløsende mental trykudligning. Eksplosionen til en ny start – eller noget?

Da jeg var teenage, skændte jeg på mine forældre. De skændte vist ikke det store tilbage, – lod mig nok bare snakke af. Klogt, synes jeg.
Da jeg var i 20’erne, var det min kæreste, der triggede mig. Dramatisk, ungt og helt vildt følelsesladet.
Og nu i 30’erne, – ja, hvad nu? Der er jo seriøst ingen voksne, som kan give mig pip på den der måde mere. Det føles faktisk lidt kedeligt at indrømme.

Min mand og jeg kender hinandens grænser, – måske alt for godt egentlig? Og vi respekterer dem nok bare – sådan helt uden videre. Vi kender de uskrevne regler og vores respektive roller så godt, at der i den henseende jo slet ikke er behov for skænderier mere. Måske orker vi nok heller ikke? Ikke engang diskussionerne, – vi ved jo begge, at tiden læger – eller…

Men vi har vel behov for voksen-skænderierne? Jeg mener, så vi får fortalt alt det vigtige? Alt det svære, det grænseoverskridende og alt det, der kan gøre os helt vildt kede af det.
Åh Gud – gulvtæpperne! Fejer vi bare det hele ind under gulvtæpperne, når vi accepterer, respekterer og falder til føje?

Jeg tror, den korte lunte i et forhold bliver lidt længere for hver dag man er sammen. Eller nok kun i ‘det gode’ forhold. Og måske bliver vi lidt bedre til at tænke, før vi taler? Noget med at opdage i tide, at det jo ikke altid er den anden, der er skrupforkert på den  – #pis! Selvom alle kvinder jo ved, at det er helt vild irriterende, at manden ikke bare gør det, vi tænker, han skal gøre (…).

Nå, der er nok meget mere i det her, vi ikke altid ved. Hverken om os selv, eller om hinanden, og hvorfor vi skændes eller hvorfor vi ikke skændes.
Jeg tror, jeg vil tænke lidt videre i det her. Bare ikke idag, måske i mit næste indlæg?

Nu er det weekend, det er lørdag – og det er mega dejligt. Husk og nyd’.

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *