December-blonden

Det er fredag i december igen.

Og igen må jeg have mit fineste tekstil ud af skabet. Det dufter af parfume endnu. Det er ellers en hel uge siden sidst. Og blonden er både luftet og skyllet op. Vild nok parfume der! Men jeg elsker den. Amber, hedder den. Måske er dem omkring mig ved at dø over den, men sorry guys, jeg er én af dem, der kun – og til nød skifter mærke hver 10. år.

Åh ha, orker jeg egentlig igen?

Julefrokost.

Og igen på den der helt rigtige, eller …… måde. Sild, snaps og leverpostej. Deller og tarteletter. Skinke og grøn kål. Øl, øl og øl. Nå ja, og rugbrød til. Og slutteligt, bare så mavesyrens recidiv er helt sikker, så risalamande med varm sovs.

Lige nu, orker jeg ikke rigtig. Men ganske sikkert, – når tekstilen er svøbt om kroppen, håret bobbet op, og med aura a’ la Amber, så kører det for mig igen.

Skål – og god fredag.

 

Og kære lørdag, lad nu være med at rotte dig sammen med sidste lørdag, og sidste lørdag igen. Det var modbydeligt. Lige til at kaste op over.

Men gør du det alligevel, så må jeg jo tale alvor med det gamle og ligblege ansigt, der dukker op i spejlet sen morgen.

Stop nu, må jeg sige. Bare stop.

 

Men nu er det på med december-blonden, og så afsted.

Hey du!

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *