Det er noget helt særligt. Det er jul.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Det er den 23. december idag. Lillejuleaften.
Vi skal have juletræet ind i stuen. Faktisk, så plejer vi allerede nu at have fældet vores juletræ, og træet plejer at have givet aftenlys på terrassen gennem en tid. Det har vi ikke nået i år. Der har vist været så meget…

Vi skal pynte træet idag. Børn og voksne, mens julemusikken fylder rummet. Jeg ville allerhelst, at pynten var fra dengang. Dengang i 80’erne – 90’erne, hvor jeg var barn. Det er det ikke. Eller måske? Nok mest bare, noget af det. Jeg kan aldrig huske det før kassen åbnes. Det er da fint egentlig! Det er da ret fint at tænke på, at mine børns små fingre skal hænge det samme pynt på mit træ, som jeg selv hang på min mors træ.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

I morgen skal fjernsynet være tændt hele dagen. Normalt, så hader jeg, når skærmen kører i dagslys, men i morgen den 24. december, er det anderledes. Og normalt, så hader jeg genudsendelser, men ikke i morgen. Det er julestemning. Det er trygt, glædesfuldt og ganske rørende.

I morgen, skal vi også i kirke. Tror jeg! Jeg vil så gerne, men tit kommer vi desværre ikke derhen. Jeg kan være så fortravlet, – og med dårlig samvittighed.
Jeg var altid i kirke den 24. december som barn. Det var hyggeligt og højtideligt. Og det er så godt for barnet at opleve det højtidelige. Den der stemning. Den der ro. Det er nok julefreden, som sænker sig.

Endelig, efter kirken, er det sådan rigtig familietid. Familiejul. Ah men, den der stemning, den er jo helt vild. Måske lykkelig.
Vi spiser and og alt det andet rigtige. Vi får mavepine, og hjælpes med at tage af bordet. Åh ja, og grøden, den med fløde og kirsebærsovs. Den bedste. Og mandelgaven. Én til barnet, som vandt, og én til den voksne, som vandt. Sådan er det.

Og så sker det. Kun to af os må blive i stuen, resten går ud i entréen. Bare lige 5 minutter, mens de to i stuen tænder levende lys på træet og rundt i stuen. Alt elektrisk lys slukkes, og så må vi komme.
Naajj, hvor er det flot, siger vi alle smågrinende i munden på hinanden. Det er så fint – og lidt sjovt hvert år.

Så går vi rundt om træet. Lidt længe, tror jeg nok, jeg synes. Eller det var nok mest sådan som barn. Min far kan alle salmer i verden, han elsker at synge, og han er god til det.
Efter dansen, sætter vi os. Hver i sin stol, og alligevel helt oveni hinanden. Dengang, var det altid far, der skulle tale nu, men med årene, har børnene taget over. Det er juleevangeliet. Min far har altid kunnet den historie udenad, og måske netop det, gør den så fin for os. Det er fars, bedstefars, julehistorie til os. Noget helt særligt. Men selvom det nu er et af børnene, børnebørnene, som læser juleevangeliet juleaften, så er klumpen i halsen ikke blevet mindre.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Nå ja, og så giver vi gaver til hinanden. Men det er jo det mindste af det.

Glædelig jul 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.