Hjem?

Det var jo derfor, vi flyttede hjem. Fordi, det er her de er. De bedste mennesker i min verden. Min familie.

 

Jeg var vist i 20’erne. Vi boede i Århus. Jeg elskede det sted. Jeg mener, jeg elsker det sted. Jeg var skruk. Oh my …, jeg var skruk. Nok præcis derfor, var min kæreste ikke skruk. Overhovedet ikke. Han var crazy med det der ungdomsfidus af et liv. Og mig, jeg havde jo festet alle de år, så jeg gik bare rundt der og troede, at jeg var voksen, og klar til alt muligt. Tsh…

Det var sq egentlig underligt. Fra jeg var 15 til jeg var, hvad, 23 – eller noget, der fyldte mine forældre og mine søskende nærmest ingenting i mit liv. De var der bare. Altså selvfølgelig, og helt vildt heldigvis – og hjerteligt tak for Jer. Men seriøst, de kunne jo bare passe deres. Jeg var forelsket, mega voksen – og alt muligt. Total løsrivelses klar, og lad mig nu bare selv bygge min rede, jeg skal igang med mit eget liv. På en måde.

Men lige pludselig, dengang i 20’erne, og vist sammen med det der skruk, dukkede min familie op i mit hoved igen. Som i, dukkede op på den der helt vildt livsvigtige, uundværlige måde. Måske, blev jeg faktisk lige akut virkelig bange for, hvor de var, hvem de var? Havde de mon glemt mig? Hvordan kunne jeg i så lang tid, hver dag og hele tiden, have undgået at tænke på de verdensvigtige mennesker i mit liv?

Men på et sekund, var jeg ikke bange mere. De var der jo stadigvæk, og præcis som de havde været hele tiden.
Jeg var rig. Er rig. Fucking virkelig rig. På kærlighed.

Jeg blev gravid. Endelig. Og én gang mere, blev jeg gravid. Og lige pludselig, var min kæreste og jeg far og mor til to børn. Verdensbørnene jo. Min kæreste blev til min mand. Virkelig voksent.
Så ville jeg hjem. Hvad skulle vi med Århus, når vi kunne få hjem. Jeg kunne mærke det der med min familie tæt på. Shit, det ville jeg gerne. Og heldigvis – pludselig en dag, så ville min mand gerne med mig hjem.

Så nu er vi herhjemme igen. I Skive. Det er rart, men jo også bare sådan – almindeligt. Som, var vi aldrig flyttet.

Hver anden dag, vil jeg hjem til Århus igen. Virkelig bøvlet. Og det duer ikke. Det er jo her, de er. De der bedste mennesker i min verden. Min familie.

Men hvad med dem, der dengang blev i Århus? Og dem, der nu er flyttet derned. Dem savner vi jo alt for meget nu.

Måske må vi tilbage en dag, eller jeg mener, hjem til Århus igen?

….

Åh Gud, hvor er livet dog forvirrende.

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *