Stilhed

Det er lørdag. Klokken er 07:15. Sommerhuset er mørkt og stille. 16 mennesker sover rundt omkring mig. De er mine allesammen.

Jeg står op. Går på badeværelset. Går lidt rundt. Håndtagene knirker. Mine trin er lydløse. Der er lidt snorken – periodisk – fra nogle af værelserne. Det er som om, at det gør stilheden endnu mere stille. Jeg laver kaffe.

Vi skal køre nu.
Det er frost. Vejene er blanke. Glatte, måske? Himlen er mørkeblå, nogle steder mørk-lyserød. Kaffekruset varmer mine hænder, min krop, måske mit sind? Smagen er uovertruffen lige nu.

Min mand kører bilen. Vi er kun os to. Vi hører piano-jazz på P1. Vi snakker ikke. Det er rart at være stille lige nu. Mit sæde er varmt, men bilen er kold endnu. Jeg tager en tår af min kaffe.

Vi har kørt lidt nu. Vi skifter kanal. 24syv. Taleradioen. Dybe rolige mandestemmer fortæller historier om livet. Deres og vores. Vi lytter. Tænker. Smiler lidt indimellem. Hver for sig – og nok bare til os selv egentlig. Historierne er genkendelige.

Nu står solen op. Det smukkeste lys farver himmel og jord. Vi er alene på vejen. Har vi overhovedet set andre? Ikke endnu, tror jeg.

Om nogle timer er vi der. I kirken. Der vil være stille igen, men på en helt anden måde. Vi vil nok mest bare kigge ned. Halsen vil stramme, og på et tidspunkt løsne op. Det er når øjnene bliver våde af tårer.

Vi er tæt på, men vi er ikke de nærmeste. Det er hårdt for dem nu. Jeg mærker en dyb medfølelse. Min hals strammer.

Vi er på vej til begravelse.

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.