Jeg dør!

Manden på billedet. Mon han er smuk? Det er hans musik. Når jeg lukker mine øjne, er det som om, han sidder ved klaveret lige ved siden af mig. Men det er bare højtalerne. Sikke en musik.

Jeg kan ikke skrive med mine øjne lukkede. Ærgerligt nok. Jeg må kigge ud i stedet.

Himlen er grå. Skyerne regner. Træer og grene står helt bare. Det er flere måneder siden, jeg har betrådt og beskuet min have. Den byder formentlig både på hundelorte, brugte raketter og et alt for langt græstæppe dækket af nedfaldne birketræsgrene. Egentlig, så elsker jeg jo det store birketræ, men Gud – hvor jeg da overhovedet ikke elsker al det haverod, det efterlader mig hvert år ved denne tid. Jeg orker ikke.

Jeg er rastløs idag. Det var jeg også igår. Og i forgårs. Det er den her ventetid, tror jeg. Om en uge kører vi nemlig sydpå. Vi skal på ski. Slalom. Og der er mega meget sne dernede. Garanteret også mega meget blå himmel. Og sol. Og chokolade. Og scrambled eggs om morgenen. Og kaffe. Og helt vild glade børn. Mine.
Det der skiferie, det er det bedste, jeg ved.

Forresten, så er jeg også helt vildt stolt. Debut sidste søndag. Det var nervepirrende. Faktisk sådan – ret nervepirrende. Men også sjovt. Fedt. Sejt. Måske eksploderer jeg snart. Af forventningsglæde. Og af kærlighed.
Jeg har faktisk ikke rigtig sagt det til nogle, eller jo – måske til to. Men hvorfor ik’ egentlig?
….

Det er min søn. Vores søn. 12 år – og skide skøn. Han har så meget musik i skroget, at han i søndags blev udtaget til deltagelse ved årets legatkoncert. Bare ham selv, helt alene på scenen med sin upolerede vokal og sit ganske umodne guitarspil.
Jeg dør! Men først til april. Heldigvis.

Nyd torsdagen. I morgen er det fredag. Alt er godt 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.