Det skrig der!

Det var igår, han skreg. Som en eksplosion af smerte. Det var som om, det var et dyr. Et stort dyr.

Han var 16 år – eller deromkring. Jeg sad i liften lige over ham. Han kørte off-piste, og ville ud over et flyvhop. Han havde for meget fart på, men det var landingen, der var gal. Helt gal. Det var der, han skreg. Jeg tror, det varede 5 sekunder – skriget. Han vred underkroppen, men så lå han stille. Helt stille.
Mere så jeg ikke fra liften.

Uden omtanke, så strøg jeg lige ned til ham. Han lå fladt på ryggen, ansigtet var klam og bleg af bare smerte. Der var også to voksne nu, måske var det hans forældre, måske ikke? De snakkede til ham, men han svarede ikke. Han kunne ikke, tror jeg. Han var hollænder, sagde de.

Jeg satte mig på knæ ved siden af ham. Spændte hans hjelm op, den strammede under hagen. Han løftede hovedet. Gudskelov. Jeg lynede hans jakke op. Nu græd han, men han sagde stadig ingen ord. Jeg berørte forsigtigt hans venstre kraveben, og hans venstre arm, mens jeg spurgte; ‘does it hurt here’. Han skreg igen.

Jeg klikkede hurtigt mine ski på, og fik på helt forkert engelsk sagt til de to – nu nærmest forstenede – voksne, at de bare skulle lade drengen ligge, så ville jeg hente hjælp.

Min hjelm og min ene skistøvle var ikke spændt, så min hjelm røg af, og min ene ski var ikke nem at styre. Alligevel, røg jeg som en raket ned til lift-folkene, og fik – igen på helt forkert engelsk – bedt om at få en båre op til drengen.
Sig’ mig lige, hvad f… hedder en båre overhovedet på engelsk? Eller på tysk?

Jeg hoppede på liften igen, og kunne undervejs se, at drengen lå dernede endnu. Stadig fladt på ryggen, og helt stille. Flere mennesker var stødt til nu. Det så ikke ud til, at nogen gjorde noget, men hvad skulle de egentlig også gøre?

Drengen havde nok ligget på den kolde sne i 15-20 minutter, da jeg kom derned igen. Han var iskold, og han rystede over hele kroppen. Heldigvis, så nåede jeg kun lige at sige; ‘You’ll get help now, they’ll be here in a minute’, så kom de. Det var to hurtige fyre på ski med en båre mellem sig. Den ene havde en taske på ryggen. Der måtte være et skud Morfin til drengen, tænkte jeg.

’Danke schön’, sagde jeg 2 gange ud i luften. Fyrene hørte mig vist ikke. De to voksne, som havde stået der hele tiden begyndte at forklare. De havde styr på det, de var fornuftige.

Jeg kørte videre.

Jeg fandt min hjelm, og nåede bunden af pisten. Mine hænder rystede pludselig nu.

Åh Gud, jeg skulle jo køre over til mit ‘crew’, som var ved at bestille frokost på restauranten midt på pisten. Jeg gik bag i liftkøen igen. Jeg havde det helt okay.

 

Kære fremmede dreng

Du var så tapper igår. Jeg håber, at du er uden smerter nu. God bedring, og god tur hjem til Holland.

Kærlig hilsen Louise

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.