Helt almindelig lykke

Nu er den der! Glæden ved livet, eller lykken – om man vil. Det er lige nu, jeg skal huske. Huske den her stund. Men hvordan? Det varer så kort. Det gør det altid. Det er jo bare små glimt. Små øjeblikke. Men tilsammen gør de en forskel.

Jeg tænker på igår aftes. Det var en god aften. Vi var åndssvage. Pjattede. Børnene og jeg. Vi grinede alt for meget af bare helt små ting. Min dreng spillede guitar og sang højt og fint for os. Vi dansede. Jeg elsker det.

Idag har jeg fri. Det var nok også derfor aftenen igår var så god. Sådan er det tit.

Min krop er rolig, helt afslappet. Det er nok på grund af yogaen i morges, og søndagens lange løb. Holy shit. Jeg ramte noget med 22 km. Altså, faktisk var det ikke sådan helt med vilje, men det orker jeg ikke at fortælle om. Jeg nød løbeturen, og jeg har besluttet mig for at fortrænge øvrige detaljer.
R.I.P. – You inner GPS!

Jeg hører Søren Huss. En sang om mistet kærlighed. Det er ikke sådan, jeg har det. Jeg mærker perspektivet. Ydmygt. Hans historie. Hans liv. Modsat mit. Tænk sig en forskel på to menneskers skæbne. Vi var jo i udgangspunktet ganske ens.
Men han har vel også de små glimt – af lykke?

Mon jeg husker at huske lige nu? Og hvordan mindes jeg? On a rainy day.
Den er faktisk væk nu. Lykken. Åh Gud – det er svært. Bevidstheden om lykken hvisker jo lykken væk – på en måde.
Livet går videre. Bare uden videre.

Søren Huss synger om et helt almindeligt liv nu. En helt almindelig morgen, på en helt almindelig dag, i en helt almindelig by. Og en helt almindelig mand, der smører en helt almindelig madpakke, til en helt almindelig pige. Han synger endnu flere billeder. Helt almindelige billeder, og med dem – med tiden, giver han langsomt efter. Han synger netop det – igen og igen, men først i omkvædet, indgår han forlig. Med livet. Det helt almindelige. Med sig selv.
Sådan har jeg det egentlig også. Heldigvis.

Morgenkaffen er drukket nu. Jeg skal til tandlæge med min søn. Til Skole-Hjem samtale om min datter. Handle ind. Aflevere bøger på biblioteket. Kører med piger til gymnastik. Lytte med ved min søns guitartime. Det er 100 år siden sidst. Jeg skal i skoven med hunden. Lave mad. Være nær, når børnene læser lektier. Støvsuge – måske. Kysse mine børn godnat – 3 gange.

Det er jo bare et helt almindeligt liv. Men vel også en form for lykke?

Jeg må videre. God tirsdag.

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.