10 år. Det er umuligt jo!

Her den anden dag, fødte jeg mit andet barn. Det blev en pige. Og nu er hun 10 år.
Men det er umuligt jo!

Hun vil altid være mit mindste barn. Desværre. Eller – det er okay. Nu. Vi snakker ikke om det med børn mere, min mand og jeg. Det har vi gjort. Alt for meget. Men også alt for lidt, synes jeg lige pludselig.

Heldigvis er hun stadig ret lille jo. Min pige. Man skal ikke kunne så meget som 10 årig. Hun kan vel altid lære at klare sig selv? Cykle selv i trafikken. Handle ind. Lave mad. For ikke at nævne, at kunne undvære sin mor i dagevis. Alt det, kan hun jo bare lære om nogle år (…).

Pyh – 10 år. Jeg kan ikke følge med.

Jeg troede, at en mor elskede at se sine børn vokse sig store og selvstændige. Faktisk, så troede jeg, at en mor enddog ville skynde på sit barns udvikling. Men det er jo løgn. Eller sådan havde jeg, har jeg det faktisk med min dreng. Min store 12 årige dreng. Han må gerne vokse. Han må gerne selv. Han skal selv. Og han kan faktisk total selv.
Det kan min lille bitte (bitte) pige ikke, – tror jeg ikke? Eller det må hun jo slet ikke. Hun skal helst bare blive her hos mig. Faktisk nærmest indeni mig. I tusind år endnu.

Men det går jo ikke.
Hvordan giver jeg slip?
Behøver jeg give slip?
Hun gør det vel bare selv lige pludselig? Det der riven-sig-løs-pjat!

Det kan vist godt gå hen og blive en hård tid. Godt, der er tusind år til….

 

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.