Nyd’ nyd’ nyd ‘

Jeg sidder i min olivengrønne stol midt i stuen. Sollyset luner mine kinder gennem vinduet. Det er forår nu, og det føles faktisk rigtigt. Nuvel, vejret skifter – sikkert snart, det ved jeg. Det vil med garanti både komme til at regne og blæse – på samme tid. Jeg vil tænke, at jeg glemte at nyde idag. Så – nu nyder jeg lige lidt.

Var jeg da bare bedre til at meditere. Jeg afledes alt for hurtigt. 2 minutter, tog det mig. Jeg kom i tanke om kaffemaskinen, jeg ikke havde slukket. 5 minutter, tog det mig i anden omgang. Vejret er dragende jo. Jeg nupper istedet en hurtig omgang yoga, og så må jeg ud. Ud og nyde lidt mere.

Åh, hvad med rengøringen? Og køleskabet er tomt – næsten rungende. Aftensmaden. Vasketøjet. Støn. Og haven – for vildt, åh Gud.

Pyt. Helt ærligt, bare pyt.

I morgen rejser min mand og jeg til Berlin. Vi skal være luksuriøse på hotel i 3 dage. Og som bonus, skal vi være sammen med to verdensmennesker. De er gift, smukke og alt for søde. Nå ja, og så skal vi jo lige løbe 21 tyske kilometer på søndag. Alle fire. I hver sit tempo, mig bagerst (…), alt imens, jeg nyder lidt mere.

P.S. Vejr-app’en skriver 21 grader i Berlin på søndag. I’m in love with that.

Vores to hjemmelavede små mennesker skal være hos deres bedser i weekenden. Mine bedser. Der er nyde-garanti. Så enkelt kan det siges.

Her midt i nydningen, eller – findes det ord overhovedet? I Bamses Billedbog, ja. Nå, pyt igen. Men her befinder jeg mig nu pludselig på betongulv, i en cognac farvet læderstol, med sollys i ansigtet, mælkeskummende smuk kaffe på et plankebord, lounge jazz i ørerne og et stort spejl foran snuden. Som i – hos frisøren. Det var lige en spontan beslutning under gåturen. Jeg blev afledt. Eller – jeg trænger. Seriøst. Og hvor Herre til hest, hvor man da bare altid ser åndssvag ud i de frisørspejle. Men det her frisør ik’! Det er sgu undervurderet. Nu nyder jeg jo virkelig.

Go’ weekend, go’ sol og go’ r… Og så husk nu bare at nyd’ ik’ 🙂

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.