Livets gode side

Jeg mærkede det først rigtigt dagen før. Det var som om, det var en forhindringsbane, jeg lige skulle klare. Før var de bare latente – smerterne, men nu var de der, lige der midt i bevidstheden. Typisk! Dagen før det løb, jeg de sidste måneder har tilbagelagt flere hundrede kilometer til fordel for. 

Det er min ryg. Den gemmer på en kronisk defekt, hvorfra stråler med magnetisk resonans, har afsløret et nervetryk. Nerven stråler langs mit højre ben. Benet brænder og stikker, snurrer og smerter. Periodisk. Jeg kan afværge smerten ved at ligge mig i ‘barnets stilling’ – Balasana, men en sådan yoga position er jo ikke vildt passende midt i Berlins gader under et halvmarathon med 30.000 løbere. 

Shit også.

Men jeg ville det løb. I det mindste, kunne jeg bare prøve. Til trods. 

Jeg må have snydt mig selv, fordi på dagen, gjorde min krop det bare. Jeg løb og løb og løb. Faktisk hurtigere end jeg plejer. 21 – komma noget – kilometer. Uden smerte. Overhovedet og tværtimod.

Jeg gennemgik den dag sådan cirka mit livs højdepunkt. Altså – sådan cirka. Eller i hvertfald årets højdepunkt.

Det. Var. Fantastisk. 

Det var som at løbe rundt i ét stort målområde. Det var enestående. Jeg følte mig helt særlig, og samtidig i et tæt fællesskab. Flere tusinde mennesker heppede, sang og dansede. Der var musikere og kunstnere. Solister og bands. Gamle og unge. Det var klassisk, rytmisk, reggae, soul, pop og rock. Der var teater med udklædning og stump-drums. Hele 21 kilometer i træk – uden undtagelse. 

Nogle tilskuere råbte heppende mit navn, andre mit land. Jeg high five’ede alle mulige fremmede mennesker – mest børn. Nogle råbte på dansk, nogle på norsk og svensk, og andre på tysk og engelsk. Det var helt vildt. Min mave slog knuder af glædelig overrumplelse. Min hals trykkedes af en klump så stor, at tale var umulig, og vejrtrækningen besværet. Periodisk dog. Mine tænder tørrede ind gang på gang, fordi mine læber ikke kunne stoppe med at smile. 

Jeg tænkte på, at i samme gade – omend noget længere fremme i feltet – løb ham, jeg kender så godt. Ham, der som min bedste ven og ægtemand altid har min ryg, og elsker mig for den jeg er. Jeg heppede på ham i mine tanker. Heppede på, at vi i det samme delte denne helt fantastiske oplevelse. Jeg håbede, at han også mærkede knuden i maven, klumpen i halsen og de tørre tænder. 

Det gjorde han. 

 

Her bagefter, forstår jeg, hvad der (også) skete i mig under det løb. Det var en kærlig og klog mand, der udtalte sig, og han anede intet om, at han ramte plet hos mig. Han sagde noget med frihedsfølelse og fællesskab. Præcis de ord fik mig op i helikopteren. Det var som et klarsyn over menneskets frihed i verden. Vores fælles frihedsfølelse, som vi ved en sådan begivenhed i Berlin samles om at holde fast i. Vi er ikke bange, og trusler om terror og ulykke kan ikke stoppe os. 

Det er jo livet som menneske fra én af sine allerbedste sider. 

Tak. Bare tak. 

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.