I følelsernes vold

Nu er det overstået, endelig og alligevel ærgerligt. Jeg er træt, så ubeskrivelig træt. Min krop – mit sind, det vejer 700 kilo til sammen, føler jeg. 

Men det gik godt. Holy heldigvis! Det ville jo have været min skyld, hvis det var gået galt. Jeg var døden nær af bare ustyrlige følelser. Men nu har jeg ro. Nu behøver jeg ikke være bange for mere, om det var forkert, jeg gav ham lov. 

Det er min dreng. Min lille store dreng. Han er 12 år. Og med hans spæde vokal og upolerede guitarspil, vandt han idag sin helt egen talentpris. Helt uden ubehag. Uden sved eller rystende hænder. Uden fortrydelse. Bare fuld af umoden selvtillid – og des mere af det, da han smilende takkede for prisen – og den tilhørende røde rose. 

Tak skæbne. Tak.

Jeg kunne ikke gøre det. Ikke i nærheden. Jeg ville sige til mig selv titusinde gange, at jeg ikke var dygtig nok, og jeg ville tro på det – for evigt.

Sådan har min dreng også sagt det 117 gange den sidste måned. Jeg duer ikke mor. Jeg er jo slet ikke god nok mor. 

De tunge tanker maser ham, måske vælter de ham – kortvarigt? Men han rejser sig igen. Og igen. Og igen. Vildt! Men hvordan? Jeg har altid troet, at når man hører sig selv sige noget nok gange, så tror man også på det – en skønne dag. På godt og på ondt. Men det passer jo ikke. 

Tak min dreng. Du lærer mig noget hele tiden. 

 

Efter priserne var overrakt idag, skulle børnene evalueres alene med dommerne. Vi gik med. Min mand, vores datter og jeg. Det var vores dreng, der ønskede det sådan. Og måske har jeg allerede glemt de evaluerende ord, faktisk er jeg så bange for at glemme dem. 

Der så jeg ham igen, min dreng, sådan lidt på afstand. Lille, og alligevel stor. Der, tæt på den rytmiske dommer, musikeren Søren Balsner fra Carpark North. Og sikke fint, han gjorde det – Søren, som om, han kendte min dreng. 

Du rørte mig, sagde han. Du gjorde præcis det, som musik kan, når det er rigtig godt. Du lavede din egen musik, fortalte en historie og skabte en stemning. Det var modigt, og meget fint. Du kom som dig. Sårbar og ægte.

Her er jeg, sagde du med din musik.

Jeg kender originalen til det nummer, du spillede, rigtig godt, men jeg hørte nummeret idag, som var det kun dit. Dit guitarspil fyldte baggrunden, – flydende, roligt og fint. Og forrest, lod du din lyse rene stemme fylde rummet. Det rørte mig. Særligt dine vers var fine. Du behøver ingen større fraseringer, ingen udskejelser på guitaren, du er bare dig – helt ren. Det var godt. 

Du skal skrive dine egne sange. Du vil blive til noget en dag, du kan noget rigtig godt. Det sagde han – Søren. Virkelig. Og min lille dreng tror på ham, – men sådan er min dreng jo heldigvis så tillidsfuld. 

Tak for en dejlig dag 🙂

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *