Livskrise – tror jeg!

Jeg er bange for det banale. Sådan helt eksistentielt. Det banale vil farve mig grå og gøre mig uinteressant. Tror jeg!

Det banale er jo uoriginalt. Jeg vil komme til at blende ind i mængden af mennesker – anonym og alene. Tror jeg!

Det banale liv vil gøre mig ensom. Uden  karakter. Men vil jeg overhovedet kunne føle mig ensom, når jeg ikke ved, hvem jeg selv er? Fordi, det vil jeg vel ikke vide, hvis jeg bare er som alle de andre – eller? 

Jeg ved det ikke. Jeg vil jo ikke vide, hvad de andre føler. Jeg vil ikke ku’ mærke dem. Jeg vil ikke ku’ mærke mig selv. Tror jeg!

Shit – det er skræmmende. Tænk sig ikke at kunne mærke andre mennesker. Ikke at kunne mærke sig selv. Det er jo som at være et menneske uden en krop. Uden en mave der kan snøre sig sammen. Uden musklernes styrke. Uden et hjerte der kan galopere. Uden noget!

Stop! 

Der er så meget, man ikke ser. Det enkelte liv – kroppen – syner jo bare et hylster, som i det banale skjuler en masse værdi og originalitet. Som en kiste med guld kun særligt udvalgte har nøglen til. Herunder én selv. Det er jo nødvendigt selv at kunne låse kisten op, før det er muligt at låne guld ud til andre. Måske er det faktisk også nødvendigt selv at låne guldet, før andre overhovedet kan låne af det? 

Det er jo helt lige meget, om vores hylstre – vores kister – er ens og ganske banale, når det indeni er originalt og værdifuldt. Måske behøver jeg så slet ikke at frygte det banale? Måske findes det ikke? 

Eller jo – guldet i kisten er jo kun til låns. For evigt – kun til låns. Jeg kan miste det. Andre kan miste det. Men hvordan? Og hvordan opstår det overhovedet? 

Jeg tror, det er i relationer, guldet bliver til. I relation til sig selv – og særligt i relation til andre mennesker. Hver relation for sig, menneske for menneske, hver med sin værdi. Men det kræver evne til nærvær. Bevidst nærvær. Måske er det netop nøglen til kisten – bevidst nærvær? Med nærvær kan jeg vel ikke vælge forkert? Jeg vil måske sadle om – måske ikke, men jeg vil aldrig – ikke mærke livet og føle, at jeg anonymt bare blender ind. 

Nu er jeg faktisk ikke bange for det banale mere. Jeg tror ganske enkelt ikke på, at det findes, hvis bare jeg er nærværende. 

Simpelt!?

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.