Mor – bare mor…

Jeg tror tit, at alt muligt jeg er, er mega vigtigt. Det meste af det er kun lidt vigtigt. Det mega vigtigste og det aller bedste jeg er, er mor. 

Det glemmer jeg hele tiden. 

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at gøre mit arbejde på klinikken færdig. At mangle tid til at læse mere indgående i faglitteraturen.

Jeg bliver frustreret over at mangle tid til at vaske vores tøj. Rengøre vores hus. Vække de døde blomster til live. Fylde køleskabet op. Lave god mad til familien. Vedligeholde min sundhed og mit udseende (…). For ikke at tænke på, at mangle tid til at vedligeholde mine elskelige venskaber. 

Men det vigtigste jeg er, er mor. 

Det er ikke så vigtigt, det jeg gør som mor. Jeg kan jo altid lave god aftensmad dagen efter, jeg har lavet skide dårlig aftensmad. Bare jeg er mor. Bare jeg er sammen med mine børn. Bare jeg elsker dem ubetinget. Bare jeg gør deres verden tryg og rar at leve i. 

Det er aldrig frustrerende at være mor, når jeg vælger netop at være mor. Når jeg vælger ikke at lade alt muligt andet – alt muligt andet vigtigt forstyrre mit væren mor. 

Mit sind holder pause, når jeg bare er mor. Om jeg danser, løber, synger eller holder om, så er jeg lige der, midt i nærværet, hos mit barn. Og dét holder. 

Måske læser I det her engang om mange år – Magnus og Alberte? I så fald vil jeg bare lige sige TAK mine to verdensbørn, fordi I har gjort mig til mor. 

I det her perspektiv elsker jeg mit liv helt op til himlen. 

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.