Ustyrlige tårer

Jeg er jo ikke bare en sten. Sådan én som har levet med dinosaurer, og som ligger bum stille og helt upåvirket i uvejr. 

Jeg er et menneske. Sådan et der er stopfyldt med ustyrlige følelser, der skiftevis giver mig kvalme og ondt i maven, kinder der kilder af glæde og øjne der bliver våde af grin. 

Jeg græder tit. Faktisk. Nok hver dag, eller bare nogle gange. Måske mest bare hver uge. Gange fire. Heldigvis er det næsten altid af glæde, jeg græder. Det er når mine mennesker er gode ved mig, og ved hinanden – og når de er dygtige til noget. Jeg rammes med 100 kilometer i timen og bum – så græder jeg. 

Det er ofte temmelig upassende, når jeg giver mig til at græde, og mine børn har gravet sig under jorden 780 gange på den konto. Men jeg bliver aldrig anderledes, eller jeg bliver nok lidt værre – lige med det….

Jeg sidder lige nu i sandet med bare fødder. Jeg har skoven i ryggen og jeg kigger ud over fjorden. Den her baghave altså. Jeg mættes aldrig. Skoven er så mega hyggelig, og vandet kan virkelig noget. Jeg bader ikke i vandet, men det giver mig ro og jeg elsker at dyppe mine bare fødder i det. 

Sommeren er ovre nu, går det lige op for mig. Sikke en sommer. Jeg troede aldrig, den ville få ende. Det har været alt for tørt, for varmt, fuldstændig fantastisk og helt vild dejligt. Den sommer, den glemmer jeg aldrig. 

Vandet er koldt nu, og lige om lidt er skoven det aller smukkeste, jeg ved. Det er nemlig blevet efterår. 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.