Livsrejsen

Jeg gik i hi med mørket igår, og jeg vågnede med solens lys i morges. Naturens rytme passer præcis mit sinds efterår. Mørket tager mine tanker, mens lyset slipper dem fri. Det drejer sig ikke om held, men om at stå ved mig selv, og det gode liv, der er. 

Min tid har vinger, som favner min lykke. Der er fart på, og oftest aner jeg ikke en eneste bekymring i verden. Som i forelskelsen i ham, som er så smuk, at han ikke behøver at sige noget. Der hvor den stille larm siger en hel masse, men hvor solen kan blænde, og vinden kan vende. 

Undertiden taber min tid vingerne, og alt synes helt i stå. Modvinden kan være strid, og jeg ser blot en stejl bakke på min vej. Jeg bekymrer mig – føler næsten nederlag, men jeg går alligevel lidt op ad bakken. 

Jeg lader bare livet være som det er, mens jeg går der. Det kan være temmelig hårdt, bakken er fandens stejl, men jeg finder ro, når jeg kigger mig tilbage. I det lys er der både vindstille, smuk natur og flade ruter. Som et liv i cruisecontrol. 

Lige så stille, finder jeg ud af, hvad det egentlig er, jeg ved. Hvordan rejsen op ad bakken vil gå – bare ved at se, hvordan det gik. 

Forår bliver til sommer, og efterår til vinter. Jeg holder balancen – selv på de smalle stier og de stejle skrænter. Jeg husker mig selv på, at bakker flader ud, og vinden vender. 

Jeg vil gå hele vejen til toppen – helt af mig selv. Omend jeg lurer på, hvilke veje mine mennesker i nærværet går. 

En skønne dag vil jeg stå på toppen af bjerget. Først når jeg kigger ned, vil jeg være klar over, hvor langt jeg faktisk kan falde. Men jeg vil ikke turde gå hen til kanten. Tænk, hvis jeg faldt.

Men bakker flader jo ud, og min livsrejse er fuld af håb. Bare fordi – bare for evigt. 

 

Relaterede indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.