Tanker fra en morgenstund

Morgensolen stråler gennem gardinerne. Jeg glider roligt ud af nattens dybe drøm, svævende og i tvivl om drøm og virkelighed. 

Med ét er jeg virkelig. Jeg tager mit ansigt på, igen en dag ældre. Dør lidt af kærlighed over synet af min sovende datter ved siden af mig. Min mand er ikke hjemme. Minder fra sommerhuset overvælder mig for en stund, nok fordi min datter og jeg næsten altid sover sammen, når vi er der. Jeg kan dufte det, det er en blanding af hav og marehalm, hybenblomst, træ og brændeovn. 

Jeg kigger på klokken, den stopper aldrig – tiden. Jeg fortaber mig et øjeblik. 

Jeg står op. Det føles koldt, jeg kan høre vinden suse i det store birketræ i haven. Jeg tænder for stearinlyset på det lille bord i køkkenet, og for svensk jazz på mobilen, som på helt nødvendig vis spreder sine toner gennem den bærbare højtaler. Det føles allerede lidt lunt i huset nu. Jeg tænder for kaffemaskinen, – jeg elsker den lyd, for ikke at nævne duften. Jeg er sulten. 

Her dufter af mennesker, der har det rart. I stuen har puderne i sofaen beholdt sin form fra hyggen igår. Min hund, som ikke kun er min – men som jo alligevel er det, sover tungt på tæppet. Sikke en ro. Sindsro. Jeg fortaber mig igen – forsvinder et øjeblik denne gang. 

Det er som om musikken i højtaleren, som er instrumental til trods, påminder mig, at livet er en helt masse værd. Det er noget værd både under storm og når vinden har lagt sig. Når flammerne er over mig, og jeg er den sidste, der ved netop det. Når ingen siger noget, og sandheden er en løgn. Når uret tikker og tiden flyver. Jeg drømmer vist lidt igen, ligesom jeg gjorde det i første omgang.

Jeg tillader lige en slags melankoli at komme til.

Et liv og en stemning skifter hele tiden, ligesom i drømmene. Fra godt til skidt. Skidt til godt. I samme sekund, eller efter mange år. Det er umuligt at ændre på. Et liv må bare leves jo. 

Jeg kommer i tanke om mit arbejde. Jeg er sygeplejerske i en lægeklinik, og jeg elsker netop det. Det er patienterne – menneskerne, der gør det. Den mangfoldighed og respekt for den enkelte, ærligheden og tilliden, for ikke at nævne taknemmeligheden og nærværet. Jeg ville dø af stress, hvis jeg ikke fik lov til at prioritere netop det i mit arbejde. Det beriger mit liv på sådan en fin og meget vigtig måde.

Jeg har tænkt og skrevet i næsten en time nu. Børnene og hunden sover stadig. Den svenske jazz er blevet til lounge jazz fra New York. Stearinlyset er tændt endnu. Jeg har drukket 2 kopper kaffe med mælk – sødmælk selvfølgelig, men endnu ikke spist noget. Jeg venter med morgenmaden til børnene vågner. 

Udover vinden i buske og træer, så dominerer de mørkegrå skyer med slag af regn på ruden nu. Det billede tegner metaforer i mit sind – noget med livet som vand, der løber i floder. 

Sådan er det jo. Liv er som vand, der løber i floder. Sammen, og side om side. I lige linje og i sving med snoninger, som kan synes umulige at komme omkring. Det løber med strømmen og mod strømmen. I uvejr, og under vindens stilhed og solens stråler. Det er ikke nødvendigt altid at flyde med strømmen. Kampen mod strømmen kan også noget. 

Flodens forceringer skifter med årstiderne, og der kan være uenighed om, hvilke veje der er bedst. Der er frihed til at vælge sine egne veje, men det kan nu være meget godt at følges med nogen. 

Floder løber mellem bjerge og gennem skove, ved marker og mellem buske og træer. Det er faktisk ganske smukt – det der liv. 

 

Nu er børnene vågnet, og de er også sultne. Tak for nu.

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.