Hverdagens filosofi

Et minde af sommerlig kærlighed, og om lidt er vi lige der igen.

 

Lige om lidt er den gået, fritiden. Jeg må tilbage til den hverdag, jeg er på vej væk fra. Jeg har en måned tilbage, inden jeg skal videre, og det er helt okay – det hele. Min næste hverdag bliver også god. Måske bedre, det ved ingen i verden, men jeg ved, at det bliver med et menneske, jeg elsker. Min søster. 

Jeg flytter nemlig sammen med min søster på hverdage ml. kl. 8 og 16 – ish. Vi skal yde og nyde, græde og grine, og sammen skal vi gøre det bedste vi kan for andre mennesker. Jeg er meget taknemmelig for netop det. 

Alt muligt er på spil, men jeg ved, hvad jeg skal og jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvem jeg er og jeg ved, hvem jeg vil være, så det der alt muligt, det kan jeg sagtens bære.

Jeg sov godt i nat, og sov længe nok, selvom jeg stod tidligt op. Jeg tændte stearinlys og stille musik under morgenkaffen. Det fungerer godt på de mørke morgener. Det skal blive en god dag, besluttede jeg, og den kontrol er jeg helt vild med, og ganske høj over, når lykkes.

Mens solen stod op, gik jeg til vandet gennem skoven. Tågen skjulte min vej, og det skærpede mine sanser. Jeg duftede renhed og parfumer fra mennesker, der cyklede forbi, mens dem på bænken efterlod en lugt af røg og øl. På træbroen lyste pærer på kæde min vej gennem tågen. Jeg går jo på skyer, tænkte jeg, helt uden klaustrofobi, og bare drømmende i min hverdagsfilosofi. 

For enden af broen, ved stien, var der et hul. Dybt og sort. Det er der du – menneske – gemmer dig, når alting bliver for svært. Først når du er helt nede i hullet, mærker du dine fødder på jorden. Det er umuligt at kravle op, og ligeså at fare vild. Ingen kan nå dig, så ingen kan trække dig op. Først når du har grædt hullet fyldt af tårer, kan du flyde til overfladen. Det kan tage mange år at nå helt derop. Du skal svømme væk fra hullet, så snart du kan, fordi tårer kan sive i jorden. Sker det, så vil du falde dybt i hullet endnu engang. 

Jeg tror, at kampen op af hullet er en særdeles vigtig rejse for et menneskeliv. 

 

Min tid er fløjet, men sådan går det altid, når jeg skriver. Ligesom jeg rejser langt væk, når jeg hører musik, og stopper tiden, når jeg krammer mine børn. 

Om lidt rejser jeg både væk og stopper tiden, fordi om lidt er vi tilbage i yndlings træhuset i klitterne. Jeg kan mærke det i maven, – brændeovn, ro og Vesterhav – ahhh…

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.