Ukendt kærlighed

Lyset er ved at brænde ud, stearinen har dryppet på bordet igen. Jeg glemmer altid at holde øje, glemmer at rette lyset op, så det ikke står så skævt. 

Natten var kold, frosten er kommet nu. Vores ruder duggede i hjørnerne til morgen, og udenfor er der rim på græsset. Nederst i haven, hvor grunden daler lidt, er der tåge, og bladene på jorden er endnu stive af frosten. Solen står op lige om lidt. 

Jeg tænker på ham og hende. De to, jeg ikke kender, omend i min fantasi. 

 

De kunne være blevet lidt længere. Til de havde sagt det hele, til de havde fået lov. Til de var blevet stille, og havde fået det de ville. 

De kunne have lade være med at forklare, kunne have holdt inde. De kunne have taget chancen, og mistet balancen. Være blevet til tiden var gået, og de ikke havde mistet noget.

De kunne have pustet sig op, presset luften ud af hinanden, skygget for hinanden, tændt ild. Helt simpelt, og hjerter ville brænde. De ville kunne gå så langt, de kunne nå. Have taget chancer, uden grænser. Set det, der var at se, uden at have set sig tilbage. De ville have set alt for meget, og alligevel for lidt. De ville have fulgt deres drømme.

Det kunne være blevet til kærlighed. Men alting går over, hvis bare vi holder det, vi lover, svoret de.

 

De to ved nok ikke, at det vigtigste i verden holder for evigt.

 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.