Det smukkeste menneske

Jeg elsker de stille stunder, hvor vi sidder sammen, men hver med sit. Stearinlys og stille musik er baggrunden til den stemning, vi deles om at gøre god. 

Jeg læser digte, og de rører mig helt ind i hjertekuglen. Faktisk kan jeg ikke komme af med ordene igen. Jeg sammensætter dem på kryds og på tværs, og jeg mixer dem med mine egne ord. Det bliver til små historier, til minder og til drømme, og for ikke at glemme – og for at gen-opleve, så skriver jeg dem ned. Igår blev mit mix af ord til ‘Det smukkeste menneske’.

Hun følte en helt masse kærlighed uden rigtig at vide, hvad kærlighed var. Det kom ud af ingenting, og alligevel farede hun vild. Tænk han virkelig ikke kunne se det. 

Deres stilhed varede en livstid. Det var ikke bare let. Det var forbandet svært. Hans berøring mærkede hun alt for intens, hun mærkede hans hud i dagevis.

Han spurgte, hvordan hun havde det? Hun ville fortælle om hendes arbejde, om hendes familie og …., men han stoppede hende. Hans læber rørte ved hendes læber. Han hviskede noget, hun ikke hørte. Hun mistede sin stemme. Det var lige inden, han kyssede hende for første gang.

Han hørte hende, selvom hun ikke talte. Han så hende, selvom hun var umulig at se. Han var den slags elsker, hun elskede. 

Han holdt hende tæt, indtil han drejede af. Hun opdagede ikke, han drejede af. 

Hun fik pludselig ondt alle steder ingen vidste noget om. Det gjorde forbandet ondt, men hun græd ikke. 

Der er gået flere år. Hun mærker stadig hans hud, hver gang en anden mand rører ved hende. Hun vil aldrig slippe fri fra ham. Hun vil aldrig kunne mærke kys fra andre end ham. 

Kærlighed gør det ikke med vilje, og hun vil med sikkerhed aldrig møde så smukt et menneske igen. Måske havde hun oplevet kærlighed nok til aldrig at blive ensom?

Han vil altid være det smukkeste, hun har fortrudt. 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.