Forårstanker

Det er ikke længe siden, den smukke vintersol stod lavt og strålede koldt i pasteller. Nu er forårssolen kommet, den står højt på himlen og stråler i varme farver. Min krop lunes. Jeg tør op. 

Min krop er mit hjem. For evigt. Jeg må ikke glemme at passe på den, jeg må huske at høre efter, hvad den fortæller mig. Som den eneste i verden ved den, hvad jeg gør rigtigt, og i hvertfald, hvad jeg gør forkert. 

Der er bare så meget, der er fordrejet, og uærlighed kan flytte helt derind, hvor den ikke må bo. De fleste frugter er dog søde, selvom deres skal er sur, og der er faktisk forskel på surt og sødt, – blot man smager rigtigt efter. 

Jeg har lært aldrig at misunde andres succeser. Det er en gave så stor, og jeg er evig taknemmelig. 

Alligevel ved jeg endnu ikke – sådan helt klart, hvordan jeg elsker mig selv nok til ikke at lade andres skønhed blive min egen fiasko? Selv når jeg føler mig smukkest i verden, kan jeg med ét ændre mig, så jeg vil noget andet – noget mere. 

Hende – eller det er nok en ham, som forstår at elske sig selv, mon han har gjort det altid? Hvis ikke, kan han så overhovedet huske, da han ikke gjorde det? Det skal han huske. Ligesom ham, der har alt, skal huske dengang, han ikke havde noget. 

Hvis ham jeg taler om, aldrig har stået sammen med den svage, så skal han gøre det. Han skal løfte den svage. Han har jo masser af tid. 

Det er så nemt at hade. Meget sværere er det at elske. Men vi kan allesammen, blot skal vi vælge at øve os. At elske er en evig nødvendig træning, og den kræver opmærksomhed. 

Jeg må give mit liv til de få, for at kunne give dem mit hele liv. For at blive blomsten på åkanden, der flyder ovenvande, og for at blive diamanten, som gør mine mennesker rige. 

Jeg kan mærke, at det er forår lige om lidt.

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.