Tænkte tanker en morgen i maj

Det er alt for længe siden, jeg har gjort mine tanker sort på hvidt. Det er ikke min tid, der er knap, og ej heller mit liv, der er fortravlet. Det er bare fordi.

Der er så meget i mit liv, der er bare fordi. Uden det betyder noget. Det er sådan jeg har det, alt imens jeg gemmer mig bag min lille lysegrå konflikt-sky.

Jeg har fundet et tankeskriv fra maj måned. Dengang kunne jeg ikke få mine fingerspidser til at prikke ‘udgiv’. Det kan jeg godt idag, og jeg aner ikke, hvorfor?

Det er nok bare fordi.

~~~~~

Det er en sølvgrå morgen. Fuglene synger, så der er ingen fare på færde. Solen lyser kun dæmpet gennem gardinet. Jeg har ingen planer – med noget. Alting bliver lige nu bare til ingenting, men alligevel banker timevis af tanker på. Det er en trængsel af tanker, som i et tankefængsel. Tanker som med ét kan drukne i skam og længsel. Slikkede sår som aldrig vil hele, og undertrykte skrig, som har brændt alle broer. 

Stop.

Solopgangen bliver til flere, og der er hold i mine drømme. Jeg har fred og ro i mit tankefængsel. Jeg er fri, og min omsorg blomstrer. Mit liv kærtegner, og jeg giver alt, hvad jeg har. Jeg tør ligge, som jeg har redt. Livet er fyldt med prinser og prinsesser. Det er eventyrligt.

Jeg smiler, fordi hvad er jeg, når jeg er alene? Jeg elsker, og jeg må passe på min forstand, alt hvad jeg kan. 

Godmorgen. Lad det blive en god dag. 

~~~~~

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.