Umoden kærlighed

Der var engang. De mødtes. Det var forår, som en sommerdag. Vist nok en tirsdag. Hun havde taget jakke på, “det er jo alt for varmt”, sagde hun. Han smilede, – havde lange sorte jeans og boots på. Hun havde glemt sine solbriller. Nu var begge deres ansigter nøgne.

De gik en tur i skoven. Træer og buske lukkede næsten stierne, grønt og smukt. De var uforberedte, blot var deres møde kun lige sat op.

“Er du okay”?  “Ja, jeg har det godt, tak”. Hun smilede. Han smilede. Han havde bare lige et par timer. Var helt ovenpå. 

“Her er stille”. “Ja, det er rart”. 

De gik tæt, indimellem rørte deres skuldre. Der var ingen andre end dem i skoven. De gik forbi et åbent stykke, store træer var fældet, men snart var de på tæt sti igen.

“Hvad skal du i ferien?”. “Rejse. Spille.”. “Dejligt, i Tyskland ikke?”. “Jo, de er vilde med den slags dernede”. Han smilede. Hun smilede.

De var mange i bandet, det var ikke altid nemt. Én var sprunget fra. Det gjorde ikke noget. Han var den ældste. Spillede vist med nogle andre nu. 

“Har du været her før?”. “Hvad, øhh – ja”. Han slog blikket ned. Genert. “Se bare, hvordan det gik”. Hun sagde ikke noget igen.

Han var ikke herfra. Var ikke som de andre. Talte et andet sprog. Kunstner. 

Hun var herfra. Var som de andre. Passede ind.

“Nu er vi her”. “Hvad, allerede?”. “Ja, vi kan gå rundt igen”. De grinede. Skubbede. Stoppede op. Kiggede ned. Op. Ned. Op. Fangede hinandens øjne. “Må jeg kysse dig”. “Ja”. “Tak. Dejligt”. “Ja. Dejligt”.

“Vi ses”. “Ja, vi ses”. De smilede igen. For sidste gang.

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.