Hverdagssind

Jeg gør, hvad jeg kan. Det gør jeg virkelig. 

Uvisheden er nogle gange en gave, og nogle gange en forbandelse. Sommetider er det øjeblikkene, hvor vi ikke aner, hvor vi er på vej hen, at vi havner dér, hvor vi har det allerbedst. Ting som sker, gør langsomt livet større. Det kan virke så vigtigt, så rigtigt. Så kan det da ikke være forkert.

Min krop er fyldt af glæde over det spirende forår, men ligeså af en larmende frygt. 
Jeg savner åbne arme og is i forårssolen.

Jeg vil sætte mig ned, midt i mørket, trække vejret dybt og bare lade tiden gå. 

Det vil jeg gøre igen i morgen, med en følelse af forårsfrihed. 

Ordene i mit hjerte er ikke store nok til at fortælle, hvordan jeg har det. Jeg må bare starte forfra, og kalde det håb. Jeg tror, det er helt normalt ikke altid at kan rumme alt det der indeni. Det tror jeg virkelig. 

Jeg ser tit alting bedst i mørket. Når solen skinner, fanger jeg lyset med mit ansigt, men lyset blænder mine øjne.
Jeg krydser mine fingre og håber på det bedste.

Men tak for solskinnet, trods alt. 

Flere indlæg

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.