Jeg kan ikke sove. Jeg kigger på månen, som lysner den mørke himmel. Jeg håber på himmelfrost og perler af sne. Sådan er julen er så fin. 

Jeg er sådan en, der tænker. Nogle gange er det bare tankestrejf, andre gange tankestrømme. Det er sådan mit liv er af drømme. Tanker vokser i mig som ukrudt, de forgrener sig i alle lemmer og sætter spor jeg ikke glemmer. 

Jeg er så naiv. Jeg finder ro i klichéer. Jeg føler mig tryg, når jeg kender min vej i verden. Der er altid to veje at gå. To veje at fare vild på. Veje der går op og ned. Broer der brænder, når jeg går i stå og bare lader tiden gå. Det er når livet er for tungt at forstå. 

Selv på asfalt kan ukrudt gro, og jeg må rette nakken trods ridser i lakken. Der vil altid være kaos i kærlighed. Sådan er livet, når det smager af lykke. Jeg har det ligesom alle andre. Målet er lykke, og lykken er for alle, omend en fest for de få. Nok er jeg bare et håbløst tal i puljen, men vi kan jo ikke tabe til hinanden. Det er enkelt at forstå, også når chancerne er små. 

Luften skal ind, før den skal ud. Mine tanker flyder som tjære, jeg ikke kan lade være. Men hvor fanden er takten i den her sang? Grammofonen kører i samme rille, og jeg kan ikke stå stille. Smider jeg alt, er intet rigtig tabt, mens det jeg ikke får sagt, ikke er ødelagt. Man skal undgå utæmmet overmod. 

Jeg må sove nu. Jeg skal sove nu. Jeg tør ikke vende mig om for at se, hvem der ånder mig i nakken. Nattens damp? 

Det smukkeste knuses let, men holder for evigt, og jeg tror ikke på fantom lykke. 

Lyset er ved at brænde ud, stearinen har dryppet på bordet igen. Jeg glemmer altid at holde øje, glemmer at rette lyset op, så det ikke står så skævt. 

Natten var kold, frosten er kommet nu. Vores ruder duggede i hjørnerne til morgen, og udenfor er der rim på græsset. Nederst i haven, hvor grunden daler lidt, er der tåge, og bladene på jorden er endnu stive af frosten. Solen står op lige om lidt. 

Jeg tænker på ham og hende. De to, jeg ikke kender, omend i min fantasi. 

De kunne være blevet lidt længere. Til de havde sagt det hele, til de havde fået lov. Til de var blevet stille, og havde fået det de ville. 

De kunne have lade være med at forklare, kunne have holdt inde. De kunne have taget chancen, og mistet balancen. Være blevet til tiden var gået, og de ikke havde mistet noget.

De kunne have pustet sig op, presset luften ud af hinanden, skygget for hinanden, tændt ild. Helt simpelt, og hjerter ville brænde. De ville kunne gå så langt, de kunne nå. Have taget chancer, uden grænser. Set det, der var at se, uden at have set sig tilbage. De ville have set alt for meget, og alligevel for lidt. De ville have fulgt deres drømme.

Det kunne være blevet til kærlighed. Men alting går over, hvis bare vi holder det, vi lover, svoret de.

De to ved nok ikke, at det vigtigste i verden holder for evigt.

Et minde af sommerlig kærlighed, og om lidt er vi lige der igen.

Lige om lidt er den gået, fritiden. Jeg må tilbage til den hverdag, jeg er på vej væk fra. Jeg har en måned tilbage, inden jeg skal videre, og det er helt okay – det hele. Min næste hverdag bliver også god. Måske bedre, det ved ingen i verden, men jeg ved, at det bliver med et menneske, jeg elsker. Min søster. 

Jeg flytter nemlig sammen med min søster på hverdage ml. kl. 8 og 16 – ish. Vi skal yde og nyde, græde og grine, og sammen skal vi gøre det bedste vi kan for andre mennesker. Jeg er meget taknemmelig for netop det. 

Alt muligt er på spil, men jeg ved, hvad jeg skal og jeg ved, hvad jeg vil. Jeg ved, hvem jeg er og jeg ved, hvem jeg vil være, så det der alt muligt, det kan jeg sagtens bære.

Jeg sov godt i nat, og sov længe nok, selvom jeg stod tidligt op. Jeg tændte stearinlys og stille musik under morgenkaffen. Det fungerer godt på de mørke morgener. Det skal blive en god dag, besluttede jeg, og den kontrol er jeg helt vild med, og ganske høj over, når lykkes.

Mens solen stod op, gik jeg til vandet gennem skoven. Tågen skjulte min vej, og det skærpede mine sanser. Jeg duftede renhed og parfumer fra mennesker, der cyklede forbi, mens dem på bænken efterlod en lugt af røg og øl. På træbroen lyste pærer på kæde min vej gennem tågen. Jeg går jo på skyer, tænkte jeg, helt uden klaustrofobi, og bare drømmende i min hverdagsfilosofi. 

For enden af broen, ved stien, var der et hul. Dybt og sort. Det er der du – menneske – gemmer dig, når alting bliver for svært. Først når du er helt nede i hullet, mærker du dine fødder på jorden. Det er umuligt at kravle op, og ligeså at fare vild. Ingen kan nå dig, så ingen kan trække dig op. Først når du har grædt hullet fyldt af tårer, kan du flyde til overfladen. Det kan tage mange år at nå helt derop. Du skal svømme væk fra hullet, så snart du kan, fordi tårer kan sive i jorden. Sker det, så vil du falde dybt i hullet endnu engang. 

Jeg tror, at kampen op af hullet er en særdeles vigtig rejse for et menneskeliv. 

Min tid er fløjet, men sådan går det altid, når jeg skriver. Ligesom jeg rejser langt væk, når jeg hører musik, og stopper tiden, når jeg krammer mine børn. 

Om lidt rejser jeg både væk og stopper tiden, fordi om lidt er vi tilbage i yndlings træhuset i klitterne. Jeg kan mærke det i maven, – brændeovn, ro og Vesterhav – ahhh…

Godmorgen Mandag. 

Du er så stille. Du er fri og kræver meget mindre – faktisk ingenting. Du gør ingen tanketrængsel, og min nat ligger uberørt og øde hen. Jeg ænser kun svagt din blomstrende morgen, og din mildhed smitter. 

Du skal være. Du er. Du er nok. Jeg lyver ikke. Det er sådan, det er. 

Udenfor er skovens træer kun let klædte, og bladene daler endnu i lind strøm. Efterårets rigdom af farver er smuk, og ligeså er vinterens nøgenhed. Fjorden bruser og vækker vinterbadernes cirkulation. Solens stråler gemmer sig endnu i mørket, men bølgerne lysnes af sindets skær. Naturens ro er mit himmelvæld. 

Gaderne ligger grå, og våde og kolde hen, de er uhyggelig øde, men imellem dem er der liv. Så smukt kan det regne over hjem uden døre på klem. Hjem som emmer af varme og jordbunden kærlighed. 

Jeg har lyst til at være lige her, og selvom mine sanser danser, så finder jeg vej i mit sinds labyrint.

Du er nærværende idag, Mandag. Tak for det – og nu må jeg op og igang med dig. 

Morgensolen stråler gennem gardinerne. Jeg glider roligt ud af nattens dybe drøm, svævende og i tvivl om drøm og virkelighed. 

Med ét er jeg virkelig. Jeg tager mit ansigt på, igen en dag ældre. Dør lidt af kærlighed over synet af min sovende datter ved siden af mig. Min mand er ikke hjemme. Minder fra sommerhuset overvælder mig for en stund, nok fordi min datter og jeg næsten altid sover sammen, når vi er der. Jeg kan dufte det, det er en blanding af hav og marehalm, hybenblomst, træ og brændeovn. 

Jeg kigger på klokken, den stopper aldrig – tiden. Jeg fortaber mig et øjeblik. 

Jeg står op. Det føles koldt, jeg kan høre vinden suse i det store birketræ i haven. Jeg tænder for stearinlyset på det lille bord i køkkenet, og for svensk jazz på mobilen, som på helt nødvendig vis spreder sine toner gennem den bærbare højtaler. Det føles allerede lidt lunt i huset nu. Jeg tænder for kaffemaskinen, – jeg elsker den lyd, for ikke at nævne duften. Jeg er sulten. 

Her dufter af mennesker, der har det rart. I stuen har puderne i sofaen beholdt sin form fra hyggen igår. Min hund, som ikke kun er min – men som jo alligevel er det, sover tungt på tæppet. Sikke en ro. Sindsro. Jeg fortaber mig igen – forsvinder et øjeblik denne gang. 

Det er som om musikken i højtaleren, som er instrumental til trods, påminder mig, at livet er en helt masse værd. Det er noget værd både under storm og når vinden har lagt sig. Når flammerne er over mig, og jeg er den sidste, der ved netop det. Når ingen siger noget, og sandheden er en løgn. Når uret tikker og tiden flyver. Jeg drømmer vist lidt igen, ligesom jeg gjorde det i første omgang.

Jeg tillader lige en slags melankoli at komme til.

Et liv og en stemning skifter hele tiden, ligesom i drømmene. Fra godt til skidt. Skidt til godt. I samme sekund, eller efter mange år. Det er umuligt at ændre på. Et liv må bare leves jo. 

Jeg kommer i tanke om mit arbejde. Jeg er sygeplejerske i en lægeklinik, og jeg elsker netop det. Det er patienterne – menneskerne, der gør det. Den mangfoldighed og respekt for den enkelte, ærligheden og tilliden, for ikke at nævne taknemmeligheden og nærværet. Jeg ville dø af stress, hvis jeg ikke fik lov til at prioritere netop det i mit arbejde. Det beriger mit liv på sådan en fin og meget vigtig måde.

Jeg har tænkt og skrevet i næsten en time nu. Børnene og hunden sover stadig. Den svenske jazz er blevet til lounge jazz fra New York. Stearinlyset er tændt endnu. Jeg har drukket 2 kopper kaffe med mælk – sødmælk selvfølgelig, men endnu ikke spist noget. Jeg venter med morgenmaden til børnene vågner. 

Udover vinden i buske og træer, så dominerer de mørkegrå skyer med slag af regn på ruden nu. Det billede tegner metaforer i mit sind – noget med livet som vand, der løber i floder. 

Sådan er det jo. Liv er som vand, der løber i floder. Sammen, og side om side. I lige linje og i sving med snoninger, som kan synes umulige at komme omkring. Det løber med strømmen og mod strømmen. I uvejr, og under vindens stilhed og solens stråler. Det er ikke nødvendigt altid at flyde med strømmen. Kampen mod strømmen kan også noget. 

Flodens forceringer skifter med årstiderne, og der kan være uenighed om, hvilke veje der er bedst. Der er frihed til at vælge sine egne veje, men det kan nu være meget godt at følges med nogen. 

Floder løber mellem bjerge og gennem skove, ved marker og mellem buske og træer. Det er faktisk ganske smukt – det der liv. 

Nu er børnene vågnet, og de er også sultne. Tak for nu.

De er alene. For første gang. Uforberedt. Akavet. Fyldt med følelser. Ingen siger noget. De fanger hinandens blikke. De smiler. 

De ved det godt. De har vinger. Ingen af dem tror på det. Ingen tager chancen. Skæbnen synes ironisk. 

De slår tiden ihjel. Uden at opdage det. Solen blænder deres øjne, som lukkes – og vækkes af måneskinnet. Han dufter. Hun smager. De er trygge. 

Han har hende nu. Det ved han godt. I tankerne tager han hendes hånd. Holder fast. Klemmer. Trækker. Kysser hendes kind. Blidt. Bare én gang. 

De falder til ro. Fuldstændig. De kunne blive. I medgang. Uden modgang. For evigt. Men de går hver til sit, og ingen af dem siger noget. 

Der skete ingenting. 

Tiden er gået. De har ventet længe. Forventet længe. Forsøgt at glemme – med slør for øjnene. Det lykkes ikke. De husker alt. 

De gav op. Alt for nemt. De stod af før sidste stop. Den umiddelbare lykke kunne rende dem et stykke. Åbenbart. 

Der findes ingen kur for det, der gik galt. De slog tiden ihjel. Ingen sagde noget. 

De må videre. Hver for sig. Uden ord. Uden forestillinger. Uden støj. 

De må stole på sig selv. Nu. 

Hvem har bildt mig ind, at det er godt at savne? Hvorfor bilder jeg mine børn ind, at det godt at savne?

Jeg savner ham. Og jeg hader det. Hader ikke at vide noget. Hader ikke at være sikker på, at jeg gjorde rigtigt. Igår. Jeg vil tilbage. Tilbage til ham. Bare 2 minutter. Eller så længe et knus varer. 

Igår var efteråret smukt. Vi gik i skoven. Solen skinnede, jeg havde solbriller på – det var løvfaldssommer. Vi kiggede på fugle i flok. De fløj nok sydpå. Sikke en natur. Den er under forvandling nu. Skinnende gylden. Smuk. Men det var igår. 

Idag savner jeg. Idag er jeg indenfor. Min hals er øm og mit hoved er tungt. Her er en underlig hulestemning i huset. Her er mørkt, fordi jeg ikke orker at tænde de kunstige lys. Her er stille, og koldt, fordi – bare fordi. En dør klaprer, og når min mand og min datter går rundt, knager trægulvene uhyggeligt. Jeg mangler ham – min dreng. Mangler hans musik. Bare ham. Udenfor er efteråret gråt. Ikke rigtig ruskende. Heller ikke vådt. Bare helt vildt gråt. Det er blevet gyserefterår. Og jeg savner ham. 

Det er en fase. En fase. En fase. Det er svært at blive ved med at snakke om det. Og endnu sværere at holde ud uden at snakke om det. Min mand orker ikke mere snak. (Det er okay). Min mor gør. Og min far gør. Måske også min søster. Bror. Og veninde. Men jeg orker ikke selv mere snak. Kunne jeg da bare synge eller huske mit klaverspil lidt bedre. Det kan jeg ikke, men jeg kan skrive. Og det gør jeg.

Men savnet forsvinder ikke. 

Om jeg snakker, synger eller skriver om savnet, så er det jo ingen balsamering, – måske en bearbejdelse dog? 

Det er vigtigt at fortælle, hvordan jeg har det, har jeg lært. Også – eller måske især, når jeg tynges trist af min historie. 

Det er nok godt nok at træne sig selv i at tænke de der lidt tunge tanker. Og jeg er i dårlig træning, skulle jeg lige hilse at sige.

….. tænkepause ….. og lidt mere snak …. dog

Trods min dårlige form, så har jeg det næsten okay med at savne nu.

Tænk, hvis jeg ikke havde nogen at savne. Tænk, hvis jeg ikke havde ham at savne. 

Jeg er taknemmelig. Jeg føler mig pludselig heldig over at kan savne. 

Nu spiller det. Livet. Tror jeg.

Selvom jeg savner. 

Jeg gik i hi med mørket igår, og jeg vågnede med solens lys i morges. Naturens rytme passer præcis mit sinds efterår. Mørket tager mine tanker, mens lyset slipper dem fri. Det drejer sig ikke om held, men om at stå ved mig selv, og det gode liv, der er. 

Min tid har vinger, som favner min lykke. Der er fart på, og oftest aner jeg ikke en eneste bekymring i verden. Som i forelskelsen i ham, som er så smuk, at han ikke behøver at sige noget. Der hvor den stille larm siger en hel masse, men hvor solen kan blænde, og vinden kan vende. 

Undertiden taber min tid vingerne, og alt synes helt i stå. Modvinden kan være strid, og jeg ser blot en stejl bakke på min vej. Jeg bekymrer mig – føler næsten nederlag, men jeg går alligevel lidt op ad bakken. 

Jeg lader bare livet være som det er, mens jeg går der. Det kan være temmelig hårdt, bakken er fandens stejl, men jeg finder ro, når jeg kigger mig tilbage. I det lys er der både vindstille, smuk natur og flade ruter. Som et liv i cruisecontrol. 

Lige så stille, finder jeg ud af, hvad det egentlig er, jeg ved. Hvordan rejsen op ad bakken vil gå – bare ved at se, hvordan det gik. 

Forår bliver til sommer, og efterår til vinter. Jeg holder balancen – selv på de smalle stier og de stejle skrænter. Jeg husker mig selv på, at bakker flader ud, og vinden vender. 

Jeg vil gå hele vejen til toppen – helt af mig selv. Omend jeg lurer på, hvilke veje mine mennesker i nærværet går. 

En skønne dag vil jeg stå på toppen af bjerget. Først når jeg kigger ned, vil jeg være klar over, hvor langt jeg faktisk kan falde. Men jeg vil ikke turde gå hen til kanten. Tænk, hvis jeg faldt.

Men bakker flader jo ud, og min livsrejse er fuld af håb. Bare fordi – bare for evigt. 

Det er weekend. Himlen er dækket af grå skyer. Nogle lysegrå, andre mørkegrå – nærmest koks. Regnen trommer mod ruden, og vinden rusker i træerne. Blade og små grene virvler rundt. Lige om lidt er det mørkt udenfor, selvom det bare er eftermiddag. Jeg sidder ved vinduet. Dagdrømmer. 

Jeg drømmer om stearinlys og lune stuer. Kakkelovn, nøddekage og kaffe med mælk. Sokker, strik og tæpper af uld. Suppe med fløde og hjemmebagt brød. Smørristet Kantareller, Karl Johan, Portobello og champignons. Drysset med parmesan og saltet Vesterhavsost. Men hvad ved jeg egentlig om det?

Æblerne på de krogede træer er røde nu, hos os er der fire af slagsen. Noget med Ingrid Marie og Rød Ananas. Øvrige sorter kender jeg ikke, og smagen på dem er alligevel også lidt sur. Figentræet og vinduestokkene er frugtbare igen i år. Blåbærbuskene derimod er utilregnelige. Det blev de efter, vi flyttede deres rødder for 3 år siden. Ærgerligt nok, det er faktisk den frugt, vi spiser mest af – og den er alt for dyr i supermarkederne jo. 

Jeg har lidt te i min kop endnu, den med hyldeblomst fra Søstrene Grene. Så fin emballage – støvet lyserød og rødviolet. Jeg er dybt forelsket i smukke emballager. Og det er noget de økologiske og biodynamiske producenter har styr på, så tror du ikke på andet end et smukt design, så køb bare øko.

Vi lytter til New Yorker lounge jazz, yndlings albummet med piano. Min datter ligger kabale. Det er hyggeligt med lyden af kortene, der blandes og vendes på bordet. De går ikke op – kabalerne. Hun er ved nummer fem nu. Det betyder ikke noget, kan jeg se på hende. Hun starter bare forfra, igen og igen. Det er fint at spille med sig selv. Det der med at fryde sig, eller være den dårlige taber, det er lige som om, det ikke rigtig nytter noget. 

Nu er det blevet mørkt udenfor. Min hjerne er renset for bekymringer og struktur. Dagdrømme er magiske jo. De visker tanker på fortid og fremtid væk, omend blot for en stund. 

Det var rart bare lige at være her. Som et lille lys i efterårets kolde mørke. 

Jeg glæder mig til tiden, der kommer nu.

Idag er en god dag. Mest bare på grund af livet. 

Det er en god sætning, eller to sætninger. Det er lidt som om, at pointen siver bedst ind, når sætningen deles i to.

Jeg kunne godt bare slutte mit indlæg her, jeg har jo sagt det vigtigste. Det gør jeg ikke, fordi jeg har behov for at sige, at livet engang imellem bare er noget hø. Virkelig. HØ.

Det er trods mit mantra på Instagram er ‘alt er godt’. Men det er jo bare et mindset. Et godt ét faktisk. Og hverken mine forældre eller Gud har jo lovet mig, at alt er godt i det her liv.

Så….

Bedst som jeg tror, at nu kan det kun gå fremad, så styrter det ned med uheldigheder, uretfærdigheder, dumheder og tankemylder om, hvad fanden skal jeg gøre nu? Eller ‘jeg’ i det her tilfælde er faktisk ‘vi’, fordi jeg, min mand og mine børn er så totalt mudret ind i hinanden, at vores følelser følges ad. Det er alt for svært at være glad, hvis én af de andre i mudderet er ked af det. Og omvendt. 

Igår var det vores dreng, der blev ked af det. Først. Alt for ked af det. Så blev jeg ked af det. Så min mand. Og så blev vores datter ked af det. Sikke et mudder. 

Måske mest fordi skruen ikke rigtig ville få ende, – vores dreng blev jo dobbelt op ked af det, da vi andre også blev kede af det. Endnu mere – sikke et mudder. 

Vi nåede ikke at komme op ad mudderet igår, og det er ikke ret godt at sove i mudder. Vi kunne synke dybere ned over natten? Kun drømmefangeren ved, om vi gjorde det… I hvertfald svømmede vi rundt og rundt i samme pøl hele natten. Man kan jo desværre ikke flyde ovenpå mudder, eller kan man?

Vi var faktisk ikke helt så kede af det, da vi vågnede i morges. Omend vi følte os temmelig mudret i hovederne. Nok mest bare mig.

Men idag har været en god dag. Livet går op og ned, faser – I ved, og lige nu føles alt godt.

Mest bare på grund af livet.