Jeg glemmer – det forkerte!

Hvordan når de det hele?

Dem der med julekalenderen, pakkekalenderen, adventsgaverne, kransen, julepyntet – inklusiv juletræet med lys, drillenissen, julebaget, julegaverne, de brændte mandler, de hjemmelavede æbleskiver, julegrøden – på bordet og på loftet, og julekjolen – den smukkeste.

Men måske når de det heller ikke? Jeg gør ikke! Jeg vil gerne. Faktisk rigtig gerne. For børnenes skyld, og julekjolen – bare for min skyld.

Måske er det faktisk muligt at nå det hele?
Eller også, så gør jeg det igen nu? Det der!
Jeg tror jo, jeg er et supermenneske, en perfekt supermor.
Det er jeg ikke, selvfølgelig ikke. Hvem er det?Ingen. Og så er det vel okay at glemme?
Og det er det, jeg gør. Jeg glemmer. Hele tiden.

Hver morgen i december, har jeg (eller faktisk vi) glemt at åbne vores søns julekalender. Igår aftes åbnede jeg 5 låger. Han har brugt hele november på at lave den til os.

(….)

Åh Gud, hvor jeg hader, at det lige er det, jeg glemmer. Fordi, skide da med julekjolen. Men den har jeg faktisk husket!

God jul og dårlig samvittighed. Lad i morgen blive en god morgen.

 

Relaterede indlæg

Happy holy christmas time!

Det går ikke rigtig godt herinde for tiden. Jeg får ikke skrevet det, jeg gerne vil. Jeg savner det. Virkelig.

Jeg mangler den ro, det giver mig at skrive. Stilheden. Stearinlyset. Kaffen.

Men alt muligt andet æder min tid. Alt muligt andet! Men det er vigtigt. Jeg elsker jo min familie, mine venner, mit hjem, mit arbejde som sygeplejerske, mit løb, gåturene, træningen, julen – og alt det andet vigtige.

Det er okay. Jeg skal jo ikke nogle steder hen med bloggen. Den er min fritid, min frihed, og nok ikke så meget andet. Eller jo – den er vigtig. For mig.

Så, selvom jeg nogle gange tror det, så lukker jeg altså ikke bloggen ned. Endnu. Måske om et halvt år, et år – eller om ti år, det ved jeg virkelig ikke.

 

Udover bloggen, så er der noget andet, der heller ikke går så godt i øjeblikket. Det er julefrokosterne. Eller det vil sige, julefrokosterne er jo ret hyggelige, men bivirkningerne, de har da aldrig været grimmere. Det tager mig jo dage at komme til mig selv igen. Åh Gud, din gamle banan, siger jeg bare.

Men seriøst, godt jeg er gift – og total sat på den der måde, du ved (…). Jeg tænker på alle de der julefrokost-knald. Altså – de andres! Pyh ha, jeg bliver helt forpustet. Det er jo total uden beskyttelse, og med død pandelap, – som i ‘same same – but different’?

Men hold nu kæft, hvor vi holder laboratorierne igang med vores podepinde i den her måned.

Happy holy christmas time 🙂

 

Julefuld november!

Det er november. Blæsende, mørk og kold. Vådkold. Men det er også snart december. Og som jeg plejer at tænke, så tænker jeg igen i år, at byen tyvstarter. Plejer vi virkelig at jule sådan allerede?

Byen er udsmykket med tusindevis af julelys og røde lysende julehjerter. Her dufter af brændte mandler, og dem med lakrids. Her er gran og stearinlys, julemænd og bjældeklang. Og julemarkeder – både her og allevegne.

Men takket være alt dette, så er november jo pludselig ikke så mørk og så kold mere. Nu stråler den med lys, duft og varme, og vi smittes epidemisk med hygge og glædelig julelune.

 

Jeg har tændt min juleuro. Det er fire små stearinlys under fire dansende guldfarvede tinengle. Uroen drejer med beroligende toner. Måske englespil?
Bagved, fra højtaleren, lyder Dean Martins ‘Let it snow’, og lige om lidt, så afløser Chris Rea med klassikeren ‘Driving home for Christmas’.

Jeg har købt grene med røde bær, og appelsiner, som skal prikkes med nelliker. Jeg har honninghjerter og grødris, rød saftevand og kanel. Jeg drikker julete og pakker julekalender. Måske skal jeg bage æbleskiver? – og lade min mand tage over. Han er bedst til det der. Det bliver i aften. Det bliver hyggeligt.

Snart kommer børnene hjem, først den lille, så den store. Det bliver dejligt.

Jeg har overgivet mig. Helt og aldeles.

Jeg er i julestemning 🙂

 

Mandagsro

Det er mandag. Igen. Det er jo helt vildt, som tiden flyver. Åh Gud, hvor kliché agtigt at sige det sådan, men jo ikke desto mindre, så føles det sådan. Nogle dage dog mere end andre dage, og faktisk lige nu, idag, til morgen, formår jeg, eller rettere, formår YouSee, at ændre følelsen – for en stund. De har nemlig slukket for mit internet.

Hvor mega irriterende er det ik’ lige? Og sådan gik de første 5 minutter. Ajj, jeg er jo helt vildt rastløs. Tænkte jeg de næste 5 minutter. Og så tog jeg mig sammen. 10 minutter tog det altså for mig at nå dertil. Egentlig spild af tid. Men det er okay.
Jeg mærkede efter, accepterede, og pludselig føltes det jo ganske dejligt, roligt og sådan virkeligt agtigt.

Tak YouSee.

Jeg har fri idag. Klinikken er lukket. Cheflægen er i Egypten. Det er rigtig godt for ham og hans familie.
Jeg er alene hjemme, eller hunden er her også. Den sover, tungt, et eller andet sted. Måske på et børneværelse? Oh no, forhåbentlig ikke i sengen… Den skifter pels i øjeblikket. Damn it.

Skibsuret på væggen tikker. Højt og langsomt. Tik tak. Tik tak. Kaffen er varm, brændende. Jeg har spist rester til morgen. Havrestykker fra igår. Lagkagehusets. De var bedst igår.

Tiden står stille nu. I hvertfald næsten.
Sikke en rar følelse. Og jeg føler ikke engang, jeg går glip af noget.

Tik tak. Tik tak.

Hold nu op, hvor vejret er smukt idag. Koldt. Faktisk frostgrader. Jeg er hoppet i løbetøjet. Det varmeste, jeg har. Og jeg er bagud på podcasts. Det er det bedste, der findes. Altså at være bagud på podcasts. Det betyder nemlig, at jeg har nyt øreguf til en helt masse løbe- og gåture. Og det elsker jeg. Faktisk ja.

Takket være YouSee, så har jeg nu haft den dejligste mandag morgen. Mindful og offline. Hvilket nok egentlig er to sider af samme mønt…

Tak for nu, og nyd’ mandagen. Stop op for en stund. Find dig 10-15 minutter. Måske nu? Eller bare senere. Men husk det. Sæt’ dig så i lænestolen, med kaffen. Kig’ ud i naturen – eller bare i luften. Lyt, slap af, mærk’ efter – og lad blot tiden gå.

Tiden flyver faktisk ikke bare altid fra dig.

 

Og nu håber jeg fisme, at YouSee er færdige, så jeg kan aktivere ‘Udgiv’ ikonet.

Jeg skal jo ligesom videre  🙂

 

Lidt mere om skænderierne

Så er jeg her igen. Jeg blev jo ikke helt færdig sidst.

 

Er de mon farlige for os – skænderierne?
Det var jeg sikker på, da jeg var yngre. Jeg kunne kaste op efter sådan et rigtigt kæreste-skænderi. Og jeg græd altid. Jeg var fuldstændig sikker på, at nu var det slut. Broken dreams.

Men i virkeligheden var det vel bare godt, at vi satte grænser, og viste vores følelser. Det var tryghed og tillid. Ærlighed og kærlighed. Måske?

Og det er vel det, det handler om, når vi skændes med dem, vi holder af. Det der inde bag ved. Ikke vasketøjet, havearbejdet, rengøringen eller oprydningen. Den type skænderi er bare et symptom, tror jeg. Der ligger noget andet bag, noget nært. Noget der irriterer, noget der påvirker, gør os bange, og – eller bare æder alt overskud.

Nogle gange er skænderierne nok også bare ubetydelige. Og så bare pyt med dem. De er jo til at leve med.

Men nogle gange, så kommer de samme små skænderier igen og igen. Og så betyder de måske pludselig noget?

Ud med det, siger jeg bare. Og ikke monolog-agtig ud med det. Dialog sgu!
Men det er jo meega svært. For hvem siger, at man overhovedet ved, hvad der reelt foregår?

Det er svært, men måske lidt nemmere dog, når man er to om at lede?

Og så skidt da iøvrigt med, om man får ret, bare man skaber et godt forhold.

Det må være målet. Og kram. Og kys.

Og god mandag 🙂

 

 

Skænderierne

Tiden er forsvundet. Jeg aner ikke hvorhen, men endelig har jeg ro og tid til tanker ved tastaturet.
Det er dejligt, jeg har bloggen, ellers blev alle de her tanker måske aldrig rigtig tænkt. Det forstår min mand ikke. Måske gør I heller ikke? Det gør ikke noget, fordi jeg forstår det godt.

Måske skal jeg egentlig gå lidt ned i arbejdstid på klinikken? Så har jeg bedre tid til det hele. Jeg vil nemlig helst det hele. Og min mand er jo gået op i tid. Nyt job, flere arbejdstimer. Støn – siger jeg bare. Men han når alligevel det meste i sit liv. Ik’ det hele, bare det meste.

 

Jeg har tænkt lidt over det der med at skændes med nogen. Hvorfor gør vi det, og er det egentlig ikke godt, vi gør det? Hvis vi altså gør det?

Det er alt for længe siden, jeg sådan rigtig har skændtes med nogen. Altså, – skænderierne med børnene tæller jo ikke (…).
Det er det der rigtige voksen-skænderi, jeg tænker på. Det der, hvor jeg får hjernen tømt ud, og hvor jeg mærker en forløsende mental trykudligning. Eksplosionen til en ny start – eller noget?

Da jeg var teenage, skændte jeg på mine forældre. De skændte vist ikke det store tilbage, – lod mig nok bare snakke af. Klogt, synes jeg.
Da jeg var i 20’erne, var det min kæreste, der triggede mig. Dramatisk, ungt og helt vildt følelsesladet.
Og nu i 30’erne, – ja, hvad nu? Der er jo seriøst ingen voksne, som kan give mig pip på den der måde mere. Det føles faktisk lidt kedeligt at indrømme.

Min mand og jeg kender hinandens grænser, – måske alt for godt egentlig? Og vi respekterer dem nok bare – sådan helt uden videre. Vi kender de uskrevne regler og vores respektive roller så godt, at der i den henseende jo slet ikke er behov for skænderier mere. Måske orker vi nok heller ikke? Ikke engang diskussionerne, – vi ved jo begge, at tiden læger – eller…

Men vi har vel behov for voksen-skænderierne? Jeg mener, så vi får fortalt alt det vigtige? Alt det svære, det grænseoverskridende og alt det, der kan gøre os helt vildt kede af det.
Åh Gud – gulvtæpperne! Fejer vi bare det hele ind under gulvtæpperne, når vi accepterer, respekterer og falder til føje?

Jeg tror, den korte lunte i et forhold bliver lidt længere for hver dag man er sammen. Eller nok kun i ‘det gode’ forhold. Og måske bliver vi lidt bedre til at tænke, før vi taler? Noget med at opdage i tide, at det jo ikke altid er den anden, der er skrupforkert på den  – #pis! Selvom alle kvinder jo ved, at det er helt vild irriterende, at manden ikke bare gør det, vi tænker, han skal gøre (…).

Nå, der er nok meget mere i det her, vi ikke altid ved. Hverken om os selv, eller om hinanden, og hvorfor vi skændes eller hvorfor vi ikke skændes.
Jeg tror, jeg vil tænke lidt videre i det her. Bare ikke idag, måske i mit næste indlæg?

Nu er det weekend, det er lørdag – og det er mega dejligt. Husk og nyd’.

 

Det håbløse skønhedsideal

Er det naturligt eller unaturligt? Nøgent eller sminket? Jeg mener, hvad er et cool look egentlig?

Jeg er helt 100 til det naturlige. Ingen maske, bare et ærligt og rent look. Huden ensartet, frisk og fin, men gerne med fregner. Øjnene store og runde med naturligt bløde bukkede vipper. Håret vildt og naturfarvet. Ægte og strålende. Smukt og nærmest tillidsfuldt.

Det lyder næsten feministisk. Det er det ikke. Det er jeg ikke. På den måde, eller?

Jeg bruger både sminke, hårfarve og barberblade, men jeg vil samtidig gerne et naturligt look (…). Hmm, var det da bare mit eget personlige skønhedsideal, jeg levede efter, så kunne jeg nok godt kalde mig en cool feminist.

Ærligt og indrømmende, så synes jeg, ganske heteronormativt, at nutidens kvindelige skønhedsideal med dens udglattede hud, lange tætte øjenvipper, fyldige læber, smalle talje og faste barm er ret lækker. Det look må bare ikke være overdrevet. For Guds skyld – ikke overdrevet!

Jeg hørte den anden dag en kvinde udtale sig om nutidens gruppe af kvinder, som er dobbeltmoralsk naturligt smukke. Ret god beskrivelse af os, der forsøger at sminke os til naturlig skønhed, synes jeg. Os der drømmer om, tænker på – eller benytter os af kosmetiske behandlinger. Os, der snyder os til at være en del af nutidens skønhedsideal.

Og vi snakker ikke om det, vi gør. Faktisk er nogle af os uærlige. Sådan sagde en hudlæge til mig for et par år siden, omend ganske uvidenskabeligt. Han fortalte, at langt størstedelen af de kvinder, som fik botox, restylane eller lignende behandlinger hos ham, de fortalte ikke nogen om det. Og kvinderne ville heller ikke svare bekræftende, hvis de blev spurgt på gaden, om de havde fået foretaget behandlingerne.

Det er vildt nok.

Men sådan er det nok med det, vi i vores sociale fællesskaber hver især, har tabubelagt. Eller måske betyder det noget, at den hudlæge, jeg talte med, var en jysk udkantsherre?

Hvor om alting er, så havde denne her hudlæge i hvert fald en rigtig god forretning. Faktisk, så havde han, udover egne +60 timers arbejde i ugen, også 2 fuldtidsansatte sygeplejersker til udelukkende at udføre kosmetiske behandlinger. I udkantsdanmark! Hvor vildt er det ik’ lige?

Iøvrigt, så forlyder det, at 90’ernes ultratynde modeller ikke er en del af vores skønhedsideal mere. Hmm, kan det nu også passe? Jeg synes ikke, at modemagasinerne helt har droppet de meget tynde og lange kvindeben. Men okay, jeg selv var jo ung og stræbende efter skønheden i 90’erne, så måske er jeg bare opvokset-agtig vild med det ideal?

Istedet for den mega tynde kvindekrop, så antyder skønhedsidealet angiveligt idag, at vi skal udstråle sundhed – fysisk og psykisk sundhed. Vi skal have overskud og kontrol over vores krop og vores tilværelse.

Det tror jeg på, og jeg er selv ret vild med følelsen af fysisk og psykisk sundhed. Når den er der!

Vi må nok bare huske på, at vi jo risikerer at blive lige så usunde og psykisk syge af en stræben efter sundhed, som vi risikerede dengang i 90’erne, hvor vi bare ønskede os tynde.

Åh Gud, hvor virker det nogle gange åndssvagt at være kvinde!

 

Tak for kaffe /#godnat

 

Jeg puster lige ud!

Det går for stærkt for mig igen nu. Jeg glemmer at stoppe op. Jeg glemmer at bemærke, at jeg trækker vejret. Men det synes måske også ligemeget, når kroppen jo bare gør det automatisk?

Problemet med alt for høj fart i livet er bare, at tiden jo flyver. Forsvinder. Alt for stærkt og alt for ubemærket. Det gider jeg ikke. Tiden bliver irriterende. Tiden bliver noget, jeg tænker på, på sådan en dræbende måde. Alle aftalerne, også de hyggelige og de skide sjove, de bliver pludselig bare årsagerne til, at jeg er fortravlet og stresset. Det der skulle give livet kvalitet, gør pludselig det helt modsatte. Og det kan jeg jo ikke leve af…

Men jeg kan ikke bebrejde nogen for det. Ikke engang mig selv. Det er jo mig selv, der nu kommer i tanke om at stoppe op, – så tak for det Louise!

Jeg har en god morgen nu. Yogamåtten er varm, Søren Huss er på Spotify, og kaffemaskinen dufter, mens den brygger. Jeg tror sgu aldrig, jeg afkalker den maskine. Sikke en synd og skam, hvis den mistede sin beroligende lune snorken. Det ville ikke være det samme. Og det er jo et heldigvis.

Jeg vil holde morgen i 3 timer idag. Jeg har ferie, og nok præcis derfor er det vigtigt for mig at stoppe op og lige trække vejret. Dybt og mærkbart.

Min mand er på arbejde. Min søn er hos sine kusiner i 3 dage. Det er iøvrigt en fuldstændig fantastisk, og helt ind til knoglerne rørende tanke for en mor og moster. Selvom jeg savner. Min datter sover endnu. På snart 13. time.

Lige nu elsker jeg, helt ned i maven. Bare det hele, elsker jeg.

Jeg ville faktisk have skrevet om noget helt andet idag. Om noget så ligegyldigt og alligevel så skide vigtigt, nemlig vores skønhedsideal. For hvad (fanden) er det egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt, og samtidig så fuldstændig ligegyldigt?

Jeg må tænke lidt mere over det, og vende tilbage. Mit behov for at strække ud og tænke rolige tanker overrulede bare idag.

God tirsdag, og stop’ så lige op og træk vejret. Dybt. Roligt. Mærk’ den kølige luft i næsen, og musklernes arbejde i maven. Bare lige 5 minutter.

Det er skide rart 🙂

 

Måske er det faktisk vigtigt – og rigtigt, det her?

Misinformation på nettet er den nye store globale udfordring, sagde en klog mand i radioen.

Men det er jo noget værre noget. Det er jo på de online platforme, jeg høster min almene viden. Og det gør mine børn også. Altså – alt er relativt. Min mand gør det i mindre grad. Han holder avis. Stædigt og livslangt, tror jeg. Og det er aviser skrevet af rigtige journalister.

Men hvordan ved jeg, det er rigtigt, det jeg læser?

I gymnasiet og på mit studie lærte jeg kildekritik. Noget med analyser til verificeret viden og metoder til evidens. Men bruger jeg det overhovedet, når jeg flere gange dagligt fix’er mig igennem mit feed af nyheder? Det kan jeg vel slet og ret ikke nå med den hurtige hastighed og afledende opmærksomhed, som det – ærligt indrømmet – foregår med.

Og der er vel overhovedet ikke én, der har læst og forstået de juridiske regler og vilkår, man erklærer sig enig i, når man opretter en profil på et socialt medie? Jeg gør i hvert fald ikke. Og iøvrigt, så er informationsfæren på Facebook, Instagram, Youtube og så videre, ja inklusiv diverse blogs og podcasts, nok ikke ret robust – sådan juridisk og journalistisk set?

Men meget online information er dog alligevel rapporterede virkelige hændelser. Og det faktum (…), sammenholdt med min periodisk gode opmærksomhed, gør nok, at jeg dog alligevel opdateres på et eller andet rigtigt. Og selvom forkert viden nok både kan vokse sig stor, og leve længe på et socialt medie, så tror jeg alligevel, at den rigtige viden overgår og overlever – på trods.

Men sikke en rædsel, hvis vi faktisk indlærer forkert viden i en sådan grad, at selv politikernes beslutningsgrundlag påvirkes? Åh Gud, måske var det egentlig det, den der kloge mand i radioen snakkede om, netop er ved at ske? Det er jo virkelig et alvorligt problem så. Ej – hold on. Jeg ved det ikke helt. Manden var så klog, at jeg faktisk ikke forstod alle hans ord!

Jeg bekræftes igen i, hvorfor det giver mening, at der er aldersgrænser for profiloprettelse på de sociale medier. Det duer jo for fisen da ikke, at vores børns pandelapper forurenes allerede før teenage alderen. De er nødt til at lære lidt kildekritik, inden de forvilder sig ind i de der enorme informationsbobler.

Journalistik, forfatterskab, skuespil og fotografi-kundskab er blevet sådan lidt allemandseje. Vi opretter allesammen profiler på sociale online platforme, og vi tror, at vi er brugerne, kunderne, – men faktisk er vi gratis købte journalister, forfattere, skuespillere og fotografer. Vi er uuddannede, vi betaler ikke noget for det, og vores lands ytringsfrihed gør, at vi frit kan poste egne ord, billeder og film. Vi informerer – og vi misinformerer. Total svær skelnen. Der er faktisk annoncører, som betaler på de forskellige platforme, og det er derfor dem, der er kunderne. Vi er bare produkterne.

(….)

Åh, jeg tænker igen på børnene. Kan de finde ud af det? Kan de ytre sig med hensyntagen til korrekt viden, dannelse og almindelig pli i sociale henseender? Tænk bare på alle de flertalsmisforståelser børn gør sig hele tiden.

En af gengangerne herhjemme i den henseende er madpakke-diskussionen. Rugbrødsmadpakken ér nederen, siger min dreng. Alle ved jo, at Lagkagehusets sandwich med tunmousse er minimumsstandarden for, hvad der er en cool madpakke. Og alle klassekammeraterne har en sandwich-madpakke, som – som minimum – er på niveau med Lagkagehussandwichen – målt på lækkerhed.

Kære sønnike, det er altså en misforståelse af, hvad flertallet synes er en cool madpakke. Og iøvrigt, så har flere i klassen rugbrødsmadpakke med hver dag.

Jeg vil så gerne, at han forstår det der, inden han støder på cigaretterne ude i byen. Tænk, hvis han igen misforstår, hvad flertallet synes er cool? Vupti, så ryger han pludselig cigaretter, selvom han måske faktisk selv synes, det ser lidt dumt ud, smager grimt og har vished om, at det kan gøre ham dødsyg en dag.

 

Nå, nu gider jeg ikke skrive mere. Jeg gider faktisk slet ikke tænke mere. Men jeg vil lige opsummere, at information jo altså giver viden, og vi skal for hulan da leve af den viden. Enhver beslutning, vi tager, er jo på baggrund af vores viden. Derfor må vi sociale-medier-mennesker altså stoppe med at dele, kommentere og sprede viden, vi ikke rigtig ved, om er rigtig viden.

 

Og så sikke da bare en dejlig søndagssol, vi havde idag. Håber I nød den. Jeg gjorde  🙂

 

Det er simpelt – det er meditation

Så sidder jeg her igen. I stolen ved skrivebordet i stuen med udsigt til haven. Absolut yndlingspladsen. Måske fordi jeg kun sidder her, når jeg har sindsro og tid til at skrive. Det føles ret vigtigt for mig at gøre det her. At passe på min blog. At passe på, at den ikke dør. Den er jo på en måde mig. Ærlig, eller udvalgt ærlig (…), visionær – for mig, og imaginær – måske? Når jeg bliver gammel, så ved jeg det bedre. Og jeg ved også, at jeg til den tid vil mindes de her timer ved tastaturet, som noget af det gode, noget af det vigtige for mig. Åndehullerne i hverdagens fysiske og mentale trummerum.

Jeg hoppede i skabets mest bløde, varme og behagelige tøj i morges. Regnen og blæsten ruskede udenfor. Jeg satte kaffe over. Filterkaffe. Moccamasteren fyldte køkkenet med sin duftende damp, sin varme, og sin hyggelige snorken. Jeg har glædet mig til de her morgener hele sommeren. Kølige mørke efterårsmorgener.

Jeg fyldte en stor kop med kaffe og sødmælk. Tændte duftlyset, og satte mig i stolen, den bløde, i stuen. Der sad jeg så, bare lige en kop-kaffes-tid. Jeg trak vejret, så det føltes køligt i næsen og nydeligt med duftlyset. Jeg drak kaffen, så den smagte fyldig og cremet, og jeg mærkede varmen fra kaffen flyde ud i kroppen.

Jeg nåede ikke mere inden familien vågnede. Men det gjorde ikke noget. Jeg havde jo nået det vigtigste.

Huset – eller vi – larmede hverdagsagtigt en times tid. Det gik helt okay. Og inden jeg så mig om, så var mand og børn ude af huset. I skole og på arbejde. Det er også helt okay – for dem og for mig. Jeg blev hjemme, jeg har nemlig fri fra klinikken idag.

Nskinner solen, – men den når nok ikke at tørre græsset inden regnen kommer igen. For en stund. Træernes blade er allerede godt igang med at skifte sine farver. Snigende forvandling med nye farvekombinationer for hver dag. Det er det smukkeste, jeg ved. Efterårsskoven. Og særligt, når himlen står høj og blå, og luften er sprød og kølig. Endelig kan vi trække de smukke efterårsjakker ned over os igen.

Jeg har haft en verdensweekend med mine børn i sommerhuset. Bare børnene og jeg. Farmand holdte mande /drengerøvs fest herhjemme, så vi andre i familien tog hunni med nord på. Og vi kom sent hjem søndag. Det var bedst. For os alle.

Det var 3 dages skøn skøn sommerhuslivstil. Mere tid offline. Mere tid i naturen. På yogamåtten. I løbeskoene. Og vi var sammen, oveni hinanden, døgnet rundt. Det var som at genstarte et eller andet. Noget fysisk, psykisk og socialt godt – sundt.

Jeg føler mig meget taknemmelig, og det er mine små hverdags meditationer, der minder mig om det. Stunderne med kaffen, roen og vejrtrækningen. Løbe- og gåturene i skoven, i klitterne og ved vandet. Sommerhuset, den lille base, som indgyder ro og hygge. Min daglige lytten til podcastfortællinger om livets ve og vel, og skide sjove typer.

Vi må huske på det allesammen. På vores eget ansvar for at skabe – og mærke vores taknemmelighed. Det er ikke altid let, og følelsen gemmer sig nemt i hverdagstralvhedens uoverskuelige spektrum, men den er derinde et sted – hos os allesammen. Og jeg bliver personligt simpelthen så glad af at opdage den.

God jagt, god fornøjelse og bare god helt almindelig tirsdag 🙂