Dybden betyder sgu noget!

Når et andet menneske fortæller mig noget vigtigt. Altså sådan åbent og ærligt, og derfor vigtigt for det menneske, så skal jeg fanden fisme høre efter. Også selvom jeg som udgangspunkt faktisk ikke lige synes, det er vigtigt. Og jeg skal ikke bare lytte, nej – jeg skal æde historien, jeg skal perspektivere og reflektere. Og mega vigtigt, så skal jeg jo forsøge at forstå historien udfra, hvordan det menneske, der fortæller sin historie, oplever den. Ellers bliver historien jo lige pludselig en helt anden, i hvert fald gør oplevelsen af historien det. Og i så fald, vil jeg nok bare snakke forbi det menneske, som fortæller sin historie. Det vigtige vil forsvinde. Og mit værd i den relation vil være aldeles ikke-eksisterende.

Altså nu er jeg jo (igen) ude at svømme i det lommefilosofiske dybe – og måske bundløse hav. Men det tiltrækker mig angiveligt.

Jeg tror faktisk, at det her tankeunivers forærer mig noget dybde – sådan helt eksistentielt set. Wow – jeg svømmer virkelig nu!

Det er noget med det fantastiske i at træde lidt dybt. Noget med at tænke lidt dybere over, hvorfor hulan andre mennesker gør og siger, som de gør. Hvem gider jo ikke at opdage, at noget kunne gøres bedre, end du troede?

Det er jo det helt lækre ved andre mennesker, – de er ikke bare magen til dig, de oplever hver især livet ud fra deres kontekst og perspektiv. Det er skide interessant, og hold nu op en berigelse, jeg kan få i mit liv, hvis jeg reelt evner at forstå, og tage ved lære af, hvordan andre mennesker lever sit liv på godt og ondt. Og jeg tror faktisk, at jeg i den proces, i de relationer, også deler livligt ud af mig selv og mit liv.

Jeg kræver af mig selv, at jeg skal være på den måde. Det er mit eget ansvar at lære af andre mennesker, og af livet på den måde. Jeg stiller faktisk samme krav til mine børn. Til min mand. Til min familie, og til mine veninder. Vi skal interessere os for hinanden. Vi skal forsøge det bedste, vi kan, at forstå hinanden ud fra dem, vi er, hver især. Det tror jeg giver det bedste liv for os alle, og der vil måske ikke være så mange ting, vi frustreres over ikke at forstå. Fordi, når jeg ikke forstår, så betrygges jeg jo bare ved min indsigt i, at det andet menneske – i sin kontekst, forstår.

Sådan er livet så forstående, uforstående og ganske dybt. Om du vil.

God filosofisk tirsdag 🙂

 

Relaterede indlæg

Det er skidt og godt, og en fantastisk balance

Livet. Hvad er det bedste ved det? Hvad fisen er egentlig meningen?

Jeg er på vej ud af en tangent. Måske ender jeg ikke noget sted, og måske kommer jeg faktisk slet ikke tilbage!

Jeg prøver alligevel. Det har jeg lige lyst til, så mest bare derfor.

Mit sidste indlæg, det der jeg skrev for hundrede år siden, pis – hvor tiden overhaler mig i øjeblikket, men i det indlæg, var jeg optaget af at nyde stilheden. Søndagen. Lige ind til larmen afbrød. Det var vist irriterende, men alligevel nødvendigt, – ellers ville stilheden jo ikke være så fantastisk.

Det bedste er altså noget med både-og. Godt og skidt. Balance. Ja sgu – balance.

Det er præcis et meningsfuldt liv for mig, når jeg oplever balance i det, jeg gør, og i det, jeg føler. Og jeg må huske på, at det jo for fisen så er u-balance, hvis jeg en enestående dag oplever succes både som mor, som kone, som sygeplejerske, som veninde og som mig selv. Jeg ikke bilde mig selv ind, at netop dét er målet i livet. Bøtten vil jo tippe en dag, og alt vil vælte ud. Og så står jeg der, tom og forladt.

Nej, balancen mellem at være god på et område, og ringe på et andet område, det fungerer sgu. Og det skifter jo hele tiden. Men er det ik’ for underligt ikke at målsætte en stræben efter at være god på alle fronter? Næ – tænker jeg. Tror jeg (…). Bare pyt med de mål, det er alligevel sådan mærkeligt agtigt at opnå et mål med noget. Det er altid al den bøvl og fornøjelse, man har haft undervejs, der er det hele værd.

Jeg vil sgu prøve at nyde livet, mens det står på. Uden mål – næsten, og uden stræben – eller kun lidt. Eller i hvert fald på en måde, hvor jeg, mit liv, ikke bare er på vej til noget bedre hele tiden.

 

Igår fik min dreng hele turen. Han bandede højlydt over noget ligegyldigt, og sådan en snak gider jeg fandeme ikke høre i mit hus (….). Ja, jeg var mega dobbeltmoralsk, uretfærdig og jeg overdrev max. Men det var fordi, jeg trængte til ro. Jeg trængte til ro og tid for mig selv. Det fik jeg, eller det tog’ jeg. 3 timers ro til tanker, afslapning og gåtur.

Ikke skide godt gjort – sådan mor-agtigt. Men vel okay – sådan mig-agtigt.

Idag er det anderledes. Vi snakker pænt til hinanden. Vi krammer og sluger en åbenlys kærlighed. Og præcis det gør vi lidt ekstra – på grund af igår. Og det giver os pludselig overskud. Overskud til måske at klare udfordringer i skolen og på arbejdet, i forhold til kammeraterne – eller bare i forhold til humøret idag.

En helt almindelig livs-balance. En balance, som gør livet levende, foranderligt, uforudsigeligt – og måske faktisk meningsfuldt?

Så stop lige nu med at stræbe efter at være god på alle livets fronter – Louise! Du vælter bare. Keep the balance.

 

God fredag.

Og så bare pyt med sundheden, – drik vin og spis snoller. Kys din kæreste, og sig’ nej tak til bytur med vennerne. Sov længe i morgen, og løb en lang tur – alene, når du vågner. Køb’ en ny bluse, selvom du ikke har råd – lån bare pengene. Og skynd dig så i byen med vennerne i morgen, drik dig fuld og dans’ hele natten. Du kan sove, når du bliver gammel. Nå – nej, du bliver jo aldrig gammel – sådan mentalt! Smil, for fanden, smil, også selvom det rynker dit ansigt. Når udstrålingen er smilende smuk, så skaber rynkerne blot den bedste balance.

Happy weekend 🙂

 

Sunday

Det er søndag morgen. Jeg er vågen før børnene. For en gangs skyld. Her er så stille, at jeg er helt i tvivl om min hørelse overhovedet er intakt. Jo – nu når jeg lytter efter, så kan jeg høre skibsurets tikken. Det er den tikken, alle gæsterne kommenterer. Vi hører den ikke. Mere.

Gud, hvor jeg elsker den her stilhed.

Jeg tror, jeg skal løbe idag. Det er så rart. Jeg er nu endelig nået til det der punkt, hvor jeg kan løbe svarende til en podcast’s længde uden tanke på, hvor langt jeg har hjem. Jeg skal passe på overbelastningen. Hele tiden må jeg påminde mig selv den risiko. Det er nok noget med alderen. Jeg tænkte i hvert fald ikke et sekund på overbelastning, da jeg var yngre og løb derud af, – og jeg var vist aldrig skadet.

Hmm – den der alder….

Jeg har faktisk besluttet mig for at være ligeglad. Altså, det ér jo ligemeget. De alderstegn, jeg bander over, dem finder jeg ud af at afhjælpe. Eller skjule. For mig selv!? Og de alderstegn, jeg ikke kan gøre noget ved, dem accepterer jeg bare. Jeg mener, hvem gider jo at græde for evigt?  Siger jeg til mig selv.

Nu vågner børnene. Og med et, er der høje stemmer, latter, musik og lyde fra skabe, døre og vinduer. Wow. Total forvandling. Men det er jo rart. Og det er netop den forvandling, der gør, at stilheden er så rar. Når den er der. Eller var der.

Dagen er igang. Søndagen. Yes – det er dejligt.

Nyd’, nyd’, nyd’ den nu 🙂

 

Familie – kort sagt!

Det er nogle gange underligt det der med familiefølelse. Eller, jeg må nok bare tale for mig selv. Men det gør jeg jo selvfølgelig altid herinde.

Jeg har min egen lille kernefamilie. Og udenfor denne, min anden – eller første – egen lille kernefamilie. Her kender vi hinanden. Inderligt og på kryds og tværs. Det er familiefølelse. Og de mennesker er det allerbedste, jeg har.

Men igår opdagede jeg, at jeg jo faktisk har meget mere familie. Eller jeg fattede, at jeg har meget mere familie. Det var faktisk lidt underligt. Det der med familie – eller familiefølelse, det stopper åbenbart ikke bare, selvom jeg træder udenfor min egen lille kerne.

Jeg var til familiefest med familien på min mors side. Vi var over 70 mennesker. Havde vi været der allesammen, så havde vi været over 100 mennesker. Mange af dem har kendt mig siden, jeg var helt lille, – og det kunne jeg mærke. På en eller anden måde. På familiefølelse-måden. Det var helt vildt at opleve. Jeg mener, kom bare an verden, vi er over 100 mennesker i min familie – os kan I sq ikke vælte.

Når jeg kiggede til højre, var der mennesker, der smilende kiggede mig lige ind i øjnene. Interesseret. I mig. Ægte. Og jeg oplevede helt det samme, når jeg kiggede til venstre. Og bagud. Og fremad. Og jeg gengældte. Med alt, hvad jeg havde. Eller måske var det mig, der startede? Næ, vi var altid to om det.

Den der forudindtaget respekt, anerkendelse og kærlighed, som ens familie har til én, den er millioner af guldklumper værd. Jeg tror, jeg kunne fejle fra nu af og til verdens ende, uden min familie ville tænke anderledes om mig.

Og tænk, jeg er faktisk så naiv, at jeg nu ægte føler, at det ikke bare er mine to kerner, det er også de hundrede-og-et-eller-andet andre familiemedlemmer, som bakker mig op. Som person. Uanset.

Hold nu kæft for en klippe jeg er.

 

Idag er en dejlig mandag. Nyd den 🙂

 

Udseende, påvirkning og ansvar!

Måske er det her faktisk en føljeton? I hvert fald, er det mit udgangspunkt, at jeg skal følge lidt op på mine to tidligere indlæg; Min slags blogger og Det er jo dumt at lade sig sammenligne . Men jeg kan lige så godt sige det, jeg ved ikke, om det lykkes. Min hjerne er utilregnelig. Tit.

Tænker…

Det er faktisk lidt svært at komme igang idag….

Tænker… 

Klar til tastning…

Er et fotoshoot af dig og veninderne kun godt af dig, hvis det er dårligt af veninderne? Eller kun dårligt af dig, hvis det er godt af veninderne? Nej, vel? Okay, så stop med at sammenligne.

Jeg var jo engang den type der. Den type, der fik det mega dårligt med mig selv, når jeg sammenlignede mig med andre.

Men nu når jeg synes, at jeg ikke er den type mere, hvilken værdi, giver det mig så, at jeg sammenligner mig med andre? For det gør jeg nok stadigvæk lidt. Eller bare ofte.

Jeg er jo skide let at imponere. Alt for nem, faktisk. Wau. Wow. Hold nu kæft. Shit, hvor er hun smuk. Og sikke sød. Cool. Ajj, tænk, hun kan alt det der. Det er sq sejt.

Jeg må gøre noget. 

Og det er jo altid en ‘hun’, jeg sammenligner mig med. Og iøvrigt kigger på. Altså, smukke mænd æder også mit blik, men det er jo på jeg dør lige lidt-måden. Jeg ser ikke engang, hvilket tøj de har på. Men kvindernes udseende derimod, dem har jeg styr på – fra yderst til inderst. Eller omvendt….

Men jeg imponeres jo. Jeg inspireres og motiveres. Jeg boostes på noget godt, når jeg sammenligner mig med andre kvinder. I hvert fald oftest. Og jeg giver mig selv skylden og ansvaret for den oplevelse. Det er hverken den smukke kvinde på gaden, eller hende på instagrams skyld og ansvar. Jeg tror faktisk overhovedet heller ikke, at intentionen med at være (gøre sig?) smuk er, at jeg – og alle de andre kvinder – skal få det dårligt med sig selv.

Men hvad er intentionen med de smukke posts egentlig?

Vel det samme, som når man gør sig smuk i virkeligheden? Noget med at gøre det bedste ud af sig selv. Netop at imponere, inspirere og motivere. Og noget med at søge komplimenter. Likes – hedder det så irriterende på nettet. Men de er jo rare at få,- om det så er i virkeligheden eller på nettet. Man skal bare lige huske sig selv på, at det jo udelukkende er ens udseende, ens ydre, der komplementeres.

Og så er meget af det smukke, vi ser på nettet jo også bare branding, hardcore business. Husk det.

Jeg tror faktisk, at måden hvorpå vi modtager og afsender alt det der ‘udseende’ på, kan sige noget om, hvordan vi er vokset op.

Er vi blevet vist meget frem som børn? Betød vores udseende en helt masse, når vi var ude blandt andre mennesker? Når vi skulle præsenteres. Når vi var i skole. I sportsklubben. I hverdagen. Eller bare sådan i det hele taget.

Jeg tror, at den lille umodne barnehjerne kan snydes til at tro, at udseendet har alt for stor værdi i livet. Bevares, vores udseende betyder da noget. Men jo altså ikke alt. Og det er jo slet slet ikke det vigtigste.

Det er så hulans vigtigt, siger jeg til mig selv, at lære mine børn (og mig selv) netop at se sig selv og andre mennesker i det perspektiv.

Men Gud, hvor er det svært. Der er så mange potentielle misforståelser. Særligt, når vi agerer på internettet.

Jeg synes eksempelvis, det er fantastisk lækkert at løbe. Men jeg fravælger at poste alt muligt omkring mit løb. Fordi, hvad risikerer jeg, at folk pådutter mig, når de ser mig i løbeskoene hele tiden?

Og det er faktisk ikke værdifuldt for mig at poste mit løb. Men det er værdifuldt for mig at løbe…

Men jeg kan godt lide at poste noget fint. Og det er jeg jo altså ikke lige, når jeg løber! Men at poste noget sådan fototeknisk fint, det er sjovt. Like I know shit about it….

Og når jeg skriver herinde, så forsøger jeg at være ærlig og positiv – og lidt sjov. Det er relaterbart, lidt sjovt (…), og det skaber værdi for mig.

Men det er jo mega selviscenesættende. Og den karakter drømmer jeg faktisk overhovedet ikke om at eje. Men kan jeg undgå det? På nogen måde? Her mangler jeg virkelig hjælp.

Nej, det kan jeg ikke, – har lige været omkring Gyldendals ordbog.

Men måske er vi nok alligevel mange, der er selviscenesættende på en eller anden måde? Altså helt bevidst jo.

Mange er det på online platforme. Nogle er det på arbejdspladsen. I fritidsklubben. I nabolaget. Blandt vennerne.

Måske er det faktisk ikke kun negativt?

Nogle er selviscenesættende som den smukke. Andre er det som den sjove. Nogle som den kloge. Og faktisk er der også nogle, nok mest på Instagram (?), som er selviscenesættende som den grimme og den tykke.

Selviscenesættelse synes umiddelbart som en ubehagelig, men i virkeligheden måske en ret almindelig karakter. #petranagel

Det er jo bare lige igen det der med at huske, at udseendet jo ikke skaber vigtigst værdi.

Og med det perspektiv, så er vi nok mest selv ansvarlige for, hvordan vi (og vores børn) påvirkes – eller netop ikke påvirkes af andres udseende.

 

Det var dagens lommefilosofi.

Make you all a happy friday – and weekend 🙂

 

Det er jo dumt at lade sig sammenligne ….

Jeg husker det tydeligt. Det var mens, jeg gik på gym. Jeg fik 8 i tysk. Og jeg var ret glad for det 8-tal. Det passede så fint til det, jeg synes, jeg kunne. God mavefornemmelse.

Så fortalte min veninde mig, at hun havde fået 10 i tysk. Og en anden fra klassen, havde sgu også fået 10.

Så var jeg jo lige pludselig overhovedet ikke glad for min 8’er. Mega nederen at få 8. Jeg fik ondt i maven, og var skuffet over, at jeg havde misforstået igen. Misforstået min selvtillid. Jeg duede jo for fanden da ik’ til tysk. Eller til noget, følte jeg lige pludselig. Nu var de andre piger både pænere og klogere, end jeg var.

Det var ufedt.

Men jeg vidste det jo ikke! Jeg vidste jo ikke, at karaktererne ikke fortalte en fis om mig. Om mig som menneske. Om, hvad jeg var værd. Og om, hvad jeg iøvrigt kunne.

 

Det er jo simpelthen så dumt at lade sig sammenligne. Om det er karakterer, karriere, udseende eller dansemoves. Det gør ikke en skid godt for én. Det er jo bare en måde at få det dårligt med sig selv på. Eller få det godt med sig selv på – på andres bekostninger. Det er jo heller ikke fedt. Hvem fanden har det godt med at være ovenpå med sig selv, udelukkende fordi ens sammenligning konkluderer, at en anden er mere nederen end dig?

Nej, – det er godt at blive anerkendt og komplimenteret for den, man er, eller for det, man gør. Men jo uden sammenligning.

Det er det der med, at vi er mennesker alle sammen. Vi går alle sammen på toilettet, har sex, og skælder vores børn (eller veninder!) ud total uretfærdigt. Så er der bare nogle af os, som er gudesmukke, mens andre er mindre kønne. Nogle taler flydende tysk, og andre kan simpelthen ikke forstå den tyske grammatik.

Og når jeg ligger for døden, og skal tænke tilbage på det betydningsfulde i mit liv, så er jeg ret sikker på, at det hverken omhandler mine karakterer eller mit udseende. Og mit livs værdi vil ikke opstå i en eller anden åndssvag sammenligning med et andet menneske.

 

Jeg er vild med mennesker og nærhed. Med interaktioner og relationer. Alt sådan noget, som siger noget om, hvem vi er, – i stedet for, hvordan vi ser ud. Det er fedt at gå i dybden. At komme tæt på andre menneskers liv og tanker. Det kan jeg relatere til. Og det får mig til at reflektere over mig, hvem er jeg, – og ikke mindst, hvem synes jeg om at være i relationen til andre.

Netop derfor, blev jeg aldrig den modeblogger, jeg troede, jeg skulle blive  – #læsmitsidsteindlæg .

Modebloggerne fokuserer nemlig på det smukke ydre. Og det er de skide gode til. De er vildt kreative, og de tjener en god løn på deres blogging. Men har de succes netop på vores bekostninger?

Skal modebloggerne, instagrammerne og de andre lækre dudes gøres ansvarlige for, at vi ikke kan modstå at sammenligne os med dem? At vi føler os mindre værd, når vi ser på dem?

Noget a la det, spurgte jeg også mig selv om i mit sidste indlæg. Og det var jo egentlig det, jeg ville have skrevet om idag!

Jeg tror ikke, jeg synes, de sociale medier – og dem inde bag de sociale medier (#mig), har skylden for, at vi gør person sammenligninger, og får det dårligt med os selv i de tanker.

Men …….

Aj, mine fingre er simpelthen for trætte af at taste nu, og min hjerne er åndssvagt træt af at tænke. Jeg må lukke skærmen ned for idag. Men jeg kommer tilbage. Forhåbentlig snart.

Og det næste indlæg  blive noget med det der ansvar på de sociale medier.

Godnat du minderige onsdag 🙂

 

Min slags blogger

Blogstruck er over et år gammel nu. Vildt nok (for mig)!

Faktisk, så troede jeg, at bloggen skulle være meget mere visuel. Noget med mode, design og udseende. Men også meget mere om sundhed og sygdom. Sådan lidt mere oplysende blog agtig.

Men bloggen er ingen af delene. Ikke sådan rigtig.

Bloggen er ret personlig. Den er mit refleksive rum. Og jeg reflekterer tydeligvis ikke en fis over hverken mode, design, sundhed eller sygdom. Selvom jeg jo faktisk bruger min fulde arbejdstid på det ene, og alle mine penge på det andet.

Men honestly, så er jeg bare ikke, hverken modeblogger eller sundhedsguru agtig. Jeg er på en anden måde nørdet på det, der er ‘indeni’, frem for det, der er ‘udenpå’.

Jeg elsker at tænke i det menneskelige, det relationelle. Hvem er vi, og hvorfor er vi så ens, og så forskellige? Hvorfor gør vi alting så ens, og så skide forskelligt? Fantastiske kontraster (og Toyuta…). Og netop på grund af alle de kontraster, så ser vi mennesker jo også vidt forskellige ud. Og det er jo en ret god pointe egentlig;

når der ikke kun er én måde at være menneske på,

så er der jo heller ikke kun én måde at se ud på,

og jo så slet ingen rigtig måde at se ud på.

 

Selvom instagram, facebook og mange blogs måske kun synes at vise én type udseende menneske, så hold Jer for gode til at lade Jer snyde. Alle de smukke mennesker der, de er ikke ens indeni – og til hverdag. Langt de fleste er pyntet for reklamens skyld, – og jo mere glamour, jo flere følgere, jo mere reklame og penge er der i billederne.

Business, not humanity.

Men okay, jeg elsker jo instagram og jeg er mega blogstruck – også af modebloggerne. De fede looks, de lækre kroppe og alle avokadomadderne. Det er super kreativt, god inspiration og skøn visuel oplevelse. Og det var jo præcis det, jeg drømte om, at min blog skulle kunne give læserne. Ikke så dybt. Ikke så personligt. Bare visuel underholdning, og så med et lille touch af viden fra min indre sygeplejerske. Men det skete ikke. Det ku’ jeg slet ikke finde ud af. Der var jo ikke noget at skrive om i de indlæg, reflektionsprutten var alt for hurtigt slået. Og det blev kedeligt (for mig…).

Der er ingen konsensus for, hvordan vi skal være eller se ud på for at være noget værd. Sådan er det, og det er fedt, og et interessant udgangspunkt at reflektere over mennesker og vores relationer på.

Derfor blev Blogstruck personlig og refleksiv, istedet for moderne og faglig.

 

Og nu, hvor jeg lige skulle til at slutte indlægget af med ‘god mandag’ og en smiley, så kom jeg til at tænke på noget vigtigt.

Jeg kom til at tænke på ansvar, socialt ansvar. Har vi det, os med de sociale medieplatforme? Er vi ansvarlige for, hvordan vi påvirker vores læsere? Er vi nødt til at vise sårbarhed, eller grimhed, for at vise, at vi jo altså er helt almindelige mennesker?

Det er jo et verdensvigtigt emne… Det er jeg nødt til at reflektere over i et nyt indlæg.

Stay tuned, og så bare god mandag.

Nyd hinanden, spis noget lækkert, gå en natur-tur og mærk’ efter, hvor lækkert et liv, du selv skaber. Hver dag tæller jo 🙂

 

Jeg – i perspektiv

Nu er den der. Jeg skal til Smukfest. Fedt. Længere er den jo egentlig ikke.

Men det er den så alligevel. For mig. Jeg skal nemlig sq da til festival uden min mand. Altså, det er faktisk ret underligt. Men jo helt normalt. Og helt okay. Som i ‘bevares’.

Men det er noget med, at dem omkring mig i det der lørdagsdøgn, for ja ja, det er jo bare en endags-fornøjer, men de er sammen. De er to par. Mand og kone. Bummelum, og så lækkert har de det.

Kommer jeg så til at danse alene? I tankerne. Kommer jeg til at savne alene? I tankerne.

Hvis jeg gør, så ved jeg i hvert fald, at det bare er i mine tanker. Vennerne omkring mig er jo verdensvenner. Og det bliver jo mega fucking hyggeligt. Det bliver sjovt. Skørt. Alkoholisk. Frit. No danm worries. Jeg glæder mig heeelt vildt.

Og så lige P.S.: jeg skal bare lige have fat i én, der kan sætte mit telt op!

 

Dengang jeg var lille. Eller måske hedder det ung, men at skrive det, gør mig simpelthen for gammelkoni. SÅ.

Dengang jeg var lille. Da jeg blev forelsket i min mand. Der blev jeg forelsket i ham. Den der smukke søde dreng. Men jeg blev også forelsket i muligheden for drømmelivet. Livet med fast kæreste. Lejlighed. Graviditet. Bryllup. Fødsel. Børn. Familie. Hus. Og alt det der, jeg har nu.

Fucking alt det, har jeg nu. Wow. Det er jo vildt, ik’!

Og nu er jeg jo ikke sådan forelsket i det mere. Drømmen er jo bare virkelighed nu. Det er hverdagen. Som jeg jo iøvrigt elsker så højt, jeg kan.

Men måske glemmer jeg faktisk, at det jo fandeme var præcis det her liv, jeg drømte om. Og fik. Eller tog. Eller som bare skete?

Jeg husker, at jeg bare helst ville alting sammen med min kæreste. Og jeg ville, at han skulle have samme drøm, som jeg. Vi skulle være vi. Fucking hele tiden, ville jeg være vi.

Men, hvor filan gjorde jeg egentlig af mig? Jeg brød mig nok i virkeligheden ikke ret meget om det der mig. Livet var jo vildt meget federe, når jeg var vi. Eller jeg bildte nok bare mig selv ind, at jeg kun var noget værd i samlivet med ham.

Men heldigvis. Ret meget heldigvis, så ville min kæreste ikke altid være vi. Han har jo egentlig nok altid både været vi, og ham. Han var et jeg. Og han vidste sq da godt, at han var noget værd for sig selv – #denrøvbanan .

Men hvorfor gad jeg at gemme mig væk? Hvorfor gad jeg kun at være vi hele tiden? Det var sq da dumt.

….

Nu er jeg blevet voksen. Og jeg har været vi, kærester og familie, i mange år nu. Nu er det pludselig blevet vigtigt for mig, også at være mig. At finde værdi i bare at være mig. Jeg betyder jo noget for mig selv. Faktisk.

At jeg har en mand og to verdensbørn er jo det vildeste plus ever i mit liv. Men det er da mega rart, at jeg selv, nok uden rigtig at vide det, har skabt et jeg, der føles noget værd. Et jeg, som faktisk kan stå alene. Måske?

Men jeg er jo ikke alene, og bliver det måske aldrig. Heldigvis aldrig. Min kærestemand og mine børn har jeg tæt på. Hver dag. Og det gør jo mit jeg – og mit liv ekstra meget værd.

 

Og med det (?), vil jeg bare glæde mig endnu mega meget mere til snart at skal feste i Skanderborgs smukke skov. Helt uden, hverken at føle mig forkert, alene, eller hvad hulan, jeg end følte, da jeg var lille.

Nu er jeg nemlig bare ung og frejdig. Og lidt voksen.

Godnat du tænksomme torsdag 🙂

 

#happysunday

Det er søndag morgen. Klokken er 08:30, og jeg holder parkeret i min bil et eller andet smukt sted. Alene.

Familien sov tungt, da jeg ikke kunne sove mere i morges. Og uden at tænke, smed jeg as usual venstre hånd på mobilen. Men, hvor meget nyt kan der egentlig overhovedet være kommet i mit feed på 7 nattetimer?

Jeg lod mobilen ligge. Og jeg nægter at røre den de næste 3 timer.

Nu holder jeg så her. Og jeg aner ik’ hvor, men her er smukt. Jeg kigger på marker og på vand. Vejret er gråt og blæsende. Men det gør ikke noget. Bilen og kaffen er varm.

Singletasking. Det er vel det, det er? Min bevidsthed skal i hvertfald ikke alt muligt. Og det kan jeg ret godt li’. Nu kan jeg tænke og skrive. Og der sker ikke en skid andet.

Det er jo det fede ved den her ventil, jeg har. Bloggen. Selvom jeg er online, så er jeg i betydningen – jo overhovedet ikke online. Jeg er max offline, når jeg sidder her. De her timer, hvor hverken mine online app’s, eller virkelige mennesker er i min nærhed, de er ganske enkelt nødvendige for mig. Jeg magter jo i virkeligheden ikke at skabe det rum for mig selv på anden måde.

Idag er det den slags søndag, hvor der måske sker noget, og måske sker der slet ikke noget? Følelsesmæssig frihed.

Børnene har stadig ferie. Stadig! Den skoleferie føles jo fanme som en evighedsferie. Ej, bandede jeg lige der? Det sletter jeg naturligvis lige (…).

Vores børn har været med i sommerhus i næsten 3 uger i streg. Og det er jo kedeligt. På den fede måde. Og jeg følte mig en anelse kvalt på alt-på-børnenes-præmisser-måden af flere omgange, men heldigvis, så elsker jeg jo de børn – helt op til månen og tilbage igen. Og det der med kvælningen, det mente jeg jo selvfølgelig ikke, så det sletter jeg naturligvis  også lige (…).

Nu regner det. Meget. Jeg kører hjem. Måske er de vågnet derhjemme, måske ikke. Jeg tror, jeg går med hunden. 1 time i skoven og ved vandet. Med online app’s ved hånden, og podcast i ørerne.

Det er søndagslivet – uden makeup og uden filter. #happysunday  🙂

 

#mood #hverdag

Last day of vacation. Det er cirka næsten ikke til at holde ud. Og det pisser ned udenfor. #mood

Vi er hjemme fra sommerhuset igen, og jeg SAVNER det. Vesterhavet. Klitterne. Sandet. Træhuset. Det hele.
Og vores eget hus lugter lidt af prut, nu når det ikke er blevet brugt i ugevis. Men den lugt er nu egentlig allerede væk igen…. Og det er faktisk ret rart herhjemme.

Jeg har besluttet mig for, at jeg overhovedet ikke er færdig med at flashe ben og armhuler. I ebrieret tilstand. Så jeg surfer efter festivalsbilletter idag. Brugte, eller jeg mener – semibrugte. Ej, hvad hedder det? Nå, men DBA har egentlig et ret godt udvalg. Sødlingsvennerne er til Smukfest i Skanderborg, så det må være det, jeg går efter.
P.S.: fuck det er dyrt.
Men på den anden side, så glemmer jeg altid at spise, når jeg fester, og jeg går skævt efter 2 øl, så meget mere end billetprisen bliver det jo alligevel ikke til. Og så sover jeg i min bil. Det er okay. Altså for én nat.

Iøvrigt, så kører jeg ret hårdt på med overspringshandling lige nu. Klokken er 17:30. Vi aner intet om aftensmad, og køleskab og alt andet skabshalløj er tomt. Totalt. Og vaskemaskinen er færdig. Og hunni skal tisse. Måske faktisk også pølle. Min mand og jeg konkurrerer. Og han ved ikke, at jeg faktisk godt ved, vi gør det. Jeg ved heller ikke, at han faktisk godt ved, vi gør det.

….

Det handler om, hvem der først (eller bare sidst) rejser sig fra sofaen, og kører hen og køber aftensmad. Så må den anden jo gå med hunni. Og bliver det mig, så må hunni altså lige tisse i haven. Og holde inde med pøllerne.

Jeg er nemlig ferietræt. Sådan ægte ferietræt. Det er den der træthed, der kommer sidst på eftermiddagen, på dage, hvor man har sovet +9 timer flere nætter i streg. En helt vild doven træthed. Irriterende faktisk. Jeg gider den ikke.
Nå, men så er det jo super duper, at jeg skal på klinikken igen i morgen. Klokken 08:00. What – det er jo helt gakkelak at tænke på, hvor tidligt, jeg skal til at stå op igen. #hverdag
Men heldigvis, så har jeg verdenskollegerne OG de sødeste patienter i verden.

Godnat du våde smukke søndag 🙂