Det håbløse skønhedsideal

Er det naturligt eller unaturligt? Nøgent eller sminket? Jeg mener, hvad er et cool look egentlig?

Jeg er helt 100 til det naturlige. Ingen maske, bare et ærligt og rent look. Huden ensartet, frisk og fin, men gerne med fregner. Øjnene store og runde med naturligt bløde bukkede vipper. Håret vildt og naturfarvet. Ægte og strålende. Smukt og nærmest tillidsfuldt.

Det lyder næsten feministisk. Det er det ikke. Det er jeg ikke. På den måde, eller?

Jeg bruger både sminke, hårfarve og barberblade, men jeg vil samtidig gerne et naturligt look (…). Hmm, var det da bare mit eget personlige skønhedsideal, jeg levede efter, så kunne jeg nok godt kalde mig en cool feminist.

Ærligt og indrømmende, så synes jeg, ganske heteronormativt, at nutidens kvindelige skønhedsideal med dens udglattede hud, lange tætte øjenvipper, fyldige læber, smalle talje og faste barm er ret lækker. Det look må bare ikke være overdrevet. For Guds skyld – ikke overdrevet!

Jeg hørte den anden dag en kvinde udtale sig om nutidens gruppe af kvinder, som er dobbeltmoralsk naturligt smukke. Ret god beskrivelse af os, der forsøger at sminke os til naturlig skønhed, synes jeg. Os der drømmer om, tænker på – eller benytter os af kosmetiske behandlinger. Os, der snyder os til at være en del af nutidens skønhedsideal.

Og vi snakker ikke om det, vi gør. Faktisk er nogle af os uærlige. Sådan sagde en hudlæge til mig for et par år siden, omend ganske uvidenskabeligt. Han fortalte, at langt størstedelen af de kvinder, som fik botox, restylane eller lignende behandlinger hos ham, de fortalte ikke nogen om det. Og kvinderne ville heller ikke svare bekræftende, hvis de blev spurgt på gaden, om de havde fået foretaget behandlingerne.

Det er vildt nok.

Men sådan er det nok med det, vi i vores sociale fællesskaber hver især, har tabubelagt. Eller måske betyder det noget, at den hudlæge, jeg talte med, var en jysk udkantsherre?

Hvor om alting er, så havde denne her hudlæge i hvert fald en rigtig god forretning. Faktisk, så havde han, udover egne +60 timers arbejde i ugen, også 2 fuldtidsansatte sygeplejersker til udelukkende at udføre kosmetiske behandlinger. I udkantsdanmark! Hvor vildt er det ik’ lige?

Iøvrigt, så forlyder det, at 90’ernes ultratynde modeller ikke er en del af vores skønhedsideal mere. Hmm, kan det nu også passe? Jeg synes ikke, at modemagasinerne helt har droppet de meget tynde og lange kvindeben. Men okay, jeg selv var jo ung og stræbende efter skønheden i 90’erne, så måske er jeg bare opvokset-agtig vild med det ideal?

Istedet for den mega tynde kvindekrop, så antyder skønhedsidealet angiveligt idag, at vi skal udstråle sundhed – fysisk og psykisk sundhed. Vi skal have overskud og kontrol over vores krop og vores tilværelse.

Det tror jeg på, og jeg er selv ret vild med følelsen af fysisk og psykisk sundhed. Når den er der!

Vi må nok bare huske på, at vi jo risikerer at blive lige så usunde og psykisk syge af en stræben efter sundhed, som vi risikerede dengang i 90’erne, hvor vi bare ønskede os tynde.

Åh Gud, hvor virker det nogle gange åndssvagt at være kvinde!

 

Tak for kaffe /#godnat

 

Relaterede indlæg

Jeg puster lige ud!

Det går for stærkt for mig igen nu. Jeg glemmer at stoppe op. Jeg glemmer at bemærke, at jeg trækker vejret. Men det synes måske også ligemeget, når kroppen jo bare gør det automatisk?

Problemet med alt for høj fart i livet er bare, at tiden jo flyver. Forsvinder. Alt for stærkt og alt for ubemærket. Det gider jeg ikke. Tiden bliver irriterende. Tiden bliver noget, jeg tænker på, på sådan en dræbende måde. Alle aftalerne, også de hyggelige og de skide sjove, de bliver pludselig bare årsagerne til, at jeg er fortravlet og stresset. Det der skulle give livet kvalitet, gør pludselig det helt modsatte. Og det kan jeg jo ikke leve af…

Men jeg kan ikke bebrejde nogen for det. Ikke engang mig selv. Det er jo mig selv, der nu kommer i tanke om at stoppe op, – så tak for det Louise!

Jeg har en god morgen nu. Yogamåtten er varm, Søren Huss er på Spotify, og kaffemaskinen dufter, mens den brygger. Jeg tror sgu aldrig, jeg afkalker den maskine. Sikke en synd og skam, hvis den mistede sin beroligende lune snorken. Det ville ikke være det samme. Og det er jo et heldigvis.

Jeg vil holde morgen i 3 timer idag. Jeg har ferie, og nok præcis derfor er det vigtigt for mig at stoppe op og lige trække vejret. Dybt og mærkbart.

Min mand er på arbejde. Min søn er hos sine kusiner i 3 dage. Det er iøvrigt en fuldstændig fantastisk, og helt ind til knoglerne rørende tanke for en mor og moster. Selvom jeg savner. Min datter sover endnu. På snart 13. time.

Lige nu elsker jeg, helt ned i maven. Bare det hele, elsker jeg.

Jeg ville faktisk have skrevet om noget helt andet idag. Om noget så ligegyldigt og alligevel så skide vigtigt, nemlig vores skønhedsideal. For hvad (fanden) er det egentlig? Og hvorfor er det så vigtigt, og samtidig så fuldstændig ligegyldigt?

Jeg må tænke lidt mere over det, og vende tilbage. Mit behov for at strække ud og tænke rolige tanker overrulede bare idag.

God tirsdag, og stop’ så lige op og træk vejret. Dybt. Roligt. Mærk’ den kølige luft i næsen, og musklernes arbejde i maven. Bare lige 5 minutter.

Det er skide rart 🙂

 

Måske er det faktisk vigtigt – og rigtigt, det her?

Misinformation på nettet er den nye store globale udfordring, sagde en klog mand i radioen.

Men det er jo noget værre noget. Det er jo på de online platforme, jeg høster min almene viden. Og det gør mine børn også. Altså – alt er relativt. Min mand gør det i mindre grad. Han holder avis. Stædigt og livslangt, tror jeg. Og det er aviser skrevet af rigtige journalister.

Men hvordan ved jeg, det er rigtigt, det jeg læser?

I gymnasiet og på mit studie lærte jeg kildekritik. Noget med analyser til verificeret viden og metoder til evidens. Men bruger jeg det overhovedet, når jeg flere gange dagligt fix’er mig igennem mit feed af nyheder? Det kan jeg vel slet og ret ikke nå med den hurtige hastighed og afledende opmærksomhed, som det – ærligt indrømmet – foregår med.

Og der er vel overhovedet ikke én, der har læst og forstået de juridiske regler og vilkår, man erklærer sig enig i, når man opretter en profil på et socialt medie? Jeg gør i hvert fald ikke. Og iøvrigt, så er informationsfæren på Facebook, Instagram, Youtube og så videre, ja inklusiv diverse blogs og podcasts, nok ikke ret robust – sådan juridisk og journalistisk set?

Men meget online information er dog alligevel rapporterede virkelige hændelser. Og det faktum (…), sammenholdt med min periodisk gode opmærksomhed, gør nok, at jeg dog alligevel opdateres på et eller andet rigtigt. Og selvom forkert viden nok både kan vokse sig stor, og leve længe på et socialt medie, så tror jeg alligevel, at den rigtige viden overgår og overlever – på trods.

Men sikke en rædsel, hvis vi faktisk indlærer forkert viden i en sådan grad, at selv politikernes beslutningsgrundlag påvirkes? Åh Gud, måske var det egentlig det, den der kloge mand i radioen snakkede om, netop er ved at ske? Det er jo virkelig et alvorligt problem så. Ej – hold on. Jeg ved det ikke helt. Manden var så klog, at jeg faktisk ikke forstod alle hans ord!

Jeg bekræftes igen i, hvorfor det giver mening, at der er aldersgrænser for profiloprettelse på de sociale medier. Det duer jo for fisen da ikke, at vores børns pandelapper forurenes allerede før teenage alderen. De er nødt til at lære lidt kildekritik, inden de forvilder sig ind i de der enorme informationsbobler.

Journalistik, forfatterskab, skuespil og fotografi-kundskab er blevet sådan lidt allemandseje. Vi opretter allesammen profiler på sociale online platforme, og vi tror, at vi er brugerne, kunderne, – men faktisk er vi gratis købte journalister, forfattere, skuespillere og fotografer. Vi er uuddannede, vi betaler ikke noget for det, og vores lands ytringsfrihed gør, at vi frit kan poste egne ord, billeder og film. Vi informerer – og vi misinformerer. Total svær skelnen. Der er faktisk annoncører, som betaler på de forskellige platforme, og det er derfor dem, der er kunderne. Vi er bare produkterne.

(….)

Åh, jeg tænker igen på børnene. Kan de finde ud af det? Kan de ytre sig med hensyntagen til korrekt viden, dannelse og almindelig pli i sociale henseender? Tænk bare på alle de flertalsmisforståelser børn gør sig hele tiden.

En af gengangerne herhjemme i den henseende er madpakke-diskussionen. Rugbrødsmadpakken ér nederen, siger min dreng. Alle ved jo, at Lagkagehusets sandwich med tunmousse er minimumsstandarden for, hvad der er en cool madpakke. Og alle klassekammeraterne har en sandwich-madpakke, som – som minimum – er på niveau med Lagkagehussandwichen – målt på lækkerhed.

Kære sønnike, det er altså en misforståelse af, hvad flertallet synes er en cool madpakke. Og iøvrigt, så har flere i klassen rugbrødsmadpakke med hver dag.

Jeg vil så gerne, at han forstår det der, inden han støder på cigaretterne ude i byen. Tænk, hvis han igen misforstår, hvad flertallet synes er cool? Vupti, så ryger han pludselig cigaretter, selvom han måske faktisk selv synes, det ser lidt dumt ud, smager grimt og har vished om, at det kan gøre ham dødsyg en dag.

 

Nå, nu gider jeg ikke skrive mere. Jeg gider faktisk slet ikke tænke mere. Men jeg vil lige opsummere, at information jo altså giver viden, og vi skal for hulan da leve af den viden. Enhver beslutning, vi tager, er jo på baggrund af vores viden. Derfor må vi sociale-medier-mennesker altså stoppe med at dele, kommentere og sprede viden, vi ikke rigtig ved, om er rigtig viden.

 

Og så sikke da bare en dejlig søndagssol, vi havde idag. Håber I nød den. Jeg gjorde  🙂

 

Det er simpelt – det er meditation

Så sidder jeg her igen. I stolen ved skrivebordet i stuen med udsigt til haven. Absolut yndlingspladsen. Måske fordi jeg kun sidder her, når jeg har sindsro og tid til at skrive. Det føles ret vigtigt for mig at gøre det her. At passe på min blog. At passe på, at den ikke dør. Den er jo på en måde mig. Ærlig, eller udvalgt ærlig (…), visionær – for mig, og imaginær – måske? Når jeg bliver gammel, så ved jeg det bedre. Og jeg ved også, at jeg til den tid vil mindes de her timer ved tastaturet, som noget af det gode, noget af det vigtige for mig. Åndehullerne i hverdagens fysiske og mentale trummerum.

Jeg hoppede i skabets mest bløde, varme og behagelige tøj i morges. Regnen og blæsten ruskede udenfor. Jeg satte kaffe over. Filterkaffe. Moccamasteren fyldte køkkenet med sin duftende damp, sin varme, og sin hyggelige snorken. Jeg har glædet mig til de her morgener hele sommeren. Kølige mørke efterårsmorgener.

Jeg fyldte en stor kop med kaffe og sødmælk. Tændte duftlyset, og satte mig i stolen, den bløde, i stuen. Der sad jeg så, bare lige en kop-kaffes-tid. Jeg trak vejret, så det føltes køligt i næsen og nydeligt med duftlyset. Jeg drak kaffen, så den smagte fyldig og cremet, og jeg mærkede varmen fra kaffen flyde ud i kroppen.

Jeg nåede ikke mere inden familien vågnede. Men det gjorde ikke noget. Jeg havde jo nået det vigtigste.

Huset – eller vi – larmede hverdagsagtigt en times tid. Det gik helt okay. Og inden jeg så mig om, så var mand og børn ude af huset. I skole og på arbejde. Det er også helt okay – for dem og for mig. Jeg blev hjemme, jeg har nemlig fri fra klinikken idag.

Nskinner solen, – men den når nok ikke at tørre græsset inden regnen kommer igen. For en stund. Træernes blade er allerede godt igang med at skifte sine farver. Snigende forvandling med nye farvekombinationer for hver dag. Det er det smukkeste, jeg ved. Efterårsskoven. Og særligt, når himlen står høj og blå, og luften er sprød og kølig. Endelig kan vi trække de smukke efterårsjakker ned over os igen.

Jeg har haft en verdensweekend med mine børn i sommerhuset. Bare børnene og jeg. Farmand holdte mande /drengerøvs fest herhjemme, så vi andre i familien tog hunni med nord på. Og vi kom sent hjem søndag. Det var bedst. For os alle.

Det var 3 dages skøn skøn sommerhuslivstil. Mere tid offline. Mere tid i naturen. På yogamåtten. I løbeskoene. Og vi var sammen, oveni hinanden, døgnet rundt. Det var som at genstarte et eller andet. Noget fysisk, psykisk og socialt godt – sundt.

Jeg føler mig meget taknemmelig, og det er mine små hverdags meditationer, der minder mig om det. Stunderne med kaffen, roen og vejrtrækningen. Løbe- og gåturene i skoven, i klitterne og ved vandet. Sommerhuset, den lille base, som indgyder ro og hygge. Min daglige lytten til podcastfortællinger om livets ve og vel, og skide sjove typer.

Vi må huske på det allesammen. På vores eget ansvar for at skabe – og mærke vores taknemmelighed. Det er ikke altid let, og følelsen gemmer sig nemt i hverdagstralvhedens uoverskuelige spektrum, men den er derinde et sted – hos os allesammen. Og jeg bliver personligt simpelthen så glad af at opdage den.

God jagt, god fornøjelse og bare god helt almindelig tirsdag 🙂

 

Dybden betyder sgu noget!

Når et andet menneske fortæller mig noget vigtigt. Altså sådan åbent og ærligt, og derfor vigtigt for det menneske, så skal jeg fanden fisme høre efter. Også selvom jeg som udgangspunkt faktisk ikke lige synes, det er vigtigt. Og jeg skal ikke bare lytte, nej – jeg skal æde historien, jeg skal perspektivere og reflektere. Og mega vigtigt, så skal jeg jo forsøge at forstå historien udfra, hvordan det menneske, der fortæller sin historie, oplever den. Ellers bliver historien jo lige pludselig en helt anden, i hvert fald gør oplevelsen af historien det. Og i så fald, vil jeg nok bare snakke forbi det menneske, som fortæller sin historie. Det vigtige vil forsvinde. Og mit værd i den relation vil være aldeles ikke-eksisterende.

Altså nu er jeg jo (igen) ude at svømme i det lommefilosofiske dybe – og måske bundløse hav. Men det tiltrækker mig angiveligt.

Jeg tror faktisk, at det her tankeunivers forærer mig noget dybde – sådan helt eksistentielt set. Wow – jeg svømmer virkelig nu!

Det er noget med det fantastiske i at træde lidt dybt. Noget med at tænke lidt dybere over, hvorfor hulan andre mennesker gør og siger, som de gør. Hvem gider jo ikke at opdage, at noget kunne gøres bedre, end du troede?

Det er jo det helt lækre ved andre mennesker, – de er ikke bare magen til dig, de oplever hver især livet ud fra deres kontekst og perspektiv. Det er skide interessant, og hold nu op en berigelse, jeg kan få i mit liv, hvis jeg reelt evner at forstå, og tage ved lære af, hvordan andre mennesker lever sit liv på godt og ondt. Og jeg tror faktisk, at jeg i den proces, i de relationer, også deler livligt ud af mig selv og mit liv.

Jeg kræver af mig selv, at jeg skal være på den måde. Det er mit eget ansvar at lære af andre mennesker, og af livet på den måde. Jeg stiller faktisk samme krav til mine børn. Til min mand. Til min familie, og til mine veninder. Vi skal interessere os for hinanden. Vi skal forsøge det bedste, vi kan, at forstå hinanden ud fra dem, vi er, hver især. Det tror jeg giver det bedste liv for os alle, og der vil måske ikke være så mange ting, vi frustreres over ikke at forstå. Fordi, når jeg ikke forstår, så betrygges jeg jo bare ved min indsigt i, at det andet menneske – i sin kontekst, forstår.

Sådan er livet så forstående, uforstående og ganske dybt. Om du vil.

God filosofisk tirsdag 🙂

 

Det er skidt og godt, og en fantastisk balance

Livet. Hvad er det bedste ved det? Hvad fisen er egentlig meningen?

Jeg er på vej ud af en tangent. Måske ender jeg ikke noget sted, og måske kommer jeg faktisk slet ikke tilbage!

Jeg prøver alligevel. Det har jeg lige lyst til, så mest bare derfor.

Mit sidste indlæg, det der jeg skrev for hundrede år siden, pis – hvor tiden overhaler mig i øjeblikket, men i det indlæg, var jeg optaget af at nyde stilheden. Søndagen. Lige ind til larmen afbrød. Det var vist irriterende, men alligevel nødvendigt, – ellers ville stilheden jo ikke være så fantastisk.

Det bedste er altså noget med både-og. Godt og skidt. Balance. Ja sgu – balance.

Det er præcis et meningsfuldt liv for mig, når jeg oplever balance i det, jeg gør, og i det, jeg føler. Og jeg må huske på, at det jo for fisen så er u-balance, hvis jeg en enestående dag oplever succes både som mor, som kone, som sygeplejerske, som veninde og som mig selv. Jeg ikke bilde mig selv ind, at netop dét er målet i livet. Bøtten vil jo tippe en dag, og alt vil vælte ud. Og så står jeg der, tom og forladt.

Nej, balancen mellem at være god på et område, og ringe på et andet område, det fungerer sgu. Og det skifter jo hele tiden. Men er det ik’ for underligt ikke at målsætte en stræben efter at være god på alle fronter? Næ – tænker jeg. Tror jeg (…). Bare pyt med de mål, det er alligevel sådan mærkeligt agtigt at opnå et mål med noget. Det er altid al den bøvl og fornøjelse, man har haft undervejs, der er det hele værd.

Jeg vil sgu prøve at nyde livet, mens det står på. Uden mål – næsten, og uden stræben – eller kun lidt. Eller i hvert fald på en måde, hvor jeg, mit liv, ikke bare er på vej til noget bedre hele tiden.

 

Igår fik min dreng hele turen. Han bandede højlydt over noget ligegyldigt, og sådan en snak gider jeg fandeme ikke høre i mit hus (….). Ja, jeg var mega dobbeltmoralsk, uretfærdig og jeg overdrev max. Men det var fordi, jeg trængte til ro. Jeg trængte til ro og tid for mig selv. Det fik jeg, eller det tog’ jeg. 3 timers ro til tanker, afslapning og gåtur.

Ikke skide godt gjort – sådan mor-agtigt. Men vel okay – sådan mig-agtigt.

Idag er det anderledes. Vi snakker pænt til hinanden. Vi krammer og sluger en åbenlys kærlighed. Og præcis det gør vi lidt ekstra – på grund af igår. Og det giver os pludselig overskud. Overskud til måske at klare udfordringer i skolen og på arbejdet, i forhold til kammeraterne – eller bare i forhold til humøret idag.

En helt almindelig livs-balance. En balance, som gør livet levende, foranderligt, uforudsigeligt – og måske faktisk meningsfuldt?

Så stop lige nu med at stræbe efter at være god på alle livets fronter – Louise! Du vælter bare. Keep the balance.

 

God fredag.

Og så bare pyt med sundheden, – drik vin og spis snoller. Kys din kæreste, og sig’ nej tak til bytur med vennerne. Sov længe i morgen, og løb en lang tur – alene, når du vågner. Køb’ en ny bluse, selvom du ikke har råd – lån bare pengene. Og skynd dig så i byen med vennerne i morgen, drik dig fuld og dans’ hele natten. Du kan sove, når du bliver gammel. Nå – nej, du bliver jo aldrig gammel – sådan mentalt! Smil, for fanden, smil, også selvom det rynker dit ansigt. Når udstrålingen er smilende smuk, så skaber rynkerne blot den bedste balance.

Happy weekend 🙂

 

Sunday

Det er søndag morgen. Jeg er vågen før børnene. For en gangs skyld. Her er så stille, at jeg er helt i tvivl om min hørelse overhovedet er intakt. Jo – nu når jeg lytter efter, så kan jeg høre skibsurets tikken. Det er den tikken, alle gæsterne kommenterer. Vi hører den ikke. Mere.

Gud, hvor jeg elsker den her stilhed.

Jeg tror, jeg skal løbe idag. Det er så rart. Jeg er nu endelig nået til det der punkt, hvor jeg kan løbe svarende til en podcast’s længde uden tanke på, hvor langt jeg har hjem. Jeg skal passe på overbelastningen. Hele tiden må jeg påminde mig selv den risiko. Det er nok noget med alderen. Jeg tænkte i hvert fald ikke et sekund på overbelastning, da jeg var yngre og løb derud af, – og jeg var vist aldrig skadet.

Hmm – den der alder….

Jeg har faktisk besluttet mig for at være ligeglad. Altså, det ér jo ligemeget. De alderstegn, jeg bander over, dem finder jeg ud af at afhjælpe. Eller skjule. For mig selv!? Og de alderstegn, jeg ikke kan gøre noget ved, dem accepterer jeg bare. Jeg mener, hvem gider jo at græde for evigt?  Siger jeg til mig selv.

Nu vågner børnene. Og med et, er der høje stemmer, latter, musik og lyde fra skabe, døre og vinduer. Wow. Total forvandling. Men det er jo rart. Og det er netop den forvandling, der gør, at stilheden er så rar. Når den er der. Eller var der.

Dagen er igang. Søndagen. Yes – det er dejligt.

Nyd’, nyd’, nyd’ den nu 🙂

 

Familie – kort sagt!

Det er nogle gange underligt det der med familiefølelse. Eller, jeg må nok bare tale for mig selv. Men det gør jeg jo selvfølgelig altid herinde.

Jeg har min egen lille kernefamilie. Og udenfor denne, min anden – eller første – egen lille kernefamilie. Her kender vi hinanden. Inderligt og på kryds og tværs. Det er familiefølelse. Og de mennesker er det allerbedste, jeg har.

Men igår opdagede jeg, at jeg jo faktisk har meget mere familie. Eller jeg fattede, at jeg har meget mere familie. Det var faktisk lidt underligt. Det der med familie – eller familiefølelse, det stopper åbenbart ikke bare, selvom jeg træder udenfor min egen lille kerne.

Jeg var til familiefest med familien på min mors side. Vi var over 70 mennesker. Havde vi været der allesammen, så havde vi været over 100 mennesker. Mange af dem har kendt mig siden, jeg var helt lille, – og det kunne jeg mærke. På en eller anden måde. På familiefølelse-måden. Det var helt vildt at opleve. Jeg mener, kom bare an verden, vi er over 100 mennesker i min familie – os kan I sq ikke vælte.

Når jeg kiggede til højre, var der mennesker, der smilende kiggede mig lige ind i øjnene. Interesseret. I mig. Ægte. Og jeg oplevede helt det samme, når jeg kiggede til venstre. Og bagud. Og fremad. Og jeg gengældte. Med alt, hvad jeg havde. Eller måske var det mig, der startede? Næ, vi var altid to om det.

Den der forudindtaget respekt, anerkendelse og kærlighed, som ens familie har til én, den er millioner af guldklumper værd. Jeg tror, jeg kunne fejle fra nu af og til verdens ende, uden min familie ville tænke anderledes om mig.

Og tænk, jeg er faktisk så naiv, at jeg nu ægte føler, at det ikke bare er mine to kerner, det er også de hundrede-og-et-eller-andet andre familiemedlemmer, som bakker mig op. Som person. Uanset.

Hold nu kæft for en klippe jeg er.

 

Idag er en dejlig mandag. Nyd den 🙂

 

Udseende, påvirkning og ansvar!

Måske er det her faktisk en føljeton? I hvert fald, er det mit udgangspunkt, at jeg skal følge lidt op på mine to tidligere indlæg; Min slags blogger og Det er jo dumt at lade sig sammenligne . Men jeg kan lige så godt sige det, jeg ved ikke, om det lykkes. Min hjerne er utilregnelig. Tit.

Tænker…

Det er faktisk lidt svært at komme igang idag….

Tænker… 

Klar til tastning…

Er et fotoshoot af dig og veninderne kun godt af dig, hvis det er dårligt af veninderne? Eller kun dårligt af dig, hvis det er godt af veninderne? Nej, vel? Okay, så stop med at sammenligne.

Jeg var jo engang den type der. Den type, der fik det mega dårligt med mig selv, når jeg sammenlignede mig med andre.

Men nu når jeg synes, at jeg ikke er den type mere, hvilken værdi, giver det mig så, at jeg sammenligner mig med andre? For det gør jeg nok stadigvæk lidt. Eller bare ofte.

Jeg er jo skide let at imponere. Alt for nem, faktisk. Wau. Wow. Hold nu kæft. Shit, hvor er hun smuk. Og sikke sød. Cool. Ajj, tænk, hun kan alt det der. Det er sq sejt.

Jeg må gøre noget. 

Og det er jo altid en ‘hun’, jeg sammenligner mig med. Og iøvrigt kigger på. Altså, smukke mænd æder også mit blik, men det er jo på jeg dør lige lidt-måden. Jeg ser ikke engang, hvilket tøj de har på. Men kvindernes udseende derimod, dem har jeg styr på – fra yderst til inderst. Eller omvendt….

Men jeg imponeres jo. Jeg inspireres og motiveres. Jeg boostes på noget godt, når jeg sammenligner mig med andre kvinder. I hvert fald oftest. Og jeg giver mig selv skylden og ansvaret for den oplevelse. Det er hverken den smukke kvinde på gaden, eller hende på instagrams skyld og ansvar. Jeg tror faktisk overhovedet heller ikke, at intentionen med at være (gøre sig?) smuk er, at jeg – og alle de andre kvinder – skal få det dårligt med sig selv.

Men hvad er intentionen med de smukke posts egentlig?

Vel det samme, som når man gør sig smuk i virkeligheden? Noget med at gøre det bedste ud af sig selv. Netop at imponere, inspirere og motivere. Og noget med at søge komplimenter. Likes – hedder det så irriterende på nettet. Men de er jo rare at få,- om det så er i virkeligheden eller på nettet. Man skal bare lige huske sig selv på, at det jo udelukkende er ens udseende, ens ydre, der komplementeres.

Og så er meget af det smukke, vi ser på nettet jo også bare branding, hardcore business. Husk det.

Jeg tror faktisk, at måden hvorpå vi modtager og afsender alt det der ‘udseende’ på, kan sige noget om, hvordan vi er vokset op.

Er vi blevet vist meget frem som børn? Betød vores udseende en helt masse, når vi var ude blandt andre mennesker? Når vi skulle præsenteres. Når vi var i skole. I sportsklubben. I hverdagen. Eller bare sådan i det hele taget.

Jeg tror, at den lille umodne barnehjerne kan snydes til at tro, at udseendet har alt for stor værdi i livet. Bevares, vores udseende betyder da noget. Men jo altså ikke alt. Og det er jo slet slet ikke det vigtigste.

Det er så hulans vigtigt, siger jeg til mig selv, at lære mine børn (og mig selv) netop at se sig selv og andre mennesker i det perspektiv.

Men Gud, hvor er det svært. Der er så mange potentielle misforståelser. Særligt, når vi agerer på internettet.

Jeg synes eksempelvis, det er fantastisk lækkert at løbe. Men jeg fravælger at poste alt muligt omkring mit løb. Fordi, hvad risikerer jeg, at folk pådutter mig, når de ser mig i løbeskoene hele tiden?

Og det er faktisk ikke værdifuldt for mig at poste mit løb. Men det er værdifuldt for mig at løbe…

Men jeg kan godt lide at poste noget fint. Og det er jeg jo altså ikke lige, når jeg løber! Men at poste noget sådan fototeknisk fint, det er sjovt. Like I know shit about it….

Og når jeg skriver herinde, så forsøger jeg at være ærlig og positiv – og lidt sjov. Det er relaterbart, lidt sjovt (…), og det skaber værdi for mig.

Men det er jo mega selviscenesættende. Og den karakter drømmer jeg faktisk overhovedet ikke om at eje. Men kan jeg undgå det? På nogen måde? Her mangler jeg virkelig hjælp.

Nej, det kan jeg ikke, – har lige været omkring Gyldendals ordbog.

Men måske er vi nok alligevel mange, der er selviscenesættende på en eller anden måde? Altså helt bevidst jo.

Mange er det på online platforme. Nogle er det på arbejdspladsen. I fritidsklubben. I nabolaget. Blandt vennerne.

Måske er det faktisk ikke kun negativt?

Nogle er selviscenesættende som den smukke. Andre er det som den sjove. Nogle som den kloge. Og faktisk er der også nogle, nok mest på Instagram (?), som er selviscenesættende som den grimme og den tykke.

Selviscenesættelse synes umiddelbart som en ubehagelig, men i virkeligheden måske en ret almindelig karakter. #petranagel

Det er jo bare lige igen det der med at huske, at udseendet jo ikke skaber vigtigst værdi.

Og med det perspektiv, så er vi nok mest selv ansvarlige for, hvordan vi (og vores børn) påvirkes – eller netop ikke påvirkes af andres udseende.

 

Det var dagens lommefilosofi.

Make you all a happy friday – and weekend 🙂

 

Det er jo dumt at lade sig sammenligne ….

Jeg husker det tydeligt. Det var mens, jeg gik på gym. Jeg fik 8 i tysk. Og jeg var ret glad for det 8-tal. Det passede så fint til det, jeg synes, jeg kunne. God mavefornemmelse.

Så fortalte min veninde mig, at hun havde fået 10 i tysk. Og en anden fra klassen, havde sgu også fået 10.

Så var jeg jo lige pludselig overhovedet ikke glad for min 8’er. Mega nederen at få 8. Jeg fik ondt i maven, og var skuffet over, at jeg havde misforstået igen. Misforstået min selvtillid. Jeg duede jo for fanden da ik’ til tysk. Eller til noget, følte jeg lige pludselig. Nu var de andre piger både pænere og klogere, end jeg var.

Det var ufedt.

Men jeg vidste det jo ikke! Jeg vidste jo ikke, at karaktererne ikke fortalte en fis om mig. Om mig som menneske. Om, hvad jeg var værd. Og om, hvad jeg iøvrigt kunne.

 

Det er jo simpelthen så dumt at lade sig sammenligne. Om det er karakterer, karriere, udseende eller dansemoves. Det gør ikke en skid godt for én. Det er jo bare en måde at få det dårligt med sig selv på. Eller få det godt med sig selv på – på andres bekostninger. Det er jo heller ikke fedt. Hvem fanden har det godt med at være ovenpå med sig selv, udelukkende fordi ens sammenligning konkluderer, at en anden er mere nederen end dig?

Nej, – det er godt at blive anerkendt og komplimenteret for den, man er, eller for det, man gør. Men jo uden sammenligning.

Det er det der med, at vi er mennesker alle sammen. Vi går alle sammen på toilettet, har sex, og skælder vores børn (eller veninder!) ud total uretfærdigt. Så er der bare nogle af os, som er gudesmukke, mens andre er mindre kønne. Nogle taler flydende tysk, og andre kan simpelthen ikke forstå den tyske grammatik.

Og når jeg ligger for døden, og skal tænke tilbage på det betydningsfulde i mit liv, så er jeg ret sikker på, at det hverken omhandler mine karakterer eller mit udseende. Og mit livs værdi vil ikke opstå i en eller anden åndssvag sammenligning med et andet menneske.

 

Jeg er vild med mennesker og nærhed. Med interaktioner og relationer. Alt sådan noget, som siger noget om, hvem vi er, – i stedet for, hvordan vi ser ud. Det er fedt at gå i dybden. At komme tæt på andre menneskers liv og tanker. Det kan jeg relatere til. Og det får mig til at reflektere over mig, hvem er jeg, – og ikke mindst, hvem synes jeg om at være i relationen til andre.

Netop derfor, blev jeg aldrig den modeblogger, jeg troede, jeg skulle blive  – #læsmitsidsteindlæg .

Modebloggerne fokuserer nemlig på det smukke ydre. Og det er de skide gode til. De er vildt kreative, og de tjener en god løn på deres blogging. Men har de succes netop på vores bekostninger?

Skal modebloggerne, instagrammerne og de andre lækre dudes gøres ansvarlige for, at vi ikke kan modstå at sammenligne os med dem? At vi føler os mindre værd, når vi ser på dem?

Noget a la det, spurgte jeg også mig selv om i mit sidste indlæg. Og det var jo egentlig det, jeg ville have skrevet om idag!

Jeg tror ikke, jeg synes, de sociale medier – og dem inde bag de sociale medier (#mig), har skylden for, at vi gør person sammenligninger, og får det dårligt med os selv i de tanker.

Men …….

Aj, mine fingre er simpelthen for trætte af at taste nu, og min hjerne er åndssvagt træt af at tænke. Jeg må lukke skærmen ned for idag. Men jeg kommer tilbage. Forhåbentlig snart.

Og det næste indlæg  blive noget med det der ansvar på de sociale medier.

Godnat du minderige onsdag 🙂