Det skrig der!

Det var igår, han skreg. Som en eksplosion af smerte. Det var som om, det var et dyr. Et stort dyr.

Han var 16 år – eller deromkring. Jeg sad i liften lige over ham. Han kørte off-piste, og ville ud over et flyvhop. Han havde for meget fart på, men det var landingen, der var gal. Helt gal. Det var der, han skreg. Jeg tror, det varede 5 sekunder – skriget. Han vred underkroppen, men så lå han stille. Helt stille.
Mere så jeg ikke fra liften.

Uden omtanke, så strøg jeg lige ned til ham. Han lå fladt på ryggen, ansigtet var klam og bleg af bare smerte. Der var også to voksne nu, måske var det hans forældre, måske ikke? De snakkede til ham, men han svarede ikke. Han kunne ikke, tror jeg. Han var hollænder, sagde de.

Jeg satte mig på knæ ved siden af ham. Spændte hans hjelm op, den strammede under hagen. Han løftede hovedet. Gudskelov. Jeg lynede hans jakke op. Nu græd han, men han sagde stadig ingen ord. Jeg berørte forsigtigt hans venstre kraveben, og hans venstre arm, mens jeg spurgte; ‘does it hurt here’. Han skreg igen.

Jeg klikkede hurtigt mine ski på, og fik på helt forkert engelsk sagt til de to – nu nærmest forstenede – voksne, at de bare skulle lade drengen ligge, så ville jeg hente hjælp.

Min hjelm og min ene skistøvle var ikke spændt, så min hjelm røg af, og min ene ski var ikke nem at styre. Alligevel, røg jeg som en raket ned til lift-folkene, og fik – igen på helt forkert engelsk – bedt om at få en båre op til drengen.
Sig’ mig lige, hvad f… hedder en båre overhovedet på engelsk? Eller på tysk?

Jeg hoppede på liften igen, og kunne undervejs se, at drengen lå dernede endnu. Stadig fladt på ryggen, og helt stille. Flere mennesker var stødt til nu. Det så ikke ud til, at nogen gjorde noget, men hvad skulle de egentlig også gøre?

Drengen havde nok ligget på den kolde sne i 15-20 minutter, da jeg kom derned igen. Han var iskold, og han rystede over hele kroppen. Heldigvis, så nåede jeg kun lige at sige; ‘You’ll get help now, they’ll be here in a minute’, så kom de. Det var to hurtige fyre på ski med en båre mellem sig. Den ene havde en taske på ryggen. Der måtte være et skud Morfin til drengen, tænkte jeg.

’Danke schön’, sagde jeg 2 gange ud i luften. Fyrene hørte mig vist ikke. De to voksne, som havde stået der hele tiden begyndte at forklare. De havde styr på det, de var fornuftige.

Jeg kørte videre.

Jeg fandt min hjelm, og nåede bunden af pisten. Mine hænder rystede pludselig nu.

Åh Gud, jeg skulle jo køre over til mit ‘crew’, som var ved at bestille frokost på restauranten midt på pisten. Jeg gik bag i liftkøen igen. Jeg havde det helt okay.

 

Kære fremmede dreng

Du var så tapper igår. Jeg håber, at du er uden smerter nu. God bedring, og god tur hjem til Holland.

Kærlig hilsen Louise

 

Flere indlæg

Godmorgen

Det er nat – vist lige på kanten til morgen. Her er stille, kun lyden af dybe åndedrag minder mig om, at jeg er vågen. Jeg tror, jeg faldt i søvn klokken noget med ni igår – igen. Jeg holder ikke længe hernede. Al den mad. Luft. Sol. Skiløb. Mennesker. Det gør mig træt. Umanerlig aften-træt. Men pyt med det, resten af flokken er lige så trætte. De lever jo i samme sus og dus, som jeg.

Nu er der brummen på gaderne, det er nok fejemanden – eller snerydderen. Han må virkelig også gå tidligt i seng med den arbejdstid. Det er da egentlig et ret fedt job. Tænk sig en smuk ro at køre rundt i. Hver nat – eller tidlig morgen (?) i en bjergby af små snoede snehvide gader. Og med fyraften under en morgensol over alpetoppene så smuk, at man er lige ved – eller nej, at man dør.

Feriedagene ræser afsted nu. Vi har blot tre dage resterende med ski på fødderne. Slut med luksus. Tilbage til rutinerne – de mega kedelige, men nødvendige. Uden dem, var det her luksus jo ikke noget særligt.

Nu brydes roen. De dybe åndedrag omkring mig er nu bare almindelige vejrtrækninger. Lydløse, og med en konstant forstyrrelse af stemmelæbernes bevægende lyde. Det er jo helt vildt som børn åbenbart trænger til at snakke lige, når de vågner – i hvertfald, når de er på ferie. Jeg bider det i mig, det der “vær’ nu lige lidt stille”. Jeg skal jo ingenting. Jeg skal bare lytte, nyde og elske dem helt op til himlen.

Godmorgen 🙂

 

En dejlig mandag

Det er mandag morgen. Min mobil bimler lige så irriterende i lyden, og lige så tidligt, som den plejer om mandagen. Jeg åbner mine øjne uden at se noget. Jeg trykker på skærmen, som var det en knap på en Nokia fra 1994. Snooze. 9 minutter. Normalt virkelig lækkert, men idag – bare ganske unødvendig.

Jeg åbner øjnene igen, og nu – sådan rigtigt. Det her, det er jo mandag morgen på den virkelig dejlige måde.

Ud af sengen. Piano jazz på bluetooth. Til siden med gardinerne. Og så bare – wow! Snedækket alpelandskab, lave skyer med et skjult solskin, og de smukkeste  hotelbygninger. Det her sted og den her altan – give me a break, det er skønt.

De tre andre mennesker i mit liv sover endnu. Sikke en ro sådan en mandag morgen. Kunne jeg da bare lige lave mig en kop kaffe og sidde her på altanen et øjeblik. Mens morgensolen vågner. Og pianoet forsætter sin jazz.

Det kan jeg ikke. Jeg må tage mig den bøvl at klæde mig i uldundertøjet og trisse nedenunder i restauranten. Sikke en bøvl!

Jeg tror, jeg vil sætte mig i stolen ved vinduet. Skænke min kaffe. Pynte den med fløde. Kigge ud på alperne, og dagdrømme.

Inden længe, vil mine tre mennesker støde til. Og lidt efter, de andre 6. Alle i uldundertøj ligesom jeg. Vi vil drikke og spise. Måske smaske, i hvertfald slubre.

Vi vil nyde ferielivet – luksuslivet, på den her helt ualmindelige, og helt fantastiske mandag morgen i det smukke Østrig. Og når det bliver formiddag, middag og eftermiddag, så vil vi glide på pisterne, som var vi supermennesker, der flyver på alpetoppene.

Sikke en dejlig mandag 🙂

 

Jeg dør!

Manden på billedet. Mon han er smuk? Det er hans musik. Når jeg lukker mine øjne, er det som om, han sidder ved klaveret lige ved siden af mig. Men det er bare højtalerne. Sikke en musik.

Jeg kan ikke skrive med mine øjne lukkede. Ærgerligt nok. Jeg må kigge ud i stedet.

Himlen er grå. Skyerne regner. Træer og grene står helt bare. Det er flere måneder siden, jeg har betrådt og beskuet min have. Den byder formentlig både på hundelorte, brugte raketter og et alt for langt græstæppe dækket af nedfaldne birketræsgrene. Egentlig, så elsker jeg jo det store birketræ, men Gud – hvor jeg da overhovedet ikke elsker al det haverod, det efterlader mig hvert år ved denne tid. Jeg orker ikke.

Jeg er rastløs idag. Det var jeg også igår. Og i forgårs. Det er den her ventetid, tror jeg. Om en uge kører vi nemlig sydpå. Vi skal på ski. Slalom. Og der er mega meget sne dernede. Garanteret også mega meget blå himmel. Og sol. Og chokolade. Og scrambled eggs om morgenen. Og kaffe. Og helt vild glade børn. Mine.
Det der skiferie, det er det bedste, jeg ved.

Forresten, så er jeg også helt vildt stolt. Debut sidste søndag. Det var nervepirrende. Faktisk sådan – ret nervepirrende. Men også sjovt. Fedt. Sejt. Måske eksploderer jeg snart. Af forventningsglæde. Og af kærlighed.
Jeg har faktisk ikke rigtig sagt det til nogle, eller jo – måske til to. Men hvorfor ik’ egentlig?
….

Det er min søn. Vores søn. 12 år – og skide skøn. Han har så meget musik i skroget, at han i søndags blev udtaget til deltagelse ved årets legatkoncert. Bare ham selv, helt alene på scenen med sin upolerede vokal og sit ganske umodne guitarspil.
Jeg dør! Men først til april. Heldigvis.

Nyd torsdagen. I morgen er det fredag. Alt er godt 🙂

 

Jeg tror, jeg vil …

Jeg vil kigge mig omkring. Jeg vil se på det, jeg ser. Jeg vil ikke have så travlt med alt muligt. Hverken mine betragtninger eller mine vurderinger.

Mennesker skal have tid. Nærvær. Ellers finder jeg ikke ud af, hvem de er.
Naturen skal have tid. Nærvær. Ellers ser jeg den ikke.
Jeg skal selv have tid. Nærvær. Ellers mærker jeg mig ikke.

Måske skal jeg ændre på mit liv? Måske behøver jeg ikke? Jeg ved det faktisk ikke. Men jeg skal tænke over det, hvis jeg virkelig vil. Jeg glemmer det nok, men bare jeg husker det oftere, end jeg glemmer det.

Når jeg er blandt andre mennesker, vil jeg tænke mindst på mig selv, og mest på dem. Jeg vil tage tiden, og bruge den. Jeg vil opdage den enkeltes værdi. Ét menneske ad gangen. Måske vil jeg nå både den, der åbner sig, og den, der ikke gør? De kan begge inspirere mit liv, – hvis jeg ser dem.

Når jeg er i naturen, vil jeg helst være alene. Ingen snak, bare sanse. Jeg vil stå tidligt op for morgenlyset. Gå aftenture for aftenlyset. Måske tage flere billeder? Noget med at vende og dreje, sløre og zoome. Fokuserende i det små og i det store – men hver for sig.

Når jeg er mig selv, vil jeg se lidt mindre – og mærke lidt mere. Jeg vil træne ved at spænde og udspænde kroppen, udfordre og afslappe hjernen. Jeg vil kunne udholde – både fysisk og mentalt. Balancen er god, hvis jeg selv skaber den.

Det må være første skridt; troen og viljen til det gode liv. Andet skridt må være at udleve troen, viljen, det gode liv. Tredje skridt må være at kigge tilbage på troen, viljen, det gode liv. Og fjerde skridt findes vel ikke? I hvertfald ikke her på jorden.

Jeg er nu nået til andet skridt, og det er heldigvis det længste og det bedste skridt.

God mandag 🙂

 

Stilhed

Det er lørdag. Klokken er 07:15. Sommerhuset er mørkt og stille. 16 mennesker sover rundt omkring mig. De er mine allesammen.

Jeg står op. Går på badeværelset. Går lidt rundt. Håndtagene knirker. Mine trin er lydløse. Der er lidt snorken – periodisk – fra nogle af værelserne. Det er som om, at det gør stilheden endnu mere stille. Jeg laver kaffe.

Vi skal køre nu.
Det er frost. Vejene er blanke. Glatte, måske? Himlen er mørkeblå, nogle steder mørk-lyserød. Kaffekruset varmer mine hænder, min krop, måske mit sind? Smagen er uovertruffen lige nu.

Min mand kører bilen. Vi er kun os to. Vi hører piano-jazz på P1. Vi snakker ikke. Det er rart at være stille lige nu. Mit sæde er varmt, men bilen er kold endnu. Jeg tager en tår af min kaffe.

Vi har kørt lidt nu. Vi skifter kanal. 24syv. Taleradioen. Dybe rolige mandestemmer fortæller historier om livet. Deres og vores. Vi lytter. Tænker. Smiler lidt indimellem. Hver for sig – og nok bare til os selv egentlig. Historierne er genkendelige.

Nu står solen op. Det smukkeste lys farver himmel og jord. Vi er alene på vejen. Har vi overhovedet set andre? Ikke endnu, tror jeg.

Om nogle timer er vi der. I kirken. Der vil være stille igen, men på en helt anden måde. Vi vil nok mest bare kigge ned. Halsen vil stramme, og på et tidspunkt løsne op. Det er når øjnene bliver våde af tårer.

Vi er tæt på, men vi er ikke de nærmeste. Det er hårdt for dem nu. Jeg mærker en dyb medfølelse. Min hals strammer.

Vi er på vej til begravelse.

 

Hjem?

Det var jo derfor, vi flyttede hjem. Fordi, det er her de er. De bedste mennesker i min verden. Min familie.

 

Jeg var vist i 20’erne. Vi boede i Århus. Jeg elskede det sted. Jeg mener, jeg elsker det sted. Jeg var skruk. Oh my …, jeg var skruk. Nok præcis derfor, var min kæreste ikke skruk. Overhovedet ikke. Han var crazy med det der ungdomsfidus af et liv. Og mig, jeg havde jo festet alle de år, så jeg gik bare rundt der og troede, at jeg var voksen, og klar til alt muligt. Tsh…

Det var sq egentlig underligt. Fra jeg var 15 til jeg var, hvad, 23 – eller noget, der fyldte mine forældre og mine søskende nærmest ingenting i mit liv. De var der bare. Altså selvfølgelig, og helt vildt heldigvis – og hjerteligt tak for Jer. Men seriøst, de kunne jo bare passe deres. Jeg var forelsket, mega voksen – og alt muligt. Total løsrivelses klar, og lad mig nu bare selv bygge min rede, jeg skal igang med mit eget liv. På en måde.

Men lige pludselig, dengang i 20’erne, og vist sammen med det der skruk, dukkede min familie op i mit hoved igen. Som i, dukkede op på den der helt vildt livsvigtige, uundværlige måde. Måske, blev jeg faktisk lige akut virkelig bange for, hvor de var, hvem de var? Havde de mon glemt mig? Hvordan kunne jeg i så lang tid, hver dag og hele tiden, have undgået at tænke på de verdensvigtige mennesker i mit liv?

Men på et sekund, var jeg ikke bange mere. De var der jo stadigvæk, og præcis som de havde været hele tiden.
Jeg var rig. Er rig. Fucking virkelig rig. På kærlighed.

Jeg blev gravid. Endelig. Og én gang mere, blev jeg gravid. Og lige pludselig, var min kæreste og jeg far og mor til to børn. Verdensbørnene jo. Min kæreste blev til min mand. Virkelig voksent.
Så ville jeg hjem. Hvad skulle vi med Århus, når vi kunne få hjem. Jeg kunne mærke det der med min familie tæt på. Shit, det ville jeg gerne. Og heldigvis – pludselig en dag, så ville min mand gerne med mig hjem.

Så nu er vi herhjemme igen. I Skive. Det er rart, men jo også bare sådan – almindeligt. Som, var vi aldrig flyttet.

Hver anden dag, vil jeg hjem til Århus igen. Virkelig bøvlet. Og det duer ikke. Det er jo her, de er. De der bedste mennesker i min verden. Min familie.

Men hvad med dem, der dengang blev i Århus? Og dem, der nu er flyttet derned. Dem savner vi jo alt for meget nu.

Måske må vi tilbage en dag, eller jeg mener, hjem til Århus igen?

….

Åh Gud, hvor er livet dog forvirrende.

 

Kærlighedssøvn

Den der søvn. Den der seng. Jeg elsker det, på en måde.

Fornemmelsen i kroppen, når jeg lægger hovedet på puden om aftenen er jo mega dejlig. Konsekvent, og måske nærmest årsagen til, at mine dage altid ender lykkeligt (…).

Nogle gange, i sofaen om aftenen, kan min krop sende så kraftige sengelængsels-signaler, at min hjerne ikke kan modstå. Jeg må gå derned. I seng. Ikke for at sove – sådan lige med det samme. Men for den der ro og velvære, der opstår idet kroppen udstrækkes og afslappes. Det er så blødt, så behageligt.

Nogle aftener, ender jeg i sengen alt for tidligt. Noget med kl. 21 et-eller-andet. Det kan godt være galt. Faktisk. Min krop og mit sind forvirres dagen derpå i en grad af underlig udmattelse. Det har jeg aldrig rigtig forstået.

Min mand er anderledes. Han nyder den gode søvn, bevares, – men han prioriterer den ikke. Han elsker de sene aftener. Alene, tror jeg. Eller – alene med fjerneren. Den kører vist på dokumentarprogrammer, – dem for mænd over 40. Noget med musik, natur og overlevelse. Herligt.

Der var engang, vi så serier sammen om aftenen. Netflix. Måske unyttigt, men det siges jo så at være et ret godt foretagende (…). Det var hyggeligt. Kæresteagtigt, og måske så vældig godt for ægteskabet, eller bare bedre for ægteskabet?
Jeg ved det ikke. Tiden alene, sammen – hver for sig, den er også god. For os begge, tror jeg.

I aften er min mand til boksning. Altså, som i typen, der kun bokser på sandsække med læderovertræk. Thank God – iøvrigt!

Min kaffe er drukket, og børnene sover jo, såååå – jeg kan vist lige så godt gå derned.

….

Ahhhh – og om et par skærm-sider, så bare, godnat 🙂

 

Kom’ bare an 2018!

Sovseferien er ved at være slut, og lige om lidt bliver 2017 til 2018. Det er jo i sig selv ganske festligt. Nyt år. Nye oplevelser.
Men det gamle, minderne, betyder også noget. Ihvertfald for en dame i min alder. Nu er jeg faktisk lige i tvivl, om jeg 38 eller 39 år? Ej, og de der grå hår, eller – det kan bare være lyset. Det må være lyset.
Nå, jeg kan nok lige så godt kærkomme det, jeg kan jo hverken stoppe tiden eller aldringen.

Jeg skal dele aftenen i aften med dem, jeg elsker. Mand, børn og verdens-vennerne. Det bliver ikke bedre.
Selvom ‘traditionen tro’ jo er verdens kedeligste udtryk, så er det med den på, at vi igen i år skal skåle i lysegule bobler og japansk ginger beer. Og dette alt imens, vi dypper den ene maki-variant efter den anden i soya og wasabi. Det er så mega læksi. Og elskeligt jo. Det hele.

Senere vil raket-virakken gå løs. Jeg hader det, som jeg plejer. Og ikke mindre, fordi mine drenge elsker det. Men dem om det, siger jeg så højt til mig selv, at jeg bilder mig ind, at jeg forstår. Accepten er sværere, måske faktisk umulig? Men det er vel endnu ikke set, at ægteskaber opløses enestående på grund af den uenighed?

Nå, men alt imens himlen bombarderes, så vil jeg nyde min irske kaffe i verdens hyggeligste pejsestue. Og lige pludselig, vil stuen igen fyldes af dejlighederne. Voksne og børn, store smil og røde kinder. Ikke engang røgduften vil bekymre mig mere. Så er det jo ovre. Endelig og heldigvis.

Kransekagen, min mands hjemmelavede, de boblende drinks, det søde og det saltede vil komme frem, og vi vil igen kunne høre lounge musikken. Det er knageme hygge, så – flyv’ tid, bare flyv’.

Og kom så bare an 2018.

Godt nytår 🙂

 

Det er noget helt særligt. Det er jul.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Det er den 23. december idag. Lillejuleaften.
Vi skal have juletræet ind i stuen. Faktisk, så plejer vi allerede nu at have fældet vores juletræ, og træet plejer at have givet aftenlys på terrassen gennem en tid. Det har vi ikke nået i år. Der har vist været så meget…

Vi skal pynte træet idag. Børn og voksne, mens julemusikken fylder rummet. Jeg ville allerhelst, at pynten var fra dengang. Dengang i 80’erne – 90’erne, hvor jeg var barn. Det er det ikke. Eller måske? Nok mest bare, noget af det. Jeg kan aldrig huske det før kassen åbnes. Det er da fint egentlig! Det er da ret fint at tænke på, at mine børns små fingre skal hænge det samme pynt på mit træ, som jeg selv hang på min mors træ.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

I morgen skal fjernsynet være tændt hele dagen. Normalt, så hader jeg, når skærmen kører i dagslys, men i morgen den 24. december, er det anderledes. Og normalt, så hader jeg genudsendelser, men ikke i morgen. Det er julestemning. Det er trygt, glædesfuldt og ganske rørende.

I morgen, skal vi også i kirke. Tror jeg! Jeg vil så gerne, men tit kommer vi desværre ikke derhen. Jeg kan være så fortravlet, – og med dårlig samvittighed.
Jeg var altid i kirke den 24. december som barn. Det var hyggeligt og højtideligt. Og det er så godt for barnet at opleve det højtidelige. Den der stemning. Den der ro. Det er nok julefreden, som sænker sig.

Endelig, efter kirken, er det sådan rigtig familietid. Familiejul. Ah men, den der stemning, den er jo helt vild. Måske lykkelig.
Vi spiser and og alt det andet rigtige. Vi får mavepine, og hjælpes med at tage af bordet. Åh ja, og grøden, den med fløde og kirsebærsovs. Den bedste. Og mandelgaven. Én til barnet, som vandt, og én til den voksne, som vandt. Sådan er det.

Og så sker det. Kun to af os må blive i stuen, resten går ud i entréen. Bare lige 5 minutter, mens de to i stuen tænder levende lys på træet og rundt i stuen. Alt elektrisk lys slukkes, og så må vi komme.
Naajj, hvor er det flot, siger vi alle smågrinende i munden på hinanden. Det er så fint – og lidt sjovt hvert år.

Så går vi rundt om træet. Lidt længe, tror jeg nok, jeg synes. Eller det var nok mest sådan som barn. Min far kan alle salmer i verden, han elsker at synge, og han er god til det.
Efter dansen, sætter vi os. Hver i sin stol, og alligevel helt oveni hinanden. Dengang, var det altid far, der skulle tale nu, men med årene, har børnene taget over. Det er juleevangeliet. Min far har altid kunnet den historie udenad, og måske netop det, gør den så fin for os. Det er fars, bedstefars, julehistorie til os. Noget helt særligt. Men selvom det nu er et af børnene, børnebørnene, som læser juleevangeliet juleaften, så er klumpen i halsen ikke blevet mindre.

Det er noget helt særligt.
Det er jul.

Nå ja, og så giver vi gaver til hinanden. Men det er jo det mindste af det.

Glædelig jul 🙂